Det der med at blive fit inden sommer

Jeg springer lidt i emnerne for tiden herinde – jeg håber I kan følge med og bære lidt over med mig.

For ca 6 mdr siden skrev jeg at jeg havde taget en beslutning om, at NU skulle jeg prøve at blive FIT – se om det kunne lade sig gøre, og helst gerne inden sommer 2017. Jeg har så kæmpet mig i træningscenter op til 5 gange hver uge lige siden – selvfølgelig med undtagelse af vores lille ferie på Bali  og også lidt nedsat aktivitet i forbindelse med at vi skulle flytte mellem jul og nytår. Men ellers synes jeg egentlig jeg har formået at komme i okay form. Jeg har jo egentlig trænet lige siden min diskus prolabs for et år siden, men det har været meget balancetræning for at få styrket de inderste muskler, der holder ryggen på plads.

Chefen fik så lavet mig et rigtig fint træningsprogram i efterårsferien, hvor der er mere fokus på at træne med tungere vægte, som jeg har fulgt. Ind imellem træner vi stadig sammen, bare sådan så han lige kan sparke mig lidt højere op i tempo når jeg bliver lidt for magelig i øvelserne. Det fungerer rigtig godt og jeg synes også selv jeg kan se forskel.

Jeg fandt faktisk et billede fra før jeg begyndte at træne så intensivt. Jeg kan huske at jeg egentlig ikke følte mig tyk eller overvægtig på det tidspunkt, hvilket jeg heller ikke var – men nu kan jeg jo godt se, at det hele ligesom sad lidt anderledes end det gør i dag…for at sige det på en pæn måde.

Idag fik jeg så lavet en bodymåling i Fitness World, det havde selvfølgelig været langt sjovere hvis jeg nu havde været så genial og også havde fået lavet en inden jeg startede, men altså jeg fik lavet en idag og alt var inde for normal områderne – wuhu.

Dog med undtagelse af min mave – maskinen mente jeg skulle smide 3 kg fedt…på maven. Såehm…

Som jeg skrev i mit oprindelige Fit indlæg, ville jeg måske lægge nogle før og efter billeder op af mine resultater, og det tænker jeg jeg vover mig ud i nu… Selvom det er en lille smule grænseoverskridende – for jeg synes virkelig det første billede er langt være end jeg selv husker det var, der tilbage i oktober. Jeg beklager forskellen i belysning på de to billeder – det ene er jeg meget vinterbleg og det andet er fra Bali, hvor jeg har fået en anelse sol på kroppen…

Så her er de første 3 mdr’s resultat med tung træning.

Der er 1 kg forskel på de to billeder – til venstre vejer jeg 65 kg og jeg vejer 64 kg på det til højre.

 

Overspringshandlinger #3

Der var en gang jeg skrev et par indlæg om overspringshandlinger i forbindelse med jeg skulle til eksamen og en anden gang fordi jeg skulle forberede en fremlæggelse.

Nu er jeg her igen! Fandeme!!

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det er så fucking svært for mig at sætte mig ned og skrive mit forpulede speciale færdigt, som skal afleveres senest 1/4.  (pardon my language)

Så var der lige et opkald fra Natalie…efterfølgende fra min far – og ham tager jeg den altid fra, for han har som regel noget på hjerte når han ringer, problemet med hans opkald er dog at når han har sagt det han vil sige, så kan han faktisk snakke videre som en anden tøs i flere timer om alt og intet, hvis ikke han selv bliver afbrudt af noget han skal, eller jeg selv ihærdigt prøver at gøre det klart for ham, at jeg også skal nå nogle andre ting. Men han er nu dejlig alligevel. Og så var der lige Luna også der ringede, og hun skulle have været på arbejde, så var jo også nødt til lige at høre hvordan det kunne være at hun ikke var det. Hun havde været til lægen…og blive tjekket for kønssygdomme. Sådan noget skal jo til, når man lever det søde single(slut)liv og ikke altid har fornuftbrillerne på – det kender jeg jo selv alt til.

Nu har jeg lige fået sat min nr 2 maskine tøj over OG fået rengjort badeværelset. Jeg har fået målt op til en ny sofa og læst samtlige reklamer og aviser der er kommet de sidste 14 dage. Nå ja, Facebook og IG er selvfølgelig også blevet endevendt omkring 100 gange…har set det sødeste klip med en lille papegøje omkring 10 gange. (Har lagt videoen op på min facebook side, den er virkelig nuttet)

Jeg ved ikke hvorfor jeg tænker jeg på magisk vis nok skal få svunget min Harry Potter pind og få tryllet det der speciale færdig på no time, eller ihvertfald helst inden 1/4! Jeg ved bare jeg kommer til at fortryde big time, hvis jeg ikke får det færdigt!

Åh Altså! HVEM kommer lige og skriver det færdigt for mig – jeg mangler kun 15 sider… plus kildehenvisninger…

Frustrated GIF - Find & Share on GIPHY

And in other news

Imens i en helt anden verden der ikke handler om mit arbejde og min tyranniserende heks af en chef, så kommer jeg nu endelig til fortællingen om Morten og hans nye kæreste.

For nye læsere så kommer der lige en opridsning af historien med min Eks Morten som starter ved at vi går fra hinanden for 5 år siden, vi var sammen i 9 år og fik 3 børn sammen – 2 år efter bruddet får jeg forvildet mig ind på mødrehjælpens hjemmeside og læser om psykisk vold. Alt hvad jeg læser der kan jeg relatere til Mortens og mit forhold – jeg tuder i 5 dage, hvorefter jeg kontakter min læge og får en tid hos en psykolog. Hende ser jeg i et år. Jeg vidste jo godt den var helt gal i vores forhold – men sådan nogle skyklappere kan alligevel være ret effektive.

Morten har en tendens til stadig den dag idag at ville prøve at kontrollere hvad der sker i mit liv. Derudover er han en patologisk løgner. Manden kan ikke føre en samtale uden at der kommer løgn med ud. Reglerne for hvad han må er markant anderledes end hvad han mener jeg kan tillade mig.  Som jeg skrev i indlægget forleden hvor han finder ud af at jeg er begyndt at se FILF’en og kommenterer at så skal det holde resten af mit liv, for børnenes skyld, men han kan selvfølgelig godt introducere div. kvinder for børnene uden at skulle tage hensyn til dem. Altså børnene.

Morten erstattede mig dengang med en 12 år, yngre end mig, pige. Hun var 22. De var sammen indtil sidste sommer. Rygterne forlød dog at han ikke lå på den lade side ved siden af. Men børnene var glade for hende.

Morten er håndværker og virkelig ferm til alt hvad han rører ved. For små to år siden får han som opgave at istandsætte to sexklubber i Kbh. Her møder han Miss Black. En frodig kvinde, ældre end han, som han bliver venner med. (Miss Black er hendes sexklub navn)

Han fortæller mig om alt det der sker i klubberne hver gang han besøger mig på hospitalet sidste år, da jeg lå med min diskus prolabs, hvilket iøvrigt var det der startede hele Natalies og min interesse for at udforske miljøet også. Vi gjorde det dog uden ham !

Sidste sommer stritter han den unge kæreste ud. Efter at have holdt først en uges ferie med hende i campingvogn i Jylland, efterfulgt af en uge med Miss Black. Nå ja, vores unger var selvfølgelig med i begge de uger også.

Hver gang jeg snakker med ham, bringer han Miss Black ind i samtalen, jeg kan godt regne ud at de ses oftere og oftere. Han fortæller desuden at de laver ’set-ups’ sammen i sexklubberne. Altså vi taler om at de arrangerer gangbangs, fetisch aftener etc. Og Morten viser begejstret billeder af diverse bondage dildo stativer han bygger til klubben til de arrangementer. Hvilket jeg i og for sig ikke har problemer med, alle har hver deres lyster – og de må gøre hvad de vil i sexklubben.

Når jeg spørger om de er kærester benægter han altid. De er bare rigtig gode venner.

Så var det jeg tog til Californien i september, og han havde børnene imens. Jeg overtager børnene dagen efter jeg er landet i Kbh igen, og så snart Morten forlader min lejlighed, så begynder ungerne, især Ida, at fortælle hvordan det har været at bo hos far i så lang tid. Hun græder ovenikøbet når hun skal fortælle om det. For Miss Black har åbenbart været der non stop inkl hendes 4 årige dreng. Som ifølge børnene hyler og skriger så snart han ikke får sin vilje og generelt bare fylder ekstremt meget. Jeg prøver at være diplomatisk og spørge lidt mere ind til hvad der er foregået. Det altoverskyggende problem, for børnene, er desværre at de føler at far Morten prioriterer Miss Black før dem… De er iøvrigt stadig ikke kærester!

DET JEG SER SOM DET ALTOVERSKYGGENDE PROBLEM ER, og som jeg selvfølgelig ikke kan fortælle børnene noget om er, at Miss Black er en dominatrix. Hun er konstant omgivet af 5-6 slaver som betaler hende for at dominere dem. Hun arbejder på et bordel, har en psykopat eksmand, som vist nok er fra Pakistan, som jagter hende, så de altid er nødt til at have Mortens Rottweiler i nærheden, fordi eksen er bange for hunde. Hendes søn på 4 år, er iøvrigt et resultat af at hendes mand har voldtaget hende. Ifølge Morten er slaverne dog nu reduceret til at der kun er een der følger dem overalt – han hedder Preben, og er som regel klædt ud som kvinde i lak og læder når de er i klubberne.

Jeg kunne faktisk ikke være mere ligeglad med alt hvad der foregår mellem Morten og Miss Black, hvis altså bare Morten var så klog og holde det adskilt fra børnene, men det gør han ikke. Børnene er med i alt for meget når de er hos ham. Fx kan de være ude i flere timer om aftenen og stalke Miss Black når hun er på arbejde på bordellet, fordi Morten under dække, af at han vil passe på hende, kører rundt og holder øje med om der er biler i nærheden han ikke kender. Børnene fortæller at så sidder de i bilen og holder øje, og ind imellem kører de lidt frem og så kører de i skjul igen. Alt hvad de iøvrigt foretager sig med børnene, foregår med Slaven Preben på slæb, hvilket har påvirket Ida i en retning, så hun er begyndt at behandle ham som slave også, fordi Miss Black gør det. Not okay! Derudover bliver børnene passet stort set hver fredag han har dem, fordi de skal i klubben og afholde et eller andet gangbang setup. Andre gange passer Slaven dem, hvis Morten og Miss Black lige skal noget. Jeg indrømmer – jeg er flejnet en enkelt gang eller to over at Morten lader en mand med ekstreme seksuelle tendenser være alene med børnene… Han påstår han aldrig ville gøre børnene noget, og hvis han gjorde, så ville han fortryde det for altid – forstået på den måde at så ville Morten straffe ham personligt. Jamen hvis du allerede tænker at HVIS han gjorde noget…? Så har du haft tvivlen Morten! Og en ting er at han vil straffe ham, men hvad nytter det, hvis barnet først er blevet misbrugt…?

I et af Mortens og mit skænderier, blev jeg SÅ tosset på ham, så istedet for at kalde Miss Black og Slaven ved deres navn, omtalte jeg dem som luderen og slaven. Det resulterede ret hurtigt i trusler på mit liv fra Mortens side. Det er så ikke første gang jeg har fået sådan nogle trusler fra ham, så jeg talte bare videre og spurgte ham, om hun da ikke var luder? Til sidst måtte han indrømme at det havde hun været, men hun arbejdede ikke som det mere….Nu arbejder hun i en sexshop inde i kbh. Wow – ja! det er selvfølgelig fuldstændig ovre i en anden boldgade. Og iøvrigt var luderen og slavens forhold ikke længere et seksuelt forhold hvor hun fik penge for at piske og kneppe ham, nu blev han omtalt som Onkel Preben. Jamen hvor fantastisknu er jeg da meget mere rolig over dit valg af omgangskreds. Skulle vi ikke også lige spørge luderen om ikke hendes næste profession skulle være karrierevejleder?!’ 

ARHMEN ALTSÅ!!

Mit liv nogle gange… kunne det ikke bare være fuldstændig røvsygt…bare lidt…bare en gang imellem… årh jeg gad det godt!

 

 

 

Konfrontationen

Jeg havde jo nok været lidt naiv hvis jeg havde forestillet mig at mit manglende svar på min chefs mail, også ville holde hende væk i virkeligheden.

Det blev mandag morgen inde på Rigshospitalet og min chef kom lidt i 7, overdrevet glad og grinende ind i på de stuer, hvoraf jeg befandt mig på den ene. Hun spurgte til hvordan natten havde gået og vi sagde alle sammen ’stille og roligt’, så chitchattede hun lystigt videre med min mandlige kollega der passede patienten ved siden af mig. Da hun er færdig vender hun sig om mod mig og siger kommanderende: ‘vi skal lige snakke når du har fri !’ hvorefter hun vender siden til mig og snakker med en anden. Som om hendes kommando er en ordre og den kan der ikke ændres ved.

Mig (uden hensyn til at hun taler med en anden): Nej det skal vi ikke.

Chef (uden at stoppe samtalen med min kollega): JO det skal vi!

Mig (noget hårdere i tonen): NEJ chef! det skal vi ikke!

Chef (stopper samtalen med kollega og vender fuld opmærksomhed mod mig): Jo, jeg vil gerne tale med dig inden du går hjem!

Mig (siddende tilbagelænet i min stol-hende stående): Jeg vil gerne gå når jeg har fri, jeg er træt og jeg skal have min hund til dyrelægen.

Chef (ved at være tydeligt forundret over min vedholdenhed, vender hun sig mod min mandlige kollega på stuen): C – kan du ikke lige passe hendes patient så går vi ud og snakker nu!

Mig: CHEF – det bliver ikke nu – jeg har ikke overskud til at snakke med dig nu.

Chefen bliver mere og mere sur og siger at hun ikke synes det kan vente, at det må være ret alvorligt når hun får at vide mens hun er derhjemme at jeg er gået ked af det hjem. Jeg svarer at jeg ikke ved hvad hun har fået at vide. Hun siger at hun ikke ved mere end det, fordi da hun havde spurgt de andre to afdelingssygeplejersker, havde de ikke ville fortælle hende hvad det drejede sig om. HA! tænkte jeg, og svarede, at det var fordi jeg havde bedt dem om ikke at sige noget.

Chef (træder to intimiderende skridt frem imod mig og trækker chefkortet): Så du vil ikke fortælle hvad der foregår til din afdelingssygeplejerske?!! 

Mig: Nej det vil jeg ikke! jeg har talt med de to andre og det er fint for mig indtil videre.

Chefen forlader ENDELIG stuen, tydeligt vred og frustreret over hun ikke fik sin vilje. Jeg sad tilbage med en hjertebanken på 200 i timen, men med antræk til et lille smil. Det er første gang jeg har sagt fra overfor hende. Og det kom tydeligt også bag på hende. For hun er virkelig typen der træder ind i et rum og udstikker ordrer og har absolut ingen forventning om, at de mennesker hun (ned)taler til, vil gøre nogen indvendinger mod det hun siger. Og hun har desværre været vant til at jeg heller ikke har sagt fra.

Iøvrigt ret spøjst at opleve sådan en mandlig kollega, der har været vidne til et temmelig ubehagelig situation, blive meget munter og snakkende efterfølgende, som om han ikke rigtig kan finde ud af at være i rummet længere og simpelthen bare er nødt til at sige nogle sjove ting for at lette stemningen. Jeg grinte meget overskudsagtigt af alt hvad han sagde. Jeg vandt nemlig denne gang over min chef!

Resten af min dag har været præget af det adrenalinsus den 5 min samtale tog. For det første er jeg endnu engang blevet bekræftet i, at kvinden ingen empati eller respekt har for andre mennesker. Jeg gentog nok mig selv 10 gange overfor hende, at jeg ikke havde overskud til at snakke med hende efter en nattevagt, hvilket hun var fuldstændig iskold overfor. Hun ville tale med mig – punktum! Skide være med hvad jeg ønskede. Der var også et tidspunkt hvor jeg kunne mærke at tårerne var lige ved at presse sig på, men det lykkedes mig heldigvis at holde dem inde. For det andet, har jeg haft en lille bitte sejrsfølelse i kroppen – det føltes fandeme godt at sige hende imod!

Så da jeg endelig fik fri, tog jeg til dyrelægen med Birthe, smed 1000 kr mere i dyredoktorens pengekasse, oveni de 8000 kr jeg allerede har lagt der siden vi kom hjem fra Bali i slut januar. Tog hen og handlede, så køleskabet ikke var helt tomt nu hvor ungerne kommer retur fra Morten efter skole idag. Tog hjem til min far og snakkede med ham i et par timer og endte endelig hjemme i sengen kl 13. Op igen kl 16 og er i skrivende stund stadig imponerende frisk 🙂

Hvad gør jeg?

Fuck jeg har alt for meget på hjertet i øjeblikket og alt for lidt tid! 

I forrige indlæg skrev jeg om Mortens opdagelse af at jeg er blevet kæreste med FILF’en.  Hvilket jeg vildt gerne vil fortælle om! Altså hvordan hele det her med FILF’en er kommet så vidt. Men først er jeg nødt til at fortælle om mit arbejdsdillema – som iøvrigt intet har med FILF’en at gøre, men som fylder helt enormt. 

Jeg fik ny chef for næsten halvandet år siden – dengang jeg lå på hospitalet med min diskus prolabs. Hun var vores tidligere Tillidsrepræsentant i afdelingen og havde en ivrig tilgang til stillingen om, at nu skulle hun vende skuden. Hvilket hun også gjorde, sammen med de to andre nye afdelingssygeplejersker der erstattede den gamle ledelse. 

Problemet der ofte opstår med ledere, ihvertfald min oplevelse, er at det for de fleste ender med at magten stiger dem til hovedet. 

Hende her er ingen undtagelse. 

Den første tid var hun super god til at få afdelingen til at hænge sammen igen. Alle var helt vildt begejstrede for hende…med undtagelse af mig. For af en eller anden årsag har hun en torn i siden på mig. Om det er fordi jeg hjalp hende i den stilling hun fik og hun føler hun skal sørge for INGEN tror der er noget nepotisme over vores forhold, og hun så føler hun er nødt til at gå i modsatte grøft og tyrranisere mig, ved jeg stadig ikke. Men modbydelig – det er hun. 

Hun er den der intimiderende type som du aldrig ved hvor du har. Det ene øjeblik er hun smilende og humoristisk, og det næste råber hun af folk på en måde jeg ikke engang ville tiltale mine børn når de har været uartige. Hun har ingen empati og når jeg prøver at snakke med hende, svarer hun mig altid så surt og nedladende, så jeg for længe siden besluttede at holde vores kommunikation på et minimum og helst via mail. Hun fjerner mig fra de spændende patienter og sætter mig på de nemme, med begrundelsen at de er for dårlige til at jeg kan passe dem. Istedet sætter hun en ny, i afdelingen uerfaren sygeplejerske til at passe den patient. Når jeg fortæller hende at for første gang i et år har jeg endelig haft en kompleks patient og at hun gerne må prioritere at jeg også får udfordringer, svarer hun nedladende at jeg jo lige har haft en. ‘Ja! På eet år!’  Folk har alle fået godkendt deres sommerferieønsker mens jeg var på Bali, jeg har fået en mail om at alle uger mine unger har sommerferie er lukket for flere ferieønsker, men at jeg kan ønske efter uge 32, eller før uge 27. Jeg svarede hende at jeg havde brug for at holde ferie med mine børn i deres ferie hvortil hun svarer at det er mit problem og ansvar at jeg har været på ferie mens ferieplanen blev lagt og at det er en skam jeg ikke kan bytte ferieuger med min Eks. ‘Jamen hvad nytter det når du har lukket samtlige uger børnene har ferie i?! Så kan det jo være ligegyldigt med at bytte med Morten.’ I oktober og november havde hun givet mig 13 nattevagter pr måned – vi skal have 8. Jeg spørger forsigtigt om det bliver sådan fremover for så har jeg lidt et problem med mine børn, eftersom jeg kun er børnefri 10 dage om måneden. Svaret kom prompte: DU SKAL BARE SØRGE FOR AT ØNSKE DINE VAGTER!!’ Jeg har så kørt det samme rul i fire fucking år uden problemer. 

Nå, hun har nu kørt hetz på mig siden januar sidste år og jeg er ved at være slidt ned, psykisk. Hvis hendes mål er at drive mig ud af afdelingen kan jeg godt afsløre at hun er ved at få succes. Jeg kan ikke mere. 

Hun har så været syg de sidste 14 dage og pludselig har jeg følt glæde ved mit arbejde igen. Jeg har fået lov at passe patienter der var udfordrende, fordi hun ikke var der til at fjerne mig fra dem og jeg har ikke skulle forholde mig til hendes vægelsind. Det har været så dejligt. 

Mit problem nu er, at selvom hun ikke har været her, fylder hun stadig enormt meget i mit hoved og jeg kom til at nævne en halv sætning om det til de to andre afdelingssygeplejersker den anden morgen, da jeg var færdig med min nattevagt. De kiggede straks bekymret på mig og lagde en hånd på min skulder og vupti så løb tårerne ned af mine kinder. 

Jeg blev ført ind på bagkontoret og fik fortalt dem hvorfor jeg var så ked af det. De tilbød straks at jeg kunne skifte team og komme over til en af dem istedet og at min boss selvfølgelig ikke ville få at vide hvorfor, hvis jeg ikke ville have det, men at det skulle videre op i systemet fordi jeg ikke var den eneste der havde klaget over hende. 

Jeg gik hjem med lidt blandede følelser. For jeg kan rigtig godt lide de kollegaer jeg har i mit nuværende team, og jeg er endelig begyndt at synes at patienterne også er spændende. Men jeg får det jo aldrig godt med min chef, heller ikke selvom jeg har smidt stenen fra skuldrene hos resten af ledelsen. Alternativt skifter jeg tilbage til mit gamle team. 

Jeg møder så ind i nattevagt lørdag nat og så ligger der en mail fra min chef om at hun har hørt at jeg er gået ked hjem fra arbejde den anden morgen og at jeg meget gerne må ringe til hende, for hun vil gerne snakke med mig. 

FuckediFUCK!!! 

Jeg ved stort set med sikkerhed at det ikke er de andre chefer der har sagt noget, for de understregede tavshedspligten under vores samtale. Men snarere nogle kollegaer der så jeg var ked af det og så ikke har kunne holde deres kæft i bar nysgerrighed og har garanteret spurgt hende om hun vidste hvorfor jeg var ked af det. 

Så nu skal jeg alligevel forholde mig til hende. Hun møder nemlig ind mandag morgen inden jeg er gået hjem fra nattevagten, og jeg føler mig slet ikke psykisk stærk nok til at håndtere en konfrontation med hende. Slet ikke efter en nattevagt!

Jeg anser normalt mig selv for et ret stærkt menneske og jeg tager allerhelst tyren ved hornene når det er nødvendigt. Men hende her, som jeg aldrig ved hvor jeg har, kan jeg simpelthen ikke overskue at skulle ud i en konfrontation med, for hun vil ikke blive mere behagelig at arbejde sammen med ligegyldig hvad der kommer ud af konfrontationen. 

Jeg har sendt hendes mail videre til de andre afdelingssygeplejersker og sagt at hvis jeg skal snakke med hende, skal der en bisidder med. 

Allermest har jeg lyst til at melde mig syg og finde et andet job ASAP…

Men jeg mangler at aflevere mit speciale i den overbygning jeg har taget mens jeg har arbejdet i denne afdeling, og hvis jeg stopper inden den er afleveret, får jeg ikke papirer på uddannelsen, eller de ekstra penge den giver på lønsedlen. Jeg skal aflevere opgaven den 1/4, og er håbløs til at finde motivationen til at skrive den. Men kunne jeg skrive den færdig inden mandag morgen OG få den godkendt, for at slippe for at skulle snakke med min chef, så havde jeg gjort det lige nu… 

Råd modtages iøvrigt med kyshånd for hvordan jeg skal forholde mig, hvis der skulle være nogen der ligger inde med nogle guldkorn fra lignende situationer…

‘Hvem ligger du og knepper for tiden?!!’

Samtale med Morten over telefon

Morten : synes du ikk der er noget du mangler at fortælle mig?

Mig: hmm…det ved jeg ikk, er der?

Morten: hvem ligger du og knepper for tiden?!? 

(Jeg har fået kæreste!!!! Det er FILF’en. Og ja – eftersom jeg kender Morten og hvordan hans reaktion ville blive, så nej, så gad jeg ikke rigtig indvie ham i det)

Mig: gider du godt tale ordentlig til mig!!

Morten: jeg synes det er ret ufedt at få at vide af helt fremmede mennesker ovre på skolen at du er sammen med en far fra Ida’s klasse. Hvorfor løj du da jeg spurgte om du så nogen da jeg gav dig roser på Valentines Day?

(Morten havde efterladt er bundt røde roser på mit dørtrin på Valentines dag, og han var den sidste i hele verden jeg ville have gættet på de var fra – ja det var faktisk ikke engang med i overvejelserne at de kunne være fra ham)

Mig: du spurgte ikke – du spurgte om der var mange kandidater til hvem de kunne have været fra, så svarede jeg ja, men at jeg troede de var fra Luna. Og hvorfor skulle vildt fremmede fortælle dig om hvem jeg ser, hvem var det det fortalte det?

(Luna er mor til en pige i henholdvis Magnus’ parallel klasse og en dreng som Alexander går i børnehave med – vi fandt hinanden sidste sommer da vi var SoccerMoms flere gange om ugen – hun er et af de sjoveste og mest betænksomme menneske jeg kender)

Morten: Nå! Jamen så har det jo bare at holde mellem jer! For ellers skal børnene jo gå og glo på hinanden de næste 8 år! Og jeg ved sgu da ikke hvem hun var – hun sagde bare at HELE klassen talte om det. (Mon dog)

(Samme udtalelse kom han med dengang jeg kom sammen med A – for børnenes skyld skulle det forhold holde resten af mit liv)

Mig: jamen jeg kan jo sige det samme om dit forhold, selvom du påstår I ikke er kærester, på trods af at hun er med til alt og I altid er sammen. Så hvem er hun mor til hende der sagde det? Og det er sådan set ikke hemmeligt at vi ses, vi har bare undladt at sende en ‘allemail’ ud på forældreintra.

(Mangler stadig at fortælle om den absurde historie der følger med, med Mortens nye kæreste)

Morten: ja jeg kan sgu da ikke huske hvem hun er mor til !

(De eneste der stadig henter børn på skolen er dem med børn i mindre klasser – det snævrer det ned til undertegnede, en mor, som jeg snakkede med i weekenden og hun anede ingenting om FILF’en og jeg, og så selvfølgelig FILF’en og hans ekskone. Hvilken Morten iøvrigt udemærket godt ved hvem er, da de to har børnene i samme uge. Han trak bare blondinekortet for at slippe for at fortælle hvem der havde sagt det)

Morten: Det må jo være seriøst siden børnene ved til det?!

Mig: Tjah det er det vel også.

Morten: Nå, jamen så ha’ det godt!!

Mig (lidt for glad måske): Jamen i lige måde da!

 

Det er næsten 5 år siden Morten og jeg gik fra hinanden. Han mener tilsyneladende stadig han kan tillade sig at kontrollere hvad jeg foretager mig. Jeg var SÅ ovenpå i den samtale, helt upåvirket af hans forsøg på at bestemme og diktere. Det føltes godt!

 

Ting der kan få en 10 timers flyvetur til at virke uendeligt meget længere

  • Andre (belastende) folk i en flyver
  • Baby der græder fuldstændig hysterisk i en time mens hele flyet er mørklagt og prøver at sove.
  • Højlydt Jysk familie på rækken bagved os.
  • Aircon flow på max 15 gr
  • Stewardesser der nægter at skrue op for varmen

Alt hvad den jyske familie indbyrdes snakker om foregår så højlydt så samtlige mennesker 4 rækker foran konstant vender sig om og kigger på dem fordi de er så forstyrrende.
Højlydt jysk families mindste barn vågner midt imens der er helt stille på flyet fordi folk ENDELIG sover efter skrigende baby endelig er faldet til ro også.
Hvorefter både mor og far igen taler så højt til lille Emil om at han skal være stille fordi folk sover. Lille Emil bliver til sidst SÅ ked af det så han også begynder at skrige, hvor mor så bliver endnu mere sur og højlydt fordi; der jo lige har været et andet barn der skreg i en time – nu skal du ikke også begynde! 
Lille Emil og storesøster Augusta skal så pludselig lege købmand midt i det sovende mørklagte fly.

Begge børn er selvfølgelig lige så højlydte som mor og far når de køber ting af hinanden.

Mor prøver at forklare lille Emil at han kun skal tage en lille Mayo. Om det er en rigtig Mayo eller en legemayo, vides ikke, men mor er meget passioneret over mængden lille Emil skal have.

Mor: EMIIIIL – tag nu bare en lille DUT!
En DUT!! DUUUUT!

DET var godt udbryder mor irriteret over afkommets manglende evne til endelig at forstå hvad en lille dut er.
Tilsyneladende er bedsteforældrene også med og de skal selvfølgelig også informeres om alt hele tiden selvom de sidder på en anden række.
Højlydt mor: årrrhhh hvor jeg synes folk hoster på det her fly!! Jeg gider fandeme ikke blive syg!! 
Smilede til mor en enkelt gang hvor vi fik øjenkontakt da jeg skulle på toilettet – fik det ondeste blik tilbage – ok så! Som om JEG er den irriterende af os to ?!

Iøvrigt vil jeg dog give hende ret i, at folk hostede mere og mere på det fly, inkl mig selv, for af en eller anden årsag ville de ikke slukke for aircon’en som de havde sat til 15 grader. Hver gang jeg bad stewardessen skrue op for varmen kom hun istedet med et ekstra tæppe – og der er faktisk grænser for hvor mange tæpper man kan sidde med over sig på et indeklemt flysæde.

Ankom til Doha snotforkølet.

Heldigvis sad vi ikke i nærheden af den højlydte jyske familie på flyet fra Doha til Kbh… livets små glæder.

%d bloggers like this: