Og så var det jeg opdagede at det er den 12. Oktober –  Og årsdagen for at bomben sprang på Bali…. 

Jeg var der…! 

Ca 200 meter derfra- blev blæst i jorden og landede på alle fire. Min eks kæreste og jeg havde lige stået og talt om, om vi gad gå videre på natklub (den der sprang i luften) eller var vi for trætte og dermed bare gerne ville hjem og sove på hotellet. 

Vi var på jordomrejse og havde allerede besøgt Thailand og Singapore, vi manglede Australien, New Zealand og USA. 

I det vi besluttede at vi ikke gad i byen, men istedet hjem til hotellet, gik først al elektricitet i byen. Vi stod og kiggede på menneskerne i gaden lige ud fra den sportsbar vi havde siddet på. Alle reagerede på mørklægningen. Så kom lyset pludselig igen. For derefter at blive efterfulgt af et kæmpe brag, hvor jeg landede på alle fire. Alting foregik ekstremt hurtigt og samtidig i en form for slowmotion. 

Nogle mennesker løb forbi mig og råbte jordskælv, andre skreg bare.  

Jeg ville hen til braget for at se hvad der var sket og om der var noget vi kunne hjælpe med. Min daværende kæreste derimod trak mig i den modsatte retning – over mod hotellet – hvor vi kunne se den store eksplosions svampesky stige op på himlen. Jeg fulgte med ham. 

Dagen efter gik vi en tur i byen – der hvor eksplosionen havde fundet sted. Aldrig har jeg været på et steder med så mange mennesker, som samtidig var SÅ stille. Ingen sagde en lyd. Vi vidst endnu ikke rigtig hvad der var sket. 

Men vi fandt hurtigt ud af, at først havde der været en eksplosion på en cafe overfor diskoteket (det var den der havde forårsaget at elektriciteten gik) – den havde ikke forvoldt den store skade, men den havde fået folk ned af stolene og ud på gaden…lige ud foran det diskotek som de så valgte at sprænge i luften kort tid efter, vha en stor varevogn placeret ude foran. 

Mange mennesker mistede livet… Jeg var selv heldig… Havde vi været mere beslutsomme og knap så trætte, så havde vi befundet os på diskoteket… 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *