Kategori: Tanker

Og nu til noget HELT andet

What – handler det ikke om sex?!

Nej – jeg er simpelthen nødt til at læsse min februar frustration af herinde.

Morten og jeg har delt ferierne imellem os, altså ift børnene. Hvilket har resulteret i, at fordi jeg skulle have dem her i vinterferien, som er en ulige uge, hvor han normalt har dem fra onsdag-mandag, så har jeg dem i hele 3½ uge og jeg mangler 9 dage endnu, inden han skal have dem igen.

Og jeg er ved at dø!  Aj okay måske lige dramatisk nok – men den der break på 5 dage jeg normalt har, hvor jeg lader op og dermed er en langt bedre mor for dem, når jeg har dem, den har ikke været der denne gang.

Resultatet er, at jeg er langt mere kortluntet og utålmodig end normalt. Jeg ved godt man skal nyde sine børn og være taknemmelig for al den tid man kan have med dem, for pludselig er de store og fløjet fra reden… Og det har jo intet at gøre med, at jeg ikke elsker dem overalt på jorden og aldrig nogensinde vil undvære en eneste af dem i mit liv. Men er det ikke også okay, at have brug for alene tid, hvor man ikke har noget ansvar for andre mennesker, hvor man ikke er et konstant serviceorgan, hvor der ikke hele tiden er noget der skal vaskes eller ryddes op, eller nogen der skal opdrages på?

9 dage… but who’s counting…

RealityTVGIFs rhoa real housewives of atlanta annoyed sigh

Børneudnyttelse eller familieansvar?

Så jeg har været til genoptræning i dag, for anden gang, i varmtvandsbassin. Det er faktisk okay, selvom jeg klart er den yngste i HELE klientellet der kommer der. Men hvem kan dog ikke lide at blive refereret til, som hende den unge…jeg klarer den vist lige. Fyssen der træner os i vandet er tilfældigvis sådan en 2 meter høj, veltrænet og forholdsvis pæn mand. Det er med at finde de positive ting ikk.

Nå, men allerede her den anden gang, er de andre på holdet meget snaksaglige, så den her udenlandske dame, sætter sig ved siden af mig inden start og indleder en samtale. Hyggeligt tænker jeg. selvom samtalen selvfølgelig mest handler om sygdom og de skavanker vi hver især har. Hun fortæller at hun har fire børn, den ældste 25 og den yngste 13 år. Jeg fortæller om mine børn og tilføjer glad at de heldigvis har været meget hjælpsomme i forbindelse med at jeg har været invalid pga diskus prolabs’en, men at de faktisk generelt gerne vil hjælpe til i hjemmet når jeg beder dem om det. Hvorefter denne her kvinde begynder at sige at hun ikke synes man skal udnytte børn. De skal slet ikke have noget ansvar, for når de så vokser op, så bliver de mærkelige i hovedet og vil ikke selv have børn.

WTF!! flyver gennem mit hoved.  Og jeg får sagt til hende at jeg synes ordet ‘udnytte’ er en temmelig hård betegnelse og jeg synes ikke børn tager skade af at hjælpe til i hjemmet – de er trods alt en del af familien. Og jeg synes bestemt ikke jeg udnytter mine børn, fordi jeg beder dem om at tømme opvasker, hænge vasketøj op eller gå med hunden en gang imellem.

Jeg synes ligefrem mine børn vokser en lille smule med det lille ansvar jeg midlertidigt har uddelegeret til dem. Plus, hos mig, der har vi sådan et kugle belønnings system, så når de har hjulpet med noget ud over det sædvanlige, så får de en glaskugle, som varierer i størrelse afhængig af kompleksiteten af den gode gerning de har gjort og en gang om ugen veksles kuglerne til penge. Så på den måde optjener de lommepenge, som de gladelig kommer i deres sparegrise. Win/Win! Det fungerer rigtig godt, synes jeg selv. Og de elsker at sidde og vælge præcis den fine kugle de synes der er flottest.

Jeg er helt med på, at børn ikke skal overtage forældrerollerne og have så meget ansvar så de ikke kan få lov til at være børn, men en lille smule deltagelse i de huslige pligter i hjemmet skader dem vel for pokker da ikke… ?

Hvad mener I? Og hvordan gør I hos jer – giver I jeres børn ansvar eller får de lov at leve på laurbærerne indtil de flytter hjemmefra?

sexklub og vaskeægte panik

panic stressed tv the big bang theory sheldon

Ok, så mit og Natalie’s første sexklub besøg skal forestå om 2 dage, og jeg er pænt nervøs! For at sige det meget mildt.

Her kan jeg vist godt erkende at jeg kommer så langt ud af min comfort zone, så jeg i de sidste mange dage både har lidt af on/off diarre, lidt feber, massiv hovedpine, og noget der ligner øjenbetændelse i mit venstre øje. Det eneste positive ved det er, at jeg faktisk har tabt mig lidt. Nå ja, og så har jeg fået en lille bums på overlæben for nogle dage siden, som nu til forveksling ligner et forkølelsessår. Altså helt ærligt!

Nu mangler der vel egentlig bare, at jeg også får min menstruation.

Jeg har læst en del inde på sexklubbens hjemmeside, og der skriver de blandt andet, at måden hvorpå man inviterer hinanden til sex, er ved øjenkontakt og et frækt smil.

Nu er det tilfældigvis sådan, at jeg er rigtig dygtig til at holde folks øjenkontakt – og dermed tværtimod mestrer knap så godt det der med at slå blikket i jorden når nogen kigger mig i øjnene. SÅ, altså, endnu en stor grund til at jeg får så enormt mange sommerfugle i maven hver gang jeg tænker på hvad der skal ske på torsdag.

For ude i den virkelige verden, er et smil og øjenkontakt jo ikke nødvendigvis en invitation til sex, det er måske en invitation til et ‘hej’, men det er virkelig virkelig sjældent der er nogen der rent faktisk kommer over og inviterer en ud på den baggrund. Medmindre alle er stive og man er i byen.

Natalie har mødtes med en af mændene fra klubben og allerede haft noget fantastisk sex privat. Og denne herre har været så elskværdig at han vil vise os klubben, så vi ikke kommer derned helt nye og alene. Det i sig selv er faktisk ganske betryggende. For jeg kunne godt forestille mig, at når først vi står foran døren dertil, så kræver det eddermame noget gåpåmod, at åbne døren og rent faktisk træde ind over dørtærsklen. For ikke at tale om, at vi skal smide en del af tøjet, langt mere end overfrakken, i garderoben, inden vi så træder ind i selve klubben. Så en stor del af vores bekymringer for tiden består også især af tøjvalg. For vi må selvfølgelig ikke komme i en turtleneck. Det skal gerne være lidt frækt, uden at vi føler os fuldstændig nøgne. Hvilket åbenbart og selvfølgelig også er tilladt at være.

Husaren har fortalt mig, at vi helt klart vil gå som ungt kød i klubben og vil blive meget eftertragtede….puha igen ekstra pres…

MEN jeg forestiller mig, at vi bare lige skal indenfor, så skal det nok gå… Og så skal vi lige have et par enkelte alkoholfyldige drinks forinden også – så hæmningerne kan blive lagt lidt i skabet. For vi skal fandeme ikke bakke ud nu, det har været et kæmpe samtale emne og vi SKAL afprøve det… og oven i al nervøsiteten, så glæder jeg mig faktisk også!

Vi har desuden lovet hinanden, at selvom vi ikke er imponeret efter vores første besøg så skylder vi os selv at besøge klubben bare én gang mere, så vi ikke løber ‘skrigende’ bort med vores førstehåndsindryk, og fordømmer den verden uden måske egentlig at have set alt det, vi lige nu har planer om, at vi skal være en del af.

…fortsættelse følger efter torsdag…

Bitterfissen

Oh yes – det er desværre mig…og jeg er bestemt ikke stolt af det.

Jeg tror måske jeg er kommet til den konklusion, at det ikke er sundt for mig at være sygemeldt uden kontakt til andre voksne mennesker på daglig basis, jeg får simpelthen alt for mange mærkelig idéer i mit uinspirerede hoved!

Jeg har længe virkelig følt at A kom ud af vores brud med langt flere plusser på sin side end der var på min. Uretfærdighed på højt plan. I mit hoved.

Så pludselig i nat lå jeg vågen og kunne ikke sove, simpelthen fordi jeg var nødt til at skrive en mail til A, om at der var flere ting fra sommerhuset, som jeg gerne ville have. Ting jeg havde købt dertil vel at mærke, og som jeg helt klart føler er mine, men fordi det endte med at vi kun kom derop i en bil i stedet for to biler, da jeg skulle hente mine ting. Så endte jeg med at være nødt til at acceptere at jeg ikke fik det hele med. Og så var jeg også rimelig dopet på det tidspunkt, dér lige udskrevet fra hospitalet, så jeg tænkte nok ikke helt klart i situationen og gjorde derfor ikke krav på de ting til senere afhentning, da vi var der.

Det meste af dagen i dag, er så gået med at diskutere med A over mail, fordi han ikke mener at jeg har mere at komme efter i mit elskede sommerhus. At alt er blevet fordelt.

Fuck jeg er en bitterfisse! Og det er bare sådan nogle små ting som nogle glas og skåle, nogle gardiner, og så selvfølgelig AL malingen til huset, både indvendig og udvendig, som min far har sponsoreret. Jeg synes virkelig ikke han bare sådan uden videre skulle have de ting.

Jeg ved godt det er fuldstændig latterligt at jeg farer i flint over det – men jeg kunne simpelthen ikke styre mig selv. Og igen bunder det nok i, at jeg måtte afgive sommerhuset. Jeg føler på en eller anden måde måske at det bliver opvejet hvis ikke A får de der latterlige ting.

Det gør det sikkert ikke i sidste ende – jeg burde virkelig bare give slip på det, selvom jeg nok altid vil savne det skide hus…

Jeg har måtte erkende med total nederlagsfølelse, at jeg ikke får de ting og at jeg simpelthen er nødt til at komme videre. Der er trods alt også lige startet et helt nyt år, ret god anledning til at nulstille, hvis man lige tænker sig lidt om…

 

sad stephen colbert celebration unhappy

 

Naij – jeg bærer da ikke nag!

Normalt!

Men A formår stadig ind imellem at bringe mit pis i kog. Og han gør det med fuldt overlæg, og det er jo nok præcis det, der pisser mig allermest af. Og så selvfølgelig at jeg lader mig påvirke.

Det er ikke det, at han 10 dage efter vores brud skrev at han var videre og klar til at date igen. I couldn’t care less. Eller at han bevidst nu pludselig laver bestemte opslag offentlige på facebook for at ramme mig med hvor aktiv han er, når han både tjekker ind til træning eller til koncert med den ven, han ellers havde droppet, fordi han var for deprimerende at være sammen med. Alle de der ting, jeg længe havde prøvet at få ham til at lave uden mig.

Nejnej, det er når han slår opslag op fra sommerhuset, der rammer mig. Og ja jeg ved godt jeg ‘bare’ skal lade være med overhovedet at stalke hans fb profil, men ind imellem løber min nysgerrighed alligevel af med mig. Og i går havde manden så valgt at smide to billeder op af badeværelset, som han havde ændret fuldstændig. Skødet er ikke engang underskrevet endnu, om at han har overtaget min del, og han har allerede revet ting ned og sat nyt ind. Gad vide om det egentlig er lovligt…

Grunden til jeg ikke ville have nyt badeværelse, var fordi et sommerhus i mine øjne ikke skal være stilrent sort/hvidt og gråt i indretningen, og det her badeværelse havde en knaldrød håndvask, som gav det karisma kombineret med andre røde detaljer. Og nu har han selvfølgelig opsat hightech håndvask, møbler og skabe derind i stedet. Og som prikken over i’et, er der en kvinde, han bestemt ikke var venner med førhen, der har kommenteret, at det er blevet så meget bedre.  

Fuck ham, fuck alle de ting jeg savner deroppefra, fuck mit elskede sommerhus, jeg køber kraftsteljme mit eget…når jeg lige har fået sparet lidt penge sammen, mindre detalje…

Tænk at man kan savne en materiel ting så meget. Det er fandme åndssvagt!

computer work mad technology

Min juleaften…

Så min juleaften foregik hos ex svigerfamilien. Dvs hos Mortens familie, som jeg ikke har set i 4 år…

Dengang Morten og jeg var sammen, så jeg hans familie mere end han gjorde, og mere end jeg så min egen familie. Jeg var meget tæt knyttet til dem alle sammen, så da vi gik fra hinanden mistede jeg også alle dem, hvilket var, og ind imellem stadig er, mega hårdt. Jeg savner dem meget i mit liv.

De, eller Morten, var så søde at invitere mig med, nu hvor jeg ikke skulle arbejde alligevel pga min sygemelding med min diskus prolabs. Og hvor fedt er det ikke lige, at jeg kunne få mulighed for at holde jul med mine børn! Og dem selvfølgelig…

Det tog en time at køre derhen, og jeg var så sindssyg nervøs for at møde dem igen. For hva’ nu, hvis de egentlig var ligeglad med at jeg kom med. Hvis de faktisk syntes at det var upassende at jeg var der. Hvad hvis de egentlig bare var helt upåvirkede af at jeg havde været en stor del af familien i 9 år, og ikke følte jeg havde manglet de sidste fire år. Og hvad nu hvis de foretrak den 13 år yngre kæreste som Morten erstattede mig med. Jeg var simpelthen så usikker på mig selv.

Da vi ankom fik jeg et meget kort og akavet kram af Mortens ene lillebror. Det var hos ham juleaften blev holdt. Dengang Morten og jeg var sammen, var jeg også rigtig rigtig gode venner med denne lillebror, jeg plejede altid at være den han ringede til, når han havde kæresteproblemer, og alle mulige andre problemer, så det var sgu lidt mærkeligt at han havde svært ved at sige hej til mig…. Hans kæreste derimod gav mig et kæmpe kram og snakkede til mig som om vi kendte hinanden, på trods af at hun først blev lillebrorens kæreste nogenlunde samtidig med at Morten og jeg gik fra hinanden. Så hende og jeg havde overhovedet ikke udvekslet andet end et enkelt Hej engang for 4 år siden.

Så kom hans lillesøster, som jeg sås ofte med, også på venindebasis både med og uden børn. Hun strøg gennem huset og fjernede alle på sin vej og gav mig verdens længste og hårdeste krammer! Hvilket hun gentog adskillige gange i løbet af hele aftenen. Den ene gang så meget så vi begge var ved at blive helt rørstrømske og måtte bremse os selv i, at stå og tude midt ude i køkkenet. Total gensynsglæde!

Storesøsteren gav mig også en lang og hård krammer da hun kom og igen da vi skulle hjem. Hun er en lidt mere reserveret kvinde, så der kommer ikke altid de store følelsesudbrud fra hende. Men hun søgte mig meget af tiden og vi fik talt en masse om alt muligt. Hvilket jeg selvfølgelig også fik gjort med lillesøsteren. Generelt fik jeg talt rigtig meget med dem alle sammen, og lillebroren blødte også op. Ifølge Morten var det formentlig netop fordi han og jeg var så gode venner dengang, og pludselig var jeg væk, at han havde svært ved at forholde sig til at se mig igen. Han er en af de der følsomme drenge…eller mand er han jo efterhånden blevet til.

Den sidste lillebror – den mindste af de 5 søskende, er det sorte får i familien. Jeg mødte ham for ikke så længe siden, da han hjalp med at tømme alle mine ting fra sommerhuset ud af min fars bil hjemme hos mig. Så med ham, var det bare sådan en gensynskrammer. Han havde allerede givet udtryk for at han savnede mig den dag.

Må nok hellere lige nævne at min far er selvstændig og at Morten var min fars højre hånd i firmaet dengang. Lillebroren hjalp også engang imellem, når han ikke brændte alle af. Og min far er især inden for det sidste års tid, igen begyndt at bruge både Morten og lillebroren i sit firma. Ikke uden store protester fra mig i starten selvfølgelig… men det hjalp ingenting og hvem fanden gider have at ens far og ens ex begynder at konspirere og lyve for mig, for at de kan arbejde sammen. Så var nødt til at acceptere deres samarbejde. Vil trods alt altid hellere have ærlighed end løgne.

Tilbage til juleaften.

Mortens forældre aflyste i sidste øjeblik pga sygdom – intet nyt der, selvom jeg virkelig også havde glædet mig til at se dem. Men det åbnede så op for, at deres pladser ved bordet kunne fyldes ud med lillebrorens kærestes forældre og søster. Og dem gik jeg heldigvis også rigtig godt i spænd med. Selv de store af søstrenes børn, som stadig kunne huske mig, fik jeg kæmpe krammere af.

Så alt i alt en succes af en juleaften. Ikke kun for børnene, som var glade for at både mor og far var med, men især for mit lille ego.

For jeg var savnet! Jeg var ikke bare glemt! Og jeg var 100% overhovedet ikke erstattet af den 13 år yngre kæreste. Tværtimod – så forestiller jeg mig nu, at hun må have det enormt svært sammen med hans familie. For som jeg efterhånden kunne stykke sammen, uden at være den der snagende ex der spurgte direkte, så har hun det åbenbart ikke helt nemt med bare at snakke frit med dem. Hun er ligesom bare med. Bare ikke til jul – for den holder hun altid med sin egen familie.

Jeg ved godt det er total forkert at sige højt – I ved pga jantelov osv, så derfor siger jeg det også bare herinde. Fuck hvor fik jeg det bare rigtig godt af at vide, at hun ikke kunne udfylde mine sko.

happy christmas excited happy dance chip and dale

Glædelig jul! og noget om selvdiciplin

Først og fremmest glædelig jul til jer alle!

Jeg kan faktisk godt lide julen – havde glædet mig afsindigt til at skulle julehygge med mine tre unger hele december Jeg havde planlagt hver eneste weekend jeg skulle have dem, med et eller andet, synes jeg selv, nærværshalløj som julebagning og julepyntning. Nok også rigtig meget for at kompensere for at jeg og A var gået fra hinanden. Og at de ikke kun mistede ham i deres liv, men i den grad også vores elskede sommerhus.

Alt det blev selvfølgelig afbrudt og udskudt af 10 dage på hospitalet. Vi har dog fået julebagt den ene af weekenderne, og oppyntningen blev uddelegeret til Ida. Hvilket gjorde at juleoppyntningen ikke blev helt som den plejer og knap så omstændig, eftersom hun hurtigt mistede fokus og gik kold i det. Så i dag skal jeg bare stille og roligt gå rundt og pille små klæbenisser af vinduerne og tage de få julemænd ned fra hylderne, hun dog fik sat op. Det bliver den nemmeste juleafrydning jeg nogensinde har haft – og lige nu, – er det ret fantastisk!

For man får jo også nok af alt det jul alle vegne og endnu mere af alt det mad.

Jeg steg på vægten til morgen…! – forinden sad jeg lidt på sengekanten og havde en lille indre dialog om hvorvidt det nu også var klogt ovenpå sådan en juleaften. Men jeg gjorde det. Puha… 73,1 kg sagde den. Jeg hoppede ned igen..og steg så op igen, efter den havde slukket sig selv. For min vægt har det med altid at veje lidt forkert den første gang, især hvis jeg er kommet til at skubbe til den forinden, så er det som om den lige skal afbalancere sit vægtmodul. Næste vægt viste den 72,8 kg, og den vægt fastholdt den de næste 3 gange jeg steg op på den igen.

Der er altså virkelig noget psykisk med sådan nogle tal. Det handlede jo kun om skide 300 gram, men fordi den var på den gode side af 73 kg, så følte jeg mig helt lettet.

Det er ligesom de manipulerende indkøbspriser, som de altid sætter til at slutte på 5 øre under et stort rundt og skræmmende tal. 9.999,95 kr, ser ikke helt så slemt ud, som hvis de havde skrevet 10.000 ligeud vel?

Jeg er selvfølgelig overhovedet ikke tilfreds med min vægt selvom den kom under 73 kg, for i virkeligheden, så er det stadig 9,9 kg for meget ift hvad jeg ‘plejer’ at veje.

Jeg lider nemlig og desværre af konstant yoyovægt, normalt svinger den 2-5 kg afhængig af årstid, og det kan jeg sagtens leve med, men TI kg – det kræver noget seriøs selvdiciplin fremover! Hvilket selvfølgelig først skal og kan træde i kraft fra i overmorgen, for skal naturligvis lige have udryddet resterne af al julemaden og julegodterne inden sådan noget kan opstarte. Og da morgenmaden i dag kunne bestå af enten yoghurt eller ris a la mande, valgte jeg efter mange overvejelser stolt yoghurten…  efterfulgt af ris a la manden 30 min senere…

Shit det bliver en hård kamp…

 

%d bloggers like this: