Kategori: Det der arbejde

Når man ville ønske man var struds…bare det næste år

Jeg er så flov! 
I min afdeling har vi en kirurgisk overlæge, som ikke er særlig høj, jeg gætter på ca 165-170 cm, men han er nok den dygtigste vi har og pga hans hjerne så har han mega meget pondus og maskulin udstråling…synes jeg. Men det ved han selvfølgelig ikke at jeg synes.

Så da en kollega og jeg sidder og spiser frokost idag i personalestuen, kommer han ind og smilende spørger om æblerne på bordet er gode. Jeg svarer ja det plejer de at være. Hvorefter han opdager de hjemmebagte Cookies der ligger længere henne på bordet hvor kollega og jeg sidder og spiser. 
Lille overlæge, nu lidt savlende over cookies’ne: Øj hvad er det der står der?
Mig: nå, så er æblet måske udkonkurreret? 

Kollega: du kan bare tage en cookie. 

Lille overlæge overvejer: hmm må jeg godt det tror I? 

Mig lidt for kæk: nej DET må du ikke, de er kun til folk over 170 (cm) 

Lille overlæge blev helt paf og min kollega konstaterede at jeg vist var liiige lovlig streng nu. 
Mig: Aj det var da for sjov – selvfølgelig må du gerne tage en cookie. 
Lille overlæge prøver at tage det med oprejst pande og siger: næh! Ta’ du to istedet. Hvorefter han forlod personalestuen … uden cookie…

Allerede her er jeg allerede ret bevidst om min kæmpe brøler. 

Kollega: Aj jeg talte for nylig med en sygeplejerske der havde arbejdet sammen med Lille Overlæge der hvor han arbejdede før. Og hun havde mødt ham igen for nylig og var kommet til at spørge ham, om ikke han var blevet mindre, og havde skyndt sig at tilføje; altså om ikke han havde tabt sig, fordi dengang på den gamle afdeling vidste man godt at Lille Overlæge var rigtig ked af sin højde. 

Jeg har naturligvis lagt min opsigelse da jeg gik hjem til eftermiddag, og er fremad at finde i mit strudsehul. 

Independence Day

4.th of July fik en helt særlig betydning for mig i år. Independence Day!
Kl 1:45 for at være helt præcis… der sendte jeg mit færdige speciale til min vejleder! 

Det var den mest mærkelige følelse ever. Sad der og kiggede på hele opgaven, op og ned på alle siderne, og jeg var sørme løbet tør for ord og kommaer at tilføje. Den var færdig… 

Over et år har det taget mig at få det møg færdigt og grunden til jeg endelig fik taget mig sammen, var Luna. Hun skulle nemlig til eksamen den 4. og da vi var i byen i lørdags gav vi hånd på at vi skulle henholdsvis læse til eksamen og skrive opgave de efterfølgende to dage. 

Søndag foregik dog i sofaen med Netflix, grundet lidt for meget alkohol indtag dagen før, men mandag tog vi os sammen. 

Hun gik op og fik 10 og jeg fik afleveret mit speciale. Top lækkert!

Så nu kan jeg se film om aftenen uden at have dårlig samvittighed. Wuhu!

Den helt store lettethedsfølelse lader dog vente lidt på sig endnu, men regner bestemt med den kommer når censor har været indeover og jeg er 100% homefree. 

Dagens Drama #8

Jeg var SÅ sur idag….! Eller nu er det vist ved at være igår.

For lidt tid siden skrev jeg om min manglende tålmodighed med en kollega, fordi jeg ikke mente hun var kompetent nok. Jeg prøvede der at vende den om og tænke jeg istedet skulle prøve at hjælpe hende med at få de kompetencer hun manglede.

Men i går blev jeg desværre bekræftet i, at jeg ikke tog fejl af hende.

Hun lavede så mange fejl i forhold til den 3 mdr gamle pige hun passede, så da jeg kommer forbi for at hjælpe hende med noget basalt, og opdager hvor skidt pigen har det, går jeg straks i gang med at hjælpe hende med hendes vejrtrækning og få fat på en læge. Vi får hende på ret køl igen…eller det vil sige, hun blev lagt i kunstigt koma og lagt i respirator. Min kollega havde ikke reageret på alle de symptomer pigen udviste, som indikerede hvor skidt hun havde det, og hvor meget hun kæmpede for at få vejret.

Jeg var rasende! For pga hende, gik jeg hjem med dårlig samvittighed over jeg ikke også havde overblik over hendes patient og kunne have afhjulpet så stort et setback for den lille pige og hendes familie. Rasende over min kollega ikke spørger om hjælp, hvis hun er i tvivl om hvad hun skal gøre. Rasende over ledelsen ikke reagerer på alle de observationer vi bringer dem, om denne kollegas manglende kompetencer og daglige fejl.

Pga episoden, endte jeg selv med at have overarbejde, fordi min baby patient nåede at blive semi skidt i processen også, fordi jeg ikke kunne være 100% til stede, som han havde brug for. Bosserne var derfor smuttet inden jeg var færdig, hvilket har resulteret i, at jeg har sendt dem en mail istedet for at få talt med dem personligt…

Jeg har lige læst mailen igen. Og jeg må sige, jeg vist nok glemte at trække vejret inden jeg sendte den afsted. Puha hvor var jeg sur, og hvor har jeg skrevet mange hårde ting. Aj jeg lægger faktisk ud med at undskylde længden af mailen…for derefter selvfølgelig at begrunde det med at jeg er sur! Men ja – min kollega lader jeg ikke tvivlen komme hende til gode…ikke længere.

 

 

nogen glemte at tanke min tålmodighed op

Jeg syntes selv jeg var et dårligt menneske i går… eller virkelig dårlig kollega, either way, så føler jeg jeg burde have haft tålmodighedskappen bredt noget mere ud end jeg havde. Nogle gange, så er det bare som om jeg ikke kan styre hvad der kommer ud af min mund og hvordan mit kropssprog har tænkt sig at agerer. Jeg er faktisk lidt flov. Normalt ligger arrogance slet ikke til mig – jeg kunne simpelthen bare ikke bremse mig selv… kan jeg undskylde mig med at det var mandag…?

Sagen er – vi har fået en ny kollega i mit team. Hun er ældre, dvs over 50, jeg vurderer hende til midt 50’erne. Hun har arbejdet i udlandet de sidste 20 år og er nu kommet hjem pga sine børnebørn. Hun er sådan en lille lidt tæt kvinde, med stort filtret hår, der står ud til alle sider, selvom hun har en elastik i det. Så taler hun naturligvis med accent. Hun taler lavt og meget meeeeeeget langsomt, så langsomt, så jeg faktisk nærmest får stress over at skulle vente på hun færdiggør sin sætning. Så jeg overtager ind imellem hendes sætninger, når jeg kan regne ud hvad hun vil sige. Yes I know – ret provokerende. Af mig.

Så når man skal have sådan en lidt ældre-end-en-selv-dame med sig i oplæring, og vi konsekvent taler forbi hinanden, fordi hun ikke rigtig hører hvad jeg siger, så bliver det sgu lidt langhåret. Hun havde en tendens til at opstarte noget, for så ikke at gøre det færdigt, før hun startede noget nyt. Hvilket resulterede i, at jeg gentagne gange måtte bede hende holde fokus på den ting hun var igang med, før hun gik videre. Derudover så kan hun ikke regne – hvilket er ret vigtigt i vores fag! – alt vores medicin bliver regnet ud i mg pr ml pr kg pr døgn, men skal iøvrigt sættes på medicinpumper, hvor infusionshastigheden er udregnet i mg pr ml pr kg pr time og nogle gange yderligere ned til pr minut – det kan godt til tider være lidt en hjernevrider. Igår skulle hun bare trække 28 gram fra en patientvægt på 5,58 kg, hun troede ikke på mig, da jeg sagde det blev 5,552 kg – der måtte til sidst en lommeregner til…

Vi er pisse dygtige, både sygeplejersker og læger på min afdeling! (hvis jeg må have lov at klappe os selv på skulderen) Jeg ville til enhver tid være tryg hvis nogen jeg kendte blev indlagt hos os. Og måske derfor er vi... ja igår var det så tydeligvis mig, ikke særlig large hvis nye sygeplejersker i afdelingen ikke lytter til det vi siger, når de er i oplæring. For fejlmargenen er meget lille i vores afdeling, hvis vi skal undgå fatale konsekvenser. Så det er yderst vigtigt at de lærer og lagrer det de får at vide i de første 2 mdr af deres oplæring. Alt derefter er add-ons, som man lærer hen ad vejen i learning by doing, hvor man dog har en makker man kan sparre med hele tiden i op til et år efter ansættelsesstart, fordi vi er så specialiserede. Kvinden her har været ansat i ca 3 mdr. og virker ikke til, at hun har været der mere end en uge – det er som om hun nulstiller efter hver vagt, og så er vi forfra næste dag… (lidt ligesom den der søde film Fifty first dates med Adam Sandler og Drew Barrymore – jeg er vild med den film – jeg orker altså bare ikke arbejde med filmens Drew på daglig basis)

 

De fleste af vores patienter svæver på et eller andet tidspunkt mellem liv og død, og nogle gange gør de det mere end een gang. Fx var der denne her 7 årige dreng, der gik i hjertestop hvert kvarter, indtil nogen havde tid til at anlægge en pacemaker på ham – det var en lang og nervepirrende vagt. Og så er der de patienter der begynder at bløde helt afsindigt kl 9, hvor alle de planlagte operationer selvfølgelig er gået i gang, og vi så er nødt til nærmest at tømme blodbanken, for at holde dem i live, indtil de får afsluttet de i gangværende operationer og kan tage patienten på operationsstuen igen.

Nu siger jeg selvfølgelig ikke at det altid er sådan, men vi ved det faktisk ikke når vi møder ind. Og derfor er det så sindssyg vigtigt, at vi ved hvor vi har hinanden. Teamwork er en nødvendighed, for det er fysisk og praktisk umuligt både at give hjertemassage, trække medicin op, tilkalde læger, hente blod, bestille diverse tilsyn osv helt alene, for så når patienten at dø i mellemtiden. Vi er allesammen afhængige af hinandens kompetencer i sådanne situationer.

Og fordi jeg véd!! At på et eller andet tidspunkt, så er jeg afhængig af hende her den nye sygeplejerske i en sådan situation, som ovenfor beskrevet, så pissede det mig for vildt af, at hun enten ikke interesserede sig nok til at lære tingene ordentligt, eller simpelthen bare ikke kan finde ud af det, men prøver at lade som om hun godt kan. Det er fair nok, hvis tingene er svære, det var det også for mig i starten, men erkend det for pokker, så vi andre ved, hvad vi kan forvente.

Og så er det jeg kommer til min dårlige samvittighed. For jeg bør jo være den der finder tålmodigheden frem og hjælper denne her kvinde, når nu jeg var sat til at gå sammen med hende. Altså det bør vi selvfølgelig allesammen gøre i teamet. Vi bør også kunne finde tålmodigheden frem selvom vi skal gentage os selv 20 gange, hvis det er det der skal til, før hun forstår hvad hun skal – vi bør jo løfte hende til det niveau der generelt er i afdelingen, så vi kan regne med vi ved hvor vi har hende senere hen når det hele brænder på.

Men FUCK hvor er det altså svært, når først man er nået til det stadie, hvor man har dømt en spiller ude…

hvad skete der egentlig med hende chefen

For noget tid siden, der skrev jeg om mit kæmpe arbejdsdilemma  og min tyranniserende chef der virkelig i dén grad gjorde livet surt for mig på mit arbejde. Jeg havde en meget ubehagelig konfrontation med hende en mandag morgen. Måtte skrive en mail til min oversygeplejerske efterfølgende om, at jeg gerne ville have en fortrolig snak med hende. Vi aftalte at snakkes ved onsdag i den samme uge.

Det blev onsdag, og min oversygeplejerske lavede et snedigt trick, hvor hun med påskud om noget andet arbejdsrelateret, fik gennet mig ind på sit kontor. Her fik jeg fortalt om alt det min chef havde budt mig siden januar sidste år. Oversygeplejersken lyttede interesseret og sagde bagefter, at hun lige var nødt til at snakke med sit bagland, inden vi skulle tage en beslutning om, hvordan vi skulle gribe hele situationen an, ift min chef.

Det sjove var, at så snart jeg fik lettet mit hjerte og fortalt om alt det der havde foregået, så var det ligesom jeg slap det. Jeg blev ligeglad! Ligeglad med flere konfrontationer – det var nemlig lykkedes mig at sige fra overfor hende, så jeg følte mig pludselig stærk. Stærkere end hende. Hun kunne bare komme an. Og jeg fik ovenikøbet sagt til oversygeplejersken, at hvis hun mente det var bedst at vi havde en direkte snak med min chef, hvor jeg fortalte hende det hele direkte, så kunne jeg også sagtens det – no problemo.

Så blev det torsdag… vi havde travlt, som sædvanlig. Min chef smilte og hilste sødt på mig og ellers snakkede vi ikke sammen.

Fredag… Min chef sagde op….. !

WTF!! I hvilken verden sker det?

 

Så nu har jeg fået skuldrene ned på plads, og går på arbejde uden at blive fysisk dårlig, fordi jeg skulle høre på hendes stemme gennem hele afdelingen.

Men fordi hun pressede mig i så lang tid, havde jeg jo fuld gang i omstillingsprocessen; MÅ FINDE NYT ARBEJDE NU! Og den har jeg ikke helt kunne slippe, heller ikke selvom det her nok bliver det mest spændende og akutte speciale jeg nogensinde kommer til at arbejde med igen, og jeg stortrives i det. Så er det bare stadig på bekostning af mit eget liv. Jeg trænger til weekend fri, også når jeg ikke har mine børn.

Så jeg har søgt nyt arbejde, eller jeg har faktisk søgt flere….

wish me luck

<3

Konfrontationen

Jeg havde jo nok været lidt naiv hvis jeg havde forestillet mig at mit manglende svar på min chefs mail, også ville holde hende væk i virkeligheden.

Det blev mandag morgen inde på Rigshospitalet og min chef kom lidt i 7, overdrevet glad og grinende ind i på de stuer, hvoraf jeg befandt mig på den ene. Hun spurgte til hvordan natten havde gået og vi sagde alle sammen ’stille og roligt’, så chitchattede hun lystigt videre med min mandlige kollega der passede patienten ved siden af mig. Da hun er færdig vender hun sig om mod mig og siger kommanderende: ‘vi skal lige snakke når du har fri !’ hvorefter hun vender siden til mig og snakker med en anden. Som om hendes kommando er en ordre og den kan der ikke ændres ved.

Mig (uden hensyn til at hun taler med en anden): Nej det skal vi ikke.

Chef (uden at stoppe samtalen med min kollega): JO det skal vi!

Mig (noget hårdere i tonen): NEJ chef! det skal vi ikke!

Chef (stopper samtalen med kollega og vender fuld opmærksomhed mod mig): Jo, jeg vil gerne tale med dig inden du går hjem!

Mig (siddende tilbagelænet i min stol-hende stående): Jeg vil gerne gå når jeg har fri, jeg er træt og jeg skal have min hund til dyrelægen.

Chef (ved at være tydeligt forundret over min vedholdenhed, vender hun sig mod min mandlige kollega på stuen): C – kan du ikke lige passe hendes patient så går vi ud og snakker nu!

Mig: CHEF – det bliver ikke nu – jeg har ikke overskud til at snakke med dig nu.

Chefen bliver mere og mere sur og siger at hun ikke synes det kan vente, at det må være ret alvorligt når hun får at vide mens hun er derhjemme at jeg er gået ked af det hjem. Jeg svarer at jeg ikke ved hvad hun har fået at vide. Hun siger at hun ikke ved mere end det, fordi da hun havde spurgt de andre to afdelingssygeplejersker, havde de ikke ville fortælle hende hvad det drejede sig om. HA! tænkte jeg, og svarede, at det var fordi jeg havde bedt dem om ikke at sige noget.

Chef (træder to intimiderende skridt frem imod mig og trækker chefkortet): Så du vil ikke fortælle hvad der foregår til din afdelingssygeplejerske?!! 

Mig: Nej det vil jeg ikke! jeg har talt med de to andre og det er fint for mig indtil videre.

Chefen forlader ENDELIG stuen, tydeligt vred og frustreret over hun ikke fik sin vilje. Jeg sad tilbage med en hjertebanken på 200 i timen, men med antræk til et lille smil. Det er første gang jeg har sagt fra overfor hende. Og det kom tydeligt også bag på hende. For hun er virkelig typen der træder ind i et rum og udstikker ordrer og har absolut ingen forventning om, at de mennesker hun (ned)taler til, vil gøre nogen indvendinger mod det hun siger. Og hun har desværre været vant til at jeg heller ikke har sagt fra.

Iøvrigt ret spøjst at opleve sådan en mandlig kollega, der har været vidne til et temmelig ubehagelig situation, blive meget munter og snakkende efterfølgende, som om han ikke rigtig kan finde ud af at være i rummet længere og simpelthen bare er nødt til at sige nogle sjove ting for at lette stemningen. Jeg grinte meget overskudsagtigt af alt hvad han sagde. Jeg vandt nemlig denne gang over min chef!

Resten af min dag har været præget af det adrenalinsus den 5 min samtale tog. For det første er jeg endnu engang blevet bekræftet i, at kvinden ingen empati eller respekt har for andre mennesker. Jeg gentog nok mig selv 10 gange overfor hende, at jeg ikke havde overskud til at snakke med hende efter en nattevagt, hvilket hun var fuldstændig iskold overfor. Hun ville tale med mig – punktum! Skide være med hvad jeg ønskede. Der var også et tidspunkt hvor jeg kunne mærke at tårerne var lige ved at presse sig på, men det lykkedes mig heldigvis at holde dem inde. For det andet, har jeg haft en lille bitte sejrsfølelse i kroppen – det føltes fandeme godt at sige hende imod!

Så da jeg endelig fik fri, tog jeg til dyrelægen med Birthe, smed 1000 kr mere i dyredoktorens pengekasse, oveni de 8000 kr jeg allerede har lagt der siden vi kom hjem fra Bali i slut januar. Tog hen og handlede, så køleskabet ikke var helt tomt nu hvor ungerne kommer retur fra Morten efter skole idag. Tog hjem til min far og snakkede med ham i et par timer og endte endelig hjemme i sengen kl 13. Op igen kl 16 og er i skrivende stund stadig imponerende frisk 🙂

det offentlige sygehusvæsen

…set med mine øjne…

Tog en dobbelt vagt i går på hospitalet – aften og nat. Jeg gjorde det både for pengene og for at hjælpe. Afdelingen er i knæ og har været det et godt stykke tid. Ledelsesproblemer har fået mange erfarne sygeplejersker til at smutte, der er selvfølgelig blevet ansat en masse nye sygeplejersker. Men få, af de nye, har meget erfaring, og på grund af desperation har ledelsen følt sig nødsaget til også at ansætte helt sprit nyuddannede sygeplejersker, samt sygeplejersker med meget lidt erfaring. Nogle af dem har selvfølgelig potentiale til at blive rigtig dygtige – men det gennemgående problem vi oplever i afdelingen med disse nye piger er, at de opfører sig som om de ikke kan lære mere. Når nogle af os med lidt mere erfaring prøver at lære fra os, så bliver vi mødt med rullende øjne, et ‘jaja’, og en konstant bortforklaring af hvorfor de var i deres ret, til at handle stik i mod afdelingens protokoller og retningslinier ift patientpleje.

Vi er begyndt at referere til dem som resultatet af en curling generation.  Vi bruger faktisk en del energi på at snakke om problemerne med de nye’s arrogance, og de fejl de laver i afdelingen – og ikke mindst de fejl de laver ift patienterne. Det fylder meget – især fordi vi andre føler os forpligtede til at have et øje på alt hvad de foretager sig, så der ikke sker for mange fejl. Ikke at vi andre ikke også kan lave fejl, forskellen er, at de fejl curlingsygeplejerskerne laver hører under basic viden – ting de helt af sigselv burde vide, eller som de burde have lært på skolen eller fra den korte erfaring de ellers har.  Men sjovt nok dækker ledelsen lidt over dem. Curlingledelse. Jeg gætter på de gør det, pga personalemanglen. Alle er i knæ.

På min afdeling handler vores stressede hverdag meget om dårlig ledelse. Ikke så meget om beskæringer, som hos jordemødrene for eksempel. Men resultatet er det samme. Og jo – egentlig handler det jo også om beskæringer – for hvis vores ledere fik den nødvendige lederuddannelse, så ville de højst sandsynligt blive bedre ledere…men der er sjældent penge til at sende dem afsted, og ej heller mulighed for at undvære dem i den daglige drift.

Som sagt har dårlig ledelse fået sygeplejerskerne til at skifte arbejde, nogle skifter til mere bekvemme jobs inden for sygehusvæsenet og andre søger helt væk. For vilkårene er bestemt ikke optimale inden for det offentlige. Der er meget stress, ofte løber vi gennem gangene for at kunne nå at hente medicin eller andet udstyr til en kritisk syg patient, fordi vi er for få hænder til, at der er en anden der kan holde øje med patienten imens. Siden jeg kom tilbage fra mit praktikophold i mandags, er der ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke er blevet spurgt om jeg kunne tage dobbeltvagter.

Tag dog ikke fejl! Mit arbejde er sindssyg spændende og jeg elsker det, og jeg er slet slet ikke færdig med at arbejde med akut sygepleje. Men jeg ser ikke mig selv blive pensioneret fra det offentlige – for med det tempo vi arbejder under, så er min krop enten bukket under pga nedslidning, eller psykisk pga stress. Og alle beslutninger jeg tager ift at få mest mulig relevant erfaring med i bagagen inden fra det offentlige, handler udelukkende om, at skabe de bedste muligheder for mig den dag jeg vælger at skifte til en privat arbejdsplads…

%d bloggers like this: