Kategori: Tanker

Nordic race #2

Jeg har vist nok gjort noget knap så velovervejet.

Jeg har løbet endnu et af de der forhindringsløb, Nordic Race, ude på Refshaleøen igår.

Grunden til det var lidt dumt jeg gjorde det, hænger direkte sammen med, at jeg ikke har trænet siden sidste løb i maj. Altså vi taler zero aktivitet hvor pulsen kommer op over 100, (medmindre sex tæller) samt indtagelse af stort set alt hvad der har været at spise, og rigelige mængder vino stort set hver dag solen har skinnet. (Sol er jo bare lig med vin… i min verden).

Så da hele mit hold fra mit arbejde begyndte at smuldre fordi de sjovt nok havde lavet samme sol/vin/mad/minus motion-stunt som jeg selv, så tænkte jeg: okay, så slipper jeg jo nok også. Problemet var bare, at jeg jo havde lokket Alfa og hans svoger til at deltage i det her løb også. Og de mente jo, at hvis ikke jeg skulle løbe det med mit arbejde, så skulle jeg da løbe det med dem…

Så det gjorde jeg. Men allerede om morgenen, hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen pga min ryg gjorde ondt (straffen for ikke at træne), der havde jeg allerede dårlige fornemmelser for den dag.

Og da startskuddet lød og væggen, i den container vi var blevet proppet ind i, væltede og vi efter 50 meters løb mødte den første forhindring, en grøn container på ca 2 1/2 -3 meters højde, hvor Alfa og Svoger måtte trække mig op fordi jeg allerede der, ikke havde kræfter til at trække mig op, der tænkte jeg: for helvede det bliver lange 5 km det her. Ikke mindst fordi min højdeskræk så også gjorde at jeg faktisk ikke turde hoppe ned fra containeren igen.

Men på mirakuløs vis kom jeg dog igennem. 1 time langsommere end nr 1 og med langt flere strafrunder, hestesko og assistance end ved løbet i maj. Og det irriterede mig helt vildt at jeg ikke havde kræfterne til at gennemføre det ordentligt denne gang.

Alfa har naturligvis delt sommerens glæder med mig. Og dermed også indtaget præcis de samme mængder vin og mad som jeg. Og heller ikke trænet. Men han var selvfølgelig den der enormt irriterende type som så en forhindring, spurgte; hvad skal vi så her, for derefter bare at gennemføre forhindringen uden problemer. Jeg syntes selvfølgelig han var herre sej og var meget imponeret. Men for helvede altså hvor det ikke hjalp en skid på min egen følelse af utilstrækkelighed over ikke at kunne det samme. Det hjalp heller ikke at manden så rendte rundt med sådan et jubelsmil fordi han syntes det hele bare var så mega fedt.

Nå. Dagen derpå har Alfa et lille hudafskrab på det ene ben, og skadefro som jeg er, griner jeg over at han heldigvis er mega øm steder han aldrig har mærket før. Lidt retfærdighed må der da være til.

Jeg derimod kan næsten ikke løfte mine arme. Jeg kan ikke trække trøjer henover hovedet uden at skulle bede om hjælp og det der med at få bukserne op om røven igen efter et toiletbesøg, er nærmest også en umulighed. Det har lige kløet på min ryg og jeg måtte opgive at klø igen, for jeg kunne simpelthen ikke få armene derom.

Nå ja og så ser jeg sådan her ud.

og piver selvfølgelig næsten ikk… medmindre jeg skal bevæge armen.

Når datter møder bonus datter

Så vi tog ud og bowle, mig, Alfa, hans datter M og mine tre unger, så ungerne kunne møde hinanden. Jeg havde ikke havde prøvet at bowle i noget der ligner 13+ år siden sidst. Og mine unger havde prøvet det een gang før. Alfa derimod, annoncerede naturligvis om morgenen, at han, indtil han blev omkring 32, havde spillet minimum 3 gange ugentligt i 15 år og iøvrigt havde været til udtagelse til landsholdet. But of course. Hans datter havde selvfølgelig også spillet en del.

Imponerende nok tabte familien SH ikke pinligt stort. To af os havde selvfølgelig også bander på siderne, men stadig.

Mine drenge var heldigvis helt som jeg havde forventet. Nemme for Alfa’s datter M at snakke med. Som Alex selv proklamerede; ja altså mig behøver hun ikke altid sige noget til-jeg snakker bare. (det så fint min dreng) Men M og Ida var som forudset to akavede teenagere der ikke lige vidste hvilken vej de skulle gå om hinanden. Efter bowling tog vi til en lokal byfest. Der begyndte det så småt at løsne op mellem de to da vi begyndte at prøve nogle karruseller. Indtil tøserne fik prøvet en der kørte så hurtigt rundt, samtidig med en af karussel passerne snurrede dem ekstra rundt i deres vogn hver gang de passerede ham. Begge piger var lige ved at kaste op da de kom ud derfra igen og livede ikke rigtig op igen før til aftensmaden.

Det var faktisk slet ikke meningen vi skulle have spist sammen. Vi skulle have brudt op efter byfesten så det ikke blev for meget på een dag. Men da M fik valget af Alfa, om hun helst ville til hans søster og svoger og spise eller komme hjem med os, så valgte hun os. Wuhu – jeg var glad. Jeg kan virkelig godt lide hans datter!

Efter aftensmaden havde drengene pustet sådan en stor skydeskive agtig ting op til deres nerfguns. Og så blev isen for alvor brudt. For helt uden de voksnes indblanding fandt de fire selv ud af at konkurrere mod hinanden og føre regnskab. Og pludselig var det hele så nemt. De grinede og drillede hinanden og vi kunne sidde med hver vores øl og smile til hinanden.

SUCCES!

På skadestuen

Så jeg kørte forbi et totalt overproppet venteværelse på skadestuen og var lige der alligevel lidt taknemmelig for jeg var blevet hentet med ambulance. For så fik jeg da en seng med det samme.

Den mandlige sygeplejerske der kom og tog imod mig, var sådan en ung småbuttet meget bedrevidende klaphat, med en tlf fæstnet til hans T-shirt i nakken, for vigtighedens skyld. Ja undskyld – jeg var løbet tør for overskud og overbærenhed. Så da han begyndte at nedgøre ambulancefolkenes arbejde, så måtte jeg lige markere at jeg altså ikke var en hvilken som helst uvidende patient.

Klaphat: hvad har du fået af smertestillende? Mig: fentanyl, Panodil og ibuprofen. Klaphat: ja det er jo typisk ambulancerne, de giver altid alt muligt mærkeligt medicin, som vi aldrig bruger på hospitalerne. (Han hentydede til Fentanyl). Mig: ??? Fentanyl er da et af førstevalgene på samtlige intensiv, semi intensiv, operationsgange, opvågning og skadestuer. Klaphat: nååå, ja, det var selvfølgelig det næste jeg skulle til at tilføje, altså med undtagelse af de afdelinger. Er du sygeplejerske? Mig: ja. Klaphat: nå, ja jeg syntes godt jeg kunne fornemme det. Hvor arbejder du? Mig: jeg arbejder på …. (ja her er jeg jo desværre nødt til at udelade præcis hvor – kan dog fortælle at det er…heftig… afd med liv og død scenarier næsten hver dag) Klaphat spærrer øjnene helt op: nå okay… jamen … øh ..jeg går lige ud og ser hvornår der kan komme en læge. Hvorefter han forsvandt i nogle timer.

Imens skrev Hr Herlev. Jeg havde overhovedet ikke informeret ham om dagens udvikling. Ærligt, så var jeg lidt irriteret på ham, syntes ikke han skrev så meget mere og følte lidt han havde trukket sig, hvilket selvfølgelig bare medfører at jeg også trækker mig. Man skal huske at passe på sig selv jo i datinghelvedet. Han spurgte til min dag og så fik han den ultrakorte version, hvorefter han spørger om han skal komme ud til mig. Eftersom jeg er lidt fornærmet svarer jeg, at jeg føler han har trukket sig lidt og at han ikke skal føle sig forpligtet bare fordi jeg er kommet til skade. ‘SKAL jeg komme ud til dig??’ Skriver han igen, meget insisterende. Ja okay, du må gerne komme og underholde.

20 min senere står Hr Herlev i døren. Shit han har skyndt sig og Forhelvede altså hvor synes jeg bare han er en pæn mand! Bliver pludselig meget stolt over at han ‘hører til mig’ der på firesengs stuen.

Jeg, derimod, ligner naturligvis lort! Havde gårsdagens make up rester under øjnene, havde ikke været i bad, hverken før eller efter træning, og havde stadig træningstøj på. Måtte hurtigt konstatere at så blev han ligesom præsenteret for det værste af det værste…han var enig.

Han havde åbenbart været i gang med at lave hjemmelavede toffifees, men var skredet fra det hele for at komme ind til mig. Så han havde to karameller med til mig. Hvor er nøden og chokoladen? Brokker jeg mig smilende. (Jeg er meget smigret – men prøver selvfølgelig ikke at virke alt for sådan)

Han spørger hvorfor jeg føler han har trukket sig, for det mente han ikke han havde. Jeg forklarer hvorfor. Han ryster på hovedet af mig og siger; du skal ikke overtænke alting. Og så var den ligesom lukket. Vi kysser en del og han sidder enten på sengekanten og nusser mig eller på stolen ved siden af og massere min arm nærmest ham.

På et tidspunkt hvor han sidder på sengen begynder han at kysse mig ned af halsen og ned til brystet, konstaterer grinene at jeg smager salt (læs:svedigt). Jeg smiler undskyldende. Han letter lidt på dynen og får hurtigt hånden ned i bukserne på mig! Jeg letter lidt i sengen og kigger på ham med det mest anklagende blik jeg kan sætte op. Han smiler provokerende og begynder at lege med mig. Samtidig bliver alle på stuen helt stille (!!) og jeg får selvfølgelig afgivet et støn som ikke kunne misforstås. Hr Herlev griner stille af mig og tager den anden hånd op og holder mig for munden, og jeg glemmer helt at jeg har ondt i ryggen.

Jeg har naturligvis sengen lige ved døren, hvor der går nysgerrige mennesker forbi hvert andet minut. Hr Herlev synes det er mægtig underholdende at jeg kæmper for at bevare fatningen så ingen af de forbipasserende opdager noget.

Han er så tæt på at give mig en orgasme, men det lykkes mig at stoppe ham inden. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til han fortsatte men fordi han er så dygtig, så jeg glemmer hvor jeg er og forudså at jeg ville ende med at afsløre endnu mere højlydt hvad der foregik bag vores gardin.

Bagefter bruger vi meget tid på at lytte til de andre patienters symptomer og sammen diagnosticere hvad de fejler.

Efter 7 timer kommer der endelig en kvindelig læge til mig.

Hr. Herlev er med under hele den grundlæggende udspørgen om mine symptomer….

Læge: har du vandladningsbesvær? Får du tømt blæren helt når du er på toilettet? Mig: nej og ja det skulle jeg mene. Læge: har du haft afføring? Eller tror du du har problemer med at komme af med afføring? (Arhmen altså, så det kunne godt blive endnu værre foran en mand jeg har kendt i 14 dage?) mig: pas – øhm det ved jeg ikke lige, men jeg tror ikke der er nogle problemer. Jeg sniger mig til at kigge på Hr Herlev, han kigger den anden vej men har helt sikkert hørt med. Læge: jeg er nødt til lige at tjekke med en finger om du har nedsat funktion i endetarmen. Hun hiver nogle handsker ud af en æske og gør klar til undersøgelsen og her trækker Hr Herlev heldigvis ud på gangen. Læge: vil du have din mand eller kæreste med herinde? Mig: nej det er fint, han må gerne blive på gangen. (Virkelig lettet over han smuttede ud og virkelig overrasket over hvor godt jeg kan lide lyden af … din kæreste)

Undervejs i samtalen med lægen spørger hun også hvor jeg arbejder. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det gjorde Hr Herlev, som konstaterer: det er virkelig sjovt at se hvordan folk ændrer facon overfor dig når du fortæller hvor du arbejder. Han virkede et øjeblik lige lidt stolt.

Lægen sagde de ikke kunne skanne mig på en søndag, og jeg måtte også erkende at jeg havde fået det bedre. Så jeg fik en ekstra smertestillende og blev sendt hjem med Hr Herlev. På det tidspunkt havde han siddet hos mig i 8 timer, uden mad og stadig med tålmodigheden nogenlunde intakt. Vi kørte til et pizzaria i nærheden af mit hjem og fik meget sen aftensmad. Selvom man ikke skulle tro det, så var det først her jeg for alvor peakede på charmekontoen. Den smertestillende pille virkede nemlig så meget så jeg var helt rundt på gulvet, ved at kaste op og svingede mellem at kampfryse og kampsvede. Var faktisk slet ikke sulten. Fik dog spist lidt pizza samtidig med jeg vitterlig kastede tøj af mig så jeg sad i min træningstop og Hr Herlev beholdt sin jakke på, fordi han frøs.

Virker pillen? Spørger han drillende og med hævede øjenbryn, samtidig med der kom tre arbejdsmænd ind af døren og jeg diskret prøvede at trække trøjen lidt op over mine bare skuldrer.

Han kørte mig hjem efterfølgende. Og jeg tror, takket være min gode grundform, er jeg sluppet forholdsvis billigt ift min ryg. Jeg klarer mig med Panodil og ibuprofen. Og må erkende at Hr Herlev mere end rigeligt har bevist at han ikke har trukket sig.

Hokus pokus – mig i fokus

Jeg var til Cross Fit træning med kammerat T forrige søndag.

T, som dagen forinden lige havde skrevet at hvis ikke jeg vidste det, så havde han altså følelser for mig… altså mere end vennefølelser… jeg responderede med at jeg var ked af hvis jeg havde udsendt signaler der kunne misforstås, for jeg kunne ikke gengælde følelserne. Det havde jeg heldigvis ikke, den lå udelukkende hos ham, svarede han. Hvorefter han fortsatte og skrev at han ville vente på mig, hvis jeg en dag ombestemte mig.

(!!)

Arhmen altså…. der kommer aldrig noget godt ud af at nogen venter på nogen.

Nå, men vi stod midt i træningen og skulle lave et dødløft. Et løft som jeg normalt sagtens kan løfte med 40-50 kg på. Jeg havde 20 kg på denne morgen.

Træneren var en pæreformet blævrende midaldrende korthåret kvinde i meget farverige leggings, som ikke overlod noget til fantasien.

Midt i jeg havde gjort klar til et løft, spændt i core, og skulle til at løfte sammen med resten af holdet, vendte træneren sig om, så jeg fik frit udsyn til hendes blævrende baller, der hver især havde sit eget liv i de spraglede leggings og jeg tabte fuldstændig fokus, trak vejret og dermed mistede min coreopspænding og SMÆLD!

Min gamle diskus prolabs smuttede ud mellem mine ryghvirvler. Fucking 20 kg!!

Jeg gik helt i panik – fik T til at smide sin vægtstang og tage min. Kom ned og ligge med enorm frygt for aldrig at komme op igen. For sådan var det jo sidst. Holdet fortsatte og jeg lå og kæmpede for ikke at bryde helt sammen i panikangst over at skulle gennemleve 3 mdr i smertehelvede endnu en gang. Lægen for 2 1/2 år siden, på Gentofte hospital, fik ret – det var ikke sidste gang jeg fik en diskus prolabs. Og allermest lå jeg bare og tænkte på al min træning, alt det jeg har opnået. Og Nordic Race som jeg skal løbe med 10 kollegaer om 2 mdr, hvor de har udnævnt mig som holdkaptajn fordi jeg er den der er i bedst form…

ARGH!!

Timen sluttede og jeg turde stadig ikke bevæge mig. ‘Der kommer vel ikke et hold til efter det her vel?’ Fik jeg spurgt de spraglede leggings som havde sat sig på hug med spredte ben lige ved siden af mit hoved, så jeg kunne lugte at hendes fisse trængte til et bad… evt også en svampekur…føj for helvede!! (Ja som sygeplejerske, så kender man desværre alt for godt denne karakteriske lugt)

Som svar på mit spørgsmål kom næste hold ind af døren og kiggede alle meget spørgende til hele scenariet der foregik omkring mig. Jeg ringer efter en ambulance sagde leggings’ne.

Fandeme nej! tænkte jeg. Jeg skal ikke have alt det drama omkring mig i mit lokale træningscenter, så med T’s hjælp kom jeg på benene og med støtte fra ham, bevægede vi os gennem centret som et andet futtog i en børnehave.

Jeg kom ud i min bil og fik fragtet mig hjem. Og undervejs fik T og jeg lige afklaret hans besked fra dagen før – den lå jo lissom lidt i luften og lurede … oveni alt kaoset. Timing is everything.

Da jeg kom ind af døren derhjemme brød jeg sammen… foran børnene. Ikke skide smart da de blev helt vildt bange og iøvrigt sagtens kunne huske sidste episode hvor jeg lå på gulvet og græd. Denne gang kunne jeg dog stå op, eller nærmere jeg skulle bevæge mig hele tiden for at det var til at holde ud.

Jeg ringede 1813. Det smæld jeg mærkede i ryggen skulle tjekkes. Plus jeg havde meget fint i erindringen alle de smerter der medfulgte når jeg skulle skifte fra stående til liggende og omvendt. Og på et eller andet tidspunkt kunne jeg jo ikke blive ved med at trave rundt i huset med tårer og latent panik i øjnene.

1813 sygeplejersken var en ko! Ja vi udreder jo altså ikke for diskus prolabs på en søndag!! Hvorefter hun stillede mig videre til en læge inden jeg kunne nå at sige mere.

Lægen til gengæld tog mig ret alvorligt. Jeg har allerede sendt en ambulance afsted sagde han.

5 min senere sad jeg på kanten af båren og rystede, og med tårerne trillende ned af kinderne. Kæmpede for at komme ned og ligge uden alt for mange smerter. Kunne se mine naboer havde stimlet sammen i vinduerne og holdt øje med hele optrinnet. Fantastisk …! Hokus pokus mig i fokus.

Når jeg nu lige mærker ordentlig efter

I torsdags var sådan en af de der dage hvor jeg skulle arbejde, direkte til en aftale, direkte fra den aftale videre hjem til Chefen for at spise med ham og hans søn og så ellers ikke alt for sent hjem, for jeg havde dobbeltvagt fredag. (Aftenvagt + nattevagt = 17 timers arbejdsdag)

Hjemme hos Chefen havde vi en mega hyggelig aften. Siddende med hver vores Tinder profil og gennemgå hvem vi hver især havde matchet med og om der reelt var noget godt imellem.

Jeg fortalte om min date et par dage før, om hvor godt den var gået… og samtidig viste jeg Chefen en anden Tindermand, som jeg egentlig tænkte var mere min type, og som jeg håbede på jeg ville høre lidt mere fra. Selvom jeg jo egentlig bare burde være glad og tilfreds med at jeg havde været på en vellykket date. Og den lækre mand rent faktisk gerne ville se mig igen. What are The odds!

Chefen og jeg gik i gang med at se en film. Men seriøst ! Det var SÅ svært at holde fokus på filmen, fordi Chefen kiggede på sin tlf hvert 5 minut, altså; sin Tinder profil. Og 9 ud af 10 gange havde han ikke fået nogle nye beskeder. Til sidst spurgte jeg hvem af de Tindertrunter han skrev med, som han håbede på havde svaret? Ja det kunne han faktisk ikke svare på, for han syntes egentlig ikke nogle af dem var særligt interessante. Jamen hvorfor kan du så ikke slippe tlf?!

Det spørgsmål resulterede i en lang snak om de problemer der er for singler nu om dage. For som Chefen rigtigt påpegede, så følte han sig grådig.

Fx så var den ene kvinde enormt lækker, men hende her den anden var virkelig sød, og så var der den tredje som havde virkelig store kasser. Arhmen altså – det stod mig meget klart at Chefen aldrig bliver tilfreds med det han har – han søger hele tiden efter noget, han tror er bedre. Og derfor siger han naturligvis alle de søde ting til mig som så nemt kan tolkes som om han allerhelst vil have mig… men altså! Selvfølgelig først der hvor vi for sjov har aftalt at vi skal giftes om 4 år, når han måske endeligt har erkendt at græsset ikke er grønnere hos den næste.

Og egentlig vil jeg jo slet ikke have ham. Det har jeg ikke ville længe, han har bare forstyrret min fornuft med konstante komplimenter. Han er alt for lad til mig. All talk and no actions. Vi har det pisse skægt altid og han er klart min bedste ven … and thats it! Andet vil jeg faktisk ikke have ham til at være.

Nå – så var det arbejdet ringede og spurgte om jeg ville have fri fredag aften – altså aftenen efter jeg var hos Chefen. Sådan så jeg kun skulle i nattevagt. Og straks så jeg en mulighed for måske at se min date fra om tirsdagen.

Så jeg skrev til ham og spurgte om jeg skulle komme forbi når jeg var færdig hos Chefen. Selvom det nok desværre blev lidt sent…

Hmm… det tror jeg nok godt liiige jeg kan overkomme …

Ligeglad

Er hvad Luna er. Helt ligeglad.

Der gik nogle dage og så svarede hun på min besked. Et fuldstændig ligegyldig formelt og koldt svar.

Jeg prøvede flere gange at skrive hvad hun betød for mig, men hun valgte istedet bare at kaste med mudder retur. Ubegrundet og uholdbart mudder i mine øjne.

Fx havde jeg en dårlig dag tilbage i november. Hun inviterede mig over, så jeg ikke skulle være alene, men kæresten ville være der og jeg sagde at jeg ikke lige var i humør til at socialisere med nye mennesker, jeg havde bare brug for hende. Mudderet her bestod i, at hun så påstod jeg for evigt ikke ville møde hendes nye kæreste og derfor ikke havde inviteret igen. Sådan noget pis!

Så mente hun at det var mig der ikke ville tale i tlf når kæresten var der og her har hun for så vidt også ret. For at tale med Luna når kæresten var i nærheden, så fik jeg kun ja, nej og mmm svar tilbage. Jeg påpegede det hver gang vi talte sammen og hun erkendte også at hun havde svært ved at være helt sig selv når han var der. Og jeg duer virkelig ikke til at føre monolog hver eneste gang vi skulle snakke sammen.

Nå men istedet for at gribe de ting jeg rent faktisk skrev til hende af kærlighed og afsavn, greb hun kun det hun følte sig ramt på og prøvede at vende det hele om mod mig. Jeg skrev flere gange at det gjorde ondt at hun bare kunne være så ligeglad med at jeg ikke var en del af hendes liv mere, når det ikke forholdt sig sådan omvendt. Hvorefter hun fortsatte mudderkastningen.

Til sidst opgav jeg. Skrev jeg elskede hende og håbede hun fik alt hvad hun ønskede sig med sin kæreste.

Så kom der det første tilnærmelsesvise svar med anelsen af noget jeg måske vil kalde medmenneskelighed – og alligevel ikke. Hun skrev, at fra hendes side havde vores venskab aldrig været falsk og hun ikke har ville gøre mig ondt. Stadig helt uden at gribe nogle af de følelsesladede ting jeg skriver til hende.

….men netop fordi hun har ageret som hun har de sidste mange mdr og hendes reaktion på min udmelding nu, så jo! så har vores venskab ikke været andet end falsk. For havde det betydet noget for hende overhovedet, så havde hun gerne ville bevare det. Og det er hun tydeligvis ikke interesseret i. Hun er iskold og fuldstændig ligeglad. Og overhovedet ikke et menneske jeg kan genkende længere.

Personligt ville jeg selv have fået så dårlig samvittighed at jeg med det samme havde foreslået vi skulle mødes og få snakket ud. Jeg ville rette op på min fejl. Ikke vende pilen den anden vej uden nogen form for tankevirksomhed ift egen ageren.

Jeg så Luna på skolen idag og jeg skal lige vænne mig til ikke at blive glad og have lyst til at råbe hej når jeg ser hende. Men heldigvis for bloggen her og jer der kommenterer, det har været så rart med jeres input! Og har virkelig hjulpet mig til at få closure efter at have hældt mine tanker ud herinde.

Så tak til jer! <3 og endeligt farvel til Luna.

Life goes on – right 😉

Ynkelig

Jeg undskylder lige på forhånd for virkeligt depri indlæg.

Kender I det når man er inde i en ynkelig periode ?

Jeg er det ihvertfald i øjeblikket. Hvis man tror på månepåvirkning, så vil nogen påstå at det har med den at gøre, og i så fald glæder jeg mig til den der måne skifter fokus.

Jeg tog mig sammen til at skrive en hjertekvalt besked til Luna om hvor skuffet og ked af det jeg er over at hun har ekskluderet mig fra hendes liv, og spurgt ind til hvad jeg har gjort eller hvad det ellers er der har gjort at hun har valgt at ekskludere mig som hun har. Intet svar. Jeg må prøve at lukke den og fokusere på at hun åbenbart aldrig har været den hun har udgivet sig for. For et normalt velfungerende menneske ville ikke opføre sig sådan overfor en hun påstod hun elskede. Ergo må alt have været en løgn. Så på den front virkelig meget selvynk fordi jeg føler mig så dum over at jeg troede jeg betød noget.

Og så er der den evindelige Chef som selvfølgelig nu er min allerbedste mandlige ven. Han siger nogle ting ind imellem – eller faktisk hver dag, hvor jeg ikke ved om han mener det på en måde hvor han er begyndt at ændre mening om ham og jeg, eller om det bare virkelig er venskabeligt ment fordi han tænker jeg har brug for det.

Fx sendte jeg ham et screenshot af en masse besked anmodninger jeg havde ignoreret og spurgte ham om jeg burde svare nogle af dem, det ville jo være det høflige at gøre. Hvorefter han konstaterede at han blev jaloux, at ingen af dem var gode nok til mig, at han heller ikke var det, men at han ville kæmpe for det hver dag.

Øhhhh….?

Dagen før Valentines dag havde han ledt og ledt efter min adresse så han kunne sende mig blomster, men eftersom jeg har hemmelig adresse, måtte han kapitulere og bede om den direkte… fik jeg blomster? Nej selvfølgelig ikke. Jeg er så træt af sætningen: det er tanken der tæller. NEJ det er fucking ej! Handlinger tæller!

Chefen og jeg havde jo lavet en joke om at vi skulle giftes når han ramte 45, hvis vi begge stadig var singler. Da jeg så havde den date med Natalies storebror for et par uger siden, ændrede Chefen det pludselig. Hvorfor vente helt til jeg bliver 45, skal vi ikke bare gifte os til sommer?’ Måske han kunne mærke at præcis den date rent faktisk betød noget for mig, og derfor lige måtte tydeliggøre sin egen plads i mit liv.

Jeg har sagt til ham, at han må se at komme ind i kampen.

Så har jeg en anden kammerat Buster, gift men ved at blive skilt. Vi datede for 100 år siden før jeg startede med Morten.. eller – løgn! Jeg datede dem begge nogenlunde samtidig og valgte Morten frem for Buster. (Buster har selvfølgelig et rigtigt navn – men det her er hans kælenavn). Det valg har jeg ofte spekuleret over at jeg valgte som jeg gjorde, jeg havde nok haft en væsentlig anden baggrund havde jeg valgt modsat, men sådan kan man jo ikke gå og fundere over what could have been.

Nå, men han har på sms lige givet mig en kompliment. Faktisk flere.

Og det eneste jeg i øjeblikket hører når nogen siger noget sødt til mig er blablabla.

Jeg er holdt op med at tro på at mennesker siger noget sødt og gør noget godt for andre uden at det i bund og grund er for egen vinding skyld. (Det bunder selvfølgelig nok virkelig meget i hele situationen med Luna, der påvirker mig på alt for mange områder)

Jeg er idag virkelig fanget i den tanke at jeg aldrig bliver nogens endestation. Græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet, der er nok noget bedre ved næste swipe. Der er ingen der gider kæmpe for nogen mere, alle søger bare videre til den næste der gider give et quickfix på selvtillidskontoen.

Hvilket apropos – måske var det jeg burde gøre… oprette tinder igen. Få et quickfix. Få månen på plads igen, for det her er da den mest opslidende og deprimerende følelse ever !

Jeg får en unægtelig trang til at lave en Maude; JensChristian – jeg går i seng!

%d bloggers like this: