Kategori: Dilemma

Så jeg er blevet den stalker agtige type…

Chefen har den sidste måneds tid virkelig været på, skrevet og ringet en masse hver dag. Hvilket virkelig har fået mig til at få tillid til at han er en af de gode, på trods af omstændighederne for hvordan vi mødtes. Han var ærlig fra start og fortalte at han også havde en profil på Dating.dk fordi han var begyndt at føle at han var klar til en kæreste. Det var dengang vi havde talt om, at vi bare skulle knalde. Jeg har også en profil derinde, hvilket jeg ikke fortalte, for jeg var ikke aktiv derinde. Jeg oprettede den faktisk kun for at tjekke hvad A havde skrevet i sin profiltekst timen efter han og jeg var gået fra hinanden. Og jeg var slet ikke interesseret i en kæreste.

Men ind imellem har jeg da lige tjekket Chefen derinde, for at se hvor meget han var derinde. Og det har han ikke været overhovedet. Altid offline. indtil igår aftes, hvor jeg pludselig opdager den lille grønne ‘online’ prik under hans profil. ØH WHAT?! Siden da har jeg været fuldstændig 100% stalker på hans dating profil. Eller dvs siden jeg fik fri fra arbejde idag og opdagede at den grønne prik igen var til stede. For lidt efter at være væk igen. Online, offline, online, offline…hele aftenen igennem her til aften. Selv mens han og jeg snakkede i tlf. Det eneste logiske jeg kan forestille mig der foregår, er at han er begyndt at skrive med en derinde, for så spændende er der sgu heller ikke inde på den side, hvis man bare sidder og surfer rundt og lurer på profiler uden at være aktivt søgende.

Og jeg magter det ikke! Jeg er overhovedet ikke typen der er mellemstationen til at der dukker noget bedre op til Chefen. Så vil jeg sgu hellere være foruden. Og jeg gider SLET ikke være den ukontrollerede stalker agtige kvinde, der bliver fuldstændig besat af at regne ud hvad der foregår på den mandlige planet. Det er opslidende og jeg bliver så enormt ked af det, hver eneste gang jeg ser den grønne prik. Og det er jo slet ikke til at styre! Den der stalkertendens!! For selvom jeg hader stalkeragtige mennesker, så kommer det jo fuldstændig ud af kontrol, selv for mit vedkommende, når jeg pludselig tager mig selv i, at tjekke hans profil hvert andet minut mens jeg laver aftensmad. Jeg GIDER ikke flere komplicerede mænd og forhold. Jeg vil bare gerne være glad helt ind i sjælen.

Så jeg er kommet frem til, at jeg er nødt til at have en snak med Chefen. En eller anden form for forventningsafstemning.

Og endnu mere fordi… – sidste lørdag var vi ude og spise, derefter i biffen og på en lokal bar i hans by. De eneste tidspunkter han rørte ved mig, var i mørket i biffen. Han sagde han ikke havde noget at skjule ift at blive set sammen med mig, meeeen jeg blev nu alligevel temmelig trist over at have muligeheden for at være sammen med ham i så mange timer, og at han så alligevel bare kunne modstå at være tæt på mig. For når vi er hjemme bag lukkede døre, er han meget intens overfor mig, kigger mig konstant meget dybt og længe i øjnene og skal hele tiden lige have en eller anden form for fysisk kontakt også.

Så efter sidste weekend, er jeg kommet frem til, at jeg med sikkerhed gerne vil have mere end bare et sexforhold. Og hvis Chefen ikke har den mindste smule følelser med i det vi har gang i, så vil jeg stoppe med at se ham. Jeg behøver stadig ikke et kærestelabel på vores ‘forhold’, men jeg behøver helt sikkert en eller anden form for tilkendegivelse af følelser. Og det er vel ikke for meget forlangt vel? Vi har trods alt kendt hinanden siden slut januar og for en måned siden havde vi en snak om, at vi begge lurede på hvad det her egentlig var vi havde gang i, fordi det bestemt ikke føles kun som sex… og sådan en ‘lurer periode’ har vel en udløbsdato ikk? Og er den dato ikke snart ved at være nået…?

Jeg orker ihvertfald ikke at rende rundt usikker med skræmmende stalker tendenser særlig meget længere… og desuden har Chefen allerede spottet at jeg opfører mig en lille smule eftertænksom…. (ja jeg prøver lige at slukke for mine følelser…og når jeg har lært hvordan man gør, tager jeg patent på det og afholder dyre aftenskolekurser – who’s coming?)

Jeg har fået at vide at jeg er grådig…

…bare fordi jeg gerne vil have alle de lækre mænd. Men man bør vel ikke sætte unødige begrænsninger op for sig selv vel?

Nå, men skulle have været sammen med Chefen i dag, men han var nødt til at aflyse pga manglende pasning til sin søn…han aflyste også vores sidste aftale pga at han selv var syg…så det er nu 14 dage siden vi sidst har set hinanden. Og jeg er ved at blive idiot! Ikke kun pga den manglende sex, men også fordi det er møg svært at holde noget kørende med en man ikke ser. Så de sidste par dage er der blevet færre og færre sms’er og opkald, og det der har været, har været meget overfladisk. Nu startede alt det her med Chefen jo som sex, selvom det ret hurtigt føltes som om det blev til mere. Men den usikkerhed jeg har følt ift ham de sidste par dage, har været virkelig hård. Også fordi ens hjerne har det med at brygge på alverdens historier om, hvorfor manden nu alligevel er ved at trække sig. Fuldstændig latterlige historier om hvad der er galt med mig, siden han trækker sig. Det er også enormt hårdt at skulle være den der cool, overskudsagtige kvinde, der bare skal kunne være i det, uden at have nogle forventninger eller føle skuffelse når han aflyser. Fordi vi har mødtes via en sexklub! No strings attached! Han bør jo ikke betyde noget…vel…

Så jeg tænkte ikke klart! Og i mangel på bekræftelse, skrev jeg til Lægen. Hvis Chefen alligevel havde tænkt sig at trække stikket, så kunne jeg lige så godt åbne døren lidt til Lægen igen. Følte mig faktisk ret heldig, at jeg ikke havde sagt noget til Lægen om, at jeg så en anden, så han ikke var lukket land. Lægen skrev med det samme, at han var klar på at ses. Jeg kunne jo så idag, men han havde allerede planer…og måske var det faktisk lidt okay alligevel… For når jeg kigger indad, så var det jo nok mest min enorme skuffelse over Chefen, der virkelig trængte til noget bekræftigelse.

Og nu kommer den grådige del. For Inde på klubbens hjemmeside er der samtidig en 40 årig mand der skriver til mig. Han er som så mange andre derinde, yderst velproportioneret. Han kalder sin krop for ‘Hard Work’ og det er jeg slet ikke i tvivl om, at den er! Jezuz! Jeg er simpelthen, armen vredet om på ryggen, nødt til at svare ham. Han er tømrer…store hænder. Det bliver hurtigt klart, at vi har ret god skrivekemi og han spørger lynhurtigt om jeg giver en kop kaffe. Jeg foreslår så et offentlig sted, lidt forsigtig skal man vel være. Men som vi skriver frem og tilbage og det bliver mere og mere ‘hyggeligt’, får jeg spurgt ham hvor længe han har været single, eller om han i det hele taget er single. Det sidste var egentlig lidt en joke, for det var selvfølgelig bare noget jeg gik ud fra han var. Det var han så ikke. Og så mistede jeg fuldstændig gejsten. Og samtidig var jeg faktisk enormt lettet, for så havde jeg en hel legit grund til at droppe ham hurtigt igen. For jeg vil jo stadig allerhelst bare gerne se Chefen…

Tømmeren bliver omvendt overrasket over at jeg er single, ‘for inde i klubben er det jo netop folk der kommer for at have anonyme affære’  Det slog mig pludselig lidt hårdt, hvor mange mennesker der egentlig er utro. Jeg forstår ikke jeg stadig bliver overrasket over det, jeg er trods alt vokset op i et miljø, hvor INGEN var tro mod hinanden. Et lille ‘Korsbæk’ samfund, hvor alle knaldede med hinandens ægtefæller. Inklusive mine egen forældre. Min far var også så sød at lære mig ting som; hvis man skal være utro, skal man altid sørge for at holde det uden for vennekredsen. Det giver kun ballade når man tager en der er for tæt på. Det fejl lavede min mor – og min far fik ret. Chefen er den eneste jeg nogensinde har oplevet, decideret fortælle, at han ikke er opdraget til at utroskab er ‘ok’. Hans forældre er også stadig sammen og hele familien tager ofte på ferie sammen, uden drama! Hvordan fungerer man lige i sådan en verden…?

Uden at reflektere yderligere over det, skriver jeg en besked til Chefen og spørger om vi er ok. Han ringer op med det samme. Siger vi er okay, men at han er max presset på arbejdet, at han har fået mundkurv på, men nok skal fortælle mig alt om det, så snart han må. Kæmpe lettelse. Det havde intet med mig at gøre. Er dog stadig skuffet, men meget lettet. Han undskylder sin fraværende opførsel og siger til mig, at det er helt okay at jeg prikker til ham og fortæller ham, hvordan jeg har det. At han nok skal sørge for at oppe sig, for han vil stadig rigtig gerne se mig. Sikke en ro, der lige bredte sig i min mave.

Jeg overvejer lidt om jeg tør prikke yderligere til ham og få lidt afklaring på hvad han egentlig går og tænker om ham og mig. Men når han nu er max presset på arbejdet, er det måske også lidt tosset. Skulle nødig presse ham endnu mere. Lige nu tæller jeg bare ned til lørdag, hvor vi skal ses i mere end 2 timer. Og falde i søvn sammen… total pladder romantisk, hvem har puttet det krydderi herind?!

 

 

Når kaos hersker

Og jeg stadig ikke kan finde exitknappen, så er der kun een ting at gøre – stikke midlertidigt af hjem til min moar! 

Normalt bitcher jeg faktisk over min mors manglende tilstedeværelse i mit og hendes børnebørns liv, men så alligevel – når jeg ringer eller skriver at jeg kommer, så står hendes dør altid åben. Jeg skal bare selv tage kontakten …jeg arbejder stadig ind imellem på at acceptere den del…

Nå, men når nu det endelig skal være, så er jeg faktisk så heldig så min mutti tilfældigvis bor i sydspanien hele vinteren. 

Så her er jeg og ungerne! og her har vi været den sidste uges tid. I noget der ligner solskin, 22 gr og den vildeste solopgang ! 

  

Og nej – jeg har ikke fotoshoppet dette billede – det er seriøst hendes udsigt. Jeg suger det til mig og prøver ihærdigt at glemme kaoset derhjemme. 

Men sådan noget kaos har det jo med at forfølge en – for ofte foregår meget af det jo egentlig mest oppe i ens eget hoved. Nå ja – og på sms, messenger og hvor end problemerne synes at de skal finde en. 

Første (i-lands) problem: Jeg valgte at skifte internet udbyder, og med det besluttede gammelt selskab at lukke internettet før det nye var trådt i kraft – så selvom jeg havde alle mulige fantastiske fortællinger i mit hoved om hvordan sexklub besøget gik – så nægtede jeg alligevel at grifle det hele ned via mobilen. (Og lige nu ligger jeg så alligevel og skriver på mobilen nede fra Spanien). 

Andet problem : jeg begyndte pludselig at småsavne A!! Hvor ind i helvede er min jernhårde mur, som passer på mig, når jeg allermest har brug for den?! Muren som jeg normalt altid bare lige hiver op omkring mig når noget kommer for tæt på og jeg ikke kan håndtere alle de der følelser…både mine og andres. 

Tredje problem : A har ændret strategi fra at bittersvine mig til at han nu vil gøre alt hvad han kan for at få mig til at indse at vi hører sammen. 

Fjerde problem : Husaren har følelser! Hvad fanden blev der af mænd der bare kan knalde og ikke ønsker andet end det?! Han sagde til mig den anden dag at han havde skrevet i sin profil på sexklubbens side, at han var i et forhold….!! “Bare så der ikke var nogen der misforstod noget” begrundede han. I dag opdagede jeg så, at han nu helt har slettet sin profil. 

Femte problem : Morten er den mest eksemplariske version af sig selv for tiden. Og han har OGSÅ følelser. Der er ikke det han ikke vil gøre for at bevise at han for alt i verden kun ønsker at finde tilbage sammen med mig og børnene. Han kommer med gaver hele tiden. Fede! lækre gaver! Jeg prøver at sige at han ikke behøver blive ved med at komme med ting til mig, men han slår det hen og gør det alligevel. Og det er ting som jeg, uden at have tænkt over det, er kommet til at sige at jeg synes var fede. Og vupti så har manden opsnappet det og skaffet mig de ting. Senest den lækreste figursyede dun vinterjakke. Jeg tilbød at betale for den. Men fik ikke lov. Derudover har jeg fået alle mulige dyre smykker – som han undskylder med at han jo nok skylder for alle de år, hvor han glemte min fødselsdag. Så hvad så…forpligter alle de ting mon nu..? Nå ja – og han har selvfølgelig strittet hende den 13 år yngre kæreste ud, så snart han så sit snit til at vise at han kun vil mig. 

Sjette problem : opstartede fys i sidste uge – og de Mackenzie øvelser hun troede jeg ville kunne på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke! Ikke uden at gøre føleforstyrrelserne meget værre i mit ben. Tilbage til bækkenbunds- og korsetøvelserne. Som er omtrent lige så røvkedelige at lave som knibeøvelser. 

Syvende problem : jeg har engang boet hos en famile i Californien, da jeg var 16-17 år. En familie som jeg aldrig har sluppet kontakten med. Og vi har besøgt hinanden ind imellem, men der er gået mange år siden sidst efterhånden. Familien har en søn på min alder. Han og jeg har altid været bedste venner lige siden dengang på trods af halvdelen af jorden og 9 timer var imellem os. Pludselig, da vi skriver sammen forleden, ændrer vores snak sig til flirt, som så udvikler sig til sexsnak, som udvikler sig til at jeg nu har købt en flybillet til Californien til september! Og jeg kan slet ikke vente. Det bliver det længste jeg nogensinde kommer til at tá for at få sex. Men det er jo ikke kun sex med ham… For hey – her har JEG følelser ! Arhmen altså!! 

Ottende problem : jeg er sprunget ud som en anden teenager, der har spist 20 poser Chips, i ansigtet. Bumser alle vegne. Jeg tror jeg er ved at få stress! 

Niende problem : jeg er faldet i vild god (skrivende) snak med den lækreste mand inde på sexklubbens side. Lækker som i brune dådyrøjne, skægstubbe, lækre læber, 190 cm høj vaskebræts jakkesæts mand. Min mave snurrede 40 gange rundt da jeg så det første billede han sendte mig. Denne Gud fortæller så at han er læge! Kan det blive meget bedre?! Nej vel! Jeg stalker så guden via hans mailadresse og opdager at han er psykolog. FUCK fuck fuck! Så gennemskuer han jo med det samme hvor meget kaos jeg slæber rundt med. Han vil så gerne mødes i næste weekend… Tør jeg?

Tiende problem : jeg skal SÅ meget have lavet det indlæg om sexklubbesøget! 

Om at være tøsefornærmet!


Ja – jeg er bigtime tøse fornærmet! På mine veninder.

Jeg advarer lige – dette indlæg har en del udråbstegn… !

Vi er fire der har holdt sammen siden gymnasiet – og den ene er Louise, som jeg yderligere har været bedste veninder med siden vi var 6 år.

En af de andre, Michelle, har været flyttet udenlands siden i sommer og er endelig hjemme i et par dage nu, og det er meningen at vi alle fire skal ses i morgen. Til aftenkaffe hos mig fordi jeg har børnene.

Så får jeg en besked for nogle timer siden fra Linda (den sidste af de fire – for de ikke-vakse) om at de har talt om at tage ud og spise, for at få mest mulig tid sammen og om jeg har mulighed for at tage med?    …………………….. %¤”&¤#/&/)(/(&%”

Jeg bider tænderne hårdt sammen og svarer så høfligt som jeg kan ‘I kan bare tage ud og spise – jeg har jo børnene, så det bliver lidt svært.’

Hvorefter retursvaret fra Linda bliver: ‘ok, tænkte måske vi var heldige der var en der kunne være ved børnene bare 1 1/2-2 timer.’

Og her kommer så grunden til at jeg er pissed off tøsefornærmet!

For de tre veninder kender om nogen min børnepasningssituation – den har i de sidste 10 år, nærmest uden undtagelse, været ikke eksisterende. Jeg havde lidt hjælp i A, men ham ved de alle godt er helt ude af billedet. De ved min mor bor i Spanien hele vinteren, ikke at det havde hjulpet skide meget hvis hun havde været i Danmark, og de ved at min far er den mest børneforskrækkede mand man kan finde på denne jord. Så JO – jeg hiver da lige en hemmelig babysitter ud af mit lige så hemmelige ønskeskab!

Jeg er simpelthen så skuffet og indebrændt på dem! Jeg synes de er nedladende overfor mig ved overhovedet at skrive som de gør.

Så nu er det meningen at de tre skal ud og spise sammen, for så at komme hjem til mig til aftenkaffe efterfølgende. Hvor de så kan sidde og være helt indforståede og opdaterede med hinanden, eller især ift Michelle, og så er jeg hende dér, der er holdt uden for… Jeg har slet ikke lyst til at se dem i morgen… !

Jeg faker en smitsom sygdom gør jeg! og tænker så kan de lære det, men i virkeligheden er det sikkert alligevel migselv det går ud over, for jeg får ikke set Michelle, som endelig er hjemme. Og det bliver sikkert også hyggeligt – jeg er bare mega såret over, de ikke bare foreslog at komme hjem til mig at spise, selvom børnene er her – men de vil tydeligvis hellere undvære mig, fremfor at skulle ses med børn i nogle timer indtil de er lagt i seng.

Årh al den selvmedlidenhed der lige skyller ind over mig. Jezuz hvor kan man være ynkelig! (og ja jeg bruger lige man her, og fralægger mig al ansvar)

Hvad skal jeg gøre…? I plejer at være så gode til at hjælpe mig med at se alting fra andre vinkler – jeg tager gerne imod gode råd, og hører endnu mere gerne om, hvis I har oplevet lignende situationer, hvor I har følt jer udenfor, så jeg ikke føler jeg er den eneste der bliver max ked af den følelse.

…..

Jeg vil gerne spørge dig om noget sagde A på sengekanten til mig. 

Ja de er ægte skat svarede jeg ham lidt fjollet.  

Vil du gifte dig med mig?  Spurgte han uden at reagere på min, synes jeg selv, ret så sjove kommentar. 

Inden jeg kunne formulere et respons, forsatte han med en lang indøvet enetale, om hvor højt han elskede mig og ikke var i tvivl om, at jeg var/er kvinden han vil dele resten af sit liv med. 

A og jeg har det rigtig godt sammen – jeg ved godt jeg brokker mig over ham herinde ind imellem – men i det store hele, er jeg glad sammen med ham. Vi griner meget sammen, vi vil for det meste de samme ting i livet, og vi forstår at få noget ud af sexlivet på en gennemgående måde jeg aldrig har oplevet før. 

Og hvilken kvinde har ikke drømt om at se sigselv som smuk hvid brud…? 

…og så er der min indre frie fugl, som skriger på repeat  panikpanikpanikpanik !!!!!!

Jeg svarede ja 

………..


sort samvittighed

Var henne og handle i Netto sent i går aftes. Da jeg havde parkeret bilen kan jeg høre, at der er nogen der taler virkelig højt lige udenfor indgangen. Jeg kommer ud af bilen, og ser en kvinde i midt 40’erne og en gruppe af unge gymnasie drenge, der er oppe og skændes.

Hvad jeg lige kan få ud af diskussionen på vej ind i Nettoen, så har drengene cyklet på fortovet og den ene af dem er kommet til at køre ind i kvinden, som stod og var ved at finde en pose æbler i Netto’s udendørs standere. Kvinden prøver forgæves at få knægten til at forstå, at det ikke er i orden, at køre ind i hende på fortovet. Men den skyldige knægt flejner fuldstændig på kvinden, råber at han for fanden da har sagt undskyld og at han cykler på fortovet hvis han vil, og om hun da har tænkt sig at melde ham til politiet. Han råber bare højere og højere og sviner hende til med beskyldninger om, at hun er psykopat og lign.

Jeg står længere nede i butikken… uden at gøre noget… Kiggede på de unge drenge der arbejdede i Netto, og tænkte, at de heller ikke kunne bidrage med noget, eftersom de nærmest var samme alder som dem der lavede ballade lige udenfor. Overvejede også at tilkalde politiet, dog med den erfaring, at de formentlig ikke ville komme alligevel.

Lidt efter kommer en voksen moden mand, af udenlandsk herkomst, kvinden til undsætning og får skældt drengene tilstrækkeligt nok ud, så de forsvinder. Kvinden er så rystet så hun dirrer, og siger at hun ikke lige ved hvordan hun skal komme hjem. Hun fordufter dog alligevel også hurtigt.

Kommer hjem med den sorteste samvittighed… For hvorfor turde jeg ikke blande mig, da jeg først så de skændtes (?) Jeg kan huske jeg tænkte, at de jo nok bare lige var uenige, og så ville de hver især stoppe, så hvorfor blande sig. Men det gjorde de ikke! De var SÅ provokerende de knægte! Og de var mange. Jeg ville jo bare have medvirket til at situationen var kørt endnu mere op i en spids, for det var som om den af drengene, der havde påkørt hende, virkelig ønskede mest mulig ballade.

…Måske er det bare undskyldninger i mit hoved, for at have været en kæmpe kujon….

Blognavn

Overvejer at skifte navn! Altså ikke sådan i virkeligheden – men herinde. Bloggens navn.

Da jeg startede bloggen var jeg single efter at have været i et forhold i 9 år! Jeg var BIG TIME single. Så single så jeg fik ondt i fingrene af at skrive sms’er på alle tider af døgnet med de omkring 13-15 mænd jeg kontinuerligt holdt kørende i den tro at jeg selvfølgelig var interesseret i de på længere sigt. Nogle af dem var nu også lidt blåøjede og tro at jeg ville gå direkte fra eet langt forhold direkte ind i et nyt. Nogle af dem ønskede selvfølgelig bare at udfylde rebound behovet.

Jeg tror faktisk jeg selv ville egne mig ret godt som en af de der mænd, der nedlægger alverdens kvinder med smiger og løfter og hvad de ellers kan finde på af mundlort – for bare at fordufte så snart de har fået sex. Da jeg var single, var jeg altid den der underholdt veninderne med den ene sindssyge historie efter den anden, om alle de der mænd og hvad de dog ikke kunne finde på at skrive og sige til mig – for ikke at snakke om mængden af pikbilleder jeg lå inde med. De er godt nok lemfældige (haha) med mms’erne de der singlemænd…! Nå ja…for ikke at nævne de gifte mænd…

Men jeg var jo egentlig ikke interesserede i alle de der mænd. Jeg elskede bare opmærksomheden! Eller jo, jeg knaldede faktisk med nogle af dem. Man har vel behov. Men et forhold ønskede jeg ikke.
Det var heller ikke meningen at der skulle være kommet et forhold ud af det med A – aftalen var at vi bare skulle knalde – no strings or emotions attached!  Vi skulle bare nyde at vi virkelig kunne finde ud af det der sex med hinanden.
Så hvad fanden skete der!?! Abrakadabra, så gik der halvandet år, og jeg har både fast forhold og sommerhus!

Jeg savner indimellem virkelig meget at være single! Sådan fuldstændig ekstremt meget! For ikke at snakke om min singlevægt… Hvorfor er det næsten uundgåeligt at man tager på så snart man får en kæreste? Ja jeg spørger bare!

Jeg savner opmærksomheden! Savner sommerfuglene og spændingen når man begynder at skrive med en ny. Det første kys. Første gang hans hænder undersøger min krop. For ikk at tale om hans tunge… Suk! Savner dog IKKE de mænd der tror at sex handler om at imitere Duracell kaninen! Man kan faktisk virkelig godt undre sig over at de stadig findes på den anden side af 30! Lærer de ikke noget undervejs når de knalder sig op gennem 20’erne? Eller er vi kvinder bare for dårlige til at fortælle hvad vi vil have? Og samtidig lære dem hvordan de skal ‘læse’ en kvindes signaler på hvornår noget er godt og noget er knap så godt? Måske er der flere mænd end jeg troede som, ligesom min eks Morten, nærmest nulstillede hver gang vi havde sex. Jeg kunne den ene gang have fortalt ham direkte at noget han gjorde var ubehageligt, eller at noget var godt. Men næste gang gjorde han præcis det samme. Måske er jeg bare uheldig med mænd…

Nå, men alt dette singlesavn kolliderer samtidig med at jeg faktisk også har det ganske godt med at være sammen med A. Han kender mig – han kender mig faktisk bedre end nogen anden mand nogensinde har gjort sådan rent seksuelt. For han har taget sig tid til at være alt andet end en Duracell kanin og ledt efter præcis alt det der får mig til at gå i ekstase. Det er fucking fantastisk sex med A! Savner dog også hans singlevægt – som i sådan helt overdrevet meget – langt mere end jeg savner min egen singlevægt. Hader parmave!

Men tilbage til det med navnet…lige nu er det jo lidt misvisende…

Kunne måske hedde:                                                                                                                                              Satogkedeligmedsommerhus.                                                                          ParmavernesParadis.                                                                                                                          ByebyeSinglefun                                                                 

Der sker altså bare nogle anderledes fede ting i ens liv når man er single, på en anden måde end når man kommer i er forhold.

Det er ikke fordi jeg ikke også nyder at være i forhold – der sker også sjove og fede ting…det er bare alt sammen på sådan en lidt mere familieagtig måde det hele.

Jeg må vel nøjes med at leve lidt igennnem Nathalie, som endelig er blomstret op i fuldt flor efter sin skilsmisse og nu endelig giver den masser af gas i byen og ikke mindst med mændene ! Jeg elsker at høre alle hendes historier om de forskellige mænd! Og ikke mindst sidde og savle sammen med hende over de lækre mænd der er interesseret i hende.

Nå, haven kalder…der er vel nogle blomster der skal plejes og græsset skal slås… Åh man er så voksen det næsten gør ondt!

%d bloggers like this: