(læs her om Forhistorien, Dag 1, Dag 2, Dag 3 og Dag 4)


Dag 5

Denne dag sov jeg for første gang længe, siden var kommet for 4 dage siden. Eller … løgn! Jeg vågnede faktisk kl 4 og kunne ikke sove mere, det er det samme der altid sker når jeg har drukket, så vågner jeg herre tidligt, ligger og vender og drejer, nogle gange kræver det desværre også lige at jeg besøger toilettet og får kastet op, inden jeg kan falde til ro igen. Det var dog heldigvis ikke tilfældet idag, faldt i søvn igen ved 7 tiden og stod så op kl 11.

Frisøren ville hente mig kl 12. Men det var overskyet, så jeg var lidt spændt på om vi så overhovedet skulle mødes eller om vi måske ville finde på noget andet at lave..

Jeg gik ned og spiste lidt morgenmad og overvejede om jeg skulle tage et bad. For altså, hvis vi skulle på stranden skulle jeg jo ikke dulles op vel…? og jeg ville alligevel blive sandet til på stranden.

Nå jeg besluttede alligevel lige at tage et bad, men barberede ikke ben, så tæt ville han jo ikke komme på mig. Og jeg havde også fjernet alle hår med min epilator før afrejse, så det var alligevel nærmest bare dun jeg havde på benene. Tog min kedelige denim nederdel på og en gul top, bikini indenunder – så var jeg klar på stranden. Ingen makeup, andet end den tattoverede eyeliner (det kan altså godt anbefales…si’r det bare). Selvom det var overskyet, så var det stadig møg varmt, så hvis det blev stranden skulle han ikke høre et ondt ord fra mig! Jeg var ikke nervøs eller spændt på nogen måde, glædede mig bare til at prøve at være ude med en jeg ikke kendte herovre i forvejen, uden hele familien var med også.

I det han parkerer sin amerikaner truck udenfor huset, siger Mor A: ‘Let him come up to the house  and pick you up in here, he has to say Hi to us all – thats how we do it here – he’s gotta behave like its a proper date’ 

Okay siger jeg og føler mig meget 16 årig igen. Min date skal lige ind og siges god for af mor og far og storesøster Lisa.  Han kender dem jo heldigvis i forvejen, så han tager det helt cool og vi får lige snakket lidt alle sammen, og så følger han mig ud til bilen, og spørger om vi ikke skal starte med noget frokost, når nu solen lader vente på sig. Han holder meget galant bildøren for mig.. og jeg prøver lidt akavet at svinge mig ind på det høje sæde uden at få spredt benene i min lille nederdel.

Vi kører hen til et mexikanersted og sætter os ved siden af hinanden i baren på to høje barstole. Vi bestiller hver vores Margarita og snakken flyder overraskende godt. Vi griner helt vildt meget over alt muligt, men får da også snakket seriøst ind imellem. På et tidspunkt siger han at han er meget overrasket over hvor meget nede på jorden jeg er kontra Californiske piger…dejlig kompliment svarer jeg retur, for jeg synes virkelig ind imellem, at de californiske piger kan være meget…for meget. Som timerne går, får vi både mad og Margaritaerne skiftes ud med Corona’er og han begynder så småt at skubbe til mig med enten sit ben eller sin arm, når jeg laver sjov med ham på ægte dansk ironi humor style. Stranden er for længst udelukket og jeg ærgrer mig alligevel lidt over jeg ikke barberede ben, når nu han gentagne gange lader sit ben ramme mit… Always be prepared! må være mit nye motto! I det mindste havde jeg ikke fedtet hår…

Da klokken nærmer sig 15:30 og vi skal til at køre mig tilbage til den velkomstfest som familien holder for mig, er vi begge helt vildt triste over at vi ikke bare kunne fortsætte daten. Frisøren skynder sig at ringe til Mor A for at høre om han ikke bare kan komme med til festen! Jeg er helt med på at han da skal med – selvfølgelig skal han da det. Men hun tager ikke tlf, så han lægger en besked og så vi kører hjem til ham, så han lige kan skifte tøj, just in case at han kan komme med. Hjemme hos sig, viser han mig stolt, at han har en stor Harley Davidson motorcykel stående i garagen. ‘Wanna go for a ride some day?’ spørger han. Hell yeah!! svarer jeg.

Vi kører mod huset og jeg smutter ind for at spørge Mor A om Frisøren kan komme med til festen. Han venter i bilen. Men ak altså! Endnu et drama er opstået mens Frisøren og jeg har været væk. Frisøren er jo oprindeligt Lisa’s ekskæreste tilbage for 15 år siden. De to er gode venner nu og hun har intet imod at han og jeg skulle ud…. Men hendes nye mand derimod…! Han havde issues! Arhmen altså Come on! Så Lisa’s mand havde ytret at hvis Frisøren skulle med til festen, så ville han ikke komme. Og han ville jo ikke ødelægge festen for mig, så det var selvfølgelig bedre at han blev væk. Jezuz fucking christ – altså bliver folk aldrig voksne?! Så Lisa var nødt til at ringe og spørge om jeg var blevet afleveret, og Frisøren kørt, for de (manden) ville først komme når han var kørt.

Måtte sige til Frisøren at han ikke kan komme med, men måske hvis det sluttede tidligt, kunne vi mødes igen senere på aftenen. Det ville han rigtig gerne. Han prøver at kysse mig farvel, men jeg får lige drejet hovedet en anelse, så det i stedet bliver en blanding af et kindkys og et tantekys… hov, var det ikke lidt hurtigt …og enormt fjollet sådan at ville kysse en pige der bor på den anden side af kloden? jeg havde jo lissom ikke tænkt at der skulle være noget med ham her… jeg skal jo for helvede rejse igen. Venskab er helt klart mit udgangspunkt! Ingen kyssen.

 

Der kommer omkring 20 mennesker til festen. Både mennesker jeg kendte og folk jeg ikke havde mødt før. Jason kom også med sine unger. Han havde et meget flirtende blik i øjnene hele aftenen hver gang han kiggede på mig, jeg var meget draget mod ham lige der. Mor A fortæller forsamlingen om min date med Frisøren, og en af pigerne, som også var med ude og spise sushi på Dag 2, faktisk hende med tysker kæresten, spørger lynhurtigt om vi havde kemi… Jeg bliver fuldstændig overrasket over hendes direkte spørgsmål og prøver ihærdigt på ikke at afsløre for meget i mit smil og vender samtalen over på, at det jo er lidt ligemeget eftersom jeg skal hjem om en uges tid. Jason bliver lidt mærkelig i hovedet hver gang sladderen falder på Frisøren. Og det var også lidt akavet hele tiden at skulle bekræfte dem i, at jo!  jeg synes også Frisøren ser ganske godt ud.

Jason siger at han vil hente mig til morgenmad dagen efter og så ville han efterfølgende tage med ud og padleboarde sammen med mig, Lisa og hendes mand. Fedt tænkte jeg! Endelig noget tid med ham, og måske han var faldet lidt mere til ro i mit selskab efter denne her fest, så han ikke ville være så akavet omkring mig. Samtidig gik jeg i indre panik over at skulle være i bikini foran ham… hvad nu hvis jeg kropsmæssigt slet ikke levede op til den fantasi vi havde skabt omkring hinanden gennem de sidste par års flirten over messenger… Ikke at jeg havde ændret mening ift at jeg ikke ville være sammen med ham, men derfor måtte han jo gerne synes at jeg var lækker og at han gik glip af noget. Helt basal kvindelogik ikk?!

 

Er desværre nødt til at skrive en besked til Frisøren om, at festen trækker ud, og at jeg også er mega træt, og om vi kan lave en aftale en anden dag.

Det kan vi selvfølgelig, han vil rigtig gerne se mig igen.

Jeg smiler over hele hovedet og har samme ord kørende på repeat inde i hovedet…

shit shit shit shit shit shit shit shit shit shit  !!!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *