Kategori: Ferie

Ting der kan få en 10 timers flyvetur til at virke uendeligt meget længere

  • Andre (belastende) folk i en flyver
  • Baby der græder fuldstændig hysterisk i en time mens hele flyet er mørklagt og prøver at sove.
  • Højlydt Jysk familie på rækken bagved os.
  • Aircon flow på max 15 gr
  • Stewardesser der nægter at skrue op for varmen

Alt hvad den jyske familie indbyrdes snakker om foregår så højlydt så samtlige mennesker 4 rækker foran konstant vender sig om og kigger på dem fordi de er så forstyrrende.
Højlydt jysk families mindste barn vågner midt imens der er helt stille på flyet fordi folk ENDELIG sover efter skrigende baby endelig er faldet til ro også.
Hvorefter både mor og far igen taler så højt til lille Emil om at han skal være stille fordi folk sover. Lille Emil bliver til sidst SÅ ked af det så han også begynder at skrige, hvor mor så bliver endnu mere sur og højlydt fordi; der jo lige har været et andet barn der skreg i en time – nu skal du ikke også begynde! 
Lille Emil og storesøster Augusta skal så pludselig lege købmand midt i det sovende mørklagte fly.

Begge børn er selvfølgelig lige så højlydte som mor og far når de køber ting af hinanden.

Mor prøver at forklare lille Emil at han kun skal tage en lille Mayo. Om det er en rigtig Mayo eller en legemayo, vides ikke, men mor er meget passioneret over mængden lille Emil skal have.

Mor: EMIIIIL – tag nu bare en lille DUT!
En DUT!! DUUUUT!

DET var godt udbryder mor irriteret over afkommets manglende evne til endelig at forstå hvad en lille dut er.
Tilsyneladende er bedsteforældrene også med og de skal selvfølgelig også informeres om alt hele tiden selvom de sidder på en anden række.
Højlydt mor: årrrhhh hvor jeg synes folk hoster på det her fly!! Jeg gider fandeme ikke blive syg!! 
Smilede til mor en enkelt gang hvor vi fik øjenkontakt da jeg skulle på toilettet – fik det ondeste blik tilbage – ok så! Som om JEG er den irriterende af os to ?!

Iøvrigt vil jeg dog give hende ret i, at folk hostede mere og mere på det fly, inkl mig selv, for af en eller anden årsag ville de ikke slukke for aircon’en som de havde sat til 15 grader. Hver gang jeg bad stewardessen skrue op for varmen kom hun istedet med et ekstra tæppe – og der er faktisk grænser for hvor mange tæpper man kan sidde med over sig på et indeklemt flysæde.

Ankom til Doha snotforkølet.

Heldigvis sad vi ikke i nærheden af den højlydte jyske familie på flyet fra Doha til Kbh… livets små glæder.

Gili Air

Efter Ubud er vi sejlet til Gili Air, en lille bitte ø lidt ved siden af Bali over mod Lombok. Vi har cyklet øen rundt på halvanden time, hvilket sikkert kan gøres hurtigere hvis man ikke har 5 klodser om benet med sig – aka alle vores unger. Det er den hyggeligste Bob Marley agtige lille ø. Her kører ingen biler eller scootere, eller de få scootere vi har set, har kørt på el. Ellers cykler man eller kører i hestevogn – det er alletiders og meget trygt at være her. Vi bor på et lille bitte hotel med 5 værelser, hvoraf vi har de 4 af dem. Det er en lille oase. Det eneste minus er, at de er muslimer her, og de af den årsag er ved at bygge en moske lige i nærheden af hotellet. Lige nu er det nærmest bare et tårn og rammerne til moskeen, altså der står nogle søjler, ingen vægge eller noget, og det ser ud som om der måske skal være en kuppel på toppen. Men hvad de naturligvis har fået færdigt i den moske, er den der åndsvage hjernevaskende højtaler, som de råber deres 5 bønner ud i hver dag, og som iøvrigt starter kl 5. Og lyden er forfærdelig – den skratter og forvrænger alting – det lyder som om nogen bliver tortureret 5 gange i døgnet. Nogle aftener virker det sågar som om der sidder nogen og bare snakker frem og tilbage om løst og fast i den højtaler.

Det er lidt synd. For for os, der ikke tror på Islam, så er det et virkelig ferie-forstyrrende element – idyllen forsvinder pænt hurtigt med sådan en baggrundsbræger.

Vi har været en uge på Gili Air, set en masse flotte solnedgange, snorklet med en kæææmpe havskildpadde, hvilket var ret surrealistisk! Og vist generelt bare drukket ret mange drinks og lokale øl – det har været SÅ hyggeligt og dejligt at komme så langt ned i gear, så vi faktisk blev endnu mere udmattede for hver dag hvor vi næsten intet havde lavet.

Vi fik selvfølgelig også ‘The must have diarrhea’ ! Jeg troede jeg skulle dø, så voldsomme kramper havde jeg i min mave. De var helt på højde med veer, men forsvandt desværre ikke rigtig selvom jeg jævnligt var på toilettet og føde. Så tarveligt! Endte med at tage en antibiotika tablet og så gik det hele væk (der er vist lidt BirgitteBirgittebegøje over den sidste sætning der). Fordelen ved at være sygeplejerske er, at jeg altid har mit eget lille apotek med på ferie. Oftest får man slet ikke brug for noget andet end måske en panodil, men hvis man, som denne gang, pludselig har brug for noget ekstra, så er det virkelig rart, at man ikke først skal til at finde et pharmacy.

Hvilket lige bringer mig til noget sjovt på Gili! Allerede fra første aften vi var der, fik Louises mand tilbudt Magic Mushrooms – nabohuset til hotellet solgte dem. Jeg er jo ret bly lige på det punkt – jeg ville ikke engang turde slikke på sådan en svamp. Det vildeste jeg nogensinde har prøvet, udover at kløjs i en cigaret, det er en joint på Roskilde i 1997, en joint på Smukfest 2016, begge uden effekt, og så en hashkage i 3.G, som til gengæld havde effekt efter 4 stykker kage. Aldrig har jeg følt mig så tung i kroppen. Plus jeg fik en kæmpe angst for vægge og lofter. Jeg kan huske vi skulle på JazzHouse, og midt imens vi står i køen, får jeg totalt klaustrofobi ved tanken om at vi skal indendøre. Vi var iøvrigt i november måned, det var pænt koldt at være udenfor. Vi endte på McD og dernæst i toget hjem. Tak for møgkage.

Alkohol se, det ved man hvad er.

Mer’ Bali, men nu i Ubud

Så vi skyndte os videre fra skrækkelige Kuta og ind midt på Bali i et lejet Airbnb hus i Ubud.

Shit det var stort! Men da vi kom til det, var det også for at dele det med Louise, hendes mand og deres to drenge. De er nemlig på jordomrejse i 6 mdr og er hele årsagen til at vi er taget så langt væk på ferie. For da de planlagde deres rejse, spurgte de om ikke vi kom og besøgte dem, og eftersom januar altid er den værste måned på året, skyndte jeg mig at sige Joo, hvorfor ikke, hvor er I i Januar? og der var de tilfældigvis på Bali. So here we are.


Vi var 5 dage i det kæmpe hus, hvor vi havde tilknyttet privat kok, der kom om morgenen og lavede morgenmad til os, og en enkelt aften hyrede vi ham også til at lave aftensmad til os – traditionel indonesisk mad – det gjorde han sgu godt. Jeg tror faktisk godt jeg kunne vænne mig til at have sådan en huskok til at lave mad til mig, så skulle han bare kun lave sund mad, så jeg måske kunne undgå at falde i de der cravings fælder, hvor jeg får spist en masse usundt på alt for kort tid, og bagefter fortryder det HELT vildt!

Vi boede på øverste etage i huset. Der var ingen vinduer og badeværelset var helt åbent med udsigt ud over palmer og rismarker – det var meget flot. Vi sov i himmelsenge for at holde myggene ude om aftenen – det var faktisk ret romantisk, hvis ikke det lige var fordi jeg lå der med mine unger ved siden af.


Fra huset tog vi på forskellige ture til bla et vandtempel, selvfølgelig rismarkerne, et vandfald og en kaffeplantage, hvor jeg endte med at købe noget af verdens dyreste kaffe – I ved, den hvor der er et dyr, en Luwak, som først har spist (selvfølgelig) KUN de bedste kaffebønner, hvorefter de så venter 10 timer på den skider dem ud igen, og så derefter bliver de renset (heldigvis!) og ristet og lavet til kaffe.


Hvad vi til gengæld ikke gjorde, var at besøge Monkey Forrest, selvom det lå 10 min kørsel fra vores hus.

Dér var jeg nemlig i 2002, og det står stadig for mig som noget af det mest forfærdelige jeg nogensinde har oplevet. Det kan godt være det er super spændende, i teorien, at få lov at se aber i det fri, men de aber i den skov – de er psykopat aber! Vaskeægte rendyrket ondskab i hver enkelt fucking lille klam møgabe!! Jeg kan ikke anbefale det til nogen! Dont go there!! For det første! så tænker man, ja – jeg kan da godt lige købe et par bananer ved indgangen de kan få, det er da meget sjovt. Jeg endte med at kaste hele bundtet af bananer i hovedet på en abe og selv løbe den modsatte vej – for de går jo til angreb for at få fat i de skide bananer. Og de helmer ikke før de har fået dem. Og som om det ikke var nok, så jagtede de folk med rygsække, for tænk hvis de havde mere mad deri. Arhmen altså! Ikke engang min ex Morten er halvt så aggressiv som de lortedyr.

Ungerne ville selvfølgelig vildt gerne derind, også selvom jeg forklarede dem børneversionen af ovenstående. Sjovt som børn, eller mine børn, bare ikke vil tro på når jeg fortæller dem om nogle af mine dårlige livserfaringer, det er som om de tænker jeg er kuleskør og det jeg siger slet ikke passer. Men heldigvis er det jo stadig min dåbsattest der markerer hierakiet i denne familie, såehm…

Bali

Så jeg er på ferie på Bali med alle mine unger. Her er sindssyg varmt, som i SINDSSYG varmt og fugtigt! Jeg behøver ikke engang trække vejret for at komme til at svede.

Vi forlod Danmark forrige onsdag, lige som snestormen var ved at rulle ind over DK – og jeg kan godt afsløre at jeg ikke er det mindste ked af at skrive om varme og ferie, mens I andre fryser derhjemme. Jeg nyder virkelig at være på ferie, også selvom sveden hagler af os.

De første par dage tilbragte vi i Kuta. Og den eneste grund til det, var at jeg var der i 2002, dengang nogle idioter valgte at sprænge en bombe og dræbe en masse mennesker. Nytår har aldrig været det samme for mig lige siden den dag.

Jeg ville nemlig gerne se mindevæggen.


Så jeg slæbte de svedende børn hele byen igennem for at finde den. Og så stod den bare midt i skrald og dårlig vedligeholdelse. Og jeg kunne selvfølgelig ikke genkende området. Om det har noget at gøre med at et kæmpe område blev udslettet og måtte bygges op igen, eller fordi der alligevel er gået over 14 år, ved jeg selvfølgelig ikke. En kombi kunne måske også være en ret naturlig forklaring.

Men pisse irriterende var byen ihvertfald blevet på de 14 år. Rigtig turistfælde med shops alle vegne hvor de råber HEY BOY efter mine drenge og hiver dem i armene og Ida der konstant fik tilbud om at få flettet sit garn til ‘I make special price for you – very cheap!’

Shit hvor jeg hader sådan nogle steder. Og ungerne lærte at hade det ret hurtigt også.

En ny ting jeg dog pludselig måtte tage mig selv i, at det var essentielt at jeg forholdt mig til, var at Ida nu var en attraktion… På trods af at hun kun er 11 år gammel, blev der råbt SEXYYY efter hende af nogle af dem vi passerede og adskillige mænd hang ud af bilerne og vinkede til hende.

DEN havde jeg ikke set komme – OVERHOVEDET!! Det havde ikke engang været i den mindste afkrog af min hjerne, at det var dér vi var…NU.

På de to dage vi var i Kuta, nåede jeg faktisk at tænke adskillige meget positive (foruroligende!) tanker om Burka’en. Måske er de alligevel ikke helt galt på den med den beklædning… Hvis man altså lige tager alt andet ud af ligningen end at mænd ikke kan se andet end øjnene.

Ida blev selvfølgelig også pisse tosset på mig, hver gang jeg bad hende rette på sit tøj, så det sad ordentligt og ikke for stramt over de kropsdele, der iøvrigt slet ikke er udviklede endnu.

Jeg er slet ikke klar på den del af forældrerollen – jeg er faktisk slet ikke sikker på jeg har skrevet under på at det var en del af det at få børn. Altså selve ordet BØRN, siger jo lissom det hele ikk?! De er børn, mine børn, for altid. Jeg kender til det der med at have børnbørn, ikke prævoksnebørn. Den manual tror jeg måske nogen har valgt ikke at udlevere!

%d bloggers like this: