Kategori: fordele & ulemper

Med Bussen

Jeg har solgt min bil. Det er faktisk ikke noget nyt – den blev købt af et sødt ældre par fra Lolland i december. 

Siden jeg fyldte 18 har jeg aldrig været uden en bil i længere tid end det har taget at få papirarbejdet godkendt til en ny når den gamle blev solgt. 

Men nu hvor jeg er sygemeldt, stadig med diskus prolabsen, så har jeg faktisk ikke haft det store behov for en bil. Allerførst var det jo fordi jeg var så dopet så jeg slet ikke måtte køre bil. Nu er jeg selvfølgelig blevet så tilvænnet til alt det smertestillende så jeg ikke længere render rundt i en konstant tåge og derfor gerne må køre bil igen. 

Men jeg syntes faktisk det er hyggeligt med det offentlige og det fungerer. Jeg har ihvertfald ikke oplevet endnu at det ikke gjorde, hvilket nok har noget at gøre med at jeg selvfølgelig også kun har benyttet mig af det i små to mdr. Jeg ved godt at der er masser af tilfælde hvor busser og tog får på puklen for at være årsag til at folk er forsinkede. I mit tilfælde er jeg kun kommet for sent fordi jeg har misset bussen. Sååå det kan jeg vist ikke helt klandre bussen for. 

Nå men nu sidder jeg jo så i bussen på vej på kemidate med Chefen og er naturligvis barnligt spændt på at se ham. 

Og så er det jeg alligevel bliver mindet om HVORFOR jeg heller ikke overhovedet kan lide at køre med det offentlige. For hvor er der bare mange mennesker! 

De værste er selvfølgelig dem der skiller sig ud. Og her mener jeg især dem der lugter! 

Der burde simpelthen være en lov om, at hvis du vil benytte de offentlige transportmidler, så skal man være renlig OG huske at vaske sit tøj ind i mellem også – jeg synes ikke det er meget forlangt! For sådan en bustur på en halv time, kan pludselig være ulidelig hvis sådan en stinker sætter sig i nærheden af en. Ja det behøver jo ikke engang at være på samme sæde – deres odeur rækker ofte langt! 

Og så er der dem der taler i tlf, og allerværst headset, og dermed ikke selv forstår hvor højt de rent faktisk snakker – ja nærmest råber! ned i den lille mikrofon lige under deres mund. Og som gør det umuligt for undertegnede overhovedet at høre hvad der foregår i mit eget headset (jaja med musik eller lydbog) 

Og nu ved jeg godt jeg rammer rygerne, det er intet personligt – men som ikke-ryger så er det virkelig ulækkert hvis en ryger liiige inden indstigningen lige skal have sit sidste hvæs og dermed trækker alt det sidste røg med ind i bussen til glæde for et indelukket rum. Og endnu værre hvis denne ryger er en lille smule fornærret og gemmer sit halve skod i en lomme til senere brug, for det der skod – det lugter som et askebæger der ikke er blevet tømt i en måned og er dén lugt forsvinder ikke. Som det sidste hvæs måske ville gøre med tiden.  

Og en lille bagatel – man kan ikke selv styre varmen – enten er det frysende koldt eller som en sauna. 

Og det sidste er gældende lige pt – hvilket virkelig stinker, for nu sidder jeg og kampsveder! 

Virkelig ufedt lige inden en date ! 

ja tak til return of the hverdag

Kun én juleferiedag tilbage!

Jeg ved godt det er total fy, at sige at man glæder sig til at ferien slutter, men helt ærlig, for ind i helvede hvor er det fandeme også hårdt at have sine børn hjemme 24/7 i 2 fulde uger. Især fordi min diskus prolabs forhindrer mig, og ungerne, i at komme ud på længere udflugter. Nå ja og så er der selvfølgelig også lige den bidende kulde, der virker som en naturlig hæmsko så snart man slår døren op.

Til gengæld!! har ungerne haft venner og veninder på besøg HVER eneste dag! I hele juleferien. Selv juleaften og nytårsaften, inden alle skulle hver til sit. Men i går insisterede jeg hårdnakket på en PAUSE, bare én dag uden huset fyldt med ekstra børn. Og det lykkedes! Med Ida sendt over til veninden for en enkelt dag. Indtil kl 19, hvor Ida så fik mig overtalt til, at hende og veninden liiige måtte komme og lægge neglelak. Hvilket de normalt har rimelig godt styr på, men i går fik de så væltet en af neglelakkerne ud i først nogle glas og dernæst i vasken, da de ihærdigt forsøgte at skjule deres katastrofe for mig. Så der gik lige 30 min med at spritte neglelag af både børn og badeværelse. Inden de alle sammen blev sendt hjem eller i seng.

Men tag ikke fejl, jeg kan faktisk enormt godt lide, at alle mine børns venner og veninder allerhelst vil være hos os og lege, fremfor hos dem selv. Det har altid været mit ønske at have et hjem, hvor folk følte sig velkomne. Sådan var det nemlig hos min farmor og farfar og jeg elskede det. Og det er i den grad også lykkedes hos mig.

Men det er lige før, også kun næsten lige før, at jeg rent faktisk glæder mig til at skulle smøre madpakker i morgen tidlig. Nøj en hel dag kun for mig selv – det bliver eddermame fucking fantastisk…. hverdagen er SÅ velkommen.

Schhyyyy……det sagde jeg ikke!

 

…..

Jeg vil gerne spørge dig om noget sagde A på sengekanten til mig. 

Ja de er ægte skat svarede jeg ham lidt fjollet.  

Vil du gifte dig med mig?  Spurgte han uden at reagere på min, synes jeg selv, ret så sjove kommentar. 

Inden jeg kunne formulere et respons, forsatte han med en lang indøvet enetale, om hvor højt han elskede mig og ikke var i tvivl om, at jeg var/er kvinden han vil dele resten af sit liv med. 

A og jeg har det rigtig godt sammen – jeg ved godt jeg brokker mig over ham herinde ind imellem – men i det store hele, er jeg glad sammen med ham. Vi griner meget sammen, vi vil for det meste de samme ting i livet, og vi forstår at få noget ud af sexlivet på en gennemgående måde jeg aldrig har oplevet før. 

Og hvilken kvinde har ikke drømt om at se sigselv som smuk hvid brud…? 

…og så er der min indre frie fugl, som skriger på repeat  panikpanikpanikpanik !!!!!!

Jeg svarede ja 

………..


Overspringshandlinger #2

Mit eksamens kaosbord! Som jeg har SÅ svært ved at sætte mig ved. Hvorfor er det så svært at sætte sig ned og læse til eksamen? Ja jeg spørger bare.

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor der pludselig er så mange andre ting jeg da liiige er nødt til at få ordnet inden. Det er lidt ligesom når man skal på slankekur og der liige er et nutellaglas i skabet, der skriger på at blive tømt før kuren sådan for alvor kan blive skudt i gang.

Jeg kan jo umuligt koncentrere mig hvis ikke lige jeg har klippet de der visne grene af den ene blomst i vinduet. Og terrassen fik jeg da også lige fejet – det var vist også på tide efter kirsebærtræet havde smidt alle sine fine lyserøde blomster. Så smukt som det også er når det blomster – mindst lige så møgirriterende er det lortetræ når det smider smukheden igen. Hvorfor kan det ikke bare beholde smukheden på hele sommeren…hva’hva’hva’?

Er ved at være pænt stresset – der er kun lidt over en uge til eksamen – og jeg havde virkelig sat mig for, at denne gang skulle jeg gøre det anderledes end hvordan jeg altid har gjort – (nemlig paniklæse 40 timer i streg lige op til dagen) og dermed måske også høste en lidt højere belønning for mit slid. Og det der med ‘at køre den på rutinen’ kommer jeg vist ikke langt med – er der egentlig nogensinde nogen der gør det?

Har også fået vasket en afsindig mængde tøj i dag…og mangler da egentlig også lige at tømme opvaskeren.

…Ooog så er der vist også gået en del tid med at chatte med tidligere mandlige venner på fb…den ene var Patrick, den anden var H (som stadig er lidt en klammert) og så har jeg fået kontakt til en rigtig gammel ven forleden, kalder ham F – han er virkelig sød – havde jeg ikke haft A, så havde jeg nok lige mødtes med ham – ikke i dag selvfølgelig – der læser jeg jo til eksamen…høhø…

F havde da bestemt ikke glemt mig fra dengang for 15’ish år siden. For som han lige har skrevet ‘jeg var ret forelsket i dig dengang’. Jeg er simpelthen den største sucker for mænd der sådan ville ønske de havde gjort mere ud af at handle på de følelser de havde for mig – for ofte har de dem jo stadig i en eller anden grad, selvom det er SÅ umindeligt mange år siden, sådan er det jo lidt med de følelser der aldrig rigtig blev udforsket og udlevet. Sådan tænker jeg også selv om de fyre jeg ikke fik.. hmm what could have been…?

Og let’s face it…ind imellem er det altså også bare virkelig dejligt med noget bekræftelse fra mænd, som ikke er ens kæreste…for han synes jo altid jeg er dejlig…eller…næsten altid.

Så får jeg mig et lille selvtillidsboost med følelsen af ‘I still got it’ selvom jeg ikke er lige så spændstig som da jeg var 20…til gengæld rummer jeg forhåbentlig lidt mere på øverste etage.

Og nååå ja …mændende er selvfølgelig heller ikke 20 år længere…ikke at forglemme

lille detalje 😉

 

 

Overspringshandlinger

Der er ikke noget mere effektivt end overspringshandlinger!

Jeg har en fremlæggelse i morgen, som jeg heldigvis endelig har fået lavet – det tog mig også sådan ca 2 dage at sammenfatte hvad der svarer til 3-4 powerpoint’s – ja det er ikke farten der dræber herhjemme.

Derudover har jeg en helvedes masse lektier jeg skal have styr på til torsdag…og det er über vigtigt! Det er jeg startet med at kigge på at this moment. Og inden jeg opdagede hvor vigtige de lektier var, havde jeg da også lige nået at aftale dinner and a movie med A i morgen aften – så ved jo allerede nu godt hvad meget af natten skal bruges på i morgen…og det er ikke på fornøjelse, bare for lige at skære den del ud i pap.

Grunden til jeg ikke er i god tid, og faktisk aldrig rigtig er det med noget, er fordi jeg simpelthen er så dygtig til at lave overspringshandlinger. Man må godt rose sig selv lidt en gang imellem når der er noget man er god til.

Det startede med, at jeg da liiige skulle rydde op efter ungerne var gået i seng. Og nå ja – ENDELIG tage mig sammen til at få sorteret den bunke papirer, der ligesom bare voksede helt af sig selv i højde ude på køkkenbordet. Planterne har fået vand… alle og en – selv den lille bitte halvdøde orkidé jeg ellers altid glemmer inde i mit soveværelse. Ungernes 5-dages tøjtaske er allerede pakket OG båret ud i bilen, til de skal hjem til deres far i morgen. Det plejer også at være sådan en ting jeg stresser rundt og pakker samme morgen de skal af sted – altid med stor risiko for at jeg har glemt noget som så medfører, at jeg skal ligge og køre til enten skole eller Morten med div. ting og sager – total tidspilde! Og jeg bander altid migselv langt væk på den konto. 4 menneskers tøj er lagt nøje frem til i morgen, sorteret efter alder. Deres madpakker er næsten klar, med undtagelse af de ting der kan gå hen og blive rigtig smattede hvis de skulle blive pakket ned allerede. Har lavet en madpakke til mig selv – og det siger ikke så lidt! Stressløsningen ville normalt være den obligatoriske dåse makrel som lige bliver kylet i tasken inden huset forlades. Birthe er luftet en ekstra gang…hun lignede virkelig en der trængte! Fik klippet nogle velduftende grene af på gåturen til en fin øh… gren dekoration som nu står pænt på mit store spisebord. Jeg har gjort en maskinvask tøj klar til i gangsætning i morgen tidlig. Det samme med opvaskeren. Har opfrisket drengenes navne i deres tøj med en spritter – så selv Morten forhåbentlig kan finde ud af hvis tøj der er hvis. Været på loftet med min kuffert – tænk så stod den kun og var i vejen i ca 10 dage…nogle gange kommer jeg først op med den efter flere mdr. Jeg har tilsyneladende en lang tålmodighed – flytter hellere rundt på skidtet fremfor at bruge et par minutter på at gå 4 etager op med den. Har set Paradise – meget spændende finaleuge! (siger den 36 årige alenemor som ikke har noget liv) Næste år skal jeg helt sikkert ikke lokkes til at se de første afsnit – jeg bliver alt for hurtigt hooked.

Nå ja, og så har jeg fået lagt den flotteste mørke lilla neglelak – helt uden nogen fejl eller hakker som jeg normalt får, for i den situation, har jeg sjovt nok ikke så meget tålmodighed med at vente til det tørrer.

Jeg har overvejet at få syet de småhuller ungerne har erhvervet sig i deres tøj gennem det sidste års tid.. Tøj, som bare er blevet lagt i en ’skal sys’ bunke i et skab. Og som de garanteret egentlig ikke kan passe længere. Havde nok også støvsuget, hvis ikke det lige var fordi tidspunktet ikke er helt passende.

Går nu i seng, med en skizofren følelse af tilfredshed over at hjemmet næsten står snor-lige kombineret med den sorteste samvittighed over at jeg kun lige har fået skimmet opgaverne til torsdag…

Udtrykket Ris til egen røv er vist meget passende for nuværende situation.

og ups – så gik der også lige en time på det her indlæg

Operationsdag eller som nogle vil kalde det: ørledag…

Præ operativt:

Er blevet placeret i en seng på en 6 (SEKS!) mands stue på Hillerød Hospital. Og den er fyldt. Havde da lykkeligt fortrængt at de stadig fandtes. Venter på at der kommer en humoristisk portør og kører mig til operation.

Har i mellemtiden tjekket samtlige App’s i min tlf mindst to gange, ikke mindst min blogApp, for nøj den boomer, det er fantastisk. For det er faktisk lidt mere fornøjeligt at skrive når der også er nogen der gider læse med. (Kan varmt anbefale at trykke på nogle af ‘følg mig’ knapperne i højre side – så bliver jeg nemlig så glad;)

Er jeg nervøs inden den her operation hvor de ikke aner hvad de regner med at finde i mit understel… Naaaaahhhh…  Medmindre man betegner konstant uro, ondt i maven, kolde ekstremiteter, en følelse af hele tiden at skulle skide og en puls på 120 som tegn på nervøsitet sååeehhh…er jeg måske alligevel på nippet til at råbe efter en beroligende pille med ankomst ASAP!!

Har fået udleveret patienttøj, sygeplejersken beklagede mange gange at der kun var tøj i str. xxx stor – synes det er et evigt tilbagevendende problem ligegyldigt hvilket hospital jeg enten har været indlagt på eller arbejdet på (det samme problem gælder nemlig også for vores arbejdstøj). Man skulle tro at ‘tøjbestillerne’ var fejlinformeret om hvilket land de bestiller til, godt nok er mængden af overvægtige mennesker øget, men sgu da ikke i sådan en grad, så vi har amerikanske tilstande og alle andre størrelser nu er en sjældenhed.

Post operativt:

Blev hentet. Af nok den mest humorforladte portør. Som i øvrigt brugte hvert eneste lille hjørne vi skulle omkring til at justere på sengens rød/grønne bremseduttelutter. Når de står vandret kører sengen ligeud, står de skrå drejer den bedre, medmindre man jokker den røde helt i bund, så er sengen selvfølgelig bremset hvis den virker. Men Jezuz hvor var det irriterende, så kør dog for helvede bare, er sikker på turen til operationsgangen tog dobbelt så lang tid fordi han hele tiden stoppede op og trykkede på den skide fodpedal.

Nå kom på operationslejet og fik fantastisk hvidt flydende sovemedicin. Synes faktisk rigtig godt om den måde at falde i søvn på. Synes knap så godt om det når jeg skal vågne igen. For jeg er seriøst 100 år om at udskille det, kan svagt huske mindst 4 forskellige stemmer sige til mig at jeg skulle rykke mig fra lejet over i sengen…langt inde tænkte jeg mmm yup, det kommer ikke til at ske. Kunne seriøst ikke flytte en lillefinger så dopet var jeg. Det næste jeg husker er en meget lys opvågning og en meget sød spl der spørger om jeg har ondt – det har jeg, men kun lidt, nyder faktisk stadig at være i en rus og er lidt ked af at vågne, så siger jeg har brug for mere smertestillende – bum så sover jeg videre i min døs – det er fantastisk… og ville nok have været lidt mere fantastisk hvis ikke den søde spl hele tiden stod og sagde til mig TRÆK VEJRET! Det lykkes mig faktisk én gang mere at få lidt ekstra smertestillende, inden jeg blev hentet af (heldigvis) en anden portør. Var dog for dopet til at registrere om ham her havde humor.

På sengeafdelingen kom straffen – ikke kun for bedøvelsen, men så sandelig også for det ekstra smertestillende jeg, i min rus, tænkte jeg havde brug for.

Jeg kunne ligeså godt være gået på druk i 14 dage – havde med garanti stadig haft mindre tømmermænd end jeg har haft følgevirkninger af den medicin jeg har fået i dag.

Antal opkastninger: lost Count… Men ved jeg har fået to liter IV væske for at kompensere.

Shit jeg ville være en skændsel som narkoman!

Det står ikke helt klart, men jeg ved jeg har talt med kirurgen, som også mente jeg ikke lige var kandidat til at tage hjem. Hun sagde noget med at det de havde fundet deroppe i mit understel lignede gammelt graviditets væv plus at min livmoderslimhinde havde været for tyk, så den havde de også skrabet noget af. Så har de desuden lagt endnu en Mirena hormonspiral op – alle gode gange 3 (på 8 mdr – but WHO’s counting?). Og så ville de gerne se mig om en måned hos en gynækologisk specialist til en snak om hvad der skal ske med mit underliv… Må indrømme at jeg heller ikke selv synes min nuværende ‘normal gravid/kompliceret gravid/gammel gravid situation’ er helt holdbar, når nu jeg ikke skal have flere børn…

A kom for at ville hente mig ved 16 tiden – sendte ham hjem til Birthe ved 18 tiden, efter han var begyndt at udvise tegn på sympatikvalme og utålmodighed. Faldt i søvn til kl 20:30 ca. hvor det lykkedes mig at få først én, så to Mariekiks til at blive nede – wuhu what a milestone! Lå yderligere en time – fik nr 3 Mariekiks ned – arhmen altså lykken vil ingen ende tage! Er dog stadig mega dopet… og på det tidspunkt går det så også op for mig at jeg da vist også fik en Oxynorm (morfinlign) tablet på opvågningen. Stærke smertestillende i tablet form ville jeg normalt holde mig langt væk fra, da de er længere tid om at forlade systemet…arhmen det forklarer jo en del! Shit jeg må ha’ været helt blank på opvågningen!

Endelig kom der en spl ved 21:30 tiden – hun kommer lynhurtigt med en kæk bemærkning: ‘du har da godt nok set noget medtaget ud siden jeg mødte i eftermiddag’

No shit Sherlock!

Kom op på sengekanten, med hendes hjælp, og ud på toilettet i den anden ende af afdelingen vha en ganske solid væg som støtte – har ikke været ude af sengen i 12 timer af frygt for nonstop ørling –  puha for en karrusel jeg befinder mig på og nøj en fyldt blære jeg havde fået opbygget mig. Da jeg så sidder på toilettet og får kigget på min hånd hvor IV væsken løber i droppet, ser jeg at væsken løber ved siden af – ikke bare ud på gulvet men ind under huden i stedet for i blodåren – hvad jeg end havde af mormorhud på hånden og lidt af armen, er nu erstattet af den fineste glatte udspilede hud, så selv en 18 årig ville blive misundelig. Måske det der slankekur jeg har i hovedet jeg bør starte på, skal erstattes af fedmekur, på rynkefronten er jeg helt sikker på det ville gøre underværker.

Har nu fået mad og cola og det bliver nede!

Halleluja

Skal ud og se om der er mere kage på vognen her kl. 00:30…når jeg altså lige har spist min Piratos 😉

Sick%20Face

Hjortetaksolie = lugten fra helvede

Har været SÅ aktiv i weekenden i sommerhuset, synes jeg selv. Har både fået lavet Rhododendronbed og fyldt diverse havekrukker op med blomster. I de mindste krukker på de to mellemste billeder har jeg genplantet de ting der var ved at komme op af de store krukker inden jeg plantede Hortensia’erne – vi har jo først købt sommerhuset i efteråret sidste år, så ved ikke hvad den tidligere ejer har haft plantet i dem – kunne jo være der kommer en kæmpe flot plante eller blomst frem til sommer…selvom udsigten til at jeg har givet noget flot ukrudt en rigtig fin krukke at vokse videre i, nok er mere sandsynligt…

Nå ja har også fået sat omkring 50 meter Thuja hæk. Pindene på nederste billede mellem planterne er beklædt med en lille klud med hjortetaksolie på for at holde dådyrene væk, så de ikke spiser de nye skud – de kan nemlig ikke lide lugten, altså dådyrene – og jeg ville blive så ked af det, hvis de havde ødelagt alt mit hårde arbejde bare for at få en blomstersnack.

Jeg havde sådan en idé om at det der hjortetaksolie fungerede lidt ligesom en hundefløjte, at det kun var dyrene der kunne lugte det og det ikke var noget mennesker ville blive generet af, men nøj hvor tog jeg fejl! Føj for ind i helvede hvor det stinker! Altså det er jo så jeg også holder mig på lang afstand af planterne. Vi skulle desværre også sætte det med ca halvanden meters mellemrum ved Thuja’erne – jeg var ved at dø af lugten (overdrivelse kan forekomme).

Og SÅ var det jeg pludselig fik en åbenbaring! A har ikke nogen lugtesans – TADAAA! Problem solved! Jeg satte alle pindene med kludene på og så fik jeg ham til at komme med spraydåsen og sprøjte med lugten fra helvede.

Så nu har jeg opdaget nr. 2 fordel ved at A ikke har nogen lugtesans.

(Nr 1 er at jeg kan prutte (uden lyd selvfølgelig) uden han nogensinde opdager det…selv i en indelukket bil og vi har spist løg forinden…det skete nemlig i går hihi – han sku’ bare vide…eller…nok ikke)

Nå, men der opstod så desværre et nyt problem – Birthe synes åbenbart det er den skønneste stank i verden, så hun gjorde alt hvad hun kunne for at gnide og rulle sig i alt hvad der var blevet ramt af hjortetaksolie – arhmen altså, så er det sgu op af bakke… på trods af at både hende og jeg blev grundigt vasket efterfølgende, så forsvinder lugten ikke sådan lige med det samme…

Så vil gerne komme med en advarsel til andre der skal til at eksperimentere med hjortetaksolie – for GUDS skyld bær handsker og gerne heldragt, maske og briller, så har jeg ikke sagt for meget.

%d bloggers like this: