Kategori: Dilemma

Frustreret !!

Så jeg føler lidt at staus med Chefen er ret lig sidste år på præcis det her tidspunkt. Han er på, meget på! Vi skriver og snakker flere gange dagligt.

Han kom hjem til mig i fredags…vi krammer og han prikker lidt til mig, lige som sidst…men ingen kys eller lignende… ret mærkeligt, men alligevel ret naturligt at være sammen uden.

Da det bliver tid til at gå i seng, spørger han om han skal køre hjem.. Øh nej! Jeg ville blive ret trist hvis du kørte hjem. Så vi gør klar til at gå i seng…og så er det det bliver lidt mærkeligt ikk! Fordi… så kravler vi under dynen…ham i boksershorts, mig i trusser (og ja – lige der syntes jeg faktisk måske det begyndte at blive liiidt akavet… ingen kys eller berøring hele aftenen og nu næsten nøgne sammen)

Tænker du måske ikke vi burde forventningsafstemme det her? spørger jeg ham

Jo det mente han vi burde…

Og så tog fornuften HELT over hos ham! At måske vi lige burde mærke lidt efter hvad det her egentlig var, før vi havde sex igen. Jeg blev SÅ træt!! og ikke mindst frustreret – seksuelt frustreret! Er vi venner, er vi venner med fordele, er vi venner med flirt, er der mere i det end bare venner… ? 

Samtidig med han sagde alt det lort, sagde han samtidig 1000 helt fantastiske søde ting til mig, som bare øger forvirringen max hos mig. Fx fortæller han, at jeg betyder alt for ham, at han elsker at have mig i sit liv, at han slet ikke kan forestille sig at jeg ikke skulle være en del af hans liv, at jeg er hans mest fortrolige, at vi har den vildeste kemi på alle planer, at han tænder så meget på mig, så det kræver alt af ham, ikke at flå mig rundt konstant. Derudover fortalte han også, at han havde været ret ked af det sidste år, da han og jeg stoppede. At han virkelig havde følt han havde jokket i spinaten og at det havde taget ham et godt stykke tid at komme videre efterfølgende.

Jeg var ret chokeret over den sidste udmelding. Vi har jo aldrig rigtig talt om følelser før, så det kom ret bag på mig. Jeg spurgte ham, hvad han var bange for ift mig og ift at se hvor det kunne føre hen. Han var bange for at såre mig, sagde han. Men ikke dig selv?? Jo det var han jo nok også…

Der var en pause… og pludselig fik jeg sagt; jeg endte med at kysse mig igennem Smukfest sidste år. (en uge efter vi stoppede) Han spærrede øjnene op; HVAD?? sagde han. Ja jeg var så sur på dig, så jeg kyssede mig igennem smukfest… Chefen blev helt urolig og lignede han fik det småskidt. Skulle du til Smukfest igen i år??  spurgte han nu helt oppe på albuerne i sengen. Jep!  Han så helt forkert ud. Jeg smilede af ham og sagde, jeg troede ikke det betød noget for dig hvad jeg rendte og lavede, du virker altid så cool når jeg har fortalt dig om andre mænd… men Joooo han havde skam jalousifølelser ift mig, fik han til sidst ud. Jeg sagde til ham, at jeg selvfølgelig ikke ville lave samme stunt i år, hvis han og jeg var blevet enige om, at vi ville se hvor vi kunne ende henne…

Nå…men status blev… jeg sov stort set ikke, og det gjorde Chefen iøvrigt heller ikke, uforløst sex kan virkelig plante uro kroppen – fuck hvor var jeg frustreret! Hvad sker der for manden pludselig skulle være SÅ fornuftig?

Næste morgen bliver vi enige om, at vi vist ikke har talt helt færdig om hvad vi egentlig er, og skal finde en dag i løbet af denne uge, hvor vi kan mødes og få snakket… og lige give os selv lidt tid til at tænke over ‘os’.

Jeg ved sgu ikke hvad jeg selv skal tænke om det hele… Jeg er ret vild med ham, det har jeg nok været helt siden februar sidste år…men om jeg lige nu og her er klar til at slippe min nyfundne singlestatus ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke om det måske mest af alt handler om at blive afvist, der gør at jeg gerne vil have ham… Jeg er ikke såååå vant til at blive afvist…så når der ind imellem er en, der rent faktisk ikke vil mig, så vil jeg selvfølgelig vildt gerne ham.. ret klassisk ikk?!

Samtidig går jeg virkelig med overvejelser om, hvad jeg kan leve med, hvis vi bliver ‘enige’ om bare at forblive venner… der er ingen tvivl om, at jeg helst gerne vil beholde ham i mit liv, kontra undvære ham. Men jeg ved jo godt at vores fortrolighed forsvinder, så snart en af os finder en kæreste, og jeg ved ærlig talt heller ikke hvor gerne jeg vil vide noget som helst om hans datingliv, hvis/når han ikke vil have mig… lige meget hvor jeg selv befinder mig i den proces, så kan det kun gøre ondt, at han hellere vil have en anden…  Jeg kan også godt have lysten til bare at ruske ham, og spørge ham, hvad fuck det er han føler der mangler imellem os… for ud fra hvad han siger og ud fra hvordan vi er sammen, så burde det være et match made in heaven…og jeg forstår ikke hans tøven…

Nå, men hvis vi ender med at forblive på venskabsniveau, så skal min indre singleslut edderdælme lukkes ud igen – og ja… så er det selvfølgelig meget belejligt at Smukfest venter lige om hjørnet !

…misbruger…?

Så min meget ærlige veninde Natalie mener jeg er misbruger af mænd…

Jeg synes selvfølgelig det er en meget fornærmende påstand! Nok allermest fordi jeg måske tror hun har ret.

Eller ….  det har hun.

Seneste eksempel er FILF’en.

Vi startede med at skrive sammen i slut november og har vores første date i starten af december, og lige indtil jeg skal på ferie til Bali med ungerne i midt januar, flyver FILF’en og jeg på den lyserødeste sky jeg længe har været ombord på. Altså bortset lige fra Frisøren i Californien… Alting virker perfekt! Han er sød, hensynsfuld, VOKSEN, ikke mindst. Det kan man jo ind imellem godt savne hos den gennemsnitsvoksne mand.

Men det er faktisk ikke skide givende for at blomstrende forhold, at den ene part tager på ferie i 3 uger… Jeg mistede følingen med ham. Da vi kom hjem fik børnene det at vide, alting gik så stærkt lige pludselig. Mest for at de ikke skulle finde ud af det tilfældigt, fordi vi bor i en lille forstadsby, hvor der er øjne og ører alle vegne.

Og så begyndte det faktisk at gå mig på, at han nok alligevel er lidt for voksen…til mig. Jeg savner at grine, at kunne være fjollede sammen. Det fordrer han slet ikke til. Og når vi har sex, så har vi ikke sex, vi elsker…. Arhmen altså! Han ville dø hvis jeg fortalte ham, at jeg for et år siden, havde et meget grænsesøgende sexliv, der involverede sexklubber og sluttery på højt plan. Jeg føler mig efterhånden som Diana, i den der sang af Burhan G…

Det er ikke godt. Og FILF’en fortæller mig, at han kun har været forelsket to gange i sit liv… gæt hvem nr to er… stakkels FILF – jeg vil ham faktisk gerne… frygter bare det bliver for mormor/morfar agtigt i længden…

Og så er det jeg vender tilbage til Natalies diagnose. Mit misbrug af mænd.

Jeg er jægeren. Den erkendelse har jeg konstateret for længe siden. Og jeg får næsten altid den jeg vil have… Med det til følge, at de får en masse følelser for mig, og når det er sket, mister jeg interessen og savner en ny udfordring.

Og bløde søde mænd, med hjertet på rette sted, kan jeg slet ikke finde ud af at være sammen med…det er noget værre rod altså…han fortjener det ikke…

 

FILF’en 

Så en hurtig søgning på ordet FILF her på egen matrikel, gav zero results.

Jeg forstår det ikke. Jeg har små flirtet med denne her mand, som tilfældigvis er far til en pige i Ida’s klasse, deraf navnet, i hvad der ligner et år, og jeg har INTET nævnt om ham herinde.

Måske han er forsvundet lidt i mængden af mænd, hvilket faktisk er lidt ærgerligt, for han er bestemt værd at nævne. Han er 9 år ældre end jeg. Økonomichef i en stor virksomhed og så har han de her to ekstremt søde piger. Hvoraf den ene, som nævnt er veninde med Ida.

Jeg har, siden Ida startede i klassen i 2.klasse for 3 år siden, altid syntes at han var sød og han var også altid meget snakkesalig og hurtigt ude med en kvik bemærkning vi kunne pingpong’e videre på når vi faldt i snak til diverse arrangementer på skolen og hjemme hos andre forældre i klassen. For vi falder altid i snak. Vi ender altid i samme hjørne til teaterforestillingerne, følges sammen med vores børn når de går rundt og trick & treater til Halloween, vi er ved samme bord til juleklip, og ind imellem får vi da også lige udvidet standard sms’erne vedr. planlægning af legeaftaler, til at omhandle andre ting end bare børnene.

Men jeg har alligevel aldrig været sikker på om det bare var mig der så syner, når jeg syntes han måske søgte mig lidt mere end han søgte de andre forældre. Måske er det mig der opsøger ham, og han er bare venlig og snakke med mig. For generelt er han meget gode venner med mange af forældrene i klassen. Det er sikkert bare noget jeg forestiller mig i mit hoved, har jeg gentagne gange sagt til Natalie og Louise. 

Nå men her i november begyndte jeg at synes at nu var jeg snart nødt til at have det (ham) ud af systemet, hvis det alligevel bare var mig der opfangede signaler der formentlig slet ikke var der. 

Var tæt på bare at skrive direkte til ham om jeg så syner eller om han også følte der var en kemi mellem os. 

Jeg turde så ikke alligevel. 

Istedet blev jeg udspekuleret og skrev til ham for nogle uger siden en lørdag aften hvor jeg vidste han holdt herre julefrokost. Og dermed nok havde fået lidt at drikke, så der måske, helt af sig selv, kom lidt flere sandheder fra ham. 

Svaret retur var, at jeg da ikke kunne skrive når han holdt herrejulefrokost, for nu havde alle hans gæster stemplet os som kærester. 

Vi skrev lidt frem og tilbage indtil han skrev at han ikke ville skrive mere fordi han var blevet for fuld og helst ville undgå at komme til at skrive noget pinligt. 

Goddamnit!! 

Nå – jeg lod den ligge. Hvis han er interesseret samler han den op igen og skriver når han er blevet ædru. 

Og Bingo!! To dage efter skrev han igen. Han havde stadig tømmermænd. Og han havde læst tilbage i vores beskeder for at være sikker på han ikke havde kvajet sig. Og om ikke godt jeg ville lære ham hvordan man sagde nej til snaps. 

HA!! Jeg har ikke set syner! FILF’en ER interesseret! 

Livets meget små udfordringer

Når man kommer hjem fra en 18 timers vagt kl 9 om morgenen og bare liiige har brug for at lege lidt med sin vibrator inden man skal sove i fuld fart, men har ryddet op i sit skab et par dage før, og man har glemt hvor man nu har gemt den…

Så jeg er blevet den stalker agtige type…

Chefen har den sidste måneds tid virkelig været på, skrevet og ringet en masse hver dag. Hvilket virkelig har fået mig til at få tillid til at han er en af de gode, på trods af omstændighederne for hvordan vi mødtes. Han var ærlig fra start og fortalte at han også havde en profil på Dating.dk fordi han var begyndt at føle at han var klar til en kæreste. Det var dengang vi havde talt om, at vi bare skulle knalde. Jeg har også en profil derinde, hvilket jeg ikke fortalte, for jeg var ikke aktiv derinde. Jeg oprettede den faktisk kun for at tjekke hvad A havde skrevet i sin profiltekst timen efter han og jeg var gået fra hinanden. Og jeg var slet ikke interesseret i en kæreste.

Men ind imellem har jeg da lige tjekket Chefen derinde, for at se hvor meget han var derinde. Og det har han ikke været overhovedet. Altid offline. indtil igår aftes, hvor jeg pludselig opdager den lille grønne ‘online’ prik under hans profil. ØH WHAT?! Siden da har jeg været fuldstændig 100% stalker på hans dating profil. Eller dvs siden jeg fik fri fra arbejde idag og opdagede at den grønne prik igen var til stede. For lidt efter at være væk igen. Online, offline, online, offline…hele aftenen igennem her til aften. Selv mens han og jeg snakkede i tlf. Det eneste logiske jeg kan forestille mig der foregår, er at han er begyndt at skrive med en derinde, for så spændende er der sgu heller ikke inde på den side, hvis man bare sidder og surfer rundt og lurer på profiler uden at være aktivt søgende.

Og jeg magter det ikke! Jeg er overhovedet ikke typen der er mellemstationen til at der dukker noget bedre op til Chefen. Så vil jeg sgu hellere være foruden. Og jeg gider SLET ikke være den ukontrollerede stalker agtige kvinde, der bliver fuldstændig besat af at regne ud hvad der foregår på den mandlige planet. Det er opslidende og jeg bliver så enormt ked af det, hver eneste gang jeg ser den grønne prik. Og det er jo slet ikke til at styre! Den der stalkertendens!! For selvom jeg hader stalkeragtige mennesker, så kommer det jo fuldstændig ud af kontrol, selv for mit vedkommende, når jeg pludselig tager mig selv i, at tjekke hans profil hvert andet minut mens jeg laver aftensmad. Jeg GIDER ikke flere komplicerede mænd og forhold. Jeg vil bare gerne være glad helt ind i sjælen.

Så jeg er kommet frem til, at jeg er nødt til at have en snak med Chefen. En eller anden form for forventningsafstemning.

Og endnu mere fordi… – sidste lørdag var vi ude og spise, derefter i biffen og på en lokal bar i hans by. De eneste tidspunkter han rørte ved mig, var i mørket i biffen. Han sagde han ikke havde noget at skjule ift at blive set sammen med mig, meeeen jeg blev nu alligevel temmelig trist over at have muligeheden for at være sammen med ham i så mange timer, og at han så alligevel bare kunne modstå at være tæt på mig. For når vi er hjemme bag lukkede døre, er han meget intens overfor mig, kigger mig konstant meget dybt og længe i øjnene og skal hele tiden lige have en eller anden form for fysisk kontakt også.

Så efter sidste weekend, er jeg kommet frem til, at jeg med sikkerhed gerne vil have mere end bare et sexforhold. Og hvis Chefen ikke har den mindste smule følelser med i det vi har gang i, så vil jeg stoppe med at se ham. Jeg behøver stadig ikke et kærestelabel på vores ‘forhold’, men jeg behøver helt sikkert en eller anden form for tilkendegivelse af følelser. Og det er vel ikke for meget forlangt vel? Vi har trods alt kendt hinanden siden slut januar og for en måned siden havde vi en snak om, at vi begge lurede på hvad det her egentlig var vi havde gang i, fordi det bestemt ikke føles kun som sex… og sådan en ‘lurer periode’ har vel en udløbsdato ikk? Og er den dato ikke snart ved at være nået…?

Jeg orker ihvertfald ikke at rende rundt usikker med skræmmende stalker tendenser særlig meget længere… og desuden har Chefen allerede spottet at jeg opfører mig en lille smule eftertænksom…. (ja jeg prøver lige at slukke for mine følelser…og når jeg har lært hvordan man gør, tager jeg patent på det og afholder dyre aftenskolekurser – who’s coming?)

Jeg har fået at vide at jeg er grådig…

…bare fordi jeg gerne vil have alle de lækre mænd. Men man bør vel ikke sætte unødige begrænsninger op for sig selv vel?

Nå, men skulle have været sammen med Chefen i dag, men han var nødt til at aflyse pga manglende pasning til sin søn…han aflyste også vores sidste aftale pga at han selv var syg…så det er nu 14 dage siden vi sidst har set hinanden. Og jeg er ved at blive idiot! Ikke kun pga den manglende sex, men også fordi det er møg svært at holde noget kørende med en man ikke ser. Så de sidste par dage er der blevet færre og færre sms’er og opkald, og det der har været, har været meget overfladisk. Nu startede alt det her med Chefen jo som sex, selvom det ret hurtigt føltes som om det blev til mere. Men den usikkerhed jeg har følt ift ham de sidste par dage, har været virkelig hård. Også fordi ens hjerne har det med at brygge på alverdens historier om, hvorfor manden nu alligevel er ved at trække sig. Fuldstændig latterlige historier om hvad der er galt med mig, siden han trækker sig. Det er også enormt hårdt at skulle være den der cool, overskudsagtige kvinde, der bare skal kunne være i det, uden at have nogle forventninger eller føle skuffelse når han aflyser. Fordi vi har mødtes via en sexklub! No strings attached! Han bør jo ikke betyde noget…vel…

Så jeg tænkte ikke klart! Og i mangel på bekræftelse, skrev jeg til Lægen. Hvis Chefen alligevel havde tænkt sig at trække stikket, så kunne jeg lige så godt åbne døren lidt til Lægen igen. Følte mig faktisk ret heldig, at jeg ikke havde sagt noget til Lægen om, at jeg så en anden, så han ikke var lukket land. Lægen skrev med det samme, at han var klar på at ses. Jeg kunne jo så idag, men han havde allerede planer…og måske var det faktisk lidt okay alligevel… For når jeg kigger indad, så var det jo nok mest min enorme skuffelse over Chefen, der virkelig trængte til noget bekræftigelse.

Og nu kommer den grådige del. For Inde på klubbens hjemmeside er der samtidig en 40 årig mand der skriver til mig. Han er som så mange andre derinde, yderst velproportioneret. Han kalder sin krop for ‘Hard Work’ og det er jeg slet ikke i tvivl om, at den er! Jezuz! Jeg er simpelthen, armen vredet om på ryggen, nødt til at svare ham. Han er tømrer…store hænder. Det bliver hurtigt klart, at vi har ret god skrivekemi og han spørger lynhurtigt om jeg giver en kop kaffe. Jeg foreslår så et offentlig sted, lidt forsigtig skal man vel være. Men som vi skriver frem og tilbage og det bliver mere og mere ‘hyggeligt’, får jeg spurgt ham hvor længe han har været single, eller om han i det hele taget er single. Det sidste var egentlig lidt en joke, for det var selvfølgelig bare noget jeg gik ud fra han var. Det var han så ikke. Og så mistede jeg fuldstændig gejsten. Og samtidig var jeg faktisk enormt lettet, for så havde jeg en hel legit grund til at droppe ham hurtigt igen. For jeg vil jo stadig allerhelst bare gerne se Chefen…

Tømmeren bliver omvendt overrasket over at jeg er single, ‘for inde i klubben er det jo netop folk der kommer for at have anonyme affære’  Det slog mig pludselig lidt hårdt, hvor mange mennesker der egentlig er utro. Jeg forstår ikke jeg stadig bliver overrasket over det, jeg er trods alt vokset op i et miljø, hvor INGEN var tro mod hinanden. Et lille ‘Korsbæk’ samfund, hvor alle knaldede med hinandens ægtefæller. Inklusive mine egen forældre. Min far var også så sød at lære mig ting som; hvis man skal være utro, skal man altid sørge for at holde det uden for vennekredsen. Det giver kun ballade når man tager en der er for tæt på. Det fejl lavede min mor – og min far fik ret. Chefen er den eneste jeg nogensinde har oplevet, decideret fortælle, at han ikke er opdraget til at utroskab er ‘ok’. Hans forældre er også stadig sammen og hele familien tager ofte på ferie sammen, uden drama! Hvordan fungerer man lige i sådan en verden…?

Uden at reflektere yderligere over det, skriver jeg en besked til Chefen og spørger om vi er ok. Han ringer op med det samme. Siger vi er okay, men at han er max presset på arbejdet, at han har fået mundkurv på, men nok skal fortælle mig alt om det, så snart han må. Kæmpe lettelse. Det havde intet med mig at gøre. Er dog stadig skuffet, men meget lettet. Han undskylder sin fraværende opførsel og siger til mig, at det er helt okay at jeg prikker til ham og fortæller ham, hvordan jeg har det. At han nok skal sørge for at oppe sig, for han vil stadig rigtig gerne se mig. Sikke en ro, der lige bredte sig i min mave.

Jeg overvejer lidt om jeg tør prikke yderligere til ham og få lidt afklaring på hvad han egentlig går og tænker om ham og mig. Men når han nu er max presset på arbejdet, er det måske også lidt tosset. Skulle nødig presse ham endnu mere. Lige nu tæller jeg bare ned til lørdag, hvor vi skal ses i mere end 2 timer. Og falde i søvn sammen… total pladder romantisk, hvem har puttet det krydderi herind?!

 

 

Når kaos hersker

Og jeg stadig ikke kan finde exitknappen, så er der kun een ting at gøre – stikke midlertidigt af hjem til min moar! 

Normalt bitcher jeg faktisk over min mors manglende tilstedeværelse i mit og hendes børnebørns liv, men så alligevel – når jeg ringer eller skriver at jeg kommer, så står hendes dør altid åben. Jeg skal bare selv tage kontakten …jeg arbejder stadig ind imellem på at acceptere den del…

Nå, men når nu det endelig skal være, så er jeg faktisk så heldig så min mutti tilfældigvis bor i sydspanien hele vinteren. 

Så her er jeg og ungerne! og her har vi været den sidste uges tid. I noget der ligner solskin, 22 gr og den vildeste solopgang ! 

  

Og nej – jeg har ikke fotoshoppet dette billede – det er seriøst hendes udsigt. Jeg suger det til mig og prøver ihærdigt at glemme kaoset derhjemme. 

Men sådan noget kaos har det jo med at forfølge en – for ofte foregår meget af det jo egentlig mest oppe i ens eget hoved. Nå ja – og på sms, messenger og hvor end problemerne synes at de skal finde en. 

Første (i-lands) problem: Jeg valgte at skifte internet udbyder, og med det besluttede gammelt selskab at lukke internettet før det nye var trådt i kraft – så selvom jeg havde alle mulige fantastiske fortællinger i mit hoved om hvordan sexklub besøget gik – så nægtede jeg alligevel at grifle det hele ned via mobilen. (Og lige nu ligger jeg så alligevel og skriver på mobilen nede fra Spanien). 

Andet problem : jeg begyndte pludselig at småsavne A!! Hvor ind i helvede er min jernhårde mur, som passer på mig, når jeg allermest har brug for den?! Muren som jeg normalt altid bare lige hiver op omkring mig når noget kommer for tæt på og jeg ikke kan håndtere alle de der følelser…både mine og andres. 

Tredje problem : A har ændret strategi fra at bittersvine mig til at han nu vil gøre alt hvad han kan for at få mig til at indse at vi hører sammen. 

Fjerde problem : Husaren har følelser! Hvad fanden blev der af mænd der bare kan knalde og ikke ønsker andet end det?! Han sagde til mig den anden dag at han havde skrevet i sin profil på sexklubbens side, at han var i et forhold….!! “Bare så der ikke var nogen der misforstod noget” begrundede han. I dag opdagede jeg så, at han nu helt har slettet sin profil. 

Femte problem : Morten er den mest eksemplariske version af sig selv for tiden. Og han har OGSÅ følelser. Der er ikke det han ikke vil gøre for at bevise at han for alt i verden kun ønsker at finde tilbage sammen med mig og børnene. Han kommer med gaver hele tiden. Fede! lækre gaver! Jeg prøver at sige at han ikke behøver blive ved med at komme med ting til mig, men han slår det hen og gør det alligevel. Og det er ting som jeg, uden at have tænkt over det, er kommet til at sige at jeg synes var fede. Og vupti så har manden opsnappet det og skaffet mig de ting. Senest den lækreste figursyede dun vinterjakke. Jeg tilbød at betale for den. Men fik ikke lov. Derudover har jeg fået alle mulige dyre smykker – som han undskylder med at han jo nok skylder for alle de år, hvor han glemte min fødselsdag. Så hvad så…forpligter alle de ting mon nu..? Nå ja – og han har selvfølgelig strittet hende den 13 år yngre kæreste ud, så snart han så sit snit til at vise at han kun vil mig. 

Sjette problem : opstartede fys i sidste uge – og de Mackenzie øvelser hun troede jeg ville kunne på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke! Ikke uden at gøre føleforstyrrelserne meget værre i mit ben. Tilbage til bækkenbunds- og korsetøvelserne. Som er omtrent lige så røvkedelige at lave som knibeøvelser. 

Syvende problem : jeg har engang boet hos en famile i Californien, da jeg var 16-17 år. En familie som jeg aldrig har sluppet kontakten med. Og vi har besøgt hinanden ind imellem, men der er gået mange år siden sidst efterhånden. Familien har en søn på min alder. Han og jeg har altid været bedste venner lige siden dengang på trods af halvdelen af jorden og 9 timer var imellem os. Pludselig, da vi skriver sammen forleden, ændrer vores snak sig til flirt, som så udvikler sig til sexsnak, som udvikler sig til at jeg nu har købt en flybillet til Californien til september! Og jeg kan slet ikke vente. Det bliver det længste jeg nogensinde kommer til at tá for at få sex. Men det er jo ikke kun sex med ham… For hey – her har JEG følelser ! Arhmen altså!! 

Ottende problem : jeg er sprunget ud som en anden teenager, der har spist 20 poser Chips, i ansigtet. Bumser alle vegne. Jeg tror jeg er ved at få stress! 

Niende problem : jeg er faldet i vild god (skrivende) snak med den lækreste mand inde på sexklubbens side. Lækker som i brune dådyrøjne, skægstubbe, lækre læber, 190 cm høj vaskebræts jakkesæts mand. Min mave snurrede 40 gange rundt da jeg så det første billede han sendte mig. Denne Gud fortæller så at han er læge! Kan det blive meget bedre?! Nej vel! Jeg stalker så guden via hans mailadresse og opdager at han er psykolog. FUCK fuck fuck! Så gennemskuer han jo med det samme hvor meget kaos jeg slæber rundt med. Han vil så gerne mødes i næste weekend… Tør jeg?

Tiende problem : jeg skal SÅ meget have lavet det indlæg om sexklubbesøget! 

%d bloggers like this: