Kategori: Tanker

Hvad gør jeg?

Fuck jeg har alt for meget på hjertet i øjeblikket og alt for lidt tid! 

I forrige indlæg skrev jeg om Mortens opdagelse af at jeg er blevet kæreste med FILF’en.  Hvilket jeg vildt gerne vil fortælle om! Altså hvordan hele det her med FILF’en er kommet så vidt. Men først er jeg nødt til at fortælle om mit arbejdsdillema – som iøvrigt intet har med FILF’en at gøre, men som fylder helt enormt. 

Jeg fik ny chef for næsten halvandet år siden – dengang jeg lå på hospitalet med min diskus prolabs. Hun var vores tidligere Tillidsrepræsentant i afdelingen og havde en ivrig tilgang til stillingen om, at nu skulle hun vende skuden. Hvilket hun også gjorde, sammen med de to andre nye afdelingssygeplejersker der erstattede den gamle ledelse. 

Problemet der ofte opstår med ledere, ihvertfald min oplevelse, er at det for de fleste ender med at magten stiger dem til hovedet. 

Hende her er ingen undtagelse. 

Den første tid var hun super god til at få afdelingen til at hænge sammen igen. Alle var helt vildt begejstrede for hende…med undtagelse af mig. For af en eller anden årsag har hun en torn i siden på mig. Om det er fordi jeg hjalp hende i den stilling hun fik og hun føler hun skal sørge for INGEN tror der er noget nepotisme over vores forhold, og hun så føler hun er nødt til at gå i modsatte grøft og tyrranisere mig, ved jeg stadig ikke. Men modbydelig – det er hun. 

Hun er den der intimiderende type som du aldrig ved hvor du har. Det ene øjeblik er hun smilende og humoristisk, og det næste råber hun af folk på en måde jeg ikke engang ville tiltale mine børn når de har været uartige. Hun har ingen empati og når jeg prøver at snakke med hende, svarer hun mig altid så surt og nedladende, så jeg for længe siden besluttede at holde vores kommunikation på et minimum og helst via mail. Hun fjerner mig fra de spændende patienter og sætter mig på de nemme, med begrundelsen at de er for dårlige til at jeg kan passe dem. Istedet sætter hun en ny, i afdelingen uerfaren sygeplejerske til at passe den patient. Når jeg fortæller hende at for første gang i et år har jeg endelig haft en kompleks patient og at hun gerne må prioritere at jeg også får udfordringer, svarer hun nedladende at jeg jo lige har haft en. ‘Ja! På eet år!’  Folk har alle fået godkendt deres sommerferieønsker mens jeg var på Bali, jeg har fået en mail om at alle uger mine unger har sommerferie er lukket for flere ferieønsker, men at jeg kan ønske efter uge 32, eller før uge 27. Jeg svarede hende at jeg havde brug for at holde ferie med mine børn i deres ferie hvortil hun svarer at det er mit problem og ansvar at jeg har været på ferie mens ferieplanen blev lagt og at det er en skam jeg ikke kan bytte ferieuger med min Eks. ‘Jamen hvad nytter det når du har lukket samtlige uger børnene har ferie i?! Så kan det jo være ligegyldigt med at bytte med Morten.’ I oktober og november havde hun givet mig 13 nattevagter pr måned – vi skal have 8. Jeg spørger forsigtigt om det bliver sådan fremover for så har jeg lidt et problem med mine børn, eftersom jeg kun er børnefri 10 dage om måneden. Svaret kom prompte: DU SKAL BARE SØRGE FOR AT ØNSKE DINE VAGTER!!’ Jeg har så kørt det samme rul i fire fucking år uden problemer. 

Nå, hun har nu kørt hetz på mig siden januar sidste år og jeg er ved at være slidt ned, psykisk. Hvis hendes mål er at drive mig ud af afdelingen kan jeg godt afsløre at hun er ved at få succes. Jeg kan ikke mere. 

Hun har så været syg de sidste 14 dage og pludselig har jeg følt glæde ved mit arbejde igen. Jeg har fået lov at passe patienter der var udfordrende, fordi hun ikke var der til at fjerne mig fra dem og jeg har ikke skulle forholde mig til hendes vægelsind. Det har været så dejligt. 

Mit problem nu er, at selvom hun ikke har været her, fylder hun stadig enormt meget i mit hoved og jeg kom til at nævne en halv sætning om det til de to andre afdelingssygeplejersker den anden morgen, da jeg var færdig med min nattevagt. De kiggede straks bekymret på mig og lagde en hånd på min skulder og vupti så løb tårerne ned af mine kinder. 

Jeg blev ført ind på bagkontoret og fik fortalt dem hvorfor jeg var så ked af det. De tilbød straks at jeg kunne skifte team og komme over til en af dem istedet og at min boss selvfølgelig ikke ville få at vide hvorfor, hvis jeg ikke ville have det, men at det skulle videre op i systemet fordi jeg ikke var den eneste der havde klaget over hende. 

Jeg gik hjem med lidt blandede følelser. For jeg kan rigtig godt lide de kollegaer jeg har i mit nuværende team, og jeg er endelig begyndt at synes at patienterne også er spændende. Men jeg får det jo aldrig godt med min chef, heller ikke selvom jeg har smidt stenen fra skuldrene hos resten af ledelsen. Alternativt skifter jeg tilbage til mit gamle team. 

Jeg møder så ind i nattevagt lørdag nat og så ligger der en mail fra min chef om at hun har hørt at jeg er gået ked hjem fra arbejde den anden morgen og at jeg meget gerne må ringe til hende, for hun vil gerne snakke med mig. 

FuckediFUCK!!! 

Jeg ved stort set med sikkerhed at det ikke er de andre chefer der har sagt noget, for de understregede tavshedspligten under vores samtale. Men snarere nogle kollegaer der så jeg var ked af det og så ikke har kunne holde deres kæft i bar nysgerrighed og har garanteret spurgt hende om hun vidste hvorfor jeg var ked af det. 

Så nu skal jeg alligevel forholde mig til hende. Hun møder nemlig ind mandag morgen inden jeg er gået hjem fra nattevagten, og jeg føler mig slet ikke psykisk stærk nok til at håndtere en konfrontation med hende. Slet ikke efter en nattevagt!

Jeg anser normalt mig selv for et ret stærkt menneske og jeg tager allerhelst tyren ved hornene når det er nødvendigt. Men hende her, som jeg aldrig ved hvor jeg har, kan jeg simpelthen ikke overskue at skulle ud i en konfrontation med, for hun vil ikke blive mere behagelig at arbejde sammen med ligegyldig hvad der kommer ud af konfrontationen. 

Jeg har sendt hendes mail videre til de andre afdelingssygeplejersker og sagt at hvis jeg skal snakke med hende, skal der en bisidder med. 

Allermest har jeg lyst til at melde mig syg og finde et andet job ASAP…

Men jeg mangler at aflevere mit speciale i den overbygning jeg har taget mens jeg har arbejdet i denne afdeling, og hvis jeg stopper inden den er afleveret, får jeg ikke papirer på uddannelsen, eller de ekstra penge den giver på lønsedlen. Jeg skal aflevere opgaven den 1/4, og er håbløs til at finde motivationen til at skrive den. Men kunne jeg skrive den færdig inden mandag morgen OG få den godkendt, for at slippe for at skulle snakke med min chef, så havde jeg gjort det lige nu… 

Råd modtages iøvrigt med kyshånd for hvordan jeg skal forholde mig, hvis der skulle være nogen der ligger inde med nogle guldkorn fra lignende situationer…

Smukfest 2017 !! 

Ja man kan jo godt blive en lille smule stresset, når man sidder på sit arbejde og venter i kø til Smukfest 2017 billetter. Jeg blir SÅ træt hvis de bliver udsolgt inden jeg har fået nogen! 


Og jeg bliver ekstra træt hvis jeg kommer igennem og kan få lov at købe billetter og de (mit arbejde) så vælger at komme og forstyrre mig med min patient, bare fordi de er blevet færdig med at operere hende… (Sort humor kan forekomme!) 

Min OCD kan til gengæld rigtig godt lide det fine lige antal mennesker der er i kø foran mig på nuværende tidspunkt. 

Iøvrigt synes jeg billetterne stiger i pris hvert år – gad vide om ikke folk har en grænse for hvor meget de har lyst til at betale for sådan en forlænget weekend i en skov…? 

Jeg har ikke helt selv tænkt over min egen grænse, men på den anden side af 2500 kr så synes jeg måske jeg vil begynde at overveje om tømmermændene virkelig er pengene værd. Plus vi jo også skal have et telt – 1000 kr oveni. Og vi skal selvfælgelig også lige derover fra Sjælland …

Det kan jo næsten betale en miniferie, hvis jeg undlod at tage derover… 

Og så igen – der er bare virkelig ikke noget som Smukfest. Stemningen, alle de glade mennesker, musikken, hyggen imellem teltene (og måske inde i teltene …). Der er virkelig ikke noget der kan slå den følelse det giver, når man er midt i den skov og musikken spiller. 

Jeg håber snart jeg kommer igennem  (8650 før mig nu), og krydser fingrer for at Morten gider bytte weekend og tage børnene når vi når til uge 32… 

Jeg skal fandeme med!! 

Fit Fit Fit

Så jeg har taget en beslutning!

Jeg vil være fit!! Selvfølgelig kke bodybuilder niveau overhovedet, heller ikke bikinifit, men tonet all over. Det MÅ kunne lade sig gøre også selvom jeg nærmer mig de 38?! Jeg er 170 høj og vejer pt 65 kg. Jeg tænker ikke det er urealistisk, selvom jeg er alenemor til tre og har job med skiftende arbejdstider…det handler vel bare om fokus…ikk…

Så jeg har fået hjælp af Chefen. For han ved enormt meget om kost og træning eftersom han selv har stillet op i et eller andet engang.

Vi har mødtes 3 gange siden jeg kom hjem fra USA, hvor vi har trænet sammen og han har nu lagt et træningsprogram til mig. Jeg er meget spændt på det! Jeg trænede også før, men han presser mig lige det ekstra jeg har brug for – det er fantastisk. Og vi kan fungere sammen uden at der er noget drama eller ubehag efter vi stoppede med at ses. Jeg skal ikke udelukke jeg da sagtens lige kunne tage en for holdet og være sammen med ham igen, men så er det kun fordi der jo er visse behov der ikke bare lige forsvinder, selvom ens hjerte ligger lidt ovre på den anden side af kloden.

Når jeg er nået lidt længere i forløbet, så smækker jeg sgu et før og efter billede op til jer, så blir det spændende om I kan se forskel…

Post Californien

Så der er idag præcis gået en måned siden jeg kom hjem fra Californien, og der kunne lige så godt være gået et år! Sådan føles det ihvertfald. Aldrig har jeg følt dagene så lange før. Det er det største antiklimaks jeg længe har oplevet.

For det første så savner jeg selvfølgelig Frisøren helt afsindigt. For det andet, så er jeg ved at være pænt træt af min chef, som har sin egen lille hetz kørende på mig, og som jeg stadig ihærdigt prøver at regne ud hvorfor. For det tredje, så snart jeg fik børnene hjem, så væltede de ud med alle deres frustrationer om Mortens nye kæreste og hendes 4 årige søn, som de heller ikke kan lide. For det fjerde… vejret! jeg vil have sol og sommer! Nå, men historien om Morten og hans nye kæreste er et helt kapitel for sig, som får de fleste mennesker…normale mennesker, vel at mærke, til at tabe kæben ned på brystet. Den historie får et indlæg helt for sig selv snarest! Den er forrykt! Og jeg ved ikke lige helt hvordan jeg bør og skal håndtere den…

Frisøren og jeg skriver ofte sammen. Meget ofte. Plus vi har ringet en del sammen også. En lille uge efter jeg var kommet hjem skrev han til mig en aften, hans aften, ikke min, her var det eftermiddag, og jeg var i fuld gang med træning i Fitness World. Vi har aldrig decideret sagt til hinanden at vi var forelskede eller elskede hinanden. Vi havde dog begge konstateret at løbet var kørt ift ikke at blive forelskede, men direkte at sige det til hinanden havde vi ikke gjort…  Indtil den dag. Pludselig hælder han sit hjerte ud til mig. Midt i at jeg sidder i den ondeste benpres og kampsveder.

‘I miss you and I love you?’ skrev han med et spørgsmålstegn efter.

Jeg blev selvsagt noget overrasket, men også helt vildt glad og trist på samme tid. Glad over at han elskede mig, mega trist over afstanden!

I min forbløffelse fokuserede jeg meget på spørgsmålstegnet og spurgte retur om han spurgte mig?

Han skrev igen ‘I fucking love you! – and yes – I’m asking you’ 

Mens jeg var ved at svare, for nu tolkede jeg det som at han søgte om jeg havde det på samme måde, skrev han ‘never mind…’ 

Jeg skyndte mig at svare ‘I was already in love with you on our third day together’

Og så ringede jeg til ham. Fra spinningsalen i Fitness World. Vi snakkede længe. Han blev ved med at sige at han gerne ville have at jeg kom hjem. Hjem hvor jeg hørte til, hjem til ham. At han ville gøre alt for at gøre mig lykkelig. At vi ville blive så lykkelige sammen. Om ikke godt vi kunne få det til at fungere?!

Mit hjerte var totalt splittet, for fuck hvor vil jeg bare gerne ha’ ham, men jeg ved jo også godt at vi aldrig kan få det til at lykkes. Langdistance forhold ender aldrig godt. Jeg har dog selvfølgelig allerede kigget på flybilletter tilbage dertil. Men den næste ledige længere periode jeg har uden børn er i uge 7 – og der er fandeme længe til. Plus jeg i weekenden efter jeg kom hjem fra Californien, købte et rækkehus til mig og ungerne (wuhuu!!!). Vil gerne afsløre at min far har haft en lille finger med i spillet for at det kunne lade sig gøre. Og det skal vi flytte ind i til februar. Så pludselig kunne jeg jo godt se, at jeg heller ikke kunne skride midt i en flytning, for at tage over til Frisøren på den anden side af jorden. PLUS det meste af januar tager ungerne og jeg til Bali, for at besøge Louise og hendes familie, som er på jordomrejse i 6 mdr, så jeg forudser heller ikke det store plus på kontoen til den tid. Og helt ærligt… så giver det vel igen bare en masse hjertesorg når vi så skal sige farvel igen…

Efter ca 14 dage hjemme blev Frisøren og jeg enige om at det var fuldstændig ridiculess det her vi havde gang i, og aftalte at vi gerne ville følge med i hinandens liv, men at vi måtte være realistiske og indse at det der med et langdistanceforhold ikke kom til at fungere. Jeg var faktisk glad og lettet. Vi var enige om at det havde været 6 amazing days og at det var dejligt, at det ikke blev ødelagt af hverdags problemer. Det ville forblive smukt.


Det holdt lige nøjagtigt 3 dage, så skrev han igen hvor meget han savnede mig og elskede mig… Så nu er vi dér, stadig. Vi er stadig enige om at det er åndssvagt, men vi kan ikke lade være med at skrive søde ting til hinanden, og jeg er glad for at læse det når han skriver det. Og han holder fast i, at vi vil se hinanden igen, hvilket jeg selvfølgelig også håber, men fornuften er med hele vejen…det er fuldstændig latterligt. SÅ latterligt at forelske sig i en fyr der er mere end 9000 km væk. Jeg kan ikke anbefale det!!

 

I mellemtiden er antallet af mænd der har inviteret mig på kaffe og dinner dates, eksploderet den sidste måneds tid.

Jeg.  kan.  ikke.  følge.  med.  !!

Er alle mænd da ved at gå fuldstændig i panik over at skulle være alene her i vintermånederne??

 

ting jeg ville ønske jeg havde ordnet INDEN akut indlæggelse

  • tømt opvaskeren OG ryddet alt det beskidte op, så det ikke stod som den største forhindring for at farmor og farfar overhovedet kunne bruge køkkenet når nu de var så søde at passe børn mens jeg havde travlt med at ligge på hospitalet.
  • fjernet alt af mit undertøj der hang til tørre på tørrestativet midt i stuen.
  • have ryddet alt det legetøj op der havde hopet sig op på midten af gulvet i drengenes værelse, så farmor ikke havde været nødt til det
  • at jeg havde fjernet de tre gigantiske edderkoppe kadavere der lå godt forseglet under glas.
  • …fjernet det ene par beskidte trusser fra morgenen der stadig lå på vaskemaskinen ude på badeværelset….

 

Ting jeg til gengæld var super glad for at jeg havde ordnet inden akut indlæggelse:

  • Støvsuget aftenen før! Ingen sand bunker spredt rundt i stuen
  • redt min seng
  • fjernet alle stakkene af ophobet vasketøj fra spisebordet. Så kunne de sørme også sidde ned og spise.
  • at jeg ikke havde fjernet glassene med edderkoppe kadavere indenunder, for så gjorde farfar det nemlig.
  • Fjernet (næsten) alt det beskidte  undertøj fra toppen af vaskemaskinen ude på badeværelset.
  • Fjernet min vibrator fra natbordet – heldigvis havde jeg husket at lægge den godt gemt på plads blandt alle mine t-shirts i skabet – no worries der.

 

Sjovt som man kan ligge syg i en hospitalsseng og spekulere på hvad der mon ligger rundt omkring i sin lejlighed, mens nogle andre har adgang til det hele.

Jeg kom faktisk til at overveje om jeg måske lige burde lave en generel støvsugning af mit hjem for ting jeg egentlig ikke tænker mine børn behøver at se den dag jeg ikke er her mere…

NU må det altså høre op! 

Så der burde være en grænse for hvor ofte man bliver syg! 

Er havnet i en sygeseng igen …suk! Jeg håber ikke det kommer til at være standarden fremover bare fordi kroppen bliver ældre ?

Denne gang er det pga svimmelhed og pludseligt skarpe smertejag i venstre side af mit hoved. 

Kan godt afsløre at sådan en tilstand alligevel får tankerne til at vandre. For hvad fanden foregår der deroppe på øverste etage?! For man kan jo ikke rigtig ta’ og føle på det, lige som man kan med en brækket arm eller ben – eller en diskus prolabs, som var årsagen til min sidste indlæggelse for under et år siden. 

Blev MR skannet igår og da lægen kommer og fortæller mig at der heldigvis ikke er noget akut galt bliver jeg naturligvis enormt lettet…lige indtil han tilføjer; MEN! Vi fandt noget yderst spændende i venstre side, svarende til der hvor du har ondt. 

1000 tanker fløj gennem mit hoved på de få sekunder det tog ham at færdiggøre sætningen. Det viser sig så at der er konflikt mellem nogle kar og en nerve. Karene trykker åbenbart på nerven og dermed udløser de voldsomme smerter i mit hoved. 

Tilstanden er åbenbart meget atypisk taget min alder i betragtning og området jeg har ondt i. Lægen prøvede ihærdigt at begrænse sin begejstring for det unikke fund, men det var ikke svært at se, at han lignede en der havde fundet guld for enden af regnbuen. Neurolog nørderi på højt plan. 

Så jeg er nu opstartet i noget nervemedicin og skal så følges tæt det næste stykke tid. 

Glæder mig SÅ meget til at komme hjem senere idag ! 

Det er faktisk langt federe at være sygeplejersken i hvid kittel end patienten i alt for stort hvidt mormor patient tøj – si’r det bare 😊 

nu også med spøgelser

Så jeg overlevede!! på trods af de åbenlyse tilstedeværende seriemordere alle forsamlet i Skagen, kun for at få ram på undertegnede.

Igår nat var jeg dog smartere! Der gik jeg i seng før det blev mørkt. Og shit en forskel på panikniveauet! Altså jeg tjekkede selvfølgelig stadig alle de gængse steder for eventuelle uindbudte gæster, men med langt mere ro i sindet. Bag sofaen, under sengene, i skabene, bag gardinerne og bag bruseforhænget, som sjovt nok er det der er allermest skræmmende! Altså hvorfor er det det overhovedet var trukket for? – jeg kan ikke huske det, men det gav sikkert god mening da jeg gjorde det i dagslys. Dumtdumtdumt kl 24 her til aften.

For i aften besluttede jeg mig så for at farve hår. Jeg har den sidste måneds tid været eksperimenterende og er blevet farvet blond. Jeg er normalt mørkhåret. Farvet mørkt dog, fordi efter Morten og jeg gik fra hinanden eksploderede antallet af grå hår på mit hoved, og jeg måtte opgive at følge med med pincetten, og eftersom jeg overhovedet ikke er klar på at se ældre ud end jeg er, så har jeg siden da farvet mit hår til den nærmeste farve af min egen hårfarve. (altså I ved – præ silverfox looket)

Nå, men det blonde fungerede ikke rigtig for mig. Jeg følte mig ikke rigtig ‘hjemme i mig selv’. På trods af, at jeg har været det masser af gange før, så er det som om det bare ikke rigtig passer til mig længere. Måske det alligevel har noget med alderen at gøre…men det taler vi selvfølgelig ikke højt om. Så mens jeg havde Natalie i røret gik jeg kækt i gang med hårfarvningen, uden at skæve til klokken. Så da det var klar til at blive skyllet ud og jeg havde lagt på med Natalie, ja så var det jo blevet mørkt uden for. Og så er vi straks tilbage til de åndsvage seriemordere igen.

Panikniveau på en skala fra 1-10, så er jeg nok på en 7’er til aften, da jeg gør klar til at gå i bad.

Men ikke nok med det, så mens jeg står i badet, med lukket dør, så trækker badeforhænget sig pludselig, og meget hurtigt, ind ad mod mig. Jeg bliver så forskrækket, så jeg flår det til side for at se om der er kommet nogen ind i badeværelset uden jeg har hørt det. Det er der ikke. Var der nogen der sagde spøgelser???

Panikniveau 10+ !!

Arhmen altså! Selvom det har været en fantastisk uge her i Skagen, så er jeg faktisk begyndt at tænke det nok er meget godt vi vender næsen hjemad imorgen eftermiddag, for lige nu mangler det da bare at det også bliver fuldmåne…

%d bloggers like this: