Har lige været til børnefødselsdag med Magnus – han vil ikke have jeg forlader ham – det er hans anden private fødselsdag han har turde tage med til, men kravet er også klart – Mor du skal med og du skal blive der HELE tiden! Okay okay – det gør jeg da gerne – også selvom jeg lige har afsluttet en 17 timers av+nv på job og stadig ikke har sovet mere end blot en enkelt time forinden. Nå, men jeg henter Magnus hos Morten og vi kører til fødselsdagen. Der var lige lidt panik inden, for Magnus havde selvfølgelig snuppet den fine invitation fra køleskabslågen og lagt et hemmeligt sted, så det der med en adresse kunne jeg jo så ellers bare tænke mig til…nå ja men byen er jo heller ikke så stor, vi kan jo bare køre lidt rundt og lede efter nogle flag ude foran et hus og håbe på det er det rigtige. Skrev til en anden mor fra børnehaven, som vi havde været til fødselsdag hos weekenden forinden, og hun nåede lige akkurat at sende mig den rigtige adresse idet vi ankom til byen. Forældrene til knægten som havde fødselsdag, virkede som om de begge var midt/slut 40’erne, de havde også en 4 mdr gammel babydreng. Moren er fra Rusland og ligner også lidt en streng dame der ikke tager bullshit fra nogen, og med lidt for meget på halen, som hun stadig ikke har smidt efter den sidste fødsel, hvis hun da ikke ser sådan ud normalt. Manden har et engelsk navn, men talte fint dansk, fik ikke spurgt om han var fra et andet land. Hans hud er en lille smule arret og hans øjne sidder tæt og laaangt inde i hovedet. Han har også en mellemstor direktør vom. Han kom personligt med sin søn og afleverede invitationen til sønnens fødselsdag halvanden uge forinden, og jeg følte allerede der at han havde en lidt spøjs måde at kigge på mig på. Nå men det er faktisk vældig hyggeligt til den fødselsdag, ikke mindst fordi der denne gang også er to andre forældre der bliver fordi deres drenge heller ikke er helt trygge ved at være ude til en fødselsdag. Hvad sker der iøvrigt for at sådan nogle 4-5 årige knægte er så bange for at være uden deres moar? Der er altså virkelig noget om det med mødre og deres sønner. Vi sidder så og får en kop kaffe alle os forældre, børnene leger og vi sidder og snakker, mest om børnehaven og pædagogerne og hvordan institutionen er ved at være på ret kurs igen efter et par tragedier for nogle år siden som jeg tilfældigvis er den eneste der har været vidne til eftersom jeg jo også har Ida der har gået der dengang. Nå, men så falder snakken på træning og hvordan vi hver i sær får tid til at holde os selv ved lige, når nu vi alle har travlt med børn og arbejde og få det hele til at passe sammen. Faren til fødselsdagsbarnet, med de indsunkne øjne sidder med sin lille babydreng i favnen, pludselig kigger jeg over på ham og han sidder nu foroverlænet i sin spisestuestol, han holder sin babydreng ud i armene, som hviler på albuerne på hans knæ, og så løfter han ham ellers op og ned , op og ned, alt imens han stirrer meget intenst på mig, som for at sige – se mig, se hvor stærk jeg er og sådan her træner jeg når jeg ikke lige har andre muligheder… Var virkelig! mærkeligt, så jeg var nødt til at kommentere og sige noget i stil med: ‘nåå ja sådan der kan du jo også få trænet lidt’ Det var simpelthen SÅ akavet, og virkede virkelig meget som om han prøvede at gøre sig til overfor mig eller alle os mødre… Skyndte mig at finde noget andet at fokusere på…han har sikkert haft ømme arme dagen efter, for han lignede bestemt ikke typen der normalt sad sådan og trænede med sin baby ;)- sådan kan det jo gå når man prøver at imponere det modsatte køn haha 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *