Kategori: Dilemma

Nyt job…

Er blevet tilbudt et nyt job.

Det er egentlig en del af samme afdeling jeg allerede arbejder i, men den skal deles op, og ‘de nemme’ patienter skal sorteres fra i en mindre afdeling, hvor man ikke skal arbejde i weekenden, andet end hver fjerde lørdag i dagvagt – kontra nu, hvor jeg arbejder hver anden weekend – fra torsdag til mandag – altså al den tid jeg ikke har børnene.

Jeg har tænkt mig at søge det. For at mit kæresteliv kan hænge sammen…  Men jeg frygter simpelthen så meget at jeg kommer til at kede mig selv ihjel rent fagligt. Min fordom er, at hver dag kommer til at være den samme – alting kører som på et samlebånd som en stor hjerneformindskende rutine.

Jeg hader rutiner! Jeg har det allerbedst på arbejdet hvis jeg ikke aner hvad dagen bringer, og jeg må også gerne blive så presset, så jeg er lige ved at miste overblikket. Jeg har altid sagt at jeg trives bedst i ‘jo værre jo bedre’ situationer  – jeg elsker at passe de rigtig ustabile patienter – dem man ikke ved om er i live når ens vagt slutter. Når jeg har haft sådan en patient, går jeg hjem og er glad. For jeg er blevet udfordret rent fagligt, og også menneskeligt – det kan ikke helt undgås i mit fag, og så har jeg forhåbentlig gjort en forskel i denne patients liv. Det er den bedste følelse!

Men privat hænger det bare ikke rigtig sammen længere, når jeg næsten altid arbejder om natten når jeg ikke har mine børn. Havde jeg stadig været single, havde det været lige meget – det er alligevel begrænset hvor mange veninde aftaler man kan blive ved med at lave for at fylde tomrummet ud, når børnene er hos Morten. Men nu har jeg jo A, og han har selvfølgelig en del forventninger til det der med at man er kærester. Og det har jeg jo nok egentlig også selv. For der er ikke noget værre end at blive inviteret til sociale arrangementer, og så enten ikke kunne pga arbejdet, eller være nødt til at gå tidligt, fordi jeg skal i nattevagt. Jeg er SÅ træt af det. Nogle gange står jeg inde på arbejdet og kigger ud af vinduet og føler livet passerer forbi udenfor. Især nu hvor det er blevet så dejligt vejr! Så er man derinde, mens man kan høre folk have det sjovt og nyde livet og varmen udenfor. Og jojo vi har det skam også varmt indendøre på hospitalet…sådan noget aircondition er nemlig ret overvurderet inde for det offentlige…

Jeg har dog altid følt, at mit arbejde opvejede det jeg gik glip af uden for hospitals verdenen…but not so much anymore.  Livet handler jo også om andet end ens arbejde…? og min nærmeste chef har sagt, at jeg altid kan komme tilbage – og det er jo rigtig rart at vide…skulle jeg føle at min hjerne bliver reduceret til rutine gelé. Og det rigtig gode ved mit arbejde generelt er, at der er nærmest uendelige muligheder for hvad man kan arbejde med. Jeg skal bare lige huske mig selv på det…sådan næsten hele tiden…for der er jo intet der er endeligt. Hvis jeg ikke trives, så kan jeg bare søge noget andet.

Det er jo faktisk lidt et luksus problem.

Valgdags dilemma

Såååå er det jo blevet valgdag…og gæt hvem der ikke lige tænkte sig særlig godt om, og tog i sommerhus i går aftes og først har planlagt at skulle retur igen til nattevagt i nat.

Så jeg sidder jo så her i mit sommerhus og kaster omkring mig med alverdens undskyldninger for at jeg ikke får stemt ved dette folketingsvalg – og har det faktisk ret skidt med at jeg ikke får stemt. Jeg tror kun jeg én gang før ikke har stemt, og der har jeg nok været omkring de 18 og ikke helt vidst hvad pokker jeg mente om noget som helst.

Og nu kunne jeg jo i teorien godt køre den time det tager hjem og stemme, og retur igen, men for helvede da også – så er det ca 2½ time af min eneste ugentlige fridag jeg bruger på at sætte to krydser. Og jeg er for resten også i tvivl om hvor jeg skulle sætte det helt store kryds henne. Det kan godt være jeg husker forkert, men jeg synes virkelig ikke der har været så meget mudderkastning de andre gange, som der har været i denne valgkamp – og på en eller anden måde – har det gjort at jeg nok også er stået lidt af i år. Jeg har simpelthen ikke gidet følge med i noget som helst der havde med valget at gøre. Ikke engang i Alex’s børnehave er der så meget pegen-fingrer af hinanden, som der har været på tv skærmen siden valget blev udskrevet.  …man bliver så træt…

Har taget den der test om hvilke kandidater/partier man er mest enige i – og jeg ramte tre forskellige med nogenlunde lige mange procent. Socialdemokratiet, DF og et eller andet yderparti hvor jeg tænkte WHAAAAT?! hvad filan fik jeg svaret så jeg havnede dér?     Egentlig tror jeg næsten alle partier har noget at byde ind med som man kan se sig enig i. Mit problem i år, har været at jeg har følt lidt, at jeg har en fod i begge lejre. For ift mit arbejde bør jeg holde mig i den røde fløj, eftersom jeg er offentligt ansat, men privat er jeg nok mere ovre i den blå fløj… Så i aften bliver det, for første gang, lidt mærkeligt at sidde og følge med i optællingen og faktisk overhovedet ikke ane hvem jeg egentlig håber på vinder.

Såååehm hvem tør afsløre hvem de stemmer på? Og har I stemt ud fra privatlivet eller arbejdslivet, hjertet eller hovedet?

So so sorry

…og så var der pludselig gået 3 uger siden jeg sidst skrev herinde i blogverdenen…

grunden er mange – var til eksamen i starten af juni, som jeg glædeligt bestod! Selvfølgelig ikke med den karakter jeg allermest havde håbet på, men der er vist ikke rigtig nogen der nogensinde har skulle bruge det tal til noget efterfølgende – så who cares!  Men så er det jeg ikke forstår hvorfor man så ikke bare lader folk bestå eller ikke bestå? Skal aflevere en 20 sider opgave om et år som følgeton til min nylige overståede eksamen, og DEN er sjovt nok bestået/ikke bestået – I don’t get it!

To timer efter eksamen kollapsede min krop med feber og snot og det holdt ved i adskillige dage – så burde man vel lære ikke at stresslæse til eksamen i døgndrift op til eventet. Jeg forudser dog ikke de store ændringer på det område – skulle jeg nogensinde til en eksamen igen. Nå, men det passede heldigvis med at ungerne var hos Morten, hvilket gjorde det noget nemmere for mig at være rigtig syg.

Modtog så en kogende Alex i børnehaven den første dag de var retur hos mig – og sådan har de sidste to uger så kørt herhjemme… når den ene lige har sluppet feberen, så ramte det den næste.

Der er taget så meget temperatur de sidste 14 dage, så ørertermometeret idag har proklameret LO på skærmen, med et lille hint om at skifte batterier – yesyes wil do, der er da ikke noget jeg hellere vil, end at blive ved med at opdage at nogen er syge herhjemme.

Tog faktisk på arbejde sidste onsdag selvom Alex ikke var 100% på toppen – og jeg havde den sorteste samvittighed hele dagen! For hvorfor holdt jeg ikke bare ‘barns sygedag’? Hvorfor vurderede jeg lige der, at det var vigtigere ikke at få mit navn på sygefraværslisten inde på arbejdet end at passe mit semisyge barn? Jeg talte med kollega Natalie om det – og hun har førhen gjort det samme, altså sendt sit barn i børnehave på panodil for at kunne passe sit arbejde. Problemet nu, er at hendes børn er blevet så store så de jo fortæller højlydt hele børnehaven når de har fået en panodil i numsen.

Alex er lidt i samme boldgade efterhånden – han slipper dog for panodilen i numsen fordi jeg kun kan få ham til at indtage det flydende panodil, men han render gerne rundt og fortæller alle der gider lytte noget i stil med ‘JEG HAR FEBER!’. Så det er jo nærmest russisk roulette at aflevere sådan en dreng i børnehaven – ‘siger han noget eller gør han ikke’ – for hvad kan man overhovedet sige til en børnehavepædagog, som får hende til at tro på, at man ikke har fodret ham med panodil lige inden han blev afleveret? Og opdager de at han rent faktisk har feber, så kan man lige så godt stemple sig selv med ‘utroværdig’ i panden. For lige meget hvor meget man prøver at understrege at; ‘aj skat – det var jo i går kan du nok huske, I DAG har du ikke feber, det var igår – I GÅR..(!)’ så er løbet kørt…      Jeg holdt ham hjemme dagen efter hvor jeg alligevel havde fri… og slap for den dårlige samvittighed overfor arbejdet.

Og i dag (eller det vil sige igår – ser jeg lige på klokken) har jeg så endelig tilladt mig at holde barns sygedag…dog med Ida – for nu holdt min samvittighed alligevel ikke til at sende en af dem afsted længere, for at jeg kunne undgå sygeopkaldet til arbejdet. Og det er sjovt, som det skide opkald altid giver mig den værste følelse. For selvom jeg ringer med en hel reel sygemelding, så er jeg altid bange for at vedkommende i den anden ende sidder og vender det hvide ud af øjnene, fordi de alligevel ikke tror på en – I hate it!

Det er meningen at jeg skal på arbejde imorgen og jeg frygter allerede nu, når ørertermometret går sin morgenrunde, at det vil afsløre at en eller flere af dem ikke har sluppet sin feber helt endnu… men jeg har faktisk besluttet mig for at jeg fremover vil prioritere at have dårlig samvittighed over for arbejdet højere end overfor mine børn. For ja – jeg ved også godt at det er sådan nogle som mig, der sørger for at risikoen for at smitten bæres videre til andre børn, holdes ved lige. Og konsekvensen er endnu et sæt forældre der kommer til at stå i samme dilemma som mig. Og det er bestemt ikke fair og jeg har faktisk heller ikke lyst til at være sådan en slags forældre.

Havde det været nytår, havde jeg lige lavet et nytårsfortsæt… er der noget der hedder et ‘sankt hans fortsæt?’

 

 

Havde taget en beslutning…

…om at tage imod tilbuddet om at lade Hillerød sygehus brænde min livmoderslimhinde.

Selvom jeg inderst inde synes det er noget af det sværeste jeg nogensinde har skulle tage stilling til – så så jeg ikke rigtig nogen anden udvej. For med min fertilitet, kan jeg jo aldrig rigtig vide mig sikker på, at noget som helst prævention virker.

Jeg tænker ikke at jeg skal have flere børn…og alligevel synes jeg det er verdens største og tungeste dør jeg er nødt til at bruge hele min psykiske vægt på at lukke i. Og jeg forstår slet ikke hvorfor det er så svær en beslutning for mig?

Jeg har allerede tre skønne unger! Jeg fik fuldstændig ødelagt mit bækken under den sidste graviditet, så risikoen for det ville blive endnu mere smadret ved endnu en graviditet, er ret oplagt. Jeg har tendens til blodpropper – og fik da også en lille en i benet 14 dage efter sidste fødsel. Nå ja, og trods skyklappere og dårlig selverkendelse, er jeg selvfølgelig heller ikke blevet yngre, så risikoen for større og værre blodpropper ved en ny graviditet PLUS stigende alder – er bestemt også en modstridende faktor. Og tænk på al den ego voksen tid jeg ville miste, med endnu en lille baby – og vel og mærke en baby, som ikke lige følger med de tre andre hjem til Morten 5 dage hver anden uge. Og så min fine mave – som jeg jo har fået fixet fordi, igen sidste graviditet, gav mig enormt mange strækmærker og efterlod mig med den værste mormormave. Not going there Again!

Svaret er jo ligefor!

Så hvorfor er det så SÅ svært at lukke døren til flere børn?

Jeg tænker det er fordi jeg aktivt kommer til at ændre noget i min krop, som gør at jeg ikke kan få børn – eller i det her tilfælde, ikke kan bære et barn pga manglende slimhinde. Det er langt nemmere at forlige sig med det, hvis naturen bare sørger for at jeg ikke har flere æg. Så er det ikke min beslutning. Chancen for jeg løber tør for æg, sker dog nok ikke lige foreløbig – eftersom den ene læge påpegede at jeg tilsyneladende har æggestokke som en 17 årig…

Det der så skete til samtalen på Hillerød i går var, at det der med at brænde slimhinder bruger man kun til kvinder der bløder kraftigt under menstruation, hvilket efterlod mig med det mest forundrede ansigtsudtryk, for det er stik modsat mit problem. Jeg bløder næsten ikke. Hvorefter lægen siger; jamen så skal du bestemt ikke brændes! Og desuden ville du stadig kunne blive gravid.  Og tro mig – jeg skulle nok også blive gravid uden en slimhinde!

Lægen synes jeg er for ung til at blive steriliseret for hvad nu hvis der skete mine børn noget…ja så ville jeg nok trodse blodpropper, skredet bækken, strækmærker etc for at få et barn til – (medmindre jeg forinden havde snuppet en billet væk herfra – tror ikke jeg ville have lyst til at være her uden mine børn…)

Så konklusionen blev at jeg beholder min hormonspiral, og krydser fingrer, banker under bordet og siger 7-9-13 hver dag og håber på jeg ikke bliver gravid alligevel. Og selvom den egentlig hos normal fertile kvinder kan virke i 5 år, så skal min så skiftes efter 2½ år – just in case.

Jeg var en meget tilfreds kunde der forlod Hillerød Hospital i går – ingen forestående operation, ingen kvalme – ingen hjerteskærende beslutning der skulle gennemføres – halleluja!

Sukker Cravings!

Har været stolt, for jeg har ikke rørt slik/sukker/chokolade/is i en hel uge og det er gået overraskende godt…lige indtil i dag!

I dag har sukker cravingen tilsyneladende valgt at indhente mig og jeg kæmper en indre kamp for at lade være med at gå i slikskuffen – eller bage en kage. Og ja jeg bager gerne kager kl. 23 om aftenen, hvis lysten til kage opstår – æælsker kage …mmmums.

Har både drukket kaffe, Pepsi Max og spist lidt nødder, men det er som om det ikke rigtig vil fortrænge min craving efter usunde ting – især de hjemmelavede bounty’s jeg lavede sidste tirsdag står højt på cravinglisten…

Min frygt er at det er lige så slemt i morgen…for der er to kollegaer der har sidste arbejdsdag…og når nogen stopper i afdelingen, så er der som regel overflod af fristende lækkerier i personalestuen…

Argh!  WHAT to do?!?

group%20flavours

 

 

 

 

TV star…or not?

Er blevet kontaktet af en tv station…igen…for at høre om jeg vil medvirke i et tv program om dilemmaer… Hvilket virkelig har fået mig i dillemma!

For de vil selvfølgelig gerne have at jo værre og dybere ens dilemma er, jo bedre for programmet, hvilket jo er soleklart – det fanger jo ikke seerne hvis dilemmaet bare handler om, om man skal tage til Spanien eller Frankrig på sommerferie med familien.

Og ja! Jeg kan da også sagtens komme på alverdens dilemmaer jeg har stået i gennem de sidste par år, men har jeg virkelig lyst til at eksponere et af dem på åben skærm for resten af Danmark?

Ville I?

dilemma

%d bloggers like this: