Klokken er midnat. 

Igår skete det uundgåelige, at mit drømmeeksemplar af en livsglad skøn kvinde som var min roommate på stue 323, blev udskrevet. 

Det er alligevel vildt så dybdegående man kan komme til at lære et fremmed menneske at kende på kun 4 dage, bare fordi man er lukket inde på samme  hospitalsstue og sover halvanden meter fra hinanden. Hun havde også rygproblemer, så vi var begge ret immobile og faldt hurtigt i snak. 

Vi er nu venner på fb og har opdateret hinanden løbende om de få fremskridt vi har gjort os, og så har vi aftalt at når vi begge kan, så skal vi ud og gå en lang tur og drikke kaffe. Kaffen her på hospitalet er nemlig virkelig dårlig. Sjovt som dårlig kaffe kan være årsag til gentagen og massiv brok. 

Nu er jeg så blevet flyttet til stue 317. Der var nemlig en patient der havde fået roskildesyge og derfor skulle vedkommende isoleres på min nyerhvervede enestue. 

Jeg kommer, trillende i sengen, ind på stuen til Bente. Bente er en 70+ lille dame, der trisser rundt med rollator. Hun sover en del, og når hun sover så har hun sådan en brillemaske over øjnene. Jeg kan simpelthen ikke huske hvad sådan en hedder, så jeg har kaldt det en Batman maske hele dagen. 

Selvfølgelig ikke direkte til hende. 

BatmanBente er typen der starter en samtale med at spørge hvad jeg synes om noget. Åbenlyst indikerende hvad hun ihvertfald synes om det pågældende. Og hvis jeg så siger at jeg ikke synes noget om det – så sender hun mig et misfornøjet blik og så slutter samtalen øjeblikkeligt. 

Hun spørger ind til mine børn og jeg fortæller jeg har en pige og to drenge. ‘ Ja mine to piger har KUN fået drenge – OTTE drenge. Og jeg elsker dem da… selvom de er drenge.’  Jeg fornemmede en vis utilfredshed med at hun kun havde fået drengebørnebørn. 

Klokken 22 skulle BatmanBente sove – så derfor blev stue 317 lukket og slukket på præcis det tidspunkt. 

23:30 skulle jeg simpelthen sådan tisse. Så jeg listede! Altså så godt som jeg nu kunne, når nu jeg bevæger mig som klokkeren fra Notre Dame med en talerstol, forbi snorkende BatmanBente, ud på toilettet. 

Derudefra kunne jeg kort efter, høre BatmanBente højlydt brokke sig over at hun ikke havde fået sin sovepille og at hun iøvrigt overhovedet ikke havde lukket et øje endnu. 

????? 

Okay jeg venter med at spørge om ørepropper til hun er gået ind på stuen igen. Skulle nødig fornærme hende mere end jeg formentlig allerede har gjort. 

2 comments on “BatmanBente og klokkeren fra Notre Dame”

    • Haha aj hvor godt og præcist ! Du har nemlig fuldstændig ret! Ikke mindst fordi BatmanBente bliver udskrevet idag 😉 hvis jeg kunne, dansede jeg sejrsdans kl 14 hvor hun bliver hentet 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *