Kategori: Tanker

jeg blir’ så træt

– når de blogs jeg læser, skriver noget jeg gerne vil kommentere på, og de så er fra BloggersDelight og man derfor nærmest skal skrive i blinde i kommentarfeltet, og ej heller kan få lov til at trykke på ‘send kommentar’ knappen, fordi de absolut skal have et ‘følg dine yndlings blogs’ popup-vindue nede i højre hjørne, som man hverken kan lukke eller flytte, eller køre siden op eller ned, for at undvige. Problemet er, at det skide pop up vindue, har den helt modsatte effekt hos mig. Hvis jeg vil følge en blog, så gør jeg det via Bloglovin og ikke fordi jeg ikke har anden mulighed, hvis jeg også gerne vil have muligheden for at kommentere.

– når jeg havde glædet mig til at have hele dagen alene hjemme, til bare at lave ego ting, (i dag gad jeg for eksempel virkelig godt bare læse blogs og evt finde nogle nye at følge) uden at skulle forholde mig til nogen andre… og A så ringer og siger at han kommer tidligt hjem i dag. Argh for fanden da også!! Og manden så tilmed tilføjer med et stort kærligt smil, efter at være ankommet, at det altid trækker meget mere i ham, at komme tidligt hjem, når jeg er hjemme om dagen. Efter den udmelding nænnede jeg ikke at minde ham om, at jeg elsker (ELSKER!) at være alene hjemme om dagen. For han véd det jo godt!

– når opvaskemaskinen skal tømmes! Tror faktisk ikke der er noget andet husholdnings halløj jeg synes mindre om end at tømme opvaskeren. Har endelig fået lavet en aftale med A om, at han tømmer opvasker og jeg hænger vasketøj op. Top deal! I mit hoved of course. Især fordi den er klar til at blive tømt nu.

– ved tanken om alle de fritidsaktiviteter sådan tre børn gerne vil gå til, især når dét de allerhelst vil gå til kun tilbydes i nabobyen, og jeg dermed er nødt til at agere carpool for dem og deres kammerater, som selvfølgelig vil gå til det samme. De rotter sig jo sammen, sådan nogle krapylere. Og sjovt nok er det altid med de venner hvis forældre ikke har bil… Allerede nu er mandag og onsdag fra 17-19 reserveret fritidsaktiviteter – og nej, det er ikke det samme barn i hele tidsintervallet. SUK!

– når A har bedyret af flere omgange hvor godt det går for ham med at holde sig til det sunde mad, og jeg så låner hans bil og finder McD affald i bilen. Dér var nok en af forklaringerne på hvorfor hans mave ikke er skrumpet den sidste måneds tid. (den tid han har prøvet at holde sig på den sunde sti) Og jeg gider virkelig ikke være den der sure kæreste der hele tiden føler sig nødsaget til at rømme sig når han nærmer sig noget usundt. Det er aldrig sundt for et forhold når man begynder at opdrage på hinanden. Manden burde fandeme selv kunne styre sit indtag…men desværre taler beviset vist for sig selv. Endnu et suk.

– når det er torsdag og min nattevagts weekend allerede starter i nat i stedet for om fredagen, som det plejer. Sadistiske vagtplanlægger!!

– når Birthe har rullet sig i en lort…

Hvad jeg forestiller mig Birthe tænker 

  
Birthe: årh hva nu?! Skal du absolut tage billeder af mig hele tiden? Jeg synes du er mega nederen! 

  
Mig: birthe biiiirtheee

Birthe: jeg kigger ikk! jeg kigger IKKE! You can’t make me! (Birthe er en meget intelligent international hund – hvis nogen skulle være i tvivl)

  
 Birthe: hvad? – der er noget i luften, jeg kan lugte det! Hvad mon det er? Gider jeg rejse mig…arh så mister jeg garanteret min plads!  

  

Birthe: argh NOT cool! Tager jeg måske billeder af dig når du piller næse? Delete delete! 

Møg Nat!

Vågnede stortudene kl 4 i nat fordi min mor åbenbart er død, og jeg er til hendes begravelse. Nogen åbner kisten og så ligger hun der – helt død. Fuck det var alt for livagtigt! Jeg tuder hæmningsløst til ca kl 6, hvor jeg endelig falder i søvn igen.

Har lige talt med hende og hun lever heldigvis stadig i bedste velgående. ‘Jeg er ikke engang forkølet’ grinte hun.  Havde lidt svært ved at se humoren i det…

Far fik også lige et opkald… så var der helt ro på sjælen igen!

Jeg kan desværre alt for godt se en sammenhæng i, hvorfor jeg pludselig drømmer sådan noget lort.

For 14 dage siden var jeg til en rigtig god vens begravelse… han var et af de mest livsglade mennesker jeg kendte og pludselig finder hans far ham død på sit badeværelse. Obduktionen viste en blodprop i hjertet… han var lige blevet 40 år for nogle mdr siden og han havde lige inviteret en masse af os, hans venner, til en fest ugen efter hans død. Festen blev holdt alligevel, for det ville have været i hans ånd at vi alle sørgede for at livet gik videre. Facebook blev konstant bombarderet med folk der ‘skålede til ham’ på hans profil og skrev de ville ønske han var med til festen – det er først nu, jeg egentlig er begyndt at bevæge mig rundt på fb igen. Det var simpelthen for hårdt med alle de opslag på hans væg.

Kirken var proppet med venner og familie og inden han blev båret ud af kirken, blev der spillet trompetsolo med  ‘I did it my way’. Dem der endnu ikke græd til melodien, brød efterfølgende sammen, da moren og faren hulkende omfavnede hinanden og rørte kisten en sidste gang, inden bedemanden kørte af sted med ham.

Han blev fundet død mens jeg holdt stor 10 års fødselsdagsfest for Ida – livet er sgu ironisk nogle gange.

Man skulle tro jeg havde et vist forhold til det der død. Mit arbejde kan i perioder indeholde rigeligt med død, men det er på en helt anden måde. De er syge – og jeg kender ikke dem der dør andet end for den periode de har været indlagt, jeg er på arbejde selvfølgelig, hvilket gør at professionalismen sørger for at man har en vis afstandstagen til patienterne. Jeg skal dog ikke være alt for hellig – der er et par stykker der er kommet ind under huden på mig i mit liv som sygeplejerske. Og det er sjovt nok også nogle af de yngre patienter der sætter deres spor.

Men jeg har aldrig før følt den der virkelig tunge uretfærdighedsfølelse, der følger med når man mister en tæt på. Havde han været 80 år, havde det været noget helt helt andet – men 40 år gammel er fandeme ikke i orden. Han plejede at sende mig sjove beskeder på Messenger – hvem skal nu gøre det? Ja det er der jo ingen der hverken skal eller kan – for han kan ikke erstattes!

Jeg har også et kæmpe problem med at det er en fra min egen generation der pludselig bare sådan falder om og dør. Mine forældres generation kan jeg lige gå med til, men egentlig er det generationen over dem, der står for skud – ikk?!

Krydser fingrer for at der ikke er flere der behøver dø før tid i mine drømme… eller i virkeligheden…

Bårerbuketten…

Parmaver

Ok – jeg er simpelthen nødt til at fortælle noget mere om hvor slemt det står til med det der parmavesyndrom der har udviklet sig herhjemme!

For at starte med migselv, så vejer jeg ca 7 kg mere end jeg gjorde dengang A og jeg startede med at ses for ca halvandet år siden. Jeg måler ikke cm! – for hvem har dog brug for også at blive opmærksom på hvor meget større de er blevet. Og jeg tager heller ikke billeder af migselv for at se forskellen fra dag til dag – ville bare udvikle en depression på rekordtid når jeg opdagede jeg ikke kunne se forskel.

Til gengæld er jeg meget glad for tallene på vægtens display! Jeg kan sagtens veje mig hver morgen, bare for at se om der er røget et par 100 gram af siden morgenen før. Det kan sikkert klassificeres som noget OCD hvis man spørger de rigtige mennesker.

Tallet er krøbet op af, og min mojo og jeg er ikke BFF i øjeblikket. Jeg har virkelig svært ved at tage mig sammen til at holde mig fra de usunde ting. Men det går dog fremad. Jeg voldæder ikke efter nattevagter mere og selvdiciplinen er langsomt ved at være på plads igen. Med det resultat at der da er røget 700 gram af siden vi kom hjem fra ferie for en uge siden – wuhu et resultat! (indsæt selvironisk smiley her) Der er vist plads til forbedringer.

Nå, men så kommer vi jo så til A…

Han vil ikke vise mig hvad vægten siger hos ham. Eller jo, han siger den er på lige knap 100 kg…meeen…eftersom han ikke vil vise mig hvad vægten siger, så har jeg svært ved at tro på at det ‘kun’ er 100 kg. Han vejede omkring 88 da vi startede. Og han stod knivskarpt, som en anden Vin Diesel. Han havde sixpack, de der skrå mavemuskler på hver side af hoften, markerede lækre store arme, og brystmuskler han kunne spænde så hårdt så de føltes som sten.

Og nu… nu er han lige så blød som en skumfidus…suk hvor er det sørgeligt. Når han indimellem spænder sine muskler for at vise mig at han altså stadig har dem – så kan jeg ikke se forskel på om han spænder eller ej. Han er blevet en af de der mænd, hvor man kan se de nok engang har været rigtig pæne og veltrænede, men så er holdt op med at træne, samtidig med de stadig spiser den samme mængde mad, og så hænger det, der engang var muskler, som sådan noget slattent wannabe hot men er nu mantitty, på dem.. A er blevet sådan en og jeg kan slet ikke ha’ det!

Jeg ved godt det måske er lidt flabet at sige (i det her tilfælde skrive), men jeg synes det hører under begrebet ‘salg under falsk forudsætning’. Jeg ved jeg selv også har taget på, men min krop er nogenlunde den samme i form og figur. Jeg var ikke sportstrænet eller lign. dengang vi startede, og fordi mine bryster har nuppet en del af den ekstra vægt (jaja Linse er jeg ikke endnu) så er der ikke det store brok fra A’s side. Han er på 1 år gået fra at være manden med den lækreste krop jeg nogensinde har knaldet med, til at være en jeg ikke engang ville kigge efter, hvis jeg ikke kendte ham og gik forbi ham på gaden.

Jeg tror han har taget 20 kg på, og det sidder alt sammen på maven og i hovedet. Han har fået en kæmpe dunk. Sådan en dunk, så når vi krammer er jeg nødt til at stå i en ca 30 gr vinkel for at maven kan være imellem os. Når han ligger på siden i sofaen om aften, ligner han tilnærmelsesvis yours truly, dengang jeg var højgravid og havde kastet maven på siden i sofaen til aflastning. Da vi var til Marie Key koncert for et halvt år siden, og han stod bagved mig og holdt om mig, var jeg nødt til at rykke ud på siden af maven, for jeg fik ondt i ryggen af at skulle svaje i lænden for at den kunne være der. For ikke at nævne BJ situationen…  Og så er der hans hoved, der er blevet kuglerundt. Hoved og hals går næsten ud i et. Når han spiser noget – ligner han en hamster der samtidig sørger for at stashe vinterforråd i kinderne. Nogle gange kan jeg slet ikke stoppe med at fokusere på det – det er forfærdeligt! Ikke mindst fordi jeg også føler jeg burde være ligeglad, for jeg elsker jo manden. Men det påvirker mig helt vildt meget! Så meget så jeg i længere perioder har haft svært ved at have sex med ham. Til sidst var jeg nødt til at fortælle ham om alle mine tanker omkring hans vægt, for jeg er ikke ligeglad med hvordan han ser ud! Han solgte mig en lækker mand og jeg vil ha’ ham tilbage!

Kuren startede sidste mandag. Og han holder den vist nogenlunde. Jeg håber han kommer tilbage i form – ikke nødvendigvis den form han var i da vi mødtes, men bare halvvejs er også fint.

Faldt desværre over denne artikel… og den statistik den fremlægger, er jeg jo så nu en del af…fedt!

fedtfedt…

Blognavn

Overvejer at skifte navn! Altså ikke sådan i virkeligheden – men herinde. Bloggens navn.

Da jeg startede bloggen var jeg single efter at have været i et forhold i 9 år! Jeg var BIG TIME single. Så single så jeg fik ondt i fingrene af at skrive sms’er på alle tider af døgnet med de omkring 13-15 mænd jeg kontinuerligt holdt kørende i den tro at jeg selvfølgelig var interesseret i de på længere sigt. Nogle af dem var nu også lidt blåøjede og tro at jeg ville gå direkte fra eet langt forhold direkte ind i et nyt. Nogle af dem ønskede selvfølgelig bare at udfylde rebound behovet.

Jeg tror faktisk jeg selv ville egne mig ret godt som en af de der mænd, der nedlægger alverdens kvinder med smiger og løfter og hvad de ellers kan finde på af mundlort – for bare at fordufte så snart de har fået sex. Da jeg var single, var jeg altid den der underholdt veninderne med den ene sindssyge historie efter den anden, om alle de der mænd og hvad de dog ikke kunne finde på at skrive og sige til mig – for ikke at snakke om mængden af pikbilleder jeg lå inde med. De er godt nok lemfældige (haha) med mms’erne de der singlemænd…! Nå ja…for ikke at nævne de gifte mænd…

Men jeg var jo egentlig ikke interesserede i alle de der mænd. Jeg elskede bare opmærksomheden! Eller jo, jeg knaldede faktisk med nogle af dem. Man har vel behov. Men et forhold ønskede jeg ikke.
Det var heller ikke meningen at der skulle være kommet et forhold ud af det med A – aftalen var at vi bare skulle knalde – no strings or emotions attached!  Vi skulle bare nyde at vi virkelig kunne finde ud af det der sex med hinanden.
Så hvad fanden skete der!?! Abrakadabra, så gik der halvandet år, og jeg har både fast forhold og sommerhus!

Jeg savner indimellem virkelig meget at være single! Sådan fuldstændig ekstremt meget! For ikke at snakke om min singlevægt… Hvorfor er det næsten uundgåeligt at man tager på så snart man får en kæreste? Ja jeg spørger bare!

Jeg savner opmærksomheden! Savner sommerfuglene og spændingen når man begynder at skrive med en ny. Det første kys. Første gang hans hænder undersøger min krop. For ikk at tale om hans tunge… Suk! Savner dog IKKE de mænd der tror at sex handler om at imitere Duracell kaninen! Man kan faktisk virkelig godt undre sig over at de stadig findes på den anden side af 30! Lærer de ikke noget undervejs når de knalder sig op gennem 20’erne? Eller er vi kvinder bare for dårlige til at fortælle hvad vi vil have? Og samtidig lære dem hvordan de skal ‘læse’ en kvindes signaler på hvornår noget er godt og noget er knap så godt? Måske er der flere mænd end jeg troede som, ligesom min eks Morten, nærmest nulstillede hver gang vi havde sex. Jeg kunne den ene gang have fortalt ham direkte at noget han gjorde var ubehageligt, eller at noget var godt. Men næste gang gjorde han præcis det samme. Måske er jeg bare uheldig med mænd…

Nå, men alt dette singlesavn kolliderer samtidig med at jeg faktisk også har det ganske godt med at være sammen med A. Han kender mig – han kender mig faktisk bedre end nogen anden mand nogensinde har gjort sådan rent seksuelt. For han har taget sig tid til at være alt andet end en Duracell kanin og ledt efter præcis alt det der får mig til at gå i ekstase. Det er fucking fantastisk sex med A! Savner dog også hans singlevægt – som i sådan helt overdrevet meget – langt mere end jeg savner min egen singlevægt. Hader parmave!

Men tilbage til det med navnet…lige nu er det jo lidt misvisende…

Kunne måske hedde:                                                                                                                                              Satogkedeligmedsommerhus.                                                                          ParmavernesParadis.                                                                                                                          ByebyeSinglefun                                                                 

Der sker altså bare nogle anderledes fede ting i ens liv når man er single, på en anden måde end når man kommer i er forhold.

Det er ikke fordi jeg ikke også nyder at være i forhold – der sker også sjove og fede ting…det er bare alt sammen på sådan en lidt mere familieagtig måde det hele.

Jeg må vel nøjes med at leve lidt igennnem Nathalie, som endelig er blomstret op i fuldt flor efter sin skilsmisse og nu endelig giver den masser af gas i byen og ikke mindst med mændene ! Jeg elsker at høre alle hendes historier om de forskellige mænd! Og ikke mindst sidde og savle sammen med hende over de lækre mænd der er interesseret i hende.

Nå, haven kalder…der er vel nogle blomster der skal plejes og græsset skal slås… Åh man er så voksen det næsten gør ondt!

Kvinder

Har spenderet en del tid på stranden her i ferieland den sidste uges tid. Og mens jeg ligger der – på stranden – omgivet af en masse mennesker med meget lidt tøj på kroppen- så kan jeg altså ikke lade være med at ligge og studere dem der går forbi. 

Jeg tænker det er sådan en naturlov – enten lurer man efter dem der er lækre og pænere end en selv, eller også hygger man sig lidt over at man selv er en af dem der er lidt pænere end nogle lidt mindre heldigt stillede mennesker. 

Når jeg ser tøserne på omkring de 20, tænker jeg puha hvor gad jeg godt have sådan en flot røv og flad glat mave. Der er ingen strækmærker, løs hud eller andet overflødigt. 

Og så er der alle kvinderne på omkring min egen alder…. Der tænker jeg: shit for ind i helvede hvor er der mange kvinder der bare lader stå til når de har fået børn. 

Og laver lige en note til mig selv om at jeg skal til at benytte mig af mit medlemskab i Fittness World når vi kommer hjem… For hvis jeg tager mine benægtelsesbriller af, så er der nok ikke så langt fra dem til mig. 

Det skal lige siges, af der selvfølgelig er nogle enkelt der virkelig har flotte kroppe på trods af alder og børn, men der er altså langt imellem. 

Og så er der den ældre generation – en blanding af dem der dækker sig godt og grundigt til og dem der bare har nået et stadie hvor de er fucking ligeglade. Og dermed render rundt topløse, med en smøg i mundvigen og med badetrusserne skubbet langt op i røven. Hatten af for dem!  

Men det sjove ved mit lille feriestudie er, at når jeg ser på mændene, så er deres kroppe overhovedet ikke så langt fra hinanden i forhold til kvindernes. 

Ja! Mændene skifter i højde, vægt og alder – og bestemt også i kropsbehåring! Men sådan rent kropsfysiologi så er de faktisk ret ens. 

Hvorimod kvinderne! Udover alder, vægt og højde, så er der edderdælme stor forskel på kvinde kroppen. Ikke fordi det egentlig kommer så meget bag på mig – tror måske bare jeg har haft en tendens til at være lidt fordomsfuld når jeg har kigget på andre kvinder. Men denne gang – så jeg egentlig bare kvinder – mange forskellige kvinder, uden at have fordomsbrillerne på.  

Jeg tænker det må være noget der kommer med alderen – det der med at være ligeglad med hvad andre tænker om en, og dermed også selv bruge mindre tid på at tænke på alle de andre. Så er man der bare! Sammen med alle de andre uden hele tiden at skulle fremstå fra sin bedste side. Faktisk ret befriende! 

Men jeg vil stadig gerne være en af dem der ikke bare lader stå til fordi jeg har fået tre børn – jeg kunne godt tænke mig at det hele blev strammet bare en lille smule op, så missionen starter på mandag! 

Frygter allerede det bliver en kæmpe udfordring for mit blodsukker….

Upopularitets kappen

For et par uger siden faldt Ida og slog hovedet ned i en kantsten. Hun var i skole da det skete, og det var i Mortens periode med børnene. Ida skrev til mig samme aften at hun havde det skidt…i form at svimmelhed, kvalme og hovedpine. Klassiske hjernerystelses symptomer…

Næste dag blev jeg så ringet op af skolen allerede før kl 9…Ida var i skole og havde det stadig rigtig skidt…og de kunne ikke få fat på Morten! Jeg blev naturligvis først meget bekymret og dernæst virkelig sur på Morten over at han havde afleveret hende i skole, når hun havde tydelige tegn på hjernerystelse.

Jeg var i sommerhuset og kunne ikke hente hende lige med det samme så jeg kimede Morten ned, med lige så lidt held som skolen havde haft med at få fat i ham. Ender med at få lavet en aftale med A om at han så måtte hente hende.

…Men inden det blev aktuelt overskred jeg en personlig grænse og kontaktede Mortens kæreste via facebook. Måske kunne hun nogle tricks som kunne få ham til at tage tlf…

Hun svarede heldigvis ret hurtigt, desværre med budskabet om, at hun heller ikke kunne få fat på ham, men at hun ville køre fra arbejdet og hente Ida, hvis ikke han reagerede snart.

Pyha – takkede hende for hurtigt svar og for at ville hente hende.

Morten ringer så lige bagefter, han havde ikke hørt tlf – bitcher over at han skal hente Ida, for han havde travlt på sit arbejde og proklamerede, at så måtte hun bare komme med ham på job istedet for hjem og slappe af. Det ender dog vist med at han alligevel kører hjem med hende – heldigvis!

Men min pointe med hele denne historie handler faktisk om den kontakt jeg pludselig fik skabt til Mortens kæreste – den 13 år yngre kæreste…klichéen over alle klichéer. Hende han formentlig allerede havde været sammen med, mens han og jeg stadig var sammen.

…og hende…der faktisk ikke rigtig påvirker mig på nogen måde længere… 

Vi ender med at skrive sammen i noget der ligner en lille times tid. Det handler selvfølgelig om Ida og hendes hjernerystelse. Jeg beder hende om, om ikke hun vil sørge for at Ida ikke ser tv osv. hvorefter den unge kæreste, meget humoristisk påpeger, at det vil hun gerne, men at hun frygter at blive vældig upopulær på den bekostning. Jeg skriver tilbage at hun bare kan give mig skylden – jeg påtager mig gerne upopularitets kappen (igen).

Hendes svar til dette fik mig til at smile over hele hovedet – for hun skrev;

‘Vi kan dele kappen’ 

Jeg følte mig pludselig som Susan Sarandon i den der film Stepmom med Julia Roberts, hvor hun (SS) lider af kræft, og er nødt til at lære at acceptere eksmandens nye og meget yngre kone (JR) fordi hun skal fungere som mor for hendes børn, når hun en dag ikke er der mere.

Og det føltes faktisk helt okay…altså at dele upopularitets kappen med hende. Børnene er glade for hende og jeg er overbevist om, at grunden til at det fungerer for børnene, når de er hos Morten, bla er fordi hun er der. Det er hende der sørger for en masse af det huslige og praktiske, med det resultat at Morten så har overskud til bare at være far.

Jeg havde faktisk aldrig troet jeg skulle nå til dette punkt. Det har været det mest grænseoverskridende i hele mit liv; at skulle forholde mig til, at en anden kvinde havde et ‘mor-agtigt’ forhold til MINE børn. For de er jo mine børn. Det bør kun være mig der udfylder rollen som mor for dem. Men jeg ved godt nu, at det er jeg jo også – de er aldrig i tvivl om hvor de har mig og de giver heller aldrig udtryk for andet – og der er aldrig nogen der nogensinde kan tage noget som helst fra mig i forhold til dem – det har jeg efterhånden lært nu.

Og selvom de så er hos Morten, så er jeg stadig deres mor…  Men JR (fremover navnet på den 13 år yngre kæreste) må gerne låne kappen, for hun gør det egentlig ganske fint…som bonus mor for mine børn.

og ja, som den perceptive læser nok har bemærket, så går der nok liiige lidt længere tid, før jeg er helt okay med, at han har udskiftet mig med en yngre model… den erkendelse stinker stadig ind imellem…også selvom han stadig til dags dato hellere end gerne ville udskifte hende med mig…

%d bloggers like this: