Kategori: Min Historie

Random og fuldstændig ligegyldig info om SH

Jeg staver, uden undtagelse, altid røngten røgnten forkert når jeg skal bestille ….røntgen på mit arbejde. (Jep – måtte lige dobbelttjekke de to forrige måder jeg havde stavet det på, inden jeg kunne skrive det rigtige)

Næste år bliver jeg 40 (ja okay – jeg skal lige blive 39 først i år, som I selvfølgelig nok kan regne ud, må være snart. Men anyway! – det lyder lidt vildt at sige…40…) og for en som snart bliver FYRRE, så er jeg faktisk endnu ikke ramt af helt så mange rynker, hvilket gør at jeg fantastisk nok ofte bliver skudt til omkring de 30’ish.

Til gengæld er jeg sikker på jeg kunne slå mig løs som fullblown silverfox hvis jeg stoppede med at farve mit hår.

Det eneste jeg er lidt ked af ved min krop er, at jeg flyder lidt ud over min bh på ryggen. Er SÅ misundelig på dem der kan have bh på som bare flugter med siderne uden små rygdeller, der virkelig indikerer at; ‘yes – HER sidder min bh, og iøvrigt er jeg lidt fed på ryggen, og nej mine bryster kan ikke sidde så pænt helt af sig selv’.

Jeg har lige siden jeg var lille altid haft en ‘hobby’ med at huske nummerplader. Jeg gør det stadig den dag idag, og det er faktisk sket, at jeg har mødt den samme nummerplade ude i trafikken mere end een gang uden at jeg har lagt mærke til hvilken bil der havde den.

Iøvrigt når jeg kører bil, så vurderer jeg alle andre billisters evne til at køre bil ud fra deres valg af bil. Fx kører dem i dyre biler altid lidt hurtigere og med mere selvsikkerhed.

Hvorimod folk i små biler altid tror de i virkeligheden kører en bil på størrelse med en lastbil og derfor ikke kan hverken komme igennem et smalt sted eller lave en parallel parkering uden at bruge 10 forsøg på det. Derudover har folk i små biler også en tendens til at køre langsommere end det tilladte og nærmest altid time opkørslen til et grønt lyskryds med at de kommer frem til det skifter til gul, som de selvfølgelig aldrig kunne finde på at køre overfor.

Jeg er HÅBLØS til at gå tidligt i seng – jeg elsker at være længe oppe og bare være mig (og Birthe-medmindre hun har forrådt mig og gået i seng med ungerne) hvilket jeg selvfølgelig altid og uden undtagelse fortryder helt vildt når vækkeuret ringer næste morgen. Men den del har jeg selvfølgelig allerede lykkelig glemt næste aften.

Jeg har i år SÅ meget lyst til at gå all-in på jul og pynte mit hus op i bedste american-style… jeg har bare ikke rigtig pengene til at gennemføre det, plus halvdelen af underetagen står uden gulv og og vægge, fordi jeg er ved at få bygget køkken – knap så julet.

Jeg har hørt julemusik ved alle ledige lejligheder de sidste 3 dage

Efter en tiltrængt pause ovenpå Chef og Babyface, er jeg forsigtigt gået ind i datinguniverset igen. Bilder mig selv ind at Single.dk er mere seriøst end Tinder og Happn…vi får se.

Hvad jeg har lært i august 

 

  • At jeg følelsesmæssigt er 100% ovre Morten. Mødte hans nye (luder) kæreste, og hun var faktisk ganske sød. Og var det ikke fordi jeg er pisse træt af Morten, så kunne jeg godt se mig selv hygge mig i deres selskab.
  • Den 5/8 nåede jeg 100 følgere på Bloglovin – jeg kan så godt lide lige tal. Ved godt der er massere af blogs der har flere tusind følgere, men jeg synes stadig 100 er mange – tak fordi I læser med – det betyder meget mere end I aner!
  • At jeg er et mega nederen menneske når jeg swiper til venstre på Tinder, og fravælger en ellers ganske pæn mand bare fordi han fx hedder Keld eller Kenneth Ricky… I’m sorry…jeg kan det simpelthen ikke.
  • At jeg er ved at blive mere og mere irriteret, når lægerne imellem fortæller hinanden om hvad de har gjort for patienterne… NEJ! Du har fucking bare sagt noget du ville have gjort. Det er sgu da os sygeplejersker der laver alt det praktiske. Jeg krummer tæer over det i øjeblikket! Og når den næste læge siger noget lignende i nærheden af mig, så er jeg ikke sikker på jeg ikke kommer med en sarkastisk kommentar i stil med, at jeg jo lige så godt kan gå hjem, eftersom lægerne alligevel laver alt arbejdet. Hvorfor ikke bare sige vi??
  • At det åbenbart ikke er så nemt at blive lukket ind i nogle af de der singlegrupper på fb – fandeme mange krav de stiller før optagelse kan komme på tale.
  • At det alligevel er lykkedes en del spøjse mennesker at komme med i de grupper
  • At jeg måske er en lille smule forelsket i Rune Klan efter at have set hans show Barnløs
  • At det både var godt og skidt at mødes med A igen på Smukfest
  • At selv i en alder af 38 kan livet, i bedste teenagestil, sagtens ændre sig inde for bare samme døgn. Jeg er faktisk ikke fan.
  • At jeg godt kan løbe 5 km uden at dø
  • At straffen for at være til Smukfest og sove i telt, har sørget for jeg, helt ind i september, stadig hoster som en søløve
  • At der måske er noget om det der med at gammel kærlighed aldrig ruster….

Hvad jeg har lært i Juli måned

  • At 4th of july også betyder uafhængighedsdag for mig! Wuhuu speciale blev afleveret!
  • At det at Chefen og jeg fik klarlagt at vores ‘forhold’ er et venskab – selvfølgelig medførte akut trang til at forsegle det med sex… igen og igen…
  • At jeg virkelig har nydt nogle længere perioder uden børnene… jeg ved godt man ikke må sige sådan noget højt, men fuck hvor har det været skønt…og stille
  • At jeg kyssede med en fyr i byen, før Chefen og jeg havde sex, som kyssede bedre end Chefen… men som selvfølgelig var gift!
  • At en mandlig kollega pludselig også begyndte at flirte…okay jeg kom til at flirte tilbage.. han er fandeme også gift! Gifte mænd-stop jer selv!! Mig … stop med at tiltrække gifte mænd!
  • At min nu 12 årige datter Ida, har en sørgelig teenage tendens til at kunne bringe mit pis i kog på et nanosekund – hvad fuck sker der i hovedet på en præteenager?! Hun ved det tydeligvis ikke selv når adspurgt… indtil videre siger hun stadig undskyld… jeg er spændt på hvor længe det varer endnu
  • At jeg egentlig ikke gider holde sommerferie – vil bare helst ligge og stene Netflix…nærmere betegnet Vampire Diaries… jeg skulle bare lige smugkigge hvad den handlede om og vupti, nu kan jeg ikke slippe den igen…på trods af at det er teenagere den handler om, selvom nogle af dem selvfølgelig har levet i flere hundrede år… Men åh jeg kan simpelthen ikke få nok af Ian Somerhalder!
  • At jeg nok bør få min lilletå røntgen undersøgt – den blir lissom ikke bedre, tværtimod!
  • At jeg synes det er lidt irriterende at min nabo udlejer sit hus via airbnb… pænt træt af nye nysgerrige naboer hver anden weekend, som iøvrigt også snupper min p-plads! Det er faktisk ret vildt at noget så banalt kan irritere så meget
  • At det hjælper på følelsesniveauet ift Chefen, når vi ikke ses. Vi har ikke set hinanden siden forrige fredag, hvor han pludselig blev så fornuftig. Vi taler og skriver dog hver dag… det er meget venskabeligt…måske det er okay
  • At jeg på mirakuløs vis godt kan løbe 5 km – DHL kan bare komme an (hader at løbetræne)
  • At jeg har et kæmpe softspot for en mand fra fortiden, som jeg overhovedet ikke burde lade få lov at charme sig ind på mig igen…men det er dælme svært at ignorere de sommerfugle han planter i min mave – pis os’!
  • At A har unblokeret mig på facebook… spændende hvornår der dukker en besked op fra ham…
  • Det samme har FILF’en – tænker det passer med han og hans piger er taget til Bornholm, hvor vi skulle ha’ været med…han lægger ihvertfald pinligt mange offentlige opslag op derovre fra
  • At jeg skal slippe min OCD ift tallet på vægten… muskler vejer mere end fedt – fat det nu altså
  • At jeg har set 1800 minutters Vampire Diaries i Juli måned…

Hvad jeg har lært i Juni

  •  At mine børn sørme også kan få børneorm
  •  At Mortens luderkæreste er en lille og lav, men meget kraftig rund tønde. Stik modsat hvad han normalt ville gå efter – jeg var chokeret! Men okay – Morten har vist også for længst lagt sit vaskebræt på hylden, og så gør det vel ikke noget at han bliver solidarisk med sin kæreste.
  • At Tinder nok er et af de mest tidsrøvende dødsyge spil…som jeg ikke kan stoppe mig selv i at spille.
  • At jeg synes Happn er grænseoverskridende!
  • At det ikke kun er nok at slå kameralyden fra når jeg er i nattevagt (læs; nedsat belysning)… ville prøve at tage et sniger billede af min lækre kollega og sende til Natalie som er på ferie… Blitz er faktisk også noget man skal huske at slå fra.
  • At jeg ikke så godt kan lide røde roser mere, efter FILF’en flere gange har efterladt store bundter af dem foran min dør. Han mener de siger mere end ord. Jeg har den største røde kravle rosen busk på hele den ene side af min hoveddør – kunne de ikke bare have været en anden farve!
  • At jeg mistænker FILF’en for at være paranoid skizofren…!
  • At jeg åbenbart har grænser
  • At jeg har verdens bedste mennesker i mit liv, som altid støtter mig og er der for mig, også selvom de selv har en svær periode i deres eget liv
  • At resultatet af, at børnene er 2 1/2 uge hos Morten, medfører at jeg har mistet evnen til at rydde op og gøre rent…faktisk har jeg vist bare helt mistet min ansvarsfølelse og istedet brugt tiden på veninder, byture, mousserende rosévin, shopping og træning – ego ego ego ! Jeg er ret vild med det!
  • At jeg har fundet ro i, at kommunen har lagt sagen med børnene og Morten på standby, til børnene er retur hos mig, de er på ferie, og hunden bliver passet.
  • At Chefen virkelig er vendt tilbage i mit liv på daglig basis… og jeg ikke lige helt kunne finde mit fodfæste i det…venskab… men tror jeg har fundet ud af det nu hvor vi er trådt ind i næste måned…more to come on that one.
  • At jeg godt kan mærke at 122 timers arbejde på 12 dage beviser at jeg vist ikke er 25 længere
  • At sådan en brækket tå faktisk gør ondt i lang tid! Og jeg blev straffet hårdt i søndags, efter at have været i byen i høje hæle om lørdagen…jeg kunne simplethen ikke få mig selv til at gå i byen i flade sko.
  • At jeres søde opbakkende kommentarer her på bloggen, løfter mit humør helt vildt – tak ❤️

Opsummering på et følelsesmæssigt hektisk år

Det er gået op for mig, at jeg åbenbart har grænser… Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke rigtig før har mærket dem så tydeligt i mit liv, men jeg mærker dem nu. Tydeligt. Og jeg tror fosterstilling vil være mit næste tiltrængte move…

Siden september sidste år…nej løgn…faktisk siden maj sidste år, synes jeg livet har brudt på en del…udfordringer.

I maj sidste år kom Natalie alvorligt til skade i en ulykke, så alvorligt så jeg i omkring 2 uger efterfølgende ikke kunne slippe tanken om, hvordan hendes begravelse ville foregå. Det var en hård limbo tid, hvor jeg ikke anede om den næste besked eller tlf opkald jeg ville modtage, var besked om at vi skulle komme og sige farvel. Der er nu gået over et år siden, og der er stadig ikke en eneste dag, hvor hendes ulykke ikke på en eller anden måde fylder i mit liv. Enten når jeg taler med hende, og kan høre at hun ikke er helt den samme, som før. Eller når det er tydeligt at hun nogle dage har en kamp, bare for at være der for sine børn. Eller når jeg ser folk i trafikken, der ikke passer ordentligt på sig selv, så minder det mig om ulykken. Hver eneste dag er der en eller anden lille eller stor ting, der minder mig om hvor lidt der skal til, før livet kan forandres for evigt.

Chefen og jeg stoppede i slut juli, han var en svær vane at bryde med…

Jeg kompenserede ved at kysse mig gennem Smukfest en uge efter. Mødte Journalisten.

Slut august røg jeg på hospitalet og fik konstateret Trigeminusneuralgi.

Tog til Californien i september og mødte Frisøren. Han fylder stadig meget! Især når det er fuldmåne. Fuldmånen var SÅ flot da jeg var derovre. Han skrev så senest som igår, at han savnede og elskede mig… det er håbløst, hvilket nok er derfor han stadig fylder så meget…

Chefen returnerede i mit liv i form af ny træningsmakker. Havde glemt hvor nemt det var for ham, at få mig til at grine. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg nogensinde har mødt så motiverende et andet menneske. Han har virkelig nogle vilde evner på det punkt. No wonder han er succesfuld chef i en stor virksomhed. Som han selv ydmygt siger; jeg ser jo bare folks potentiale og kaster lys på det. That he does.

September begynder ungerne at fortælle om forholdene hjemme hos Morten. Mest om kæresten (luderen) og hendes ‘onkel’ (slaven). Om hvordan de føler at Morten elsker den nye kæreste mere end dem. Det er hårdt for især Ida. Daddys girl.

November dater jeg en fyr tre gange, der allerede på anden date spørger, hvordan jeg ville have det hvis han sagde at han godt kunne forelske sig i mig… øhhh….(regn med at jeg stikker af!)  iøvrigt ville han også gerne have at jeg skilte min bruser ad, og stoppede slangen op i røven, så min endetarm var helt ren, så han kunne knalde mig i røven… øhm… nej, bare nej! Ikke fordi jeg ikke kan lide analsex – det kan jeg skam…men PROJEKT analsex, nej, så er jeg hellere foruden.

Start december starter jeg med at date FILF*en – alt er lykke med ham i december.

December eskalerer det hjemme hos Morten. Han kan ikke komme op om morgenen og får ikke afleveret ungerne i skole. Han læser ikke Intra, og det er derfor mig der står for skud, hver gang jeg møder lærerne ovre på skolen. Jeg begynder at fortælle skolen om at samarbejdet ikke fungerer helt optimalt. Og siger til Morten, at hvis ikke han er sit forældreansvar bevidst, så kan han ikke have børnene i hverdagene. Han truer med at komme og tæske mig ihjel, hvis jeg nogensinde prøver at tage børnene fra ham.

Vi skal flytte lige inden jul. Alt er kaos. Min far får en blodprop i sit ben dagen før vi skal flytte – det er meningen han skal hjælpe…

Vi flytter hjem til min far mellem jul og nytår, fordi alt er kaos i det nye hus. Far er naturligvis i bedring.

Januar tager vi til Bali. FILF’en begynder at udvise virkelige dårlige kommunikative evner.

Februar, stadig kæmpe kaos i det nye hus = mega stress!  Derudover har et års hetz fra min chef, begyndt at sætte sine spor. Jeg bekæmper trangen til at græde næsten hver dag inden jeg træder ind i afdelingen og når jeg kører hjem om eftermiddagen i bilen. Jeg bryder sammen foran mine to andre chefer og pludselig er der enormt meget fokus på mig inde på arbejdet…

Marts…min chef siger op, men det tager åbenbart lige lidt tid, sådan at slippe den dårlige følelse hun har efterladt i mig.

Jeg begynder at synes at FILF’en er lidt kikset.…..okay… meget kikset!

April vælger jeg at holde pause med min træning til fordel for at få mit speciale færdigt, som jeg har været forsinket med, siden Natalies ulykke. Det skulle jeg aldrig have gjort. Træning giver mig så meget overskud og energi. Så det pausen har gjort, ud over at jeg har taget 4 kg på er, at jeg har mistet mit overskud og min energi, så jeg alligevel ikke har fået skrevet det lorte speciale færdigt, fordi jeg går kold hele tiden. Samtidig eskalerer min Trigeminusneuralgi, og jeg har hovedpine hver dag plus flere og flere smertefulde jag i mit hoved.

Maj starter jeg træningen op igen – hovedet får det bedre wuhu og kroppen er på vej tilbage i form igen – jeg har ovenikøbet ladet mig overtale til at deltage i DHL i august med arbejdet. Dog kommer jeg til kontrol med mit hoved, og den kære søde doctor tillægger mig endnu en diagnose; Ice pick headache… jeg tænker ikke den titel behøver yderligere uddybelse.

Det eskalerer til helt sindssyge dimensioner hjemme hos Morten. Ida og nu også Magnus græder og græder over hvor dårligt Morten behandler deres hund derhjemme. Jeg kaster håndklædet i ringen og skriver til skolen, at Ida skal have en anden voksen at snakke med end mig, for jeg har ikke redskaberne til at hjælpe hende optimalt.

Skolen melder tilbage, efter at have talt med Ida, at kommunen skal inddrages. Jeg fortæller dem om Mortens trusler. Vi lægger en slagplan, som de pludselig bakker helt væk fra. ÅH hvilke frustrationer altså. Jeg bliver SÅ frustreret så jeg ikke får svaret skolen. Der går en lille uge, så melder de tilbage, at de vil sende underretningen alligevel. Den sendte de forrige torsdag… jeg går og venter i spænding på hvornår Morten får det at vide…

Samme dag, den torsdag, får FILF’en ‘hjerneblødning’… altså en af de selvvalgte af slagsen. Han sender mig den største svinerbesked jeg til dato nogensinde har modtaget i mit liv. Han overgik selv A, der ellers indtil videre har haft førstepladsen, som værende den mest nederdrægtige person jeg nogensinde har mødt. I starten af vores korrespondance, der tilbage i december, sagde jeg til ham, at jeg ikke var til Shemales, Latrinærsex og smerte, så hvis han var til noget af det, så ville jeg ikke indlede mig i noget med ham. Det havde han fået vendt om til, at jeg så var til ALT slags sex derudover. Så han fik sammenstrikket verdens længste sms om, hvor billig han synes jeg var, at jeg var en slut og trailertrash fra en trailerpark.  En ting er, at jeg og veninderne godt kan kalde os selv og hinanden for sluts og grine helt vildt af det, men en mand som FILF’en har ikke retten til at benytte sig af det ord, ud fra ting han har konkluderet i sit hoved ud fra små bitte anekdoter jeg har fortalt om min fortid. Havde jeg været ham utro, så kunne han tillade sig at kalde mig alt det lort han ville, men ikke ud fra noget, han ingen del har haft i.

Efterspillet af den sms blev desværre kun mere og mere forrykt. For jeg blev fucking vred på ham. Hvilket han ikke kunne forstå. Han kunne simpelthen ikke forstå hvad der var galt i alt det lort han havde sendt til mig. Han følte det var en nødvendighed, at han havde måtte sende det. Undskyld men hvem havde brækket armen om på ryggen af dig din idiot?!

Altså hvad blev der af, bare at acceptere, at et forhold ikke gik og så gå med værdigheden i behold??

FILF’en troppede op næste dag fredag og undskyldte – han kunne måske godt alligevel se, at han nok måske var gået en lille smule over stregen… Ya Think??! Jeg var stadig sur. Sagde til ham, at inden undskyldning nogensinde kunne godtgøre for alt det lort han havde sendt i min retning. Manden undskylder stadig så sent som før denne weekend.

Samme dag ringer min far og siger han har fået en blodprop i sit ben… Hvilken han mener han bare skal arbejde væk, hvilket resulterer i, at farmand prøver at ignorere smerterne for til sidst at blive indlagt semi akut i tirsdags, nu med 3 blodpropper i sit ben og tilsvarende adskillige i begge lunger.. Han bliver ovenikøbet indlagt på et hospital og en afdeling, hvor de glemmer at give ham hans blodfortyndende og hans blodtryksmedicin, så jeg til sidst ender med at blive den mest irriterende pårørende, som stiller dem tusind spørgsmål til hans blodprøver og medicin, som de så ikke kan svare på. Siden hvornår er det blevet forbudt som sygeplejerske at tænke en tanke selv?! Kontrasten til min egen afdeling var pludselig enormt tydelig. Shit hvor jeg pludselig elsker mit job, hvor vi gerne må tænke og handle selv.

Var så i torsdags til møde i kommunen…halvanden time tog det. Jeg fortalte alt. Om hunden der bliver kvalt. Om Luderen og Slaven. Om Psykopaten Morten. Om alle børnenes reaktioner. ALT kommer frem. Den meget søde og kompetente socialrådgiver fortæller at hun lige vil vende det hele med sit bagland og så vil jeg høre noget fra hende næste dag. De havde iøvrigt valgt ikke at informere Morten endnu, selvom det er kotume, men af hensyn til hans trusler mod mig.

Dagen efter, dvs i fredags, ringer Socialrådgiveren til mig mens jeg er på arbejde. Faktisk midt i at jeg sidder og får vejledning på den sidste ene % jeg mangler at gøre færdig i min opgave. Hun fortæller mig, at alle på kontoret havde været SÅ påvirkede af alt det hun havde fortalt fra vores møde dagen før, så de havde valgt at ville tale med Ida først, før Morten. At jeg måske skulle regne med at han kunne blive politianmeldt, at vi ville blive placeret på et krisecenter, samt at jeg ville få midlertidig fuld forældremyndighed.

Jeg rystede!!

Socialrådgiveren sagde; ‘du har formentlig levet i det her så længe, så du slet ikke længere kan se hvad der er normalt og hvad der ikke er, men for os der ser det hele udefra, skal du vide, at det her er IKKE normalt, og børn skal ikke opleve de ting de oplever hjemme hos deres far’. Mig; ‘jajo, det kan du måske godt have ret i…’ Socialrådgiveren; ‘Han har truet med at tæske dig ihjel!’ Mig; ‘nååå ja…det har han jo også’

Hun har sikkert ret…eller det har hun…jo nok… Mine grænser for hvad der er normalt ift Morten, er nok ret elastiske efterhånden.

De skal tale med Ida imorgen på skolen. Morten bliver informeret bagefter. Ida er meget bange, ikke for dem, men for hvordan Morten tager det. Ikke mindst fordi det er meningen at de skal 2 1/2 uge på sommerferie hos ham fra på onsdag…

Weekenden har heldigvis været nogenlunde fredet – imorgen springer bomben formentlig, afhængig af hvad de finder ud af med Ida.

Jeg har prøvet at ordne både have og hus hele weekenden…bare så det hele ikke sejler, hvis nu Morten reagerer med sin værst tænkelige side og vi er nødt til at tage benene på nakken…

Når man er 16 og head over heals in love

Så jeg er vist lige nødt til at fortælle en lille historie, for at kunne fortælle en længere historie bagefter.

En gang der for ca 21 år siden, sendte min far mig til Californien på sprogrejse i en måned. Det var tredje år jeg var afsted, og jeg var 16 år. De to foregående år havde han sendt mig til to forskellige byer i England. Men intet slog min tur til Californien!

Jeg kom til at bo hos denne her enestående amerikanske familie bestående af Mor A, Far H, som iøvrigt oprindeligt var dansk, men hans forældre flyttede familien til usa da han var 8 år, søn Jason som var præcis lige så gammel som jeg selv og datter Lisa som var et par år ældre.

Jason og jeg blev bedste venner på kort tid og jeg blev hurtigt en del af hele deres familie og venner. Inkl. Jasons venner. Især hans ven Kevin. Vi blev madly forelskede, som kun 16 årige kan og var sammen så meget vi kunne mens jeg var der. Lisa var lige flyttet hjemmefra, og var den der typiske amerikanske pige med små shorts, mavebluse og en skinger stemme, der konstant brokkede sig over alt det hun ikke fik i livet, eller af mor og far. Men hun var nu sød nok.

Jeg var der jo egentlig kun i en måned, men det kunne lige så godt have været et helt år, så tæt kom jeg ind i deres familie og liv.

Da jeg kom hjem var afsavnet til Californien, familien og selvfølgelig i sær Kevin enormt! Det tog mig omkring 6 mdr før jeg ikke hver dag sagde til min mor at jeg savnede usa, og bare gerne ville tilbage.

Sommeren efter sendte min far mig til Frankrig i en måned. Men så snart den måned var ovre tog jeg nærmest direkte videre tilbage til Californien. Alt var fuldstændig som om jeg ikke havde været væk. Kevin og jeg fandt sammen igen, og jeg var en del af familien igen.

Når man er under 18 eller også er det 21 (kan ikke lige huske hvilket der gælder) så har man en curfew, dvs man må ikke være ude alene efter kl 21. En aften sneg jeg mig dog ud af huset og mødtes med Kevin alligevel. Vi listede ind i hans baghave og havde sex på et tæppe under åben himmel. Vi fik ikke andre muligheder for at være sammen end at kysse, så vi sprang til da vi havde denne ene mulighed.  Sexen var bestemt ikke noget at råbe hurra for – I ved…17 årige nervøse drenge… lad os bare sige det var en quickie. Men det var alligevel det hele værd – at få den del ud af systemet mellem os.

Nå, men de efterfølgende år kom mor A og Far H til DK og besøgte mig adskillige gange. Jeg tog tilbage dertil da jeg var 22. Men der boede Jason og Lisa i Arizona, og Kevin og hans familie var flyttet til Seattle. Jeg har nok omkring 100 breve liggende i en kasse fra både Kevin og Jason, så meget holdt vi kontakten….indtil de flyttede til andre stater.

Jason og jeg fandt hinanden på fb for en del år siden. Og har skrevet sammen nærmest hver uge lige siden. Og for bare et par år siden fandt Kevin mig. Jeg havde ledt efter ham masser af gange. Men han var blevet gift og havde en fælles fb profil med sin kone og det var mest hende der styrede den. (jeg forstår ikke rigtig dem der har fælles profiler…hvad er pointen med det??) Kevin skrev meget sødt, at han altid havde tænkt meget på mig og på hvordan jeg havde det. Vi var virkelig så forelskede dengang, så det var kvalmende. Men som I kan regne ud emigrerede jeg jo ikke.

Nå, men måske skulle nogle af jer kunne huske at jeg for et godt stykke tid siden beskrev at tonen havde ændret sig lidt i Jasons og mine skriverier. Vi begyndte pludselig at flirte. Hvilket medførte at jeg tænkte at jeg da skulle til Californien igen! Og dermed købte billet dertil engang i starten af 2016, til at skulle derover her i september.

Jeg ved også godt jeg ytrede at der ikke skulle være flere mænd resten af 2016. Der var selvfølgelig lige to aber da bei i det løfte til migselv. Det ene var Smukfest – der skulle den naturligvis have max gas, og det fik den! Og hvad der end skete på Skanderborg, blev på Skanderborg.

Og den anden var Jason…

Og så er det jo at jeg lige nu allerede er på vej hjem fra Californien igen – september er allerede ved at være slut, jeg blinkede og så var ferien ovre – jeg ved ikke helt hvordan den fløj så hurtigt afsted, men sådan er det jo altid med ferier. Medmindre man er på ferie på Bali og de springer en bombe…så foregår alting pludselig i slowmotion…. Nå, det var et sidespor.

Jeg er nødt til at fortælle jer om Californien ! !

 

 

 

%d bloggers like this: