Kom hjem fra A ved 14 tiden idag. Havde taget hunden Birthe med derover – havde jo nok forudset lidt at jeg ville ende med at sove hos ham. Kom selvfølgelig for sent hjem til ham – jeg tænker altid at jeg liiige skal have fjernet hår med min epilator og at det kan jeg da sagtens lige nå på 20 min – det kan jeg så aldrig, det tager altid længere tid. Så ringer Ida lige i det jeg parkerer hos A, hun er trist fordi Morten har presset hende til at fortælle en hemmelighed som hende og jeg havde. Jeg havde sagt til hende at hun skulle tage sin blokfløjte med hjem til Morten og bilde ham ind at læreren havde sagt at de SKULLE øve sig mindst 15 min hver dag – synes selv det var ret sjovt ;D Det blev dog knap så vel modtaget i den anden ende… Syntes selvfølgelig det var mærkeligt at han havde reageret sådan på at hun havde en hemmelighed.

A og jeg nåede kun lige at sætte os til bords så ringede Morten. Han ville tage Ida’s tlf og Ipad fra hende, så hun kun havde det hjemme hos ham for han gad ikke have at hun ringede til mig hver gang hun fik ballade hjemme hos ham. Ifølge ham havde hun allerede frivilligt fortalt om det med blokfløjten for to dage siden. Han har selvfølgelig ret i, at hun ikke skal spille os ud mod hinanden, men ligefrem fjerne al adgang til mig fra hende synes jeg var lige at gå over stregen, så jeg hidsede mig jo naturligvis fuldstændig op i det røde felt. Jeg faldt til ro efter lidt tid, bad ham om at tale med hende om det. Han fortalte mig igen hvor ked af det han er over det han har gjort mod mig mens vi var sammen og at han ikke kunne overskue sit liv uden mig i det – jeg holdt fast i, at jeg ikke kunne have ham i mit liv, for jeg havde alt for mange ting jeg skulle bearbejde på grund af den måde han havde behandlet mig på da vi var sammen. Han kan heldigvis stadig godt forstå mig, og vi sagde farvel…igen.
Jeg vendte tilbage til A… som selvfølgelig var lidt muggen over hele situationen. Måtte endnu en gang forklare ham, at jeg ikke er i stand til hele tiden at tage hensyn til hans behov. Han ved det godt men har selvfølgelig svært ved at tøjle sine følelser, hvilket er forståeligt nok. Det er meget at bede om, at nogen skal sætte deres egne behov på standby fordi jeg ikke kan overskue ansvaret for at opfylde dem. Så snart han begynder at have snerten af at kræve noget af mig, så har jeg lyst til at gå og være mig selv. Det var det samme med Tobias… I mit forskruede hoved føles deres behov og lyst til at være mere sammen med mig, som en form for kontrol over mig og min tid…

I virkeligheden er det formentlig bare fordi de i virkeligheden rigtig gerne vil være sammen med mig. Har igen siddet og gennemlæst alt hvad de skriver om på mødrehjælpens hjemmeside…burde snart samle mig mod til at ringe til dem…nu er der snart gået en uge siden jeg læste på deres side første gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *