For præcis 14 dage siden idag, sagde jeg til min eks Morten at han ikke kunne være en del af mit liv længere, medmindre det handlede om børnene. Jeg havde weekenden forinden været hjemme hos nogle venner og de havde spurgt lidt mere ind til mit forhold med Morten end de plejer og mens jeg sad og hørte mig selv fortælle om alle de fuldstændig latterlige ting han havde budt mig, så blev jeg mere og mere klar over at jeg havde brug for professionel hjælp til at komme videre. Jeg kan jo nævne en million ting han gjorde, men i dagligdagen var det ting som, at tæpperne i vores lange gang skulle ligge lige, opvaskemaskinen skulle altid være tømt og klar til når han ville sætte noget derind, køleskabet skulle altid indeholde alverdens mad han kunne lide, for det tilfælde at han måske kom hjem og spiste frokost (hvilket han kun gjorde ca en gang om mdr)- nøj et madspild! Jeg kunne være i gang med aftensmaden, samtidig med jeg underholdt 3 børn, han lå på sofaen og prøvede at få en lur, og skældte mig ud hvis jeg ikke sørgede for ungerne ikke vækkede ham, samtidig med han kommanderede at jeg også skulle give vores to hunde mad. Jeg måtte ikke ringe eller sms’e efter kl 21, og gud nåde og trøste mig hvis nogle af mine venner og veninder kontaktede mig efter kl 21 – når det så skete, at det var ham der fik sms’er efter kl 21, så var det jo vigtige ting eller også lavede han jokes når jeg vendte hans egne regler om mod ham.
Mens jeg sidder og skriver dette, kommer jeg da også sjovt nok lige i tanke om, at hans nuværende kæreste skrev til ham efter midnat en eller anden dag inden vi var gået fra hinanden… flere og flere ting dukker op….

Tænk at jeg har været så dum og lade mig lulle ind i en verden hvor hans regler styrede mit liv, mine tanker og mine handlinger. OG det mest skræmmende er, at selv to år efter, opdagede jeg pludselig at jeg ikke var kommet helt så langt ud af hans tankespind som jeg troede…

Jeg har fået en henvisning til en psykolog, og har allerede fået en tid til på fredag – det bliver meget spændende og ekstremt grænseoverskridende at skulle fortælle en fremmed om alle mine inderste tanker…men det kan vel kun blive til det bedre i det lange løb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *