DAG 8 – dag 4 med Frisøren

Jeg blev naturligvis vækket med et knald…eller det var vist egentlig mig der vækkede Frisøren med et knald.

Bagefter tog vi hver i sær et bad, ham først, og mens han stod og smurte sig ind i diverse cremer og ordnede sit hår, lå jeg i sengen og kiggede på ham. Han er meget anderledes end de mænd jeg normalt ville kigge efter. Han er ikke helt så høj, men høj nok til at jeg godt kan have hæle på. Ikke helt så muskuløs, men markeret nok, til at jeg synes at han er lækker. Og så er han minimalist. Ikke at jeg nogensinde har overvejet om sådan noget betød noget for mig – det tror jeg egentlig ikke det gør. Jeg tog ihvertfald mig selv i, at tænke at det var cool nok, at manden nærmest kun har et halvt skab fyldt med tøj. At han aldrig går med boxershorts, eller andre former for undertøj – det er generende synes han. Det eneste han virkelig går op i, er surfing, hans hår, naturligt nok, og hans hud. Hvad den mand dog ikke kommer på sin krop af cremer og ting i håret. Og ja jeg indrømmer! Manden har det blødeste hår jeg nogensinde har mærket og ditto hud!

Jeg chokerede ham da også voldsomt, da jeg forsigtigt fortalte at jeg aldrig brugte creme. Manden kiggede fuldstændig forrykt på mig. ‘Heller ikke fugtighedscreme i ansigtet’ spurgte han. Øh nej… ‘Well you better get starting – cause you wont keep looking that young!’  Jeg smilede og fortalte at jeg glemmer det og iøvrigt også synes jeg bliver meget fedtet af det, hvis jeg en sjælden gang kommer noget i hovedet. Frisøren lignede en der overhovedet ikke kunne forstå hvorfor jeg ikke allerede lignede en rynket rosin. Jamen du har jo ingen rynker sagde han. Nej, eller tjoh…jeg tror der er ved at komme en her svarede jeg grinende. Måske er det i virkeligheden FORDI jeg aldrig har smurt mig med noget, at jeg ikke har nogle rynker – har du tænkt på det? Men den mulighed var vist ikke rigtig plausibel i hans verden.

Dødsstødet kom, da jeg så også fortalte at jeg fjerner min make up med ganske almindelig håndsæbe. ‘Wow you are low maintenance… and just about every mans dreamgirl!’ 

Jeg tog et bad og var færdig før han var. Hvilket udløste at jeg jo lige var nødt til at forføre ham endnu en gang. Hele hans soveværelse osede af sex, eller Passion, som han sagde.

Mor A skrev ved 10 tiden og spurgte om jeg ville med ud og shoppe i noget der hedder CostCo, som er lidt i stil med vores Metro og Inco, altså der hvor man handler stort ind. Det ville jeg gerne – Frisøren skulle nemlig alligevel arbejde.

Jeg tog en Uber hjem til huset og hverken Mor A eller Far H spurgte til min aften med Frisøren, eller kommenterede at jeg havde sovet hos ham.

I CostCo var der en nydelig mand der henvendte sig til os om et eller andet ligegyldigt og straks var Mor A på, ift at han da så enormt sød ud og skubbede lidt til mig med sin albue. Ja det gjorde han sagde jeg, og tænkte – altså først sætter du mig op med Frisøren og nu er du straks videre med at finde en ny til mig…

Size is everything! 
Efter CostCo tog vi til The Nail Nazi, som de kalder hende der laver deres negle, og jeg fik min allerførste Pedicure nogensinde. Jeg måtte selvfølgelig lige sende et billede af det til Frisøren og spørge om ikke han var stolt af mig. Selvpleje på højt plan i min verden. Mor A begyndte selvfølgelig straks at fortælle Nail Nazi om mig og Frisøren. Altså skal alting bare sladres om herovre? Nail Nazi spurgte Mor A om vi så var blevet kærester og om han skulle besøge mig i Danmark. Halloooooo – jeg sidder liiige her ved siden af!! Hun svarede så, at nej selvfølgelig var vi ikke det, jeg skulle jo hjem om et par dage. Her var det så jeg afbrød og fortalte at jeg havde tænkt mig at efterlade alle mine ting her, og istedet pakke Frisøren i kufferten og tage ham med hjem. SÅ blev der stille HA!

The Nail Nazi…og mine stænger 😉
Mor A’s veninde, der havde været med aftenen forinden, var også med. Og efter at vi alle havde fået ordnet fødder, skulle vi ud til et sted der hedder Beauty Supplies, som er et sted hvor frisører, kosmetikere osv kan handle deres produkter. Veninden havde rabatkort dertil, ligeledes havde Frisøren, men han var jo på arbejde, så han havde bare givet mig en liste over ting, han mente jeg ikke kunne leve uden, når nu jeg er så dårlig til at passe på mig selv. Han kunne lige så godt have bedt mig om at gå i en VVS butik og egenhændigt finde samtlige rør og samlinger til et nyt badeværelse, så lost var jeg. Jeg købte dog den shampoo og balsam han havde sagt jeg skulle købe, plus et eller andet leave-in-product, men den ansigtscreme han mente jeg absolut skulle have for ikke at udvikle rynker overnight, havde de ikke. Og da ekspedienten begyndte at spørge mere ind til mit behov og jeg lignede et større og større spørgsmålstegn, endte hun til sidst med at konkludere at jeg vist ikke behøvede at starte med at bruge ansigtscreme. Næstefter hun selvfølgelig lige skulle begribe, at jeg aldrig bruger creme ‘Really ? – Never ??’ Wow…you have no wrinkles!!’ konstaterede hun efter at have nidstirret mig længere tid end hvad der ville betegnes som acceptabelt gloen på et andet menneske. Når man kan forundre mennesker på denne måde, er det helt okay, så må de gerne stirre.

Efterfølgende kørte vi veninden hjem og sad lidt i deres have og fik Lemonade inden turen gik helt hjemad. Jeg kan godt være lidt misundelig på størrelsen af deres huse – alting er sgu så skide stort herovre. I deres have havde de både en udendørs bar, en Jacuzzi og adskillige små hyggelige borde/stole setups rundt omkring. Og jeg fik da også den ene røverhistorie efter den anden om alle de fester de havde holdt der.

 

Jeg havde faktisk spurgt Jason om ikke han ville bruge denne dag sammen med mig. Han havde nemlig sagt at han gerne ville holde en dag fri fra arbejde, hvor vi så kunne lave noget sammen. Men da jeg havde spurgt ham et par dage før, om ikke han kunne idag, så for det første svarede han helt vildt sent og det eneste han skrev var: No thanks I’m good. Hope u had a fun time here. 

Jeg blev selvfølgelig vildt sur. Manden havde brændt mig af til morgenmad dagen før – og generelt var det bare mega svært for ham at få presset mig ind i hans kalender, og så fik jeg sådan en besked. Så jeg svarede at jeg jo altså ikke bare sad og ventede på at han spontant lige syntes at han kunne ses – jeg var der ligesom for at opleve noget mens jeg var der. Så fik jeg en endnu vredere besked retur, om at han havde haft great sacrifice ved at prøve at få set mig og så havde jeg bare travlt med at se alle mulige andre mennesker. Samt at han troede at han kendte mig og nok havde kreeret denne her person i sit hoved, og så viste det sig at han slet ikke kendte mig alligevel. Jeg var simpelthen SÅ skuffet. For var der noget han ikke havde gjort, så var det at gøre noget ekstra for at vi kunne ses. Plus vi har kendt hinanden siden vi var 16 og skrevet sammen lige siden – så var der noget der var sikkert, så var det da at han kendte mig.

Jeg fortalte Mor A og Far H om det, og de himlede straks op. Og var 100% på min side. Sagde med det samme at det er det han gør. Han siger en masse ting han gerne vil, og så brænder han folk af når tiden så kommer. Og han siger ALDRIG undskyld, for i hans verden er der aldrig noget der er hans skyld. Okay tænkte jeg…så kommer vi nok ikke til at se hinanden, og vores venskab er nok også slut, for det her havde jeg ikke tænkt mig at give mig på. Til sidst skrev jeg dog alligevel en ganske sød besked til ham, om ikke godt han ville stoppe med at være skør og bruge dagen sammen med mig. Han svarede ikke.

Jeg spiste sammen med Mor A og Far H den aften. Og ramte sengen tidligt – det kunne godt mærkes at den foregående nats udskejelser ikke havde indeholdt særlig meget søvn.

Og desuden skulle jeg være udhvilet til dagen efter hvor Frisøren og jeg skulle bruge hele dagen sammen i Los Angeles – fuck hvor jeg glædede mig – og samtidig meget bevidst om at ferien og tiden med Frisøren og familien, lakkede mod enden… 

2 comments on “Californien dag 8 – selvpleje og lidt drama…igenigen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *