Kategori: Det der arbejde

Voksenmobning

Jeg er for øjeblikket ikke på min egen afdeling, da jeg er i gang med en specialuddannelse inden for sygepleje, som desværre indebærer at jeg skal i ‘praktik’ på andre afdelinger. Og når jeg skriver ‘desværre’, så er det fordi den afdeling jeg er på, har skuffet mine forventninger helt vildt. Jeg havde SÅ høje forventninger! Glædede mig ubeskriveligt til at få en pause fra min egen afdeling, og samtidig komme ud og se nogle andre specialer og forhåbentlig stifte bekendtskab med en masse rigtig syge mennesker, som bare ikke var rigtig syge på samme organer som dem jeg selv arbejder aller mest med.

Jeg ved godt, at det lyder fuldstændig grotesk for andre mennesker, der ikke arbejder på et hospital, at man gerne vil passe de rigtig syge patienter. Men for de fleste sygeplejersker, især dem der passer patienter med tendens til at blive akut dårlige på meget kort tid, så er det præcis derfor vi elsker vores arbejde.

På denne her afdeling, er det som sådan ikke patienterne der ikke lever op til forventningerne, det er ledelsen og noget af personalet.

Ledelsen – fordi de konstant placerer mig på de mindst udfordrende patienter. Og noget af personalet – fordi de enten taler til mig som om jeg er kommet direkte ud af 9.klasse og tilsyneladende ikke burde fatte hat af hvad helvede jeg foretager mig som sygeplejerske, på trods af, at jeg normalt arbejder på en mere kompleks afdeling end deres. Eller også taler de slet ikke til mig. Altså jeg har vist aldrig rigtig forstået det der voksen mobning. Men det begynder så småt at dæmre for mig. Godt jeg kun har små to uger tilbage hos dem.

Nogle af dem er selvfølgelig mega søde, det er heldigvis umuligt at en hel afdeling kan bestå af selvhøjtidelige kællinger. Det er desværre bare ikke dem der dominerer afdelingen.

Men bare for lige at give et par eksempler på disse kællinger, og så jeg lige kan komme af med lidt galde, kommer her et lille uddrag.

I går er jeg igen blevet placeret på en, i mine øjne, kedelig patient. Det er selvfølgelig godt for patienten at han er i bedring, men jeg lærer jo mest af at være på dem, der er komplicerede syge. Hende jeg skal gå med er sød og spørger ledelseskælling om ikke jeg kan komme på en lidt mere spændende patient, hvorefter ledelseskælling uden mimik svarer, at jeg havde en spændende patient i sidste uge (ja i tre af dagene). Og dermed har jeg åbenbart opbrugt min kvote for at passe de spændende patienter…

Nedenfor er det så et par enkelte eksempler ud af MANGE, på hvor meget op af bakke min praktik er.

Kælling 1 gør en stor ære i, at ignorere det jeg siger eller spørger om.

Mig: Skal jeg holde, så du bedre kan sætte forbinding på?

Kælling 1: ….. (ingen respons)

kælling 1, ½ minut efter, til den observerende studerende: gider du lige holde her?

Sådan foregik to laaaange dage med kælling 1.

Kælling 2 er ikke til at slå et smil af – og lige meget hvor mange åbne spørgsmål jeg stillede hende, så lykkedes det hende at lukke samtalen med en enkelt kort sætning. Hun var også typen der sagde; vi skal også lige have gjort sådan og sådan. Uden at efterlade sig skyggen af tvivl om, at når hun nu sagde vi, så mente hun altid mig. Og da jeg spurgte om jeg måtte smutte hjem 30 min før tid fordi der ikke var mere at lave, så sagde hun; altså det skal du snakke med den ansvarshavende om – VI mangler bare at tjekke om der er kommet afføring i patientens ble. Jeg svarede hende at hun bare kunne bede de pårørende om at vente udenfor et øjeblik, så kunne VI lige tjekke bleen inden jeg gik. Aj så kunne hun bare gøre det selv, om 20 minutter, svarede hun tydeligt irriteret.

En anden situation med kælling 2 opløftede dog hele min lortedag.

På et tidspunkt står hun midt i en smal døråbning, jeg står inden for døråbningen og en mandlig ny sygeplejerske på afdelingen prøver at komme igennem. Men hun rykker sig ikke en mm. Han spørger undskyldende om han lige må komme forbi, men hun svarer ham ikke og udviser ikke nogle som helst tegn på at hun har tænkt sig at flytte sig. Han er en lille smule overvægtig, så han smiler lidt skævt og tager en dyb indånding, og prøver at lave en joke ud af at han skal gøre sig slank for at kunne smutte igennem. Hvilket hun selvfølgelig heller ikke reagerer på. Han får med møje og besvær maset sig igennem, med et ordentlig prust, for hun står fast som om hun havde beton i skoene. Da han endelig kommer ind gennem døren til hvor jeg står, siger han, (til hendes ryg) med overdreven positivitet i stemmen: Hvor var det dog fantastisk sødt af dig at tro at jeg kunne komme igennem SÅ lille en døråbning – tak skal du have. Kælling 2 ignorerede ham endnu engang, og forlod døråbningen. Endelig! Jeg var helt smadret af grin indvendig! For hvor var det dog den fedeste kommentar EVER !! Alle har jo prøvet at skulle forbi nogen, der ikke mente de behøvede flytte sig til ære for en – og denne her kommentar er hermed adopteret til næste gang jeg selv står i sådan en situation.

Og hvad angår kælling 2, så kan jeg næsten ikke vente til i morgen, hvor jeg står til at skulle følges med hende. Igen.

glee animated GIF

 

om at være træt helt ind i sjælen

Jeg er i praktik for tiden, på en anden afdeling of course. Det i sig selv er ikke specielt hårdt, da det er en afdeling med ekstrem god normering og jeg sådan set altid er ekstra sammen med en anden sygeplejerske. Men det der med at være ny på en arbejdsplads, skal man altså ikke undervurdere! Fuck dét er hårdt!

Når man er ny, er man ‘på’, på en enormt opslidende måde. Man er ydmyg og smilende, og opsøgende, og man svarer på de samme spørgsmål hver gang man møder en ny velmenende og interesseret kollega. Så selvom der ikke er specielt travlt med patienterne, så er jeg simpelthen SÅ drænet når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Jeg lever nærmest mit liv fra pligt til pligt. Nå ja, og så er jeg gået fra at have skiftende arbejdstider, til i denne periode på 6 uger KUN at have dagvagter! Arhmen jeg forstår ikke hvordan normale mennesker kan holde til at arbejde 8-16 hver eneste dag, uden at have en eneste fridag ind imellem, hvor man kan lade op helt for sig selv. Folk siger tit til mig, at de tager hatten af, for at jeg kan holde til at arbejde på forskellige tider af døgnet – nu sender jeg den lige retur! Hatten af for jer der knokler udelukkende i dagtiden – shit det er hårdt, og gør også bare resten af ens dag besværlig. Man er jo nødt til at handle sammen med resten af Danmark, og have sine lige så trætte unger med sig.

Mit dagsprogram ser for tiden således ud – og jeg tænker ikke det er så meget anderledes end normale menneskers dagsprogram.

Først er det ungerne tidligt afsted i institution, så jeg er sikker på ikke at komme for sent (igen det der med at man så nødig vil sætte et dårligt eksempel og komme for sent) så er det på arbejde (altså praktikken) i myldretiden, direkte hjem og hente først Alex i børnehaven, snakke høfligt med pædagoger og forældre, hvis jeg er uheldig skal Magnus og Ida hentes i skole, igen snakke høfligt med pædagoger, lærere og forældre (hvis jeg er heldig, har Ida taget Magnus med hjem) derefter hjem og gå tur med Birthe, lave aftensmad, hygge med børnene, læse godnathistorie, smøre FEM! madpakker til næste dag! sørge for at vasketøjet bliver hængt op, og det tørre bliver lagt på plads. Der er sikkert også en opvasker der skal tømmes (hvis A ikke er hjemme til at gøre det). Træne min ryg – eftersom den er ved at være temmelig skidt igen – pivpiv. Gå aftentur med Birthe. Gå omkuld!

Alting foregår nærmest i en zombie lignende tilstand – A nævnte for mig i går at han synes jeg skulle søge læge – ‘det er ikke normalt at være SÅ træt’.

Jeg giver praktikken skylden. Man skal altså ikke undervurdere hvor hårdt det er at starte et nyt sted. Godt jeg kun har tre uger tilbage, så står den på en uges efterårsferie, og så back home til min normale afdeling, med normale rutiner, skiftende arbejdstider, og hvor det er okay at have en dag, hvor man ikke er ‘på’ hele tiden. Jeg glæder mig ubeskriveligt!

sleeping animated GIF

Når det stikker helt af!

Har været fuld igen. Sådan rigtig for alvor – ‘med hukommelseshuller’ – fuld. Til personalefest.

Til min store lettelse var jeg ikke den eneste. Stort set hele selskabet var spritstive, hvilket nok gjorde denne fest til den vildeste personalefest jeg nogensinde har været med til. Også selvom jeg har et par huller i aftenens forløb.

SÅ mange kollegaer kyssede på hinanden og gerne med flere. Det var fantastisk! Ingen fordømmelser, ingen sure miner, alle var bare glade og gjorde præcis hvad de følte for. Vi manglede vel bare at smide bh’erne, så havde det været tilbage til de glade 70’ere!

For mig, endte det med at jeg kyssede med to….piger… altså to kvindelige kollegaer, hvis nogen skulle være i tvivl. Den ene var Natalie, hvilket jeg altid har tænkt var bound to happen sometime, eftersom jeg har fortalt hende en del om, at jeg godt kunne tænke mig, at prøve at være sammen med en pige. Der skulle bare nok alkohol til – og en sjov fest, hvor alt var tilladt.

En af gangene vi kyssede, var der en af de unge portører der gik helt i baglås og valgte at stille sig ca 10 cm fra vores ansigter, bare for at få det hele med. Det var top humor, og var helt sikkert medvirkende til at vi ikke stoppede lige med det samme.

A har fået beretninger om festen – vi har heldigvis klare aftaler om hvad der er tilladt og hvad der ikke er. Det er tilladt at jeg er sammen med piger, mænd er uacceptabelt. Det kan jeg fint leve med. Ikke mindst fordi jeg ikke vil bryde hans tillid, men også fordi jeg længe ikke har følt at nogen ny mand ville kunne udvide min horisont med noget jeg ikke allerede har prøvet. Eller rettere har lyst til at prøve – jeg har da grænser! Tværtimod skal man formentlig forholde sig til at de ikke ser så godt ud under tøjet som man havde forestillet sig, man kan risikere at dilleren er lille og skæv og den eneste måde han kan finde ud af at bruge den på, er ved at agere Duracell kanin… arhmen jeg synes der er langt mellem de mænd, der rent faktisk tager sig tid, til at lære en at kende rent seksuelt. Og husker det til næste gang. Hvis der bliver en næste gang. Så A grinede bare af mine udskejelser. Og så fik jeg en omgang af ham næste morgen.

Nå, men meget af i dag, har så gået med at frygte hvorvidt der bliver frigivet snavebilleder fra festen på facebook… Frygten er vokset i takt med at der blev smækket indledende billeder op i afdelingens fb gruppe, med en beretning om, at resten lige skulle gennemgås… øøhh for hvad??  Ikke fordi jeg ikke kan stå ved hvad og hvem jeg har snavet med…meeen jeg synes måske alligevel ikke beviserne behøver blive digitalt offentliggjorte.

Jeg, og ikke mindst Natalie, som snavede med dobbelt så mange som jeg, må jo bare afvente og se… alternativt tager det vel ikke så lang tid at skrive en opsigelse.

 

Beretninger fra nattevagt #11

Top tre over ting man ikke vil høre i en nattevagt! 

#3 : når man har glædet sig til for en gangs skyld at have fri kl 7, og ansvarshavende kommer med bedende øjne og spørger om ikke godt man kan blive en time ekstra fordi der er personalemangel. 

#2 : når ens kollega kommer og spørger om man lige kan hjælpe hende med at flytte hendes patient højere op i sengen, hvilket man selvfølgelig gerne vil…indtil man kommer rundt om gardinet og ser, at det er en hval der ligger i sengen istedet for et menneske! 

#1 : når ens indiske patient, 20 min før man har fri, (i den iøvrigt føromtalte overarbejdstime) siger; ‘jeg skal lave toilet – NU!’ 

%d bloggers like this: