Dilemma

Selvom alting er rosenrødt og fantastisk med Alfa, så er der alligevel opstået et lille dilemma for mig.

Der måtte jo komme noget på et eller andet tidspunkt ikk…?

Dilemmaet handler om Chefen. Chefen som har været min bedste ven det sidste halvandet år, efter vi fandt ud af vi ikke skulle knalde med hinanden mere.

Alfa har det stramt med ham.

Ikke med ham personligt, da han ikke kender ham – men fordi Chefen og jeg kender hinanden så godt, og intimt, og meget længe har delt alt med hinanden. Alfa er ikke nervøs for at miste mig til ham, han føler sig ikke truet på den måde, men han bryder sig ikke om niveauet at kontakt som vi har med hinanden. (Vi har gennemsnitligt talt sammen 4-5 gange om ugen – nogle gange flere gange dagligt)

Jeg har gentagne gange forklaret at når man ikke har en kæreste i lang tid, så er det jo meget naturligt at man finder nogle mennesker man kan tale med om hvad der rører sig i ens liv. At det blev Chefen for mit vedkommende er måske ikke helt så velovervejet ift forhistorien, men han har bare været så fantastisk en ven og været der når jeg havde brug for ham. Og omvendt. Han har været en kæmpe støtte i alt fra dumme ex’er til umulige børn og dumme chefer.

Og det er egentlig ikke fordi jeg ikke forstår Alfa. Jeg tror også jeg selv ville have det svært hvis Alfa havde så tæt en veninde som han talte med flere gange om ugen. Jeg ville heller ikke føle jeg helt var nr 1.

Så det sidste stykke tid har jeg undgået Chefen lidt. Jeg ringer ikke så meget mere og får ikke altid svaret på hans beskeder fordi Alfa nærmest bliver fysisk dårlig når han ser Chefens navn på min tlf.

Men det er svært. Virkelig svært! Jeg føler jeg svigter Chefen. Vi havde lovet hinanden at der ikke skulle komme en potentiel ny kæreste imellem vores venskab. Og nu sker det alligevel.

Chefen er dog rimelig forstående og siger han godt kan forstå Alfa og har respekt for han melder det ud.

Men det ændrer ikke på mit dilemma. Jeg har ikke lyst til at miste Chefen som bedste ven, og selvom jeg har kørt venskabet ned på meget lavere blus, så føles det nu mærkeligt og akavet når vi så endelig taler sammen. Der er den der kæmpe elefant midt i samtalen som vi kun taler lidt overfladisk om.

Og samtidig så vil jeg heller ikke have Alfa får ondt i maven over vores venskab. Det er trods alt ham jeg skal have hverdagen til at fungere med.

En gang for noget tid siden var der en ex der skrev til Alfa. Han spurgte mig med det samme om det var okay han lige skrev lidt med hende fordi hun evt kunne sætte ham i forbindelse med noget jobværk.

Jeg fik ondt i maven over det. Havde 10000 spørgsmål til ham om hvordan og hvor længe de så skulle have kontakt. Alfa mente det kunne sidestilles med mit venskab med Chefen, hvilket jeg ikke mente fordi Chefen var med fra start, det var hende her ikke.

Bottom line, jeg ønsker faktisk ikke at Alfa skal få ondt i maven på den måde som jeg fik.

Og han er ikke urimelig. Det omhandler kun Chefen, han har ikke på noget tidspunkt ytret noget om nogle andre i mit liv, som bør skæres væk. Han er ikke en kontrolfreak som prøver at begrænse mig, tværtimod. Så jeg er ikke på nogen måde nervøs for jeg har mødt en ny Morten (psykopat ex og desværre far til mine 3 børn)

Så…! er der nogen der har nogle gode råd til en nænsom løsning på sådan et dilemma?

Selv tænker jeg at venskabet måske bare glider lidt ud i sandet og lander på et andet niveau.. og måske er det også okay, jeg skal bare lige have styr på min dårlige samvittighed.

Take yourself together Hansi!!

Jeg sidder pt på arbejde kørende på min 14. time og mangler stadig en time inden jeg får fri. Jeg er nået til side 83 ud af > 100 sider på dba med lampependler i en radius af 50 km fra min bopæl. (Belysning er en meget svær beslutning for mig, men nu hvor det er begyndt at være tidligere mørkt må jeg nok hellere få lidt mere lys derhjemme).

…Og iøvrigt passer jeg samtidig en grønlandsk kvinde på 32, som er ved at drive mig til vanvid.

Jeg ved udemærket godt at det er total no go og stort set kun noget sygeplejersker taler om internt, fordi folk udefra nogle gange har et idealiseret billede af hvordan vi sygeplejersker i bedste Florence Nightingale stil, hjælper den evigt taknemmelige patient.

Men ofte er virkeligheden altså noget anderledes.

Fordi.

Patienter alt for ofte faktisk bare er pisse irriterende.

Aj okay – det er nok egentlig lidt hårdt sat op. Tag ikke fejl – jeg er mega vild med mit arbejde og det faktum at jeg gør en forskel i en masse menneskers liv. Og rigtig mange patienter er også meget taknemmelige … bagefter.

Det jeg bliver provokeret af, når jeg bliver provokeret af patienterne, er de patienter som ligger sig i en hospitals seng og fra samme øjeblik deres røv rammer madrassen, så kan de pludselig ikke selv løfte deres ben op i sengen, ej heller hverken klø sig på næsen eller finde ud af at tale normalt uden alting skal komme ud som en klynken. Det er den der manglende vilje til at ville medvirke til egen helbredelse, når de godt kan ting selv, som jeg bliver provokeret af.

Tag fx min grønlandske patient gennem de sidste nu 14,5 time. Hun et blevet opereret – og ja sådan semi alvorligt. Hun vågner efter operationen og tror, uden skyggen af sund fornuft, at hun skal være smertefri. Da jeg fortæller hende at jeg ikke kan smertedække hende 100% uden at ligge hende i kunstigt koma, udbryder hun forarget at det er der ingen der har fortalt hende inden operationen, for havde hun vidst det, var hun aldrig gået med til det. (Ifølge lægenotat er hun naturligvis informeret om både smerter og evt risiko for død-og har accepteret vilkårne) Nej men så havde du så også været død nu – hvad vil du helst? (Det sagde jeg selvfølgelig ikke! Men jeg tænkte det…)

Hun ligger helt roligt i sengen, døsig fra bedøvelse og det smertestillende jeg allerede har givet hende, og beder om mere. Samtidig med hun falder i søvn midt i den samtale jeg prøver at have med hende omkring smerteproblematik. Jeg spørger hende hvor hun ligger på en skala fra 0-10, hvor 10 er værst tænkelige smerte. Jeg tegner ovenikøbet et mentalt billede af at tallet 10 involverer afrivning af et ben i en voldsom ulykke uden udsigt til smertestillende. Hvorefter hun halvsovende påstår hun ligger på en 7’er.

Neeeeej… (!) du gør ej. Du trækker vejret roligt. Din puls og blodtryk er normalt og du falder i søvn mens vi snakker. Jeg vurderer dig til 2, max 3. Jamen så er jeg tørstig siger hun så som svar.

Jeg overvejer kraftigt at give placebo i form af saltvand, bare for at bevise min pointe overfor hende. Jeg gør det dog ikke.

Tålmodigt forklarer jeg gang på gang hvorfor jeg ikke kan give hende smertestillende når hun samtidig ligger og falder i søvn.

Lige indtil ca nu, hvor jeg mest af alt har lyst til at sige: stop SÅ dig selv nu!!

Jamen jeg er tørstig siger hun så når hun kan mærke hun ikke kommer igennem med mere smertestillende. Den tango har vi danset i 14 timer nu. Jeg er træt. Ikke fysisk eller noget selvom jeg har været på arbejde så længe. Men træt helt ind i sjælen over så ungt et menneske ikke engang kan finde ud af at løfte sin arm og flytte på sit hår, som irriterede hende. Sig mig – fungerer dine arme heller ikke længere?

…Jeg er tilsyneladende blevet den skrappe sure sygeplejerske…

Og nu fik jeg sørme fri, så nu vil jeg tage hjem og putte mig ind til Alfa, og forhåbentlig tanke tålmodighedskontoen op i nogenlunde samme tempo som mine pædagogiske evner også indfinder sig igen.

Tjah…

Fuck! Jeg har virkelig ikke meget på hjerte herinde, når livet bare kører derudad og kærligheden stadig blomstrer her på 8. måned.

Aj okay, der har selvfølgelig været lidt bøvl ind imellem, men ikke mellem Alfa og jeg, snarere frustrationer fordi vi er ved at planlægge at flytte sammen hos mig. (wuhuuu – I’m so happy!) Men mit hus har jo ligget i byggekaos siden sidste efterårsferie og vi mangler 2 værelser der skal ombygges, før han og datteren kan rykke ind. Vi havde aftalt de skulle flytte ind til november, men min far som er den helt store hjælper i det her projekt, har selv mega travlt for tiden i sit firma og imens står alting bare stille her. Kæmpe suk. Så lige nu når man åbner min hoveddør, træder man ca 20-30 cm ned på råt betongulv. Væggen til venstre har været væltet og er semi opbygget igen, idet den skal laves om til skydedør. På den anden side af den væg står et råt rum. Mursten, betongulv og gamle rør og faldstamme blottet. Nå ja, vi skal også lige have lavet et ekstra lille badeværelse i underetagen. Og når det så er lavet, så skal loftet inddrages og laves til et gamerroom til mine drenge plus et værelse. Her taler vi fuld isolering og ombygning også.

JEG kan I.K.K.E overskue tidsperspektivet i det her byggeprojekt. Og det kan Alfa heller ikke. Så når vi kan, så udnytter vi at han stadig har sin lejlighed og flygter dertil og nyder at der ingen rod eller kaos er, så vi bare kan nyde hinanden.

En anden ting. Jeg bliver snart 40… (suk igen). Og jeg ved Alfa planlægger en masse ting til mig den dag og jeg er simpelthen så nervøs for hvad han mon finder på, altså på den der spændte måde. Jeg har aldrig før haft en kæreste som gør så meget for mig bare på daglig basis, så ved slet ikke hvordan han skal overgå sig selv til min fødselsdag.

AJ AJ AJ!

Der er sgu da sket noget helt vildt!! Min eks, far til mine børn, Morten, som jo fandt sammen med hende luderen, eller domina’en, hvis jeg skal være helt korrekt. De blev gift i sidste måned.

Fra sort latex Domina med slave – til hvid brud, stadig med slave. Kan I se det sjove i den? For jeg synes det er noget af det mest komiske ever. Plus hun havde skruet sig ned i sådan en stram havfruebrudekjole, og jeg er sikker på det helt sikkert har været den hun synes sad bedst på hendes figur. Men når man sidder som eks kæreste til den mand, som sagde til mig efter jeg havde født vores sidste søn, om ikke jeg lige skulle smide de sidste 5 kg, da jeg vejede omkring 65 kg, fordi han syntes jeg var for tyk. Så er det svært ikke at smågrine lidt over at han nu har giftet sig med en tøndeformet kvinde på 90+ kg. Men hun må jo kunne noget helt særligt 😉

Sjovt – nu hvor jeg alligevel får skrevet nogle ting, så dukker der flere ting op, jeg kan mærke jeg skal af med. Holder lige mig selv i ørerne på lidt oftere updates.

<3

 

 

Nordic race #2

Jeg har vist nok gjort noget knap så velovervejet.

Jeg har løbet endnu et af de der forhindringsløb, Nordic Race, ude på Refshaleøen igår.

Grunden til det var lidt dumt jeg gjorde det, hænger direkte sammen med, at jeg ikke har trænet siden sidste løb i maj. Altså vi taler zero aktivitet hvor pulsen kommer op over 100, (medmindre sex tæller) samt indtagelse af stort set alt hvad der har været at spise, og rigelige mængder vino stort set hver dag solen har skinnet. (Sol er jo bare lig med vin… i min verden).

Så da hele mit hold fra mit arbejde begyndte at smuldre fordi de sjovt nok havde lavet samme sol/vin/mad/minus motion-stunt som jeg selv, så tænkte jeg: okay, så slipper jeg jo nok også. Problemet var bare, at jeg jo havde lokket Alfa og hans svoger til at deltage i det her løb også. Og de mente jo, at hvis ikke jeg skulle løbe det med mit arbejde, så skulle jeg da løbe det med dem…

Så det gjorde jeg. Men allerede om morgenen, hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen pga min ryg gjorde ondt (straffen for ikke at træne), der havde jeg allerede dårlige fornemmelser for den dag.

Og da startskuddet lød og væggen, i den container vi var blevet proppet ind i, væltede og vi efter 50 meters løb mødte den første forhindring, en grøn container på ca 2 1/2 -3 meters højde, hvor Alfa og Svoger måtte trække mig op fordi jeg allerede der, ikke havde kræfter til at trække mig op, der tænkte jeg: for helvede det bliver lange 5 km det her. Ikke mindst fordi min højdeskræk så også gjorde at jeg faktisk ikke turde hoppe ned fra containeren igen.

Men på mirakuløs vis kom jeg dog igennem. 1 time langsommere end nr 1 og med langt flere strafrunder, hestesko og assistance end ved løbet i maj. Og det irriterede mig helt vildt at jeg ikke havde kræfterne til at gennemføre det ordentligt denne gang.

Alfa har naturligvis delt sommerens glæder med mig. Og dermed også indtaget præcis de samme mængder vin og mad som jeg. Og heller ikke trænet. Men han var selvfølgelig den der enormt irriterende type som så en forhindring, spurgte; hvad skal vi så her, for derefter bare at gennemføre forhindringen uden problemer. Jeg syntes selvfølgelig han var herre sej og var meget imponeret. Men for helvede altså hvor det ikke hjalp en skid på min egen følelse af utilstrækkelighed over ikke at kunne det samme. Det hjalp heller ikke at manden så rendte rundt med sådan et jubelsmil fordi han syntes det hele bare var så mega fedt.

Nå. Dagen derpå har Alfa et lille hudafskrab på det ene ben, og skadefro som jeg er, griner jeg over at han heldigvis er mega øm steder han aldrig har mærket før. Lidt retfærdighed må der da være til.

Jeg derimod kan næsten ikke løfte mine arme. Jeg kan ikke trække trøjer henover hovedet uden at skulle bede om hjælp og det der med at få bukserne op om røven igen efter et toiletbesøg, er nærmest også en umulighed. Det har lige kløet på min ryg og jeg måtte opgive at klø igen, for jeg kunne simpelthen ikke få armene derom.

Nå ja og så ser jeg sådan her ud.

og piver selvfølgelig næsten ikk… medmindre jeg skal bevæge armen.

The fairytale

Der ligger denne her mand og sover tungt ved siden af mig i min seng.

Jeg har snart kendt ham i 6 mdr. Jeg forstår faktisk ikke rigtig hvor tiden er blevet af, men jeg har aldrig haft det bedre.

Sidst jeg fik skrevet lidt herinde om Alfa, var vi taget til Venedig.

Venedig var alt hvad jeg turde håbe på. Romantisk, varmt, spændende og ikke mindst fyldt med kærlighed.

Om morgenen havde vi sex, hele dagen vandrede vi rundt og var kulturelle hånd i hånd og kyssede på samtlige broer, om aftenen var vi ude og spise og bagefter endte vi med rosévin på vores private tagterrasse, for selvfølgelig lige at afslutte med endnu mere sex inden vi faldt i søvn.

Den ene aften lå vi og hørte musik på Alfas tlf, det var ham der styrede musikken og jeg lå og døsede ind og ud af søvnen. Når jeg ind imellem lige vågnede op, lå Alfa smilende og kiggede på mig.

Udover at danse, så synger Alfa forresten også. Ikke fordi han burde synge i band eller lignende, men det lyder bestemt heller ikke som noget katten har slæbt ind, når han gør det.

Så var det pludselig jeg, der halvt i søvne, begyndte at lægge mærke til det musik han havde sat på og lyttede til ordene han sang ind i mit øre mens han kørte fingrene gennem mit hår (og iøvrigt troede jeg sov)

Han sang sangen I dont want to miss a thing af Aerosmith, efterfulgt af with or without you af U2 plus div andre i samme kaliber med samme emne.

Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg lå bare og sugede det hele til mig uden han skulle tro at jeg var vågen. (Senere har jeg selvfølgelig afsløret at jeg var vågen) Men lige der, nød jeg bare at denne her lækre mand lå og sang de her store ord og fantaserede at de var til mig. (Hvilket de så var. Det blev nemlig afsløret da jeg afslørede at jeg vist ikke helt havde sovet 😉

Efter Venedig blev det sommerferie og vi tog halvanden uge i sommerhus i Jylland med mine unger. Hvilket iøvrigt var uhyre vellykket ift at mine børn fuldstændig har accelereret ham.

Så røg mine unger til Morten en uge, så i den uge tog vi 4 dage til Bornholm hos hans bror, med Alfas datter og dertilhørende veninde. Mega hyggeligt.

Så måtte jeg lige hjem og arbejde lidt – selvom jeg ikke helt synes det der arbejde passer ind i mit privatliv for tiden.

Men så kom der minsandten en mulighed for at vi kunne komme til Alicante i 5 dage i sidste uge, sammen med Alfas datter, søster og svoger plus deres børn. 8 mennesker var vi i et kæmpe hus. Og bedst som jeg troede at bonusdatter og jeg bondede godt på Bornholm, så var det ingenting ift det forhold vi nu har fået pga Alicante.

Nå ja, Bonus og egen datter har også virkelig fundet hinanden her henover sommeren. Kalder hinanden for stedsøstre og er klar på at dele værelse her til november hvis ikke vi bliver færdig med ombygningen af ekstra værelse, inden Alfa og Bonus flytter ind.

Jeg troede aldrig jeg nogensinde ville komme til at dele adresse med en igen. Og nu kan jeg næsten ikke vente til november.

Jeg forstår ikke helt mit liv har taget denne drejning. At alting pludselig kan ændre sig SÅ markant – og så pga en Tinderdate.

Snart knipser en voksen med fingrene og så vågner jeg op fra det her eventyr.

Getaway

Vækkeuret ringede kl 4 igår imorges. Alfa og jeg havde lånt hans søsters lejlighed på sluseholmen, så jeg slog øjnene op til vand. Vand, vand og vand – alle vinduer i deres lejlighed vendte ud til vand. Okay jeg lever med det den her ene dag. (Misundelsesværdig udsigt!)

Kl 6 lettede flyveren.

Alfa og jeg skal på fire dages ferie – kun han og jeg. Ingen børn. Intet ansvar. Kun os. Og shit hvor har vi glædet os.

Tænk at bestille en ferie med en man kun har været sammen med i 3 mdr på det tidspunkt man bestiller.

Men jeg afslører gerne, der er ikke på noget tidspunkt hvor det har føltes forkert at bestille en rejse med ham – alt føles perfekt.

Og hvor er vi så taget hen?

Joooo… ser I…

da jeg skrev det her igår, sad vi på en tagterrasse på vores hotel – helt alene. Nød solen og atmosfæren. (Og overvejede hvor mange steder vi kan nå at knalde inden vi skal hjem igen på søndag). Vi havde drukket halvanden flaske vino(samtidig med jeg lagde neglelak-hvilket iøvrigt kræver en anelse fokus med vino i blodet- skulle jeg hilse og sige) – efterfølgende delt halvanden liter San Miguel og eftersom Cannabis er lovligt her i landet – så skulle vi selvfølgelig også prøve både en canabis vin og en canabis øl. Sidstnævnte fik jeg absolut ingen glæde af, de påvirkede mig ikke på nogen måde. Alfa derimod blev virkelig sjov. Normalt ville jeg gå langt uden om sådan noget, jeg er kun til alkohol – det ved jeg hvad er og hvordan jeg reagerer på. Men når nu det var i vin og øl, så kunne jeg ligesom bedre forholde mig til det. Så prøves det skulle det naturligvis.

Nå, men for at vende tilbage til stedet vi er, så synes jeg ikke rigtig det bliver mere romantisk end her…

I Venedig ❤️

Nordic Race part 2

Jeg løb jo det der løb den 19. maj. Nordic Race. Og gennemførte! Godt nok tog det os 2 timer fordi vi besluttede det skulle være sjovt og ikke på tid. Til sammenligning gennemførte nr 1 på 26 min.

Jeg fik en rigtig fin medalje, som jeg er meget stolt af og en masse ‘racekisses’ i form af 700 blå mærker jævnt fordelt over hele kroppen. Dem var jeg faktisk også stolte af. De vidnede om nok den største udfordring jeg nogensinde har givet mig selv.

Nu har jeg så meldt mig til Nordic race igen den 1/9 ude på Refshaleøen, sammen med 9 kollegaer (et par enkelte gengangere fra sidst, andre havde i den grad fået stillet deres lyst) og er denne gang meget bevidst om hvor jeg skal blive bedre i min fysik.

Og det er vigtigt for mig, det der med formen – for som der sker for så mange andre når de bliver forelskede er det også sket for mig, at jeg har slækket gevaldigt på min træning den sidste tid. Og det kan ses og mærkes. Men der skulle nok heller ikke så meget ‘falden ved siden af’ før man kunne se det. Var nede på 60 kg, jeg er 170 høj, og min fedtprocent var kommet ned på 22. (21 er nedre grænse inden for normalområdet for min alder) Mine bryster var blevet sådan et par flade kedelige tomme hudlommer og jeg havde faktisk bestilt tid til at få dem fyldt ud inde hos Amalieklinikken.

Nu har jeg så taget et par kg på igen og noget af det sidder på brysterne – til stor begejstring for Alfa. Men jeg vil faktisk hellere ned i fedtprocent igen og så få dem fikset end jeg vil være utilfreds med mig selv og føle mit tøj sidder forkert.

Så lige nu, i skrivende stund, befinder jeg mig på et løbebånd i fitness World. Back on track som man siger. Og er glad og lykkelig og føler for første gang nogensinde at jeg kan få det hele. (Nejnej – silikonebabber var ikke lige det jeg mente her – det er vist mere en konsekvens af noget andet jeg ikke lige havde forudset ville ske).

Nå ja, og så har jeg åbenbart inspireret min kære Alfa, så nu har han dælme også meldt sig til Nordic Race sammen med sin svoger. De sendes afsted 10 min før os. Så jeg får lov at sende ham afsted og han får lov at modtage mig på mållinien.

%d bloggers like this: