Så status er nu…

A og jeg er stadig sammen. Jeg har igen ihærdigt forsøgt at tydeliggøre for ham, hvor vigtig min ‘frihed’ er. Han siger at han ingen problemer har ift, at jeg ser mine veninder og laver div andre ting uden han er med…NU. At det kun var i starten han syntes at de måtte vente, fordi vi lige var kommet i forhold, og dermed skulle ses meget. Men jeg ved, at han vil have problemer med det, hvis det, i hans øjne, bliver for ofte. Igen en af de der usynlige forventninger, jeg aldrig rigtig kan finde ud af at leve op til… for vi har jo forskellige grænser for hvornår noget er for meget.

Jeg lader tvivlen komme ham til gode. Men jeg må indrømme, at jeg jo nok bare går og venter på det hele kollapser. Men jeg er klar. Jeg kan ikke længere blive i det, hvis jeg ikke kan være mig selv, hvis jeg ikke kan se de mennesker jeg har lyst til at se, uden at det bliver kommenteret som om der så går noget fra ham. Mit liv er for kort til at skulle tage hensyn til ham i alle henseender. For ‘hensyn’ er det ord han gentagne gange benytter sig af, når han gerne vil forklare hvordan man er kærester. Man tager hensyn til hinanden. HELE TIDEN!

Og jeg vil bare gerne kunne lave en simpel kaffeaftale med Louise, og så kunne meddele ham det når jeg lige kommer i tanke om det. Jeg vil ikke først skulle sige til hende, at jeg er nødt til lige at høre med A hvordan det passer ind i hans kalender, sådan som han forventer det.

Jeg har skam veninder, der har sådan et forhold med fælles koordinering af alting. Jeg kan det bare ikke. Jeg føler jeg så skal spørge om lov, og det er sådan noget jeg forlanger af min børn, ikke min kæreste. Han skal sgu aldrig spørge mig om lov hvis der er noget han har lyst til  – om det så er en simpel kaffeaftale, eller han vil ud og rejse med en kammerat. Vi er voksne mennesker, og vi skal have præcis det ud af livet som vi allerhelst ønsker os.

Min far har altid sagt at man ikke skal gå nysgerrig i graven. Han er en klog mand – min far. For i realiteten handler det jo om, at man ikke skal gå i graven og have fortrudt at man ikke har levet præcis det liv man vil. Man kan selvfølgelig altid fortryde ting man HAR gjort…men hvis man ikke havde gjort dem, mon ikke man så ville have spekuleret over hvad der var sket hvis man havde gjort det? …Giver det mening?

Min forestilling om det perfekte forhold, er et forhold, hvor man på en eller anden måde ‘assisterer’ hinanden til ikke at gå nysgerrig i graven. Man hjælper hinanden til at opnå alt det man hver i sær ønsker sig af livet. Man begrænser ikke hinanden i det.

 

4 comments on “det perfekte forhold”

  1. Godt at I stadig er sammen og det håber jeg at I bliver ved med at være.
    Hvis I kan få gennemarbejdet denne her konflikt og finde ud af at få plads til jer begge to, så er grunden lagt til et langt og stærkt forhold. Et forhold mellem to mennesker kræver hårdt og fokuseret arbejde, der er tider hvor man slet ikke kan se nogen udveje for at blive sammen og der er tider med lykke og idyl.
    Efter min bedste overbevisning er der ingen anden vej end at bide tænderne sammen og få snakket tingene igennem – med al det ubehag der følger med.
    Det er så nemt at gå. Det er så nemt at give op og stejlt stå på sit. To voksne mennesker der hver især har en bagage og vaner der nu skal passes ind i hinanden.
    Stå fast på dine behov, lyt til hans behov, fælles finder I ud hvordan der bliver plads til alles behov og hvem der slækker og hvornår.
    Du beslutter om det er arbejdet værd 😊

    • Tak Kirsten 🙂 Det var faktisk ikke så nemt at gå…men det var sværere at blive 🙁
      Tusind tak for dine kommentarer – har tænkt meget over de ting du har haft skrevet <3
      sender et stort virtuelt kram til dig for at dele ud af dine egne erfaringer..der skræmmende nok ligner meget mine 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *