Kategori: Tanker

Naij – jeg bærer da ikke nag!

Normalt!

Men A formår stadig ind imellem at bringe mit pis i kog. Og han gør det med fuldt overlæg, og det er jo nok præcis det, der pisser mig allermest af. Og så selvfølgelig at jeg lader mig påvirke.

Det er ikke det, at han 10 dage efter vores brud skrev at han var videre og klar til at date igen. I couldn’t care less. Eller at han bevidst nu pludselig laver bestemte opslag offentlige på facebook for at ramme mig med hvor aktiv han er, når han både tjekker ind til træning eller til koncert med den ven, han ellers havde droppet, fordi han var for deprimerende at være sammen med. Alle de der ting, jeg længe havde prøvet at få ham til at lave uden mig.

Nejnej, det er når han slår opslag op fra sommerhuset, der rammer mig. Og ja jeg ved godt jeg ‘bare’ skal lade være med overhovedet at stalke hans fb profil, men ind imellem løber min nysgerrighed alligevel af med mig. Og i går havde manden så valgt at smide to billeder op af badeværelset, som han havde ændret fuldstændig. Skødet er ikke engang underskrevet endnu, om at han har overtaget min del, og han har allerede revet ting ned og sat nyt ind. Gad vide om det egentlig er lovligt…

Grunden til jeg ikke ville have nyt badeværelse, var fordi et sommerhus i mine øjne ikke skal være stilrent sort/hvidt og gråt i indretningen, og det her badeværelse havde en knaldrød håndvask, som gav det karisma kombineret med andre røde detaljer. Og nu har han selvfølgelig opsat hightech håndvask, møbler og skabe derind i stedet. Og som prikken over i’et, er der en kvinde, han bestemt ikke var venner med førhen, der har kommenteret, at det er blevet så meget bedre.  

Fuck ham, fuck alle de ting jeg savner deroppefra, fuck mit elskede sommerhus, jeg køber kraftsteljme mit eget…når jeg lige har fået sparet lidt penge sammen, mindre detalje…

Tænk at man kan savne en materiel ting så meget. Det er fandme åndssvagt!

computer work mad technology

Min juleaften…

Så min juleaften foregik hos ex svigerfamilien. Dvs hos Mortens familie, som jeg ikke har set i 4 år…

Dengang Morten og jeg var sammen, så jeg hans familie mere end han gjorde, og mere end jeg så min egen familie. Jeg var meget tæt knyttet til dem alle sammen, så da vi gik fra hinanden mistede jeg også alle dem, hvilket var, og ind imellem stadig er, mega hårdt. Jeg savner dem meget i mit liv.

De, eller Morten, var så søde at invitere mig med, nu hvor jeg ikke skulle arbejde alligevel pga min sygemelding med min diskus prolabs. Og hvor fedt er det ikke lige, at jeg kunne få mulighed for at holde jul med mine børn! Og dem selvfølgelig…

Det tog en time at køre derhen, og jeg var så sindssyg nervøs for at møde dem igen. For hva’ nu, hvis de egentlig var ligeglad med at jeg kom med. Hvis de faktisk syntes at det var upassende at jeg var der. Hvad hvis de egentlig bare var helt upåvirkede af at jeg havde været en stor del af familien i 9 år, og ikke følte jeg havde manglet de sidste fire år. Og hvad nu hvis de foretrak den 13 år yngre kæreste som Morten erstattede mig med. Jeg var simpelthen så usikker på mig selv.

Da vi ankom fik jeg et meget kort og akavet kram af Mortens ene lillebror. Det var hos ham juleaften blev holdt. Dengang Morten og jeg var sammen, var jeg også rigtig rigtig gode venner med denne lillebror, jeg plejede altid at være den han ringede til, når han havde kæresteproblemer, og alle mulige andre problemer, så det var sgu lidt mærkeligt at han havde svært ved at sige hej til mig…. Hans kæreste derimod gav mig et kæmpe kram og snakkede til mig som om vi kendte hinanden, på trods af at hun først blev lillebrorens kæreste nogenlunde samtidig med at Morten og jeg gik fra hinanden. Så hende og jeg havde overhovedet ikke udvekslet andet end et enkelt Hej engang for 4 år siden.

Så kom hans lillesøster, som jeg sås ofte med, også på venindebasis både med og uden børn. Hun strøg gennem huset og fjernede alle på sin vej og gav mig verdens længste og hårdeste krammer! Hvilket hun gentog adskillige gange i løbet af hele aftenen. Den ene gang så meget så vi begge var ved at blive helt rørstrømske og måtte bremse os selv i, at stå og tude midt ude i køkkenet. Total gensynsglæde!

Storesøsteren gav mig også en lang og hård krammer da hun kom og igen da vi skulle hjem. Hun er en lidt mere reserveret kvinde, så der kommer ikke altid de store følelsesudbrud fra hende. Men hun søgte mig meget af tiden og vi fik talt en masse om alt muligt. Hvilket jeg selvfølgelig også fik gjort med lillesøsteren. Generelt fik jeg talt rigtig meget med dem alle sammen, og lillebroren blødte også op. Ifølge Morten var det formentlig netop fordi han og jeg var så gode venner dengang, og pludselig var jeg væk, at han havde svært ved at forholde sig til at se mig igen. Han er en af de der følsomme drenge…eller mand er han jo efterhånden blevet til.

Den sidste lillebror – den mindste af de 5 søskende, er det sorte får i familien. Jeg mødte ham for ikke så længe siden, da han hjalp med at tømme alle mine ting fra sommerhuset ud af min fars bil hjemme hos mig. Så med ham, var det bare sådan en gensynskrammer. Han havde allerede givet udtryk for at han savnede mig den dag.

Må nok hellere lige nævne at min far er selvstændig og at Morten var min fars højre hånd i firmaet dengang. Lillebroren hjalp også engang imellem, når han ikke brændte alle af. Og min far er især inden for det sidste års tid, igen begyndt at bruge både Morten og lillebroren i sit firma. Ikke uden store protester fra mig i starten selvfølgelig… men det hjalp ingenting og hvem fanden gider have at ens far og ens ex begynder at konspirere og lyve for mig, for at de kan arbejde sammen. Så var nødt til at acceptere deres samarbejde. Vil trods alt altid hellere have ærlighed end løgne.

Tilbage til juleaften.

Mortens forældre aflyste i sidste øjeblik pga sygdom – intet nyt der, selvom jeg virkelig også havde glædet mig til at se dem. Men det åbnede så op for, at deres pladser ved bordet kunne fyldes ud med lillebrorens kærestes forældre og søster. Og dem gik jeg heldigvis også rigtig godt i spænd med. Selv de store af søstrenes børn, som stadig kunne huske mig, fik jeg kæmpe krammere af.

Så alt i alt en succes af en juleaften. Ikke kun for børnene, som var glade for at både mor og far var med, men især for mit lille ego.

For jeg var savnet! Jeg var ikke bare glemt! Og jeg var 100% overhovedet ikke erstattet af den 13 år yngre kæreste. Tværtimod – så forestiller jeg mig nu, at hun må have det enormt svært sammen med hans familie. For som jeg efterhånden kunne stykke sammen, uden at være den der snagende ex der spurgte direkte, så har hun det åbenbart ikke helt nemt med bare at snakke frit med dem. Hun er ligesom bare med. Bare ikke til jul – for den holder hun altid med sin egen familie.

Jeg ved godt det er total forkert at sige højt – I ved pga jantelov osv, så derfor siger jeg det også bare herinde. Fuck hvor fik jeg det bare rigtig godt af at vide, at hun ikke kunne udfylde mine sko.

happy christmas excited happy dance chip and dale

Glædelig jul! og noget om selvdiciplin

Først og fremmest glædelig jul til jer alle!

Jeg kan faktisk godt lide julen – havde glædet mig afsindigt til at skulle julehygge med mine tre unger hele december Jeg havde planlagt hver eneste weekend jeg skulle have dem, med et eller andet, synes jeg selv, nærværshalløj som julebagning og julepyntning. Nok også rigtig meget for at kompensere for at jeg og A var gået fra hinanden. Og at de ikke kun mistede ham i deres liv, men i den grad også vores elskede sommerhus.

Alt det blev selvfølgelig afbrudt og udskudt af 10 dage på hospitalet. Vi har dog fået julebagt den ene af weekenderne, og oppyntningen blev uddelegeret til Ida. Hvilket gjorde at juleoppyntningen ikke blev helt som den plejer og knap så omstændig, eftersom hun hurtigt mistede fokus og gik kold i det. Så i dag skal jeg bare stille og roligt gå rundt og pille små klæbenisser af vinduerne og tage de få julemænd ned fra hylderne, hun dog fik sat op. Det bliver den nemmeste juleafrydning jeg nogensinde har haft – og lige nu, – er det ret fantastisk!

For man får jo også nok af alt det jul alle vegne og endnu mere af alt det mad.

Jeg steg på vægten til morgen…! – forinden sad jeg lidt på sengekanten og havde en lille indre dialog om hvorvidt det nu også var klogt ovenpå sådan en juleaften. Men jeg gjorde det. Puha… 73,1 kg sagde den. Jeg hoppede ned igen..og steg så op igen, efter den havde slukket sig selv. For min vægt har det med altid at veje lidt forkert den første gang, især hvis jeg er kommet til at skubbe til den forinden, så er det som om den lige skal afbalancere sit vægtmodul. Næste vægt viste den 72,8 kg, og den vægt fastholdt den de næste 3 gange jeg steg op på den igen.

Der er altså virkelig noget psykisk med sådan nogle tal. Det handlede jo kun om skide 300 gram, men fordi den var på den gode side af 73 kg, så følte jeg mig helt lettet.

Det er ligesom de manipulerende indkøbspriser, som de altid sætter til at slutte på 5 øre under et stort rundt og skræmmende tal. 9.999,95 kr, ser ikke helt så slemt ud, som hvis de havde skrevet 10.000 ligeud vel?

Jeg er selvfølgelig overhovedet ikke tilfreds med min vægt selvom den kom under 73 kg, for i virkeligheden, så er det stadig 9,9 kg for meget ift hvad jeg ‘plejer’ at veje.

Jeg lider nemlig og desværre af konstant yoyovægt, normalt svinger den 2-5 kg afhængig af årstid, og det kan jeg sagtens leve med, men TI kg – det kræver noget seriøs selvdiciplin fremover! Hvilket selvfølgelig først skal og kan træde i kraft fra i overmorgen, for skal naturligvis lige have udryddet resterne af al julemaden og julegodterne inden sådan noget kan opstarte. Og da morgenmaden i dag kunne bestå af enten yoghurt eller ris a la mande, valgte jeg efter mange overvejelser stolt yoghurten…  efterfulgt af ris a la manden 30 min senere…

Shit det bliver en hård kamp…

 

Stadig tøsefornærmet med et skvæt af max skuffet

Så med hjælp fra jeres meget brugbare og hjælpsomme kommentarer igår, skrev jeg følgende i en gruppebesked via messenger til mine tre veninder:

‘hej piger – jeg tænkte på om I evt havde lyst til at komme hjem til mig og spise i stedet, – evt medbringe noget sushi eller tapas? 🙂 Eller er det alt for irriterende at der er børn?’

…Og så gik der halvanden time… intet svar.

Jeg kunne se at de alle havde læst beskeden. I mit hoved gav jeg dem, på det tidspunkt, en svarfrist på to timer – hvilket gav dem 30 min mere til at svare, hvorefter jeg ville have skrevet, at de ikke længere behøvede tænke over at skulle træffe så svær en beslutning, og at jeg alligevel var blevet syg. De nåede det desværre lige akkurat.

Det var Michelle der endelig tog teten og meldte ud, at hun altså sådan havde glædet sig til at skulle ud og spise og om det var okay at den aftale blev fastholdt, og at hun i øvrigt ikke håbede at det var alt for tarveligt!

ØH JO! det er fucking tarveligt!! var min første tanke. Det er ikke fordi jeg ikke selv sagtens kan forstå hvorfor det er mega fedt at komme ud og spise på restaurant. Især når man er børnefri. Jeg ville bare aldrig nogensinde selv vælge en af de tre fra, til fordel for et restaurantbesøg, hvis vi alle fire kunne ses i stedet. Også selvom det indebar at den vi så var nødt til at være hos, havde sine børn hjemme.

Jeg blev så såret så jeg uden at tænke og med det samme svarede; at det var ok, jeg havde alligevel lagt mig med influenza og var derfor nødt til at aflyse helt. Og at jeg håbede de fik en hyggelig aften.

Minuttet efter svarede Louise og Linda, sjovt nok, nærmest i kor på hinanden, at de også havde glædet sig rigtig meget til at komme ud og spise. Som om de bare ventede på der var en der turde at melde ud. Eller måske i virkeligheden havde de internt mellem de tre, allerede brugt de to timer på, at finde ud af hvordan de kunne svare, at de gerne ville ud og spise kontra at komme hjem til mig, velvidende at de jo så valgte mig fra.

Og så var det, at de også lige opdagede min fake sygemelding og igen simultant straks skrev, at de var kede af at høre at jeg var blevet syg og at de ellers alle sammen lige havde glædet sig SÅ meget til at vi alle sammen endelig skulle være sammen igen.

Rimelig ironisk når nu de bevidst lige havde valgt, at vi netop ikke alle sammen skulle ses – eller jo til aftenkaffen…hvor de gerne ville beære mig med deres tilstedeværelse (indebrændthed lurer vist lige under overfladen her)

Endnu mere pudsigt var det, da Louise så valgte at skrive en privat sms til mig, for at høre hvor hårdt ramt af influenzaen jeg var, og at hun håbede det nåede at gå væk inden juleaften og tilmed også ringede, formentlig på vej til restauranten. Og yderligere til morgen idag har hun skrevet for at høre til mig, og tilmed spurgt om jeg mangler noget og hvornår hun kan komme forbi med julegave.

Louise har formentlig luret mig – eftersom hun kender mig allerbedst…

Men sjældent har jeg følt mig så ligegyldig! Jeg magter slet ikke at se nogen af dem foreløbig. Jeg kan slet ikke beskrive hvor skuffet og såret jeg er…

Når én dør lukkes… ;)

A skrev til mig i går. Jeg havde fødselsdag. Så han skrev en mail til mig og ønskede tillykke. Jeg takkede og svarede yderligere på det han spurgte om ift min fremgang med ryggen. Og så fik jeg selvfølgelig efterfølgende to romaner på mail. For det gik så op for manden at jeg havde blokeret ham på alle andre instanser end på mail. Igen en masse drama! Afslutningsvis fik jeg lige 3 linier om at han var videre i sit liv og var begyndt at date igen. Og når han mener date…så indebærer det også sex. Og kender I det, når man godt kan få sådan et stik i maven, når det går op for en, at man er erstattet og at ens ex ser andre kvinder?  Det kom ikke! Intet stik, ikke nogle følelser af ked-af-det-hed overhovedet! SÅ fedt!

Det sjove er, at jeg godt kan undre mig over hvorfor han har behov for at fortælle mig, at han dater. 10 dage efter at han ihærdigt stadig erklærede mig sin kærlighed og ville gøre alt for at vi skulle finde sammen igen… Jeg er ikke sikker på manden er helt rask på øverste haha.

MEN! Som I sikkert også ved, når én dør lukkes, åbnes en anden. Og i mit tilfælde vil jeg gerne påstå, at mange døre er blevet åbnet inden for den sidste uge. Så mange så jeg slet ikke kan følge med. Men det er super fedt, og jeg flyder bare med strømmen og ser hvad der sker….

Een dag ad gangen…

Ok jeg har en off dag idag – det er jeg ikke bleg for at indrømme, og jeg er simpelthen nødt til at læsse af herinde på bloggen. 
Dagen startede faktisk ganske fint ved at det lykkedes mig helt selvstændigt at tage et bad – nøj jeg var stolt. Endnu en af livets små glæder jeg nu værdsætter meget højt, men som jeg tog åh så for givet for bare en uge siden. Jeg ved godt jeg nok ender med, at tage noget så simpelt som et bad for givet igen, sådan har livet det jo med at være. 

Det er først når noget eller nogen bliver taget fra en, at man opdager hvor vigtigt det/de egentlig var. 

Nå men idag kom Morten med børnene, sådan som han har gjort det hver dag siden jeg blev indlagt sidste lørdag meget tidlig morgen.

Ida skulle i biffen og vi blev enige om at drengene godt kunne blive hos mig de 45 min. han ville være væk.  

Det gik skam også rigtig fint. Og det var smadder hyggeligt bare at have dem for mig selv. De er altid lidt stærkere og fattede foran Morten end når han ikke er der. Jeg tror det er noget mandenoget, der allerede bliver grundlagt i børne årene.  Deres bløde sider kommer mere frem når de er helt alene med mig. 

Så de krøb begge op i sengen til mig. Magnus lå ved siden af mig og Alex mellem mine ben på en pude. Og så så vi Bamse på Ramasjang. 

Jeg lå og nussede dem begge to og nød virkelig øjeblikket hvilket de også gav udtryk for, at de gjorde. De siger hele tiden hvor meget de savner mig. Især Alex er god til at sætte ord på sine tanker og følelser. 

  
Men jo mere jeg sad sammen med dem, jo mere ondt fik jeg. Jeg kæmpede længe med at udholde den stigende smerte i min ryg som også langsomt begyndte at trække ned i benet igen. Hvilket ellers var holdt op forleden. Og som er et rigtig godt tegn. 

Da bamse sluttede hoppede de heldigvis ned igen – men var nu fuld af ballade. Så de skiftedes til at hive i sengen eller bumpe ind i den, fordi de lige var uopmærksomme i deres leg. Og bare de små bump de forårsagede, øgede smerten i min ryg. 

Morten kom heldigvis tilbage og kunne tage over. Desværre kom han til at skælde Magnus ud, fordi de bumpede ind i sengen. Og Magnus, som i forvejen er den der har det sværest med jeg ligger her, qua han hører til de særligt sensitive børn og dermed har det meget stramt med rutiner der ændres uden varsel, så lukkede han helt ned og blev rigtig ked af det. Men ville selvfølgelig ikke vise det nu Morten var retur. Men da han krammede mig farvel kunne han alligevel ikke holde det hele inde. Så han græd helt stille i mine arme…uden de andre så det. 

Ida græd også inden hun skulle i biffen. Ville ikke gå fra mig. Hun snakker næsten kun til mig når vi ligger helt tæt, ellers kigger hun bare på mig med meget triste øjne uden at ville fortælle hvad hun tænker. Hvilket jeg også tror har noget at gøre med at hun også gerne vil virke stærk. 

Efter de var gået har jeg virkelig været ked af det. 

For jeg føler ikke jeg kan være der for dem. Jeg formår ikke at være den mor de plejer at have. De kan ikke snakke med mig når de har brug for det. Jeg kan ikke engang tåle at de kommer til at bumpe til min seng. Hvordan skal det dog ikke gå når jeg kommer hjem. Kan jeg overhovedet hjælpe dem med noget… 

Jeg ved godt det nok skal blive bedre. Jeg kæmper især med at holde fokus på at tage en dag ad gangen og acceptere at fremskridtene bliver to dage frem og en tilbage. 

I er vel ikke i tvivl om hvilken dag denne er… 

Men jeg har endnu ikke forliget mig med, som jeg hele tiden får at vide, at det er en ret STOR prolabs jeg har fået mig og at jeg skal forvente at jeg måske først er helt ok om 6 mdr!

SEKS MÅNEDER!!

Jeg har grædt og grædt idag…

…så nu vil jeg sove – for imorgen skal jo, ifølge deres 2 frem, 1 tilbage ‘regel’ blive en god dag. 

BatmanBente og klokkeren fra Notre Dame

Klokken er midnat. 

Igår skete det uundgåelige, at mit drømmeeksemplar af en livsglad skøn kvinde som var min roommate på stue 323, blev udskrevet. 

Det er alligevel vildt så dybdegående man kan komme til at lære et fremmed menneske at kende på kun 4 dage, bare fordi man er lukket inde på samme  hospitalsstue og sover halvanden meter fra hinanden. Hun havde også rygproblemer, så vi var begge ret immobile og faldt hurtigt i snak. 

Vi er nu venner på fb og har opdateret hinanden løbende om de få fremskridt vi har gjort os, og så har vi aftalt at når vi begge kan, så skal vi ud og gå en lang tur og drikke kaffe. Kaffen her på hospitalet er nemlig virkelig dårlig. Sjovt som dårlig kaffe kan være årsag til gentagen og massiv brok. 

Nu er jeg så blevet flyttet til stue 317. Der var nemlig en patient der havde fået roskildesyge og derfor skulle vedkommende isoleres på min nyerhvervede enestue. 

Jeg kommer, trillende i sengen, ind på stuen til Bente. Bente er en 70+ lille dame, der trisser rundt med rollator. Hun sover en del, og når hun sover så har hun sådan en brillemaske over øjnene. Jeg kan simpelthen ikke huske hvad sådan en hedder, så jeg har kaldt det en Batman maske hele dagen. 

Selvfølgelig ikke direkte til hende. 

BatmanBente er typen der starter en samtale med at spørge hvad jeg synes om noget. Åbenlyst indikerende hvad hun ihvertfald synes om det pågældende. Og hvis jeg så siger at jeg ikke synes noget om det – så sender hun mig et misfornøjet blik og så slutter samtalen øjeblikkeligt. 

Hun spørger ind til mine børn og jeg fortæller jeg har en pige og to drenge. ‘ Ja mine to piger har KUN fået drenge – OTTE drenge. Og jeg elsker dem da… selvom de er drenge.’  Jeg fornemmede en vis utilfredshed med at hun kun havde fået drengebørnebørn. 

Klokken 22 skulle BatmanBente sove – så derfor blev stue 317 lukket og slukket på præcis det tidspunkt. 

23:30 skulle jeg simpelthen sådan tisse. Så jeg listede! Altså så godt som jeg nu kunne, når nu jeg bevæger mig som klokkeren fra Notre Dame med en talerstol, forbi snorkende BatmanBente, ud på toilettet. 

Derudefra kunne jeg kort efter, høre BatmanBente højlydt brokke sig over at hun ikke havde fået sin sovepille og at hun iøvrigt overhovedet ikke havde lukket et øje endnu. 

????? 

Okay jeg venter med at spørge om ørepropper til hun er gået ind på stuen igen. Skulle nødig fornærme hende mere end jeg formentlig allerede har gjort. 

%d bloggers like this: