Var hjemme hos min far og hans kone Margrethe til aften, havde brug for at fortælle dem om det jeg har fundet ud af mht Morten og vores forhold. Det var rart at få snakket med dem om det. De blev noget overrasket og spurgte hvorfor jeg dog ikke havde sagt noget om det før…tjah det er jo så fordi jeg er som alle de andre voldsramte kvinder, vi fortæller ikke om det før bagefter, enten fordi man skammer sig over at man ikke siger fra eller simpelthen fordi vi ikke rigtig er klar over hvad det er der er galt. Min far fortalte iøvrigt at han gerne ville have lavet en gastric bypass, så det skulle han til info om den 11/4 – han har for evigt, så længe jeg kan huske, været overvægtig. Han ligger gerne omkring de 135 kg, men har da været oppe på 155 kg engang også. Jeg kan godt forstå ham. Margrethe var imod, hvis der var den mindste risiko for at han kunne dø på operationsbordet så ville hun ikke have han fik det lavet. Måtte så lige minde hende om, at der er risiko ved alle slags operationer. Min far har været ‘syg’ siden han var 35 år. Der var han til lægen og kom hjem og fortalte grinende at hans blodtryk havde været så højt så de ikke kunne måle det. lægen havde sagt at hvis ikke han droslede ned så ville han ikke blive 40. Dengang trak han på skuldrene og sagde at han allerede følte han havde levet sit liv to gange, så han ville ikke føle han manglede at opleve noget. Min far er nu 58 år, og jeg er sikker på han hver eneste morgen, han står ud af sengen laver han ‘ninaninaninaaaa’ med to pegefingrer der kører henover hinanden op mod himlen. Hver eneste dag er en bonusdag for ham, og han lever så også derefter. Rejser hver 3. måned til et eller andet hjernedødt lækkert sted. Køber det han vil have og giver sig selv og dem han holder af, de oplevelser han synes han eller vi andre skal have. Min far er, i mit univers, verdens sejeste mand – den dag han ikke er her mere bliver uoverkommeligt…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *