Kategori: Tanker

En hel dag med Chefen

Næste morgen fortæller Chefen, at han er nødt til at lave noget arbejde hjemmefra. Det er fint svarer jeg og tænker jeg hellere også må se at komme afsted, så jeg ikke overskrider en evt gæstfrihedskvote. Han tilføjer; men inden jeg skal arbejde, er jeg nok nødt til lige at kneppe dig igen! 

ØHHH ! JA TAK!

Bagefter vi har knaldet igen, siger jeg at jeg nok også hellere må se at trille hjem ad. Chefen skynder sig at sige at det arbejde han skal lave ikke burde tage så lang tid og om ikke jeg vil blive og have morgenmad. …og selvfølgelig vil jeg det.

Chefens arbejde ender dog med at tage liiidt længere tid end han først havde forestillet sig, så jeg ender med at stene tv, fb, IG og hvad der ellers måtte være, afbrudt ind imellem af Chefen der kommer over og giver mig kys og lange krammere.

Da vi når til frokosttid, ender han med at lave frokost til os, og vi aftaler at vi skal hen og træne bagefter. Vi ender med at køre til Amager for at træne. Opvarmningen bliver en mega lang gåtur i solen langs Amager Strandpark. 

Undervejs på turen spørger Chefen om han må stille mig et privat spørgsmål? Bruger du egentlig nogen form for prævention? Jeg griner! Hvor er det sjovt at mænd spørger om sådan noget efter de er kommet oppe i en (ovenikøbet TO gange inden for 8 timer!)  Ja selvfølgelig! Jeg skal sgu ikke have flere børn! Han siger at det er han glad for, for han vil heller ikke have flere børn. Jeg kigger forundret på ham; hvad blev der af at du ikke ville udelukke det, da du datede hende den skrukke? Arhmen han havde tænkt over det og kommet frem til at han ikke ville have flere børn alligevel. Han kunne godt lide sit liv som det var blevet nu, mere frit, nu hvor sønnen snart bliver 15 og nærmest aldrig er hjemme. Jeg undrede mig faktisk lidt over du ikke tog kondom på, du plejer at være så forsigtigt hvad angår sex? Chef; ja det er jeg også stadig, men det var jo dig og du sagde ikke noget, så tænkte at det var en tillidserklæring mellem os… prøvede ihærdigt at skjule mit kæmpe smil… 

Vi får styrketrænet bagefter og da vi skal til at gå i omklædningen spørger han, om ikke vi skal gå turen een gang til? Det er nu blevet sen eftermiddag da vi går turen igen. Vi holder ikke i hånd – men går så tæt så vi får skubbet til hinanden hele tiden.

Jeg har helt sikkert et levn fra sidst vi var sammen, hvor vi ikke holdt i hånden når vi var ude offentligt – jeg har svært ved at bryde det og prøve at tage hans hånd… tænk hvis han slipper den igen, eller siger at der er han ikke lige, hvor han er klar til det… puha det kan jeg slet ikke overskue, så hellere bare lade være.

Da vi siger farvel og kører i hver vores retning går der ikke mere end små 10 minutter, så har jeg ham i røret. Vi snakker hele vejen hjem og aftaler at tage på Bakken sammen lørdag – der er noget Danmarks Stærkeste Mand derude, som han gerne vil se, og gerne vil have mig med til…selvom han egentlig er lidt presset fordi han skal på ferie til Grønland dagen efter. Jeg er ikke så optimistisk på om det bliver til noget, men synes det er hyggeligt at han gerne vil have mit selskab … sådan ude i offentligheden… !

 

Hjemme hos Chefen

Så jeg ankommer til Chefen ved 19 tiden. Modtager et kæmpe langt og trygt kram. Hans lejlighed dufter af ham, lige som den gjorde sidste år. Jeg føler mig hjemme med det samme igen. Ligger mine nøgler og pung, hvor jeg førhen plejede at ligge det.

Han er overraskende frisk! På trods af at han lød til at være på nippet til at falde i søvn i tlf, har han på den tid det tog mig at køre til ham, nået hen og handle og købe Spangsberg flødeboller og sodavand. Jeg havde købt skolekridt med…hans yndlingsslik.

Vi kaster os i sofaen og snakker, måske lidt for ivrigt, om hvilken film vi skal se. Vi ender med at se The Shallows. Ved ikke om I har set den, men den handler om en pige der bliver angrebet af en haj og strander ude på en sten – den er pænt scary, og jeg ender flere gange helt oppe i hjørnet af sofaen med benene trukket helt op under mig, til dels pga filmen, men i den grad også fordi Chefen synes det er enormt sjovt at skræmme mig til døds undervejs.

Vi griner rigtig meget. Og ender tættere og tættere på hinanden. Han ender med at trække sofaen ud til sovesofa, så vi bedre kan være der. Der foregår rigtig meget kilden og prikken til hinanden, sådan fuldstændig som dengang man var 17 år, og ikke anede hvordan man skulle tage det første akavede skridt hen til den person man gerne ville være tættere på. Jeg gør ingenting, jeg lægger ikke op til andet end det. Jeg er lidt i tvivl om hvordan jeg skal tolke ham, og beslutter mig for, at det faktisk også er okay hvis jeg ender med at skulle hjem og sove. Jeg har trods alt heller ikke haft sex i 2 mdr…måske det ovenikøbet ville klæde mig at holde en lille pause fra det…selvom jeg faktisk synes 2 mdr er lidt lang tid, ikke mindst fordi det aldrig var rigtig godt med FILF’en, så det føles som længere. Måske er det også bare bedst at vi holder os til det der venskab vi har gang i, og som vi fik beskrevet på sms til hinanden et par dage forinden, at det jo nok var det vi var…venner, hvor timingen bare ikke rigtig havde ramt os, så det kunne blive til andet…

 

The Shallows slutter og vi aftaler at se Vild med Mary, som skulle komme i tv. Der går 20 min inden den starter og i den tid ligger vi helt tæt op af hinanden og snakker. Han kigger mig meget intenst i øjnene flere gange…jeg tør ikke spørge hvad han tænker. Han spørger til gengæld mig rigtig ofte. Hvilket er lidt sjovt…for det gjorde han også sidste år. Det havde jeg glemt alt om. Og jeg ved ikke hvorfor jeg aldrig rigtig ved hvad jeg skal svare når han spørger. JAJA jeg kunne selvfølgelig bare være ærlig og prøve at fortælle lidt følelsessandheder, hvilket jeg faktisk generelt også er fan af, men når han spørger mig, så er det sjovt nok når jeg tænker på ligegyldige ting…og jeg er håbløs til at opdigte noget on the spot, når han fanger mig off guard, hvis han vil have dybe ting ud af mig, så skal han have indstillet sin radar lidt bedre, og spørge på de rigtige tidspunkter.

Vild med Mary starter og han ligger foran mig, så jeg er nødt til at kravle lidt højere op i sofaen…han er jo ikke ligefrem nogen lille mand, jeg bare sådan lige kan ligge bagved og samtidig have en forventning om, at kunne se noget som helst på det 55 tommer tv der står i den anden ende af stuen.

Ind imellem blunder han hen. Jeg ligger mig lidt tættere på ham så jeg kan dufte ham. Når reklamerne kommer på, vågner han op, og vi fortsætter med at snakke og prikke til hinanden.

Jeg spørger om ikke vi kan bytte plads så jeg kan ligge foran, når nu han alligevel falder i søvn, så snart filmen starter. Vi bytter plads. Sådan lidt kikset kravlen henover hinanden. Mere kilden og prikken fingrer i siden på mig.

Jeg ender så med at få mega ondt i ryggen af at ligge på udtræksstykket på sovesofaen. Chefen er hurtig til at få fjernet alle rygpuderne bag sig, så han kan rykke sig længere ind og jeg kan rykke med…

I reklamepausen siger jeg til ham, at han selvfølgelig bare skal sige til når jeg skal køre hjem, hvis han gerne vil i seng og sove. Han smiler, men siger ikke noget.

Vild med Mary slutter og vi ligger lidt og kigger på hinanden…

Vil du sove her? spørger Chefen pludselig

Pause…

Øhm…kun hvis du ikke synes det er mærkeligt…? svarer jeg. Det synes han ikke.

…okay…

 

Sankt Hans

Før FILF’en, var jeg en kort periode på Tinder. Her matchede jeg med en mand, som jeg udemærket godt vidste hvem var, for vi havde en del fælles venner og vi havde været til bryllup sammen hos nogle af disse venner, samt en enkelt Sankt hans for nogle år siden hos de samme venner. 

Jeg skrev dengang på Tinder og spurgte om han vidste hvem jeg var, det gjorde han ikke. Okay okay – til brylluppet var han der med sin daværende kone og deres uge gamle søn – fair nok fokus ikke lige var på mig. 

Nå, men han har jo så i mellemtiden fået en datter… og er også blevet skilt. 

Og så var han med til Sankt Hans igår… 

Han smilede helt vildt til mig da jeg kom som en af de sidste. Men derudover så udviste han ikke den store interesse… indtil vi fik lavet en halv rundkreds rundt om bålet og jeg endte med at sidde i den ene ende af cirklen. Pludselig kom han gående med en stol i hånden og satte sig ved siden af mig. 

Han er pæn. Mørkebrunt meget tykt rodet hår, brune intense øjne og et sødt men også lidt flabet smil. Han er ikke så høj, men dog højere end mig, men jeg har jo brækket lilletåen, så alt andet end klipklappere kommer ikke på mine fødder for tiden – regnvejr eller ej, og så skal der jo ikke så meget til at nogen er højere end mine 170 cm. 

Nå, men jeg prøver at snakke lidt med ham, men han er lidt svær at bryde isen med til at starte med, lige indtil vi kommer frem til at vi begge skal til Smukfest, så lyser han helt op! Hvem skal du derover med spørger han. Jeg peger på Louise og hendes mand og fortæller om de resterende der også skal med. Louises mand piver lidt over at han er ene hane i hønsecampen, hvorefter den pæne mand fortæller at det forholder sig lige omvendt i deres 15 telts Camp – der er de KUN mænd, og han syntes da klart at vi skal komme over til dem når vi allesammen er derovre – oh Yes please! 

Den pæne mand omdøbes lige til Mr. Tesla, mere opfindsom er jeg desværre ikke, efter jeg fandt ud af at det var hans lækre hvide Tesla der holdt udenfor min venindes hus.  Hvilket, bortset fra det, overhovedet ikke hang sammen med hans tøjstil. Slidte Lewis bukser, endnu mere slidte converse og en blå strikket trøje der nok var 3 størrelser for stor. 

Nå, men sød det var han – og nu glæder jeg mig endnu mere til Smukfest! 

Dagens Drama #6 – Give me a break

Sååå… Alex laver et badutspring ved siden af mig og lander så hårdt på min venstre lilletå, så jeg skriger helt absurd højt. Fuck hvor gjorde det ondt!  Han undskylder selvfølgelig i et væk, den stakkels dreng…

Lidt efter må jeg erkende, at min tå formentlig er brækket… helt ærlig altså!

Ikke nok med det, en time efter skriver en mor til en af Ida’s veninder, som hun havde sovet hos sidste nat, at de har fundet lus…..

AAARRRGHHHHH come on! 

 

Opsummering på et følelsesmæssigt hektisk år

Det er gået op for mig, at jeg åbenbart har grænser… Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke rigtig før har mærket dem så tydeligt i mit liv, men jeg mærker dem nu. Tydeligt. Og jeg tror fosterstilling vil være mit næste tiltrængte move…

Siden september sidste år…nej løgn…faktisk siden maj sidste år, synes jeg livet har brudt på en del…udfordringer.

I maj sidste år kom Natalie alvorligt til skade i en ulykke, så alvorligt så jeg i omkring 2 uger efterfølgende ikke kunne slippe tanken om, hvordan hendes begravelse ville foregå. Det var en hård limbo tid, hvor jeg ikke anede om den næste besked eller tlf opkald jeg ville modtage, var besked om at vi skulle komme og sige farvel. Der er nu gået over et år siden, og der er stadig ikke en eneste dag, hvor hendes ulykke ikke på en eller anden måde fylder i mit liv. Enten når jeg taler med hende, og kan høre at hun ikke er helt den samme, som før. Eller når det er tydeligt at hun nogle dage har en kamp, bare for at være der for sine børn. Eller når jeg ser folk i trafikken, der ikke passer ordentligt på sig selv, så minder det mig om ulykken. Hver eneste dag er der en eller anden lille eller stor ting, der minder mig om hvor lidt der skal til, før livet kan forandres for evigt.

Chefen og jeg stoppede i slut juli, han var en svær vane at bryde med…

Jeg kompenserede ved at kysse mig gennem Smukfest en uge efter. Mødte Journalisten.

Slut august røg jeg på hospitalet og fik konstateret Trigeminusneuralgi.

Tog til Californien i september og mødte Frisøren. Han fylder stadig meget! Især når det er fuldmåne. Fuldmånen var SÅ flot da jeg var derovre. Han skrev så senest som igår, at han savnede og elskede mig… det er håbløst, hvilket nok er derfor han stadig fylder så meget…

Chefen returnerede i mit liv i form af ny træningsmakker. Havde glemt hvor nemt det var for ham, at få mig til at grine. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg nogensinde har mødt så motiverende et andet menneske. Han har virkelig nogle vilde evner på det punkt. No wonder han er succesfuld chef i en stor virksomhed. Som han selv ydmygt siger; jeg ser jo bare folks potentiale og kaster lys på det. That he does.

September begynder ungerne at fortælle om forholdene hjemme hos Morten. Mest om kæresten (luderen) og hendes ‘onkel’ (slaven). Om hvordan de føler at Morten elsker den nye kæreste mere end dem. Det er hårdt for især Ida. Daddys girl.

November dater jeg en fyr tre gange, der allerede på anden date spørger, hvordan jeg ville have det hvis han sagde at han godt kunne forelske sig i mig… øhhh….(regn med at jeg stikker af!)  iøvrigt ville han også gerne have at jeg skilte min bruser ad, og stoppede slangen op i røven, så min endetarm var helt ren, så han kunne knalde mig i røven… øhm… nej, bare nej! Ikke fordi jeg ikke kan lide analsex – det kan jeg skam…men PROJEKT analsex, nej, så er jeg hellere foruden.

Start december starter jeg med at date FILF*en – alt er lykke med ham i december.

December eskalerer det hjemme hos Morten. Han kan ikke komme op om morgenen og får ikke afleveret ungerne i skole. Han læser ikke Intra, og det er derfor mig der står for skud, hver gang jeg møder lærerne ovre på skolen. Jeg begynder at fortælle skolen om at samarbejdet ikke fungerer helt optimalt. Og siger til Morten, at hvis ikke han er sit forældreansvar bevidst, så kan han ikke have børnene i hverdagene. Han truer med at komme og tæske mig ihjel, hvis jeg nogensinde prøver at tage børnene fra ham.

Vi skal flytte lige inden jul. Alt er kaos. Min far får en blodprop i sit ben dagen før vi skal flytte – det er meningen han skal hjælpe…

Vi flytter hjem til min far mellem jul og nytår, fordi alt er kaos i det nye hus. Far er naturligvis i bedring.

Januar tager vi til Bali. FILF’en begynder at udvise virkelige dårlige kommunikative evner.

Februar, stadig kæmpe kaos i det nye hus = mega stress!  Derudover har et års hetz fra min chef, begyndt at sætte sine spor. Jeg bekæmper trangen til at græde næsten hver dag inden jeg træder ind i afdelingen og når jeg kører hjem om eftermiddagen i bilen. Jeg bryder sammen foran mine to andre chefer og pludselig er der enormt meget fokus på mig inde på arbejdet…

Marts…min chef siger op, men det tager åbenbart lige lidt tid, sådan at slippe den dårlige følelse hun har efterladt i mig.

Jeg begynder at synes at FILF’en er lidt kikset.…..okay… meget kikset!

April vælger jeg at holde pause med min træning til fordel for at få mit speciale færdigt, som jeg har været forsinket med, siden Natalies ulykke. Det skulle jeg aldrig have gjort. Træning giver mig så meget overskud og energi. Så det pausen har gjort, ud over at jeg har taget 4 kg på er, at jeg har mistet mit overskud og min energi, så jeg alligevel ikke har fået skrevet det lorte speciale færdigt, fordi jeg går kold hele tiden. Samtidig eskalerer min Trigeminusneuralgi, og jeg har hovedpine hver dag plus flere og flere smertefulde jag i mit hoved.

Maj starter jeg træningen op igen – hovedet får det bedre wuhu og kroppen er på vej tilbage i form igen – jeg har ovenikøbet ladet mig overtale til at deltage i DHL i august med arbejdet. Dog kommer jeg til kontrol med mit hoved, og den kære søde doctor tillægger mig endnu en diagnose; Ice pick headache… jeg tænker ikke den titel behøver yderligere uddybelse.

Det eskalerer til helt sindssyge dimensioner hjemme hos Morten. Ida og nu også Magnus græder og græder over hvor dårligt Morten behandler deres hund derhjemme. Jeg kaster håndklædet i ringen og skriver til skolen, at Ida skal have en anden voksen at snakke med end mig, for jeg har ikke redskaberne til at hjælpe hende optimalt.

Skolen melder tilbage, efter at have talt med Ida, at kommunen skal inddrages. Jeg fortæller dem om Mortens trusler. Vi lægger en slagplan, som de pludselig bakker helt væk fra. ÅH hvilke frustrationer altså. Jeg bliver SÅ frustreret så jeg ikke får svaret skolen. Der går en lille uge, så melder de tilbage, at de vil sende underretningen alligevel. Den sendte de forrige torsdag… jeg går og venter i spænding på hvornår Morten får det at vide…

Samme dag, den torsdag, får FILF’en ‘hjerneblødning’… altså en af de selvvalgte af slagsen. Han sender mig den største svinerbesked jeg til dato nogensinde har modtaget i mit liv. Han overgik selv A, der ellers indtil videre har haft førstepladsen, som værende den mest nederdrægtige person jeg nogensinde har mødt. I starten af vores korrespondance, der tilbage i december, sagde jeg til ham, at jeg ikke var til Shemales, Latrinærsex og smerte, så hvis han var til noget af det, så ville jeg ikke indlede mig i noget med ham. Det havde han fået vendt om til, at jeg så var til ALT slags sex derudover. Så han fik sammenstrikket verdens længste sms om, hvor billig han synes jeg var, at jeg var en slut og trailertrash fra en trailerpark.  En ting er, at jeg og veninderne godt kan kalde os selv og hinanden for sluts og grine helt vildt af det, men en mand som FILF’en har ikke retten til at benytte sig af det ord, ud fra ting han har konkluderet i sit hoved ud fra små bitte anekdoter jeg har fortalt om min fortid. Havde jeg været ham utro, så kunne han tillade sig at kalde mig alt det lort han ville, men ikke ud fra noget, han ingen del har haft i.

Efterspillet af den sms blev desværre kun mere og mere forrykt. For jeg blev fucking vred på ham. Hvilket han ikke kunne forstå. Han kunne simpelthen ikke forstå hvad der var galt i alt det lort han havde sendt til mig. Han følte det var en nødvendighed, at han havde måtte sende det. Undskyld men hvem havde brækket armen om på ryggen af dig din idiot?!

Altså hvad blev der af, bare at acceptere, at et forhold ikke gik og så gå med værdigheden i behold??

FILF’en troppede op næste dag fredag og undskyldte – han kunne måske godt alligevel se, at han nok måske var gået en lille smule over stregen… Ya Think??! Jeg var stadig sur. Sagde til ham, at inden undskyldning nogensinde kunne godtgøre for alt det lort han havde sendt i min retning. Manden undskylder stadig så sent som før denne weekend.

Samme dag ringer min far og siger han har fået en blodprop i sit ben… Hvilken han mener han bare skal arbejde væk, hvilket resulterer i, at farmand prøver at ignorere smerterne for til sidst at blive indlagt semi akut i tirsdags, nu med 3 blodpropper i sit ben og tilsvarende adskillige i begge lunger.. Han bliver ovenikøbet indlagt på et hospital og en afdeling, hvor de glemmer at give ham hans blodfortyndende og hans blodtryksmedicin, så jeg til sidst ender med at blive den mest irriterende pårørende, som stiller dem tusind spørgsmål til hans blodprøver og medicin, som de så ikke kan svare på. Siden hvornår er det blevet forbudt som sygeplejerske at tænke en tanke selv?! Kontrasten til min egen afdeling var pludselig enormt tydelig. Shit hvor jeg pludselig elsker mit job, hvor vi gerne må tænke og handle selv.

Var så i torsdags til møde i kommunen…halvanden time tog det. Jeg fortalte alt. Om hunden der bliver kvalt. Om Luderen og Slaven. Om Psykopaten Morten. Om alle børnenes reaktioner. ALT kommer frem. Den meget søde og kompetente socialrådgiver fortæller at hun lige vil vende det hele med sit bagland og så vil jeg høre noget fra hende næste dag. De havde iøvrigt valgt ikke at informere Morten endnu, selvom det er kotume, men af hensyn til hans trusler mod mig.

Dagen efter, dvs i fredags, ringer Socialrådgiveren til mig mens jeg er på arbejde. Faktisk midt i at jeg sidder og får vejledning på den sidste ene % jeg mangler at gøre færdig i min opgave. Hun fortæller mig, at alle på kontoret havde været SÅ påvirkede af alt det hun havde fortalt fra vores møde dagen før, så de havde valgt at ville tale med Ida først, før Morten. At jeg måske skulle regne med at han kunne blive politianmeldt, at vi ville blive placeret på et krisecenter, samt at jeg ville få midlertidig fuld forældremyndighed.

Jeg rystede!!

Socialrådgiveren sagde; ‘du har formentlig levet i det her så længe, så du slet ikke længere kan se hvad der er normalt og hvad der ikke er, men for os der ser det hele udefra, skal du vide, at det her er IKKE normalt, og børn skal ikke opleve de ting de oplever hjemme hos deres far’. Mig; ‘jajo, det kan du måske godt have ret i…’ Socialrådgiveren; ‘Han har truet med at tæske dig ihjel!’ Mig; ‘nååå ja…det har han jo også’

Hun har sikkert ret…eller det har hun…jo nok… Mine grænser for hvad der er normalt ift Morten, er nok ret elastiske efterhånden.

De skal tale med Ida imorgen på skolen. Morten bliver informeret bagefter. Ida er meget bange, ikke for dem, men for hvordan Morten tager det. Ikke mindst fordi det er meningen at de skal 2 1/2 uge på sommerferie hos ham fra på onsdag…

Weekenden har heldigvis været nogenlunde fredet – imorgen springer bomben formentlig, afhængig af hvad de finder ud af med Ida.

Jeg har prøvet at ordne både have og hus hele weekenden…bare så det hele ikke sejler, hvis nu Morten reagerer med sin værst tænkelige side og vi er nødt til at tage benene på nakken…

Dagens Drama #5

Nogen har efterladt 30 røde roser foran min dør. Intet kort. Ingenting andet.

Jeg har beskyttet adresse, så det kan kun være fra en der har været her.

Jeg sender en snap ud om hvem der har lagt roser. Alle skriver det ikke er fra dem.

Mit bedste bud er FILF’en. Men han skriver at nogen er kommet ham i forkøbet…

Jeg ved ikk hvorfor – de er rigtig flotte…men jeg blir lidt træt… for med blomster som ikke er fra en kæreste, følger der som regel en samtale…

Hvad jeg har lært i maj måned

  • At lægge mascara! Der er åbenbart både regler for hvordan sådan en børste trækkes ud af holderen, samt at man kan kombinere flere forskellige typer. Effekten var fantastisk! Nu tager det mig så pludselig en krig at lægge mascara hver morgen…man vil vel gerne være lige lækker hver dag ikk…eller ihvertfald de dage hvor jeg har make up på
  • At Ida er ved at være en stor pige, lidt større end moren sådan lige helt er tilfreds med. Lurede på hendes Musical.ly på hendes tlf…pigen danser frækt med hofter, bider sig i læben og laver det der ‘meget intelligente look’ med at sætte tungen ud mellem tænderne. Hun mestrer heldigvis ikke helt den frække version endnu – hendes tunge er sådan lidt mere bare en splattet klump der bliver mast mellem hendes tænder – very charming…  but still…min lille baby
  • at årsdagen for Natalies ulykke, er samme dag som Luna har fødselsdag
  • at det der weekendfri uden børn bestemt er noget jeg sagtens kunne vænne mig til
  • at det er fucking hårdt at komme i gang med at træne igen – piv
  • at jeg faktisk ikke kan tåle at holde pause fra min træning. Av diskus prolabs, av hoved…nå ja og piv vægt …+ 4 kg
  • at Chefen gerne vil ses igen…og ikke kun i forhold til træning…
  • at jeg kun kan drikke af min nyindkøbte drikkedunk, hvis jeg drikker af den udtrækkelige tut – det der med at skrue låget af for at få det sidste med var jeg åbenbart ikke voksen nok til at kunne administrere – velkommen miss wet t-shirt! (og jaja – jeg var selvfølgelig omgivet af en masse mennesker, det ville da også være pisse ærgerligt hvis sådan en brøler skulle gå ubemærket hen…)
  • at jeg nok alligevel er ret glad for mit arbejde, så jeg bliver sgu hængende lidt endnu
  • at jeg overhovedet ikke kan koncentrere mig om at sidde i en bil, når der er en mellemstor edderkop der vandrer frem og tilbage over forruden…indenfor! Godt min far var chaufføren!
  • at Alex heller ikke kan lide edderkopper indenfor i bilen. Knægten panikkede fuldstændig midt mens vi kørte 110 på motorvejen, da en lille edderkop firede sig ned og satte sig på nakkestøtten foran ham – aldrig har jeg set ham klikke sig så hurtigt ud af sit sæde og nærmest flyve over på storebrors skød. Hvorefter ALLE panikkede i bilen, både fordi han ikke længere var spændt, så pga edderkoppen, og ikke mindst fordi bilen gik fuldstændig amok i alarmsystemet over der var en der havde tilladt sig at klikke sig op. Man skulle dælme tro Fort Knox var blevet brudt op, sådan som den alarmerede!
  • at jeg er ret dårlig til at tage imod komplimenter… Var til fest med en masse gamle venner og blev ved med at få at vide, at jeg stadig blev kønnere og kønnere med alderen… hvorfor er det så svært nogle gange bare at sige tak – istedet begynder jeg at lave jokes… arhmen altså
  • at jeg aldrig mere lover jeg vil smøre 5 (FEM!) madpakker kl 24, efter at være kommet hjem fra fest…det tog halvanden time fordi jeg var så træt. Til gengæld fik jeg dog kæmpe ros næste dag fra FILF’ens to piger – det var de bedste madpakker de nogensinde havde fået. Yes mand! – tænk hvor latterligt, at der ikke skal mere til for at jeg laver en sejrsdans – velkommen til voksenlivet med børn…suk… (mine egne unger var som sædvanlig ganske uimponeret – måske jeg skulle prøve kun at give dem kedelige klapsammenmadder med i en periode – så kunne de måske også begynde at være lidt taknemmelige…)
  • at når man involverer skolen i alt bøvlet der foregår hjemme hos Morten – vupti, så er kommunen pludselig også involveret
  • at vi i år springer foråret over – frost den ene uge, 26 grader den næste – velkommen sommer…eller…så længe den varede.
  • at min fars helbred er virkelig skrantende…og manden trækker bare på skuldrene og griner
  • at Luna godt kan lide bryster når hun bliver stiv
  • at Frisøren nok aldrig holder op med at spøge i mit hoved… og jeg ved heller ikke om jeg egentlig ønsker han skal forsvinde… heldigvis trøster jeg mig med at det går begge veje, han skriver gennemsnitligt hver uge at han savner og elsker mig, og hvornår vi kan ses igen.
  • en clairvoyant har fortalt mig at jeg tilsyneladende har clairvoyante evner. Hun kiggede intenst på mig og tilføjede; og du véd det godt! 
%d bloggers like this: