Kategori: Dilemma

Happy mom, Happy life…

Så jeg er lidt nervøs.

I dag skal Mr Alfa’s datter og mine børn møde hinanden. Jeg er ikke så nervøs for mine drenge – de er sgu så simple. Men hans datter Mynthe og min datter Ida er lige gamle, hvis man ser bort fra 10 dage. De bliver begge 13 år her om halvanden måned.

Hans datter er sådan en sportspige, og så er hun ikke helt så fremme i skoene som Ida. Og er der noget Ida hader, så er det at være aktiv. Jeg er lidt bange for de er alt for forskellige.

Så dvs. to meget forskellige formentlig generte præteens! Eller to præteens som hellere vil sidde med hovedet nede i deres tlf end prøve at lære hinanden at kende. Eller to præteens som hader hele situationen og ikke vil give hinanden en chance. Sidstnævnte handler mest om min egen datter Ida.

(Måske overtænker moren også bare hele situationen?)

Ida har nemlig sagt flere gange, at hun ikke vil have jeg får en kæreste fordi hun er bange for det bliver lige som hjemme hos hendes far, hvor han giver al sin opmærksomhed til sin kæreste. Og jeg ved godt det her er hårdt at sige om sin egen datter, men hun har desværre et virkelig veludviklet manipulerings gen (sjovt nok lige som sin far).

Hun er ikke bleg for at true med ting som at hun flytter hjem til sin far, hvis ting ikke lige går som hun synes herhjemme. Hvilket jeg udemærket godt ved hun ikke ønsker, (og hendes far gør slet ikke) men kan hun trumfe noget igennem her, så prøver hun gerne med alle de midler hun har.

Vi har planlagt vi skal ud og bowle. For at være på neutral grund og for at de der telefoner forhåbentlig ikke er helt så meget i fokus. Ida har allerede proklameret sin modstand. Men det ville hun have gjort lige meget hvad vi var kommet op med af sjove aktiviteter.

Det mest åndssvage er, jeg er ikke i tvivl om at hun egentlig godt kan lide Alfa, hun vil bare ikke indrømme det, for for hende er det en form for nederlag hvis hun gør.

Men jeg er også meget bevidst om, at en 13 årig pige ikke skal styre mit liv…for hvornår vil hun nogensinde synes det er okay mor får en kæreste? Aldrig.

Kryds fingrer for en forhåbentlig vellykket søndag.

Og skulle I ligge inde med de vises sten ift at håndtere en trettenårig når man får kæreste – så del endelig ud med al jeres erfaring.

Date med Bror – ja altså ikke min vel.

Så jeg var egentlig i god tid inden daten med Natalies storebror. Gik en tur med Birthe inden han skulle komme 18:30 og konstaterede at det var han også. Han holdt nemlig ude foran nedkørslen til mit hus og ventede på klokken blev 18:30. Jeg smuttede uset ind igen med Birthe og sendte ham en besked om at han gerne måtte komme ind. Vi kørte lidt efter han lige havde set mit køkken ombygningsprojekt.

Da vi kommer op til hans bil, går han foran mig og over og åbner døren for mig, venter til jeg har sat mig og lukker den herefter forsigtigt. Okay…så en gentleman.

Vi parkerer inde i ved planetariet, han lader bilen være tændt for jeg kan holde varmen, mens han finder en parkeringsautomat. Herefter går turen hen til den restaurant han har bestilt bord ved. Snakken flyder, også selvom jeg godt kan fornemme at han er lidt genert.

Vi starter i baren med et glas hvidvin til mig og en GT til ham. Bagefter bestiller vi mad og selvom jeg egentlig synes maden var ganske udemærket og stedet er meget hipt, så kan jeg godt mærke at han ikke rigtig synes om stedet og tripper lidt for at komme ud derfra så snart vi er færdige med dessert og kaffe.

Desværre blev det ikke til et pitstop efterfølgende, da han skulle tidligt på arbejde næste dag. Så han holdt hvad han lovede og kørte mig hjem igen. Jeg var hjemme kl 22.

Hele aftenen igennem skinner gentleman tendensen igennem hos ham – hvilket overrasker mig på den positive måde. Sjovt som det at manden holder døren, tager ens jakke, skubber stolen ind under en og hele tiden generelt er opmærksom på hvad man kunne have brug for som kvinde, føles enormt romantisk og trygt. Jeg elsker, at jeg er så selvstændig på alle områder, men lige denne aften, kunne jeg godt mærke at jeg også savner at der er en der rent faktisk godt gider yde en indsats for mig. Og den ros skal han bestemt have – for det gjorde han. Og ovenikøbet helt ubesværet og som det mest naturlige i hele verdenen.

Da vi ankommer hjemme foran mit hus taler vi lidt om, hvad vi hver især har af forventninger til ‘det her’. Jeg siger til ham, at qua Natalie er min veninde, tager jeg jo ikke helt let på at date ham. Og han stemmer i, ift mig. Men så kan jeg godt pludselig mærke at han bliver lidt skræmt. Og til sidst siger han da også, at han altså ikke er ude efter at vi skal giftes imorgen. ØH NEJ din klaphat – selvfølgelig skal vi sgu da ikke giftes imorgen – og heller ikke næste år.  Så jeg er nødt til til sidst at sige, at bare rolig der er ingen pres fra min side af. Men jeg er da også klar over, at hvis han trækker sig allerede nu, så går mit liv videre. Lidt indsats skal der jo være efter første date også, hvis der skal være chance for at noget kan udvikle sig.

En uges tid efter daten, fortæller jeg Natalie om det. Samt at jeg stort set ikke har hørt fra ham efterfølgende. Hvilket hun kommenterer overfor ham og som så resulterer i et opkald fra Bror, hvor vi endeligt slår fast, at det nok er bedst at vente og se hvad der sker. For der skulle nødig gå noget galt inden Smukfest, hvor vi skal bo i telt sammen i 5 dage.

SÅ! dagen efter jeg havde været på date med Bror, var jeg i byen med en gammel veninde… og kom til at kysse med en anden der…

Livet går jo videre, som man siger.

Frustreret !!

Så jeg føler lidt at staus med Chefen er ret lig sidste år på præcis det her tidspunkt. Han er på, meget på! Vi skriver og snakker flere gange dagligt.

Han kom hjem til mig i fredags…vi krammer og han prikker lidt til mig, lige som sidst…men ingen kys eller lignende… ret mærkeligt, men alligevel ret naturligt at være sammen uden.

Da det bliver tid til at gå i seng, spørger han om han skal køre hjem.. Øh nej! Jeg ville blive ret trist hvis du kørte hjem. Så vi gør klar til at gå i seng…og så er det det bliver lidt mærkeligt ikk! Fordi… så kravler vi under dynen…ham i boksershorts, mig i trusser (og ja – lige der syntes jeg faktisk måske det begyndte at blive liiidt akavet… ingen kys eller berøring hele aftenen og nu næsten nøgne sammen)

Tænker du måske ikke vi burde forventningsafstemme det her? spørger jeg ham

Jo det mente han vi burde…

Og så tog fornuften HELT over hos ham! At måske vi lige burde mærke lidt efter hvad det her egentlig var, før vi havde sex igen. Jeg blev SÅ træt!! og ikke mindst frustreret – seksuelt frustreret! Er vi venner, er vi venner med fordele, er vi venner med flirt, er der mere i det end bare venner… ? 

Samtidig med han sagde alt det lort, sagde han samtidig 1000 helt fantastiske søde ting til mig, som bare øger forvirringen max hos mig. Fx fortæller han, at jeg betyder alt for ham, at han elsker at have mig i sit liv, at han slet ikke kan forestille sig at jeg ikke skulle være en del af hans liv, at jeg er hans mest fortrolige, at vi har den vildeste kemi på alle planer, at han tænder så meget på mig, så det kræver alt af ham, ikke at flå mig rundt konstant. Derudover fortalte han også, at han havde været ret ked af det sidste år, da han og jeg stoppede. At han virkelig havde følt han havde jokket i spinaten og at det havde taget ham et godt stykke tid at komme videre efterfølgende.

Jeg var ret chokeret over den sidste udmelding. Vi har jo aldrig rigtig talt om følelser før, så det kom ret bag på mig. Jeg spurgte ham, hvad han var bange for ift mig og ift at se hvor det kunne føre hen. Han var bange for at såre mig, sagde han. Men ikke dig selv?? Jo det var han jo nok også…

Der var en pause… og pludselig fik jeg sagt; jeg endte med at kysse mig igennem Smukfest sidste år. (en uge efter vi stoppede) Han spærrede øjnene op; HVAD?? sagde han. Ja jeg var så sur på dig, så jeg kyssede mig igennem smukfest… Chefen blev helt urolig og lignede han fik det småskidt. Skulle du til Smukfest igen i år??  spurgte han nu helt oppe på albuerne i sengen. Jep!  Han så helt forkert ud. Jeg smilede af ham og sagde, jeg troede ikke det betød noget for dig hvad jeg rendte og lavede, du virker altid så cool når jeg har fortalt dig om andre mænd… men Joooo han havde skam jalousifølelser ift mig, fik han til sidst ud. Jeg sagde til ham, at jeg selvfølgelig ikke ville lave samme stunt i år, hvis han og jeg var blevet enige om, at vi ville se hvor vi kunne ende henne…

Nå…men status blev… jeg sov stort set ikke, og det gjorde Chefen iøvrigt heller ikke, uforløst sex kan virkelig plante uro kroppen – fuck hvor var jeg frustreret! Hvad sker der for manden pludselig skulle være SÅ fornuftig?

Næste morgen bliver vi enige om, at vi vist ikke har talt helt færdig om hvad vi egentlig er, og skal finde en dag i løbet af denne uge, hvor vi kan mødes og få snakket… og lige give os selv lidt tid til at tænke over ‘os’.

Jeg ved sgu ikke hvad jeg selv skal tænke om det hele… Jeg er ret vild med ham, det har jeg nok været helt siden februar sidste år…men om jeg lige nu og her er klar til at slippe min nyfundne singlestatus ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke om det måske mest af alt handler om at blive afvist, der gør at jeg gerne vil have ham… Jeg er ikke såååå vant til at blive afvist…så når der ind imellem er en, der rent faktisk ikke vil mig, så vil jeg selvfølgelig vildt gerne ham.. ret klassisk ikk?!

Samtidig går jeg virkelig med overvejelser om, hvad jeg kan leve med, hvis vi bliver ‘enige’ om bare at forblive venner… der er ingen tvivl om, at jeg helst gerne vil beholde ham i mit liv, kontra undvære ham. Men jeg ved jo godt at vores fortrolighed forsvinder, så snart en af os finder en kæreste, og jeg ved ærlig talt heller ikke hvor gerne jeg vil vide noget som helst om hans datingliv, hvis/når han ikke vil have mig… lige meget hvor jeg selv befinder mig i den proces, så kan det kun gøre ondt, at han hellere vil have en anden…  Jeg kan også godt have lysten til bare at ruske ham, og spørge ham, hvad fuck det er han føler der mangler imellem os… for ud fra hvad han siger og ud fra hvordan vi er sammen, så burde det være et match made in heaven…og jeg forstår ikke hans tøven…

Nå, men hvis vi ender med at forblive på venskabsniveau, så skal min indre singleslut edderdælme lukkes ud igen – og ja… så er det selvfølgelig meget belejligt at Smukfest venter lige om hjørnet !

…misbruger…?

Så min meget ærlige veninde Natalie mener jeg er misbruger af mænd…

Jeg synes selvfølgelig det er en meget fornærmende påstand! Nok allermest fordi jeg måske tror hun har ret.

Eller ….  det har hun.

Seneste eksempel er FILF’en.

Vi startede med at skrive sammen i slut november og har vores første date i starten af december, og lige indtil jeg skal på ferie til Bali med ungerne i midt januar, flyver FILF’en og jeg på den lyserødeste sky jeg længe har været ombord på. Altså bortset lige fra Frisøren i Californien… Alting virker perfekt! Han er sød, hensynsfuld, VOKSEN, ikke mindst. Det kan man jo ind imellem godt savne hos den gennemsnitsvoksne mand.

Men det er faktisk ikke skide givende for at blomstrende forhold, at den ene part tager på ferie i 3 uger… Jeg mistede følingen med ham. Da vi kom hjem fik børnene det at vide, alting gik så stærkt lige pludselig. Mest for at de ikke skulle finde ud af det tilfældigt, fordi vi bor i en lille forstadsby, hvor der er øjne og ører alle vegne.

Og så begyndte det faktisk at gå mig på, at han nok alligevel er lidt for voksen…til mig. Jeg savner at grine, at kunne være fjollede sammen. Det fordrer han slet ikke til. Og når vi har sex, så har vi ikke sex, vi elsker…. Arhmen altså! Han ville dø hvis jeg fortalte ham, at jeg for et år siden, havde et meget grænsesøgende sexliv, der involverede sexklubber og sluttery på højt plan. Jeg føler mig efterhånden som Diana, i den der sang af Burhan G…

Det er ikke godt. Og FILF’en fortæller mig, at han kun har været forelsket to gange i sit liv… gæt hvem nr to er… stakkels FILF – jeg vil ham faktisk gerne… frygter bare det bliver for mormor/morfar agtigt i længden…

Og så er det jeg vender tilbage til Natalies diagnose. Mit misbrug af mænd.

Jeg er jægeren. Den erkendelse har jeg konstateret for længe siden. Og jeg får næsten altid den jeg vil have… Med det til følge, at de får en masse følelser for mig, og når det er sket, mister jeg interessen og savner en ny udfordring.

Og bløde søde mænd, med hjertet på rette sted, kan jeg slet ikke finde ud af at være sammen med…det er noget værre rod altså…han fortjener det ikke…

 

FILF’en 

Så en hurtig søgning på ordet FILF her på egen matrikel, gav zero results.

Jeg forstår det ikke. Jeg har små flirtet med denne her mand, som tilfældigvis er far til en pige i Ida’s klasse, deraf navnet, i hvad der ligner et år, og jeg har INTET nævnt om ham herinde.

Måske han er forsvundet lidt i mængden af mænd, hvilket faktisk er lidt ærgerligt, for han er bestemt værd at nævne. Han er 9 år ældre end jeg. Økonomichef i en stor virksomhed og så har han de her to ekstremt søde piger. Hvoraf den ene, som nævnt er veninde med Ida.

Jeg har, siden Ida startede i klassen i 2.klasse for 3 år siden, altid syntes at han var sød og han var også altid meget snakkesalig og hurtigt ude med en kvik bemærkning vi kunne pingpong’e videre på når vi faldt i snak til diverse arrangementer på skolen og hjemme hos andre forældre i klassen. For vi falder altid i snak. Vi ender altid i samme hjørne til teaterforestillingerne, følges sammen med vores børn når de går rundt og trick & treater til Halloween, vi er ved samme bord til juleklip, og ind imellem får vi da også lige udvidet standard sms’erne vedr. planlægning af legeaftaler, til at omhandle andre ting end bare børnene.

Men jeg har alligevel aldrig været sikker på om det bare var mig der så syner, når jeg syntes han måske søgte mig lidt mere end han søgte de andre forældre. Måske er det mig der opsøger ham, og han er bare venlig og snakke med mig. For generelt er han meget gode venner med mange af forældrene i klassen. Det er sikkert bare noget jeg forestiller mig i mit hoved, har jeg gentagne gange sagt til Natalie og Louise. 

Nå men her i november begyndte jeg at synes at nu var jeg snart nødt til at have det (ham) ud af systemet, hvis det alligevel bare var mig der opfangede signaler der formentlig slet ikke var der. 

Var tæt på bare at skrive direkte til ham om jeg så syner eller om han også følte der var en kemi mellem os. 

Jeg turde så ikke alligevel. 

Istedet blev jeg udspekuleret og skrev til ham for nogle uger siden en lørdag aften hvor jeg vidste han holdt herre julefrokost. Og dermed nok havde fået lidt at drikke, så der måske, helt af sig selv, kom lidt flere sandheder fra ham. 

Svaret retur var, at jeg da ikke kunne skrive når han holdt herrejulefrokost, for nu havde alle hans gæster stemplet os som kærester. 

Vi skrev lidt frem og tilbage indtil han skrev at han ikke ville skrive mere fordi han var blevet for fuld og helst ville undgå at komme til at skrive noget pinligt. 

Goddamnit!! 

Nå – jeg lod den ligge. Hvis han er interesseret samler han den op igen og skriver når han er blevet ædru. 

Og Bingo!! To dage efter skrev han igen. Han havde stadig tømmermænd. Og han havde læst tilbage i vores beskeder for at være sikker på han ikke havde kvajet sig. Og om ikke godt jeg ville lære ham hvordan man sagde nej til snaps. 

HA!! Jeg har ikke set syner! FILF’en ER interesseret! 

Livets meget små udfordringer

Når man kommer hjem fra en 18 timers vagt kl 9 om morgenen og bare liiige har brug for at lege lidt med sin vibrator inden man skal sove i fuld fart, men har ryddet op i sit skab et par dage før, og man har glemt hvor man nu har gemt den…

Så jeg er blevet den stalker agtige type…

Chefen har den sidste måneds tid virkelig været på, skrevet og ringet en masse hver dag. Hvilket virkelig har fået mig til at få tillid til at han er en af de gode, på trods af omstændighederne for hvordan vi mødtes. Han var ærlig fra start og fortalte at han også havde en profil på Dating.dk fordi han var begyndt at føle at han var klar til en kæreste. Det var dengang vi havde talt om, at vi bare skulle knalde. Jeg har også en profil derinde, hvilket jeg ikke fortalte, for jeg var ikke aktiv derinde. Jeg oprettede den faktisk kun for at tjekke hvad A havde skrevet i sin profiltekst timen efter han og jeg var gået fra hinanden. Og jeg var slet ikke interesseret i en kæreste.

Men ind imellem har jeg da lige tjekket Chefen derinde, for at se hvor meget han var derinde. Og det har han ikke været overhovedet. Altid offline. indtil igår aftes, hvor jeg pludselig opdager den lille grønne ‘online’ prik under hans profil. ØH WHAT?! Siden da har jeg været fuldstændig 100% stalker på hans dating profil. Eller dvs siden jeg fik fri fra arbejde idag og opdagede at den grønne prik igen var til stede. For lidt efter at være væk igen. Online, offline, online, offline…hele aftenen igennem her til aften. Selv mens han og jeg snakkede i tlf. Det eneste logiske jeg kan forestille mig der foregår, er at han er begyndt at skrive med en derinde, for så spændende er der sgu heller ikke inde på den side, hvis man bare sidder og surfer rundt og lurer på profiler uden at være aktivt søgende.

Og jeg magter det ikke! Jeg er overhovedet ikke typen der er mellemstationen til at der dukker noget bedre op til Chefen. Så vil jeg sgu hellere være foruden. Og jeg gider SLET ikke være den ukontrollerede stalker agtige kvinde, der bliver fuldstændig besat af at regne ud hvad der foregår på den mandlige planet. Det er opslidende og jeg bliver så enormt ked af det, hver eneste gang jeg ser den grønne prik. Og det er jo slet ikke til at styre! Den der stalkertendens!! For selvom jeg hader stalkeragtige mennesker, så kommer det jo fuldstændig ud af kontrol, selv for mit vedkommende, når jeg pludselig tager mig selv i, at tjekke hans profil hvert andet minut mens jeg laver aftensmad. Jeg GIDER ikke flere komplicerede mænd og forhold. Jeg vil bare gerne være glad helt ind i sjælen.

Så jeg er kommet frem til, at jeg er nødt til at have en snak med Chefen. En eller anden form for forventningsafstemning.

Og endnu mere fordi… – sidste lørdag var vi ude og spise, derefter i biffen og på en lokal bar i hans by. De eneste tidspunkter han rørte ved mig, var i mørket i biffen. Han sagde han ikke havde noget at skjule ift at blive set sammen med mig, meeeen jeg blev nu alligevel temmelig trist over at have muligeheden for at være sammen med ham i så mange timer, og at han så alligevel bare kunne modstå at være tæt på mig. For når vi er hjemme bag lukkede døre, er han meget intens overfor mig, kigger mig konstant meget dybt og længe i øjnene og skal hele tiden lige have en eller anden form for fysisk kontakt også.

Så efter sidste weekend, er jeg kommet frem til, at jeg med sikkerhed gerne vil have mere end bare et sexforhold. Og hvis Chefen ikke har den mindste smule følelser med i det vi har gang i, så vil jeg stoppe med at se ham. Jeg behøver stadig ikke et kærestelabel på vores ‘forhold’, men jeg behøver helt sikkert en eller anden form for tilkendegivelse af følelser. Og det er vel ikke for meget forlangt vel? Vi har trods alt kendt hinanden siden slut januar og for en måned siden havde vi en snak om, at vi begge lurede på hvad det her egentlig var vi havde gang i, fordi det bestemt ikke føles kun som sex… og sådan en ‘lurer periode’ har vel en udløbsdato ikk? Og er den dato ikke snart ved at være nået…?

Jeg orker ihvertfald ikke at rende rundt usikker med skræmmende stalker tendenser særlig meget længere… og desuden har Chefen allerede spottet at jeg opfører mig en lille smule eftertænksom…. (ja jeg prøver lige at slukke for mine følelser…og når jeg har lært hvordan man gør, tager jeg patent på det og afholder dyre aftenskolekurser – who’s coming?)

%d bloggers like this: