På skadestuen

Så jeg kørte forbi et totalt overproppet venteværelse på skadestuen og var lige der alligevel lidt taknemmelig for jeg var blevet hentet med ambulance. For så fik jeg da en seng med det samme.

Den mandlige sygeplejerske der kom og tog imod mig, var sådan en ung småbuttet meget bedrevidende klaphat, med en tlf fæstnet til hans T-shirt i nakken, for vigtighedens skyld. Ja undskyld – jeg var løbet tør for overskud og overbærenhed. Så da han begyndte at nedgøre ambulancefolkenes arbejde, så måtte jeg lige markere at jeg altså ikke var en hvilken som helst uvidende patient.

Klaphat: hvad har du fået af smertestillende? Mig: fentanyl, Panodil og ibuprofen. Klaphat: ja det er jo typisk ambulancerne, de giver altid alt muligt mærkeligt medicin, som vi aldrig bruger på hospitalerne. (Han hentydede til Fentanyl). Mig: ??? Fentanyl er da et af førstevalgene på samtlige intensiv, semi intensiv, operationsgange, opvågning og skadestuer. Klaphat: nååå, ja, det var selvfølgelig det næste jeg skulle til at tilføje, altså med undtagelse af de afdelinger. Er du sygeplejerske? Mig: ja. Klaphat: nå, ja jeg syntes godt jeg kunne fornemme det. Hvor arbejder du? Mig: jeg arbejder på …. (ja her er jeg jo desværre nødt til at udelade præcis hvor – kan dog fortælle at det er…heftig… afd med liv og død scenarier næsten hver dag) Klaphat spærrer øjnene helt op: nå okay… jamen … øh ..jeg går lige ud og ser hvornår der kan komme en læge. Hvorefter han forsvandt i nogle timer.

Imens skrev Hr Herlev. Jeg havde overhovedet ikke informeret ham om dagens udvikling. Ærligt, så var jeg lidt irriteret på ham, syntes ikke han skrev så meget mere og følte lidt han havde trukket sig, hvilket selvfølgelig bare medfører at jeg også trækker mig. Man skal huske at passe på sig selv jo i datinghelvedet. Han spurgte til min dag og så fik han den ultrakorte version, hvorefter han spørger om han skal komme ud til mig. Eftersom jeg er lidt fornærmet svarer jeg, at jeg føler han har trukket sig lidt og at han ikke skal føle sig forpligtet bare fordi jeg er kommet til skade. ‘SKAL jeg komme ud til dig??’ Skriver han igen, meget insisterende. Ja okay, du må gerne komme og underholde.

20 min senere står Hr Herlev i døren. Shit han har skyndt sig og Forhelvede altså hvor synes jeg bare han er en pæn mand! Bliver pludselig meget stolt over at han ‘hører til mig’ der på firesengs stuen.

Jeg, derimod, ligner naturligvis lort! Havde gårsdagens make up rester under øjnene, havde ikke været i bad, hverken før eller efter træning, og havde stadig træningstøj på. Måtte hurtigt konstatere at så blev han ligesom præsenteret for det værste af det værste…han var enig.

Han havde åbenbart været i gang med at lave hjemmelavede toffifees, men var skredet fra det hele for at komme ind til mig. Så han havde to karameller med til mig. Hvor er nøden og chokoladen? Brokker jeg mig smilende. (Jeg er meget smigret – men prøver selvfølgelig ikke at virke alt for sådan)

Han spørger hvorfor jeg føler han har trukket sig, for det mente han ikke han havde. Jeg forklarer hvorfor. Han ryster på hovedet af mig og siger; du skal ikke overtænke alting. Og så var den ligesom lukket. Vi kysser en del og han sidder enten på sengekanten og nusser mig eller på stolen ved siden af og massere min arm nærmest ham.

På et tidspunkt hvor han sidder på sengen begynder han at kysse mig ned af halsen og ned til brystet, konstaterer grinene at jeg smager salt (læs:svedigt). Jeg smiler undskyldende. Han letter lidt på dynen og får hurtigt hånden ned i bukserne på mig! Jeg letter lidt i sengen og kigger på ham med det mest anklagende blik jeg kan sætte op. Han smiler provokerende og begynder at lege med mig. Samtidig bliver alle på stuen helt stille (!!) og jeg får selvfølgelig afgivet et støn som ikke kunne misforstås. Hr Herlev griner stille af mig og tager den anden hånd op og holder mig for munden, og jeg glemmer helt at jeg har ondt i ryggen.

Jeg har naturligvis sengen lige ved døren, hvor der går nysgerrige mennesker forbi hvert andet minut. Hr Herlev synes det er mægtig underholdende at jeg kæmper for at bevare fatningen så ingen af de forbipasserende opdager noget.

Han er så tæt på at give mig en orgasme, men det lykkes mig at stoppe ham inden. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til han fortsatte men fordi han er så dygtig, så jeg glemmer hvor jeg er og forudså at jeg ville ende med at afsløre endnu mere højlydt hvad der foregik bag vores gardin.

Bagefter bruger vi meget tid på at lytte til de andre patienters symptomer og sammen diagnosticere hvad de fejler.

Efter 7 timer kommer der endelig en kvindelig læge til mig.

Hr. Herlev er med under hele den grundlæggende udspørgen om mine symptomer….

Læge: har du vandladningsbesvær? Får du tømt blæren helt når du er på toilettet? Mig: nej og ja det skulle jeg mene. Læge: har du haft afføring? Eller tror du du har problemer med at komme af med afføring? (Arhmen altså, så det kunne godt blive endnu værre foran en mand jeg har kendt i 14 dage?) mig: pas – øhm det ved jeg ikke lige, men jeg tror ikke der er nogle problemer. Jeg sniger mig til at kigge på Hr Herlev, han kigger den anden vej men har helt sikkert hørt med. Læge: jeg er nødt til lige at tjekke med en finger om du har nedsat funktion i endetarmen. Hun hiver nogle handsker ud af en æske og gør klar til undersøgelsen og her trækker Hr Herlev heldigvis ud på gangen. Læge: vil du have din mand eller kæreste med herinde? Mig: nej det er fint, han må gerne blive på gangen. (Virkelig lettet over han smuttede ud og virkelig overrasket over hvor godt jeg kan lide lyden af … din kæreste)

Undervejs i samtalen med lægen spørger hun også hvor jeg arbejder. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det gjorde Hr Herlev, som konstaterer: det er virkelig sjovt at se hvordan folk ændrer facon overfor dig når du fortæller hvor du arbejder. Han virkede et øjeblik lige lidt stolt.

Lægen sagde de ikke kunne skanne mig på en søndag, og jeg måtte også erkende at jeg havde fået det bedre. Så jeg fik en ekstra smertestillende og blev sendt hjem med Hr Herlev. På det tidspunkt havde han siddet hos mig i 8 timer, uden mad og stadig med tålmodigheden nogenlunde intakt. Vi kørte til et pizzaria i nærheden af mit hjem og fik meget sen aftensmad. Selvom man ikke skulle tro det, så var det først her jeg for alvor peakede på charmekontoen. Den smertestillende pille virkede nemlig så meget så jeg var helt rundt på gulvet, ved at kaste op og svingede mellem at kampfryse og kampsvede. Var faktisk slet ikke sulten. Fik dog spist lidt pizza samtidig med jeg vitterlig kastede tøj af mig så jeg sad i min træningstop og Hr Herlev beholdt sin jakke på, fordi han frøs.

Virker pillen? Spørger han drillende og med hævede øjenbryn, samtidig med der kom tre arbejdsmænd ind af døren og jeg diskret prøvede at trække trøjen lidt op over mine bare skuldrer.

Han kørte mig hjem efterfølgende. Og jeg tror, takket være min gode grundform, er jeg sluppet forholdsvis billigt ift min ryg. Jeg klarer mig med Panodil og ibuprofen. Og må erkende at Hr Herlev mere end rigeligt har bevist at han ikke har trukket sig.

Hokus pokus – mig i fokus

Jeg var til Cross Fit træning med kammerat T forrige søndag.

T, som dagen forinden lige havde skrevet at hvis ikke jeg vidste det, så havde han altså følelser for mig… altså mere end vennefølelser… jeg responderede med at jeg var ked af hvis jeg havde udsendt signaler der kunne misforstås, for jeg kunne ikke gengælde følelserne. Det havde jeg heldigvis ikke, den lå udelukkende hos ham, svarede han. Hvorefter han fortsatte og skrev at han ville vente på mig, hvis jeg en dag ombestemte mig.

(!!)

Arhmen altså…. der kommer aldrig noget godt ud af at nogen venter på nogen.

Nå, men vi stod midt i træningen og skulle lave et dødløft. Et løft som jeg normalt sagtens kan løfte med 40-50 kg på. Jeg havde 20 kg på denne morgen.

Træneren var en pæreformet blævrende midaldrende korthåret kvinde i meget farverige leggings, som ikke overlod noget til fantasien.

Midt i jeg havde gjort klar til et løft, spændt i core, og skulle til at løfte sammen med resten af holdet, vendte træneren sig om, så jeg fik frit udsyn til hendes blævrende baller, der hver især havde sit eget liv i de spraglede leggings og jeg tabte fuldstændig fokus, trak vejret og dermed mistede min coreopspænding og SMÆLD!

Min gamle diskus prolabs smuttede ud mellem mine ryghvirvler. Fucking 20 kg!!

Jeg gik helt i panik – fik T til at smide sin vægtstang og tage min. Kom ned og ligge med enorm frygt for aldrig at komme op igen. For sådan var det jo sidst. Holdet fortsatte og jeg lå og kæmpede for ikke at bryde helt sammen i panikangst over at skulle gennemleve 3 mdr i smertehelvede endnu en gang. Lægen for 2 1/2 år siden, på Gentofte hospital, fik ret – det var ikke sidste gang jeg fik en diskus prolabs. Og allermest lå jeg bare og tænkte på al min træning, alt det jeg har opnået. Og Nordic Race som jeg skal løbe med 10 kollegaer om 2 mdr, hvor de har udnævnt mig som holdkaptajn fordi jeg er den der er i bedst form…

ARGH!!

Timen sluttede og jeg turde stadig ikke bevæge mig. ‘Der kommer vel ikke et hold til efter det her vel?’ Fik jeg spurgt de spraglede leggings som havde sat sig på hug med spredte ben lige ved siden af mit hoved, så jeg kunne lugte at hendes fisse trængte til et bad… evt også en svampekur…føj for helvede!! (Ja som sygeplejerske, så kender man desværre alt for godt denne karakteriske lugt)

Som svar på mit spørgsmål kom næste hold ind af døren og kiggede alle meget spørgende til hele scenariet der foregik omkring mig. Jeg ringer efter en ambulance sagde leggings’ne.

Fandeme nej! tænkte jeg. Jeg skal ikke have alt det drama omkring mig i mit lokale træningscenter, så med T’s hjælp kom jeg på benene og med støtte fra ham, bevægede vi os gennem centret som et andet futtog i en børnehave.

Jeg kom ud i min bil og fik fragtet mig hjem. Og undervejs fik T og jeg lige afklaret hans besked fra dagen før – den lå jo lissom lidt i luften og lurede … oveni alt kaoset. Timing is everything.

Da jeg kom ind af døren derhjemme brød jeg sammen… foran børnene. Ikke skide smart da de blev helt vildt bange og iøvrigt sagtens kunne huske sidste episode hvor jeg lå på gulvet og græd. Denne gang kunne jeg dog stå op, eller nærmere jeg skulle bevæge mig hele tiden for at det var til at holde ud.

Jeg ringede 1813. Det smæld jeg mærkede i ryggen skulle tjekkes. Plus jeg havde meget fint i erindringen alle de smerter der medfulgte når jeg skulle skifte fra stående til liggende og omvendt. Og på et eller andet tidspunkt kunne jeg jo ikke blive ved med at trave rundt i huset med tårer og latent panik i øjnene.

1813 sygeplejersken var en ko! Ja vi udreder jo altså ikke for diskus prolabs på en søndag!! Hvorefter hun stillede mig videre til en læge inden jeg kunne nå at sige mere.

Lægen til gengæld tog mig ret alvorligt. Jeg har allerede sendt en ambulance afsted sagde han.

5 min senere sad jeg på kanten af båren og rystede, og med tårerne trillende ned af kinderne. Kæmpede for at komme ned og ligge uden alt for mange smerter. Kunne se mine naboer havde stimlet sammen i vinduerne og holdt øje med hele optrinnet. Fantastisk …! Hokus pokus mig i fokus.

Det er lidt spændende …

Jeg var hjemme hos Hr Herlev igen dagen før hans fødselsdag (hvortil han iøvrigt havde bagt boller som han havde ridset mit navn i) og samme dag som han skulle til en job samtale. Vi ankom samtidig hjemme hos ham, han havde været hos lægen pga sin vedvarende hoste.

Han gik direkte over til mig, tog mig i hånden og kyssede mig… midt på gaden. Ved godt sådan noget er normalt for de fleste, men når man har prøvet at være sammen med en mand som Chefen, som fik nervøse ticks bare ved antydningen af at jeg kom for tæt på ham i offentligheden, så betyder denne lille handling en del.

Hr Herlev har jo hostet sig igennem samtlige samtaler vi har haft siden jeg mødte ham – så jeg havde taget strepsils og kodein med til ham, så han forhåbentlig ikke også skulle sidde og hoste sig igennem jobinterviewet, bare for at prøve at give lidt tilbage ift de ting han allerede har gjort for mig.

Vi nåede kun lige ind af døren og fik hængt overtøjet, så tog han fat om mig, begyndte at kysse mig samtidig med han førte mig baglæns gennem hans lejlighed og ind til hans soveværelse.

Er du nervøs? spurgte han. Nej da, du fører mig jo, svarede jeg i det jeg ramte sengekanten.

Vi havde igen helt hæmningsløst lækkert sex, ingen af os kom dog, for vi endte med at måtte stoppe pga udmattethed, men det gjorde nu ikke så meget.

Vi lå i sengen et stykke tid efterfølgende og snakkede og grinte. Han fandt en medicinsk ordbog frem – for åbenbart er han typen der for sjov læser om medicinske termer og sygdomme. Jamen okay så.

Vidste I fx at der var noget der hed Vagina dentâta?

Hr Herlev konstaterede at det vist ikke var noget han led af. Nej! og det sætter jeg stor pris på!

Han lavede frokost til os. Havde sørget for at det var sundt fordi han vidste det betød noget for mig ift min træning. Jeg troede faktisk vi skulle have lasagne, for det havde han spurgt om jeg kunne lide, men i virkeligheden var det fordi han vidste jeg havde en lidt presset dag, så han havde lavet en hel bradepande lasagne til mig og ungerne, så jeg ikke skulle tænke på aftensmad.

Han bliver ved med at overraske med betænksomme handlinger. Så meget, så ‘nu må vi se’ –hatten er ved at blive skiftet ud med ‘det er lidt spændende’ –hatten.

Nu må vi se…

Så jeg kom hjem til tirsdags daten kl 23:30 torsdag aften, direkte fra Chefen.

Hans dørtlf virkede ikke, så han kom springende ned af trappen da jeg ringede på… havde glemt han var så pæn. Denne gang dog i meget afslappende tøj, præcis som han havde advaret om.

Vi sad længe og snakkede i sofaen og pludselig slog det mig! Fuck!! Jeg har kun fjernet hår på venstre ben! Arhmen for fucks sake da også!

Jeg har sådan en epilator jeg fjerner hår med, og det tager altså noget længere tid end at barbere ben, men til gengæld så holder det længere og de er bløde når de kommer ud igen. Men havde ikke tid til begge ben fik fjernet hår og havde planlagt at færdiggøre projektet i weekenden… før jeg fik denne her spontane ide at skulle på date igen.

Måske kommer han slet ikke til at lægge mærke til at mit ene ben er helt vildt blødt og det andet …lidt loddent.

Efter vi har siddet længe og talt, strækker han mine ben over i skødet på sig og begynder at massere mine fødder. Fødder som iøvrigt har været i sko i omtrent 16 timer på det tidspunkt…

Jeg er jo bare indbegrebet af charme

Heldigvis fjerner han ikke mine strømper og prøver heller ej at få fingrene op i mine bukseben. So far so good.

Til gengæld tror jeg han nyder en lille smule at jeg er møg øm alle de steder han trykker på mig. Han er åbenbart typen der godt kan lide at give massage og også har taget kurser i det. Nå, jamen så tager jeg da det med også (winkwink)

Jeg smutter en tur på toilettet og da jeg kommer ind igen, sidder han ret op i sofaen og har lagt en pude på gulvet foran sig mellem sine ben. Jeg skraldgriner og spørger om det er en hentydning til at jeg skal sætte mig på knæ. Han bliver helt forlegen da han opdager hvordan den pude kan misforstås, for i virkeligheden ville han bare udvide massagen til nakken, og så kunne jeg jo sidde blødt imens.

Istedet sætter jeg mig på knæ mellem hans ben og kysser ham. Han kysser spidst. Ikke så blødt som jeg havde forventet med de læber han render rundt med. Men okay, måske vi bare lige skal lære hinanden lidt mere at kende på det punkt.

Der gik ikke længe så førte han mig ind i sit soveværelse – pillede al tøjet af mig og lagde mig ned. Han kravlede ned mellem mine ben… og viste at han ikke var i tvivl om hvad der skulle til for at få en kvinde helt ud i euforisk tilstand – har ikke været sammen med sådan en ‘ekspert’ siden A…for 2 1/2 år siden. Hold nu op hvor var han god!

Første gang jeg fik mærket hans pik gennem hans bukser, åndede jeg lettet op. Pfew! Størrelsen på hans hænder og pik hang ikke sammen. Lucky me!!

Vi havde fuldstændig overdrevet lækker sex i en evighed, tror først vi lagde os til at sove 4:30, efter han havde fået mig til at komme i en sådan grad, så jeg nærmest ikke anede hvad jeg selv hed bagefter. Han kom ikke.

Vi vågnede igen ved 9 tiden og tog en tur til. Denne gang kom han.

Spiste morgenmad sammen og så var det hjem med mig og han skulle hente sin datter.

Vi var en anelse trætte.

Da jeg kommer hjem, holder min far foran mit hus. Han er ved at hjælpe med at renovere det. Fuckedifuck! Han og jeg følger hinanden på findvenner app’en, og han har uden tvivl tjekket hvor jeg var nu jeg ikke var hjemme.

Ganske rigtigt.

Far: ja jeg troede jo du var på arbejde, men så kunne jeg se du var et sted ude i Herlev…?

Mig: jaaah øh jeg var på en date…som havde varet siden igår…

Far smiler: jeg troede du skulle hjem til Chefen igår ?

Mig: jamen det var jeg også… først …

Lige med min far kan jeg lige så godt bare krybe til korset og være ærlig, han ville alligevel lure hvis jeg løj.

Men hvor er det typisk, når man ikke engang selv ved hvad man har gang i, så skal man pludselig indvie flere i det også.

Nå, men jeg har jo stadig ‘nu må vi se’ hatten på…

Selvom Hr Herlev virker ret fantastisk, så er skepsis nok bare en stor del af datinglivet efterhånden.

Så nu må vi se

Når jeg nu lige mærker ordentlig efter

I torsdags var sådan en af de der dage hvor jeg skulle arbejde, direkte til en aftale, direkte fra den aftale videre hjem til Chefen for at spise med ham og hans søn og så ellers ikke alt for sent hjem, for jeg havde dobbeltvagt fredag. (Aftenvagt + nattevagt = 17 timers arbejdsdag)

Hjemme hos Chefen havde vi en mega hyggelig aften. Siddende med hver vores Tinder profil og gennemgå hvem vi hver især havde matchet med og om der reelt var noget godt imellem.

Jeg fortalte om min date et par dage før, om hvor godt den var gået… og samtidig viste jeg Chefen en anden Tindermand, som jeg egentlig tænkte var mere min type, og som jeg håbede på jeg ville høre lidt mere fra. Selvom jeg jo egentlig bare burde være glad og tilfreds med at jeg havde været på en vellykket date. Og den lækre mand rent faktisk gerne ville se mig igen. What are The odds!

Chefen og jeg gik i gang med at se en film. Men seriøst ! Det var SÅ svært at holde fokus på filmen, fordi Chefen kiggede på sin tlf hvert 5 minut, altså; sin Tinder profil. Og 9 ud af 10 gange havde han ikke fået nogle nye beskeder. Til sidst spurgte jeg hvem af de Tindertrunter han skrev med, som han håbede på havde svaret? Ja det kunne han faktisk ikke svare på, for han syntes egentlig ikke nogle af dem var særligt interessante. Jamen hvorfor kan du så ikke slippe tlf?!

Det spørgsmål resulterede i en lang snak om de problemer der er for singler nu om dage. For som Chefen rigtigt påpegede, så følte han sig grådig.

Fx så var den ene kvinde enormt lækker, men hende her den anden var virkelig sød, og så var der den tredje som havde virkelig store kasser. Arhmen altså – det stod mig meget klart at Chefen aldrig bliver tilfreds med det han har – han søger hele tiden efter noget, han tror er bedre. Og derfor siger han naturligvis alle de søde ting til mig som så nemt kan tolkes som om han allerhelst vil have mig… men altså! Selvfølgelig først der hvor vi for sjov har aftalt at vi skal giftes om 4 år, når han måske endeligt har erkendt at græsset ikke er grønnere hos den næste.

Og egentlig vil jeg jo slet ikke have ham. Det har jeg ikke ville længe, han har bare forstyrret min fornuft med konstante komplimenter. Han er alt for lad til mig. All talk and no actions. Vi har det pisse skægt altid og han er klart min bedste ven … and thats it! Andet vil jeg faktisk ikke have ham til at være.

Nå – så var det arbejdet ringede og spurgte om jeg ville have fri fredag aften – altså aftenen efter jeg var hos Chefen. Sådan så jeg kun skulle i nattevagt. Og straks så jeg en mulighed for måske at se min date fra om tirsdagen.

Så jeg skrev til ham og spurgte om jeg skulle komme forbi når jeg var færdig hos Chefen. Selvom det nok desværre blev lidt sent…

Hmm… det tror jeg nok godt liiige jeg kan overkomme …

Stolt!

Så jeg holdt hele 2 1/2 mdr uden mænd – jeg er sgu lidt stolt af migselv …haha

Jeg gik på Tinder igen for 2 ugers tid siden. Og har naturligvis begrænset mig selv til kun at have skrevet med omtrent 20 mænd giveortake siden jeg kom på.

Og det var faktisk mega fjollet jeg gik på igen, for jeg har egentlig ikke rigtig tid til at mødes med nogle af dem. Total narre tinder jeg er.

Nå, Men besluttede mig så alligevel for at mødes med en af dem fordi han kunne i dagtiden og jeg havde en fridag.

Vi mødtes på Cafe Jorden Rundt og lige da han steg ud af sin bil, tænkte jeg Fuck jeg er total underdressed!

Han var i pæne bukser, skjorte og sådan en semi lang blazer frakke – meget megetpæn mand. Sådan en mand som, hvis jeg mødte ham i byen, ville jeg ikke overhovedet overveje om jeg havde en chance hos ham. Ikke fordi jeg egentlig tænker jeg ikke er pæn nok, men bare fordi han snildt kunne få en yngre og endnu pænere model end jegselv. Og der ingen grund ville være til at forsøge. Det er nok sådan en kvindeting – det der med at tale sig selv ned.

Nå men 3 timer fløj afsted hvor vi snakkede som om vi havde kendt hinanden i længere tid end en uges tid frem og tilbage på skrift.

Han var virkelig sød og sjov (og pæn!) Og sarkastisk – det kan jeg godt lide! Han er sådan en badminton type, hvor han selvfølgelig selv spiller med sine venner og også træner sin 12 årige datter mod forhåbentlig at hun bliver mere prof. Så arbejder han som konsulent hvor han er med til at udvikle virksomheder – hvilket bringer mig tilbage til tøjet, det var selvfølgelig bare arbejdstøj. Men undertegnede var alligevel imponeret.

Jeg kunne simpelthen ikke finde noget bekymrende ved ham, udover han måske havde lidt små fine kontorhænder (and you know what they say about small hands) og hostede sig igennem alle sætninger fordi han, ligesom resten af Dk, har ligget med influenza i en evighed. Nå jo, og så var han en lille smule mindre pæn fra siden end forfra, men det lettede bare helt vildt på min følelse af ikke at være pæn nok.

Men sød det var han! Og han duftede så sindssygt godt! Hvad Fuck sker der for at de udvikler mandeparfumer der slører ens fornuft så meget så man er på nippet til at bore næsen ind i halsen på en fremmed mand bare for at få mere af duften??

Nå! Pludselig opdagede jeg at klokken var mange og jeg skulle til træning kl 16, så vi måtte bryde op lidt hurtigt. Jeg fik en krammer og vi sagde farvel. (Jep jeg sniffede diskret til ham igen)

Mens jeg var til træning fik jeg så en besked fra ham.

Jeg blev selvfølgelig smigret og måtte erkende jeg faktisk også gerne ville se ham igen. Men så er vi tilbage til min sparsomme tids problematik ikk! Arhmen altså…

Vi har selvfølgelig skrevet sammen efter daten og han spørger ofte hvornår jeg kan ses igen. Jeg foreslår på søndag, men der holder han så åbenbart fødselsdag, (indsæt selv himmelvendte øjne) han bliver 38, og på trods af utallige ufattelig gode (ironiske) ideer fra min side af, mener han alligevel ikke helt jeg skal møde hele hans regnbue familie endnu – hmm… okay, så lad gå da.

Han har spurgt til mit Tindermænd forbrug og jeg var jo nødt til at sige at jeg skrev med et par andre også, alt andet ville lugte langt væk af løgn. ‘Men naturligvis ikke lige så vedholdende som med dig!’ Hvilket også næsten er sandt. Og jeg har ikke nået at være på nogle dates med de andre endnu.

For som han skrev … hvis vi beslutter at mødes flere gange, så vil jeg ikke være en i mængden. Eller ihvertfald vil jeg have muligheden for at vælge fra, så vi skal være ærlige hvis der er andre.

Og han har ret. Jeg vil jo heller ikke være en i tinder mængden.

Men det er sjovt. For selvom han virker sød og engageret, så er det bare som om jeg har svært ved at tro på noget blir godt. Standardsætningen i disse dage er; ja, nu må vi jo se.

Der er jo så sindssyg mange ting der kan gå galt altså …

Ligeglad

Er hvad Luna er. Helt ligeglad.

Der gik nogle dage og så svarede hun på min besked. Et fuldstændig ligegyldig formelt og koldt svar.

Jeg prøvede flere gange at skrive hvad hun betød for mig, men hun valgte istedet bare at kaste med mudder retur. Ubegrundet og uholdbart mudder i mine øjne.

Fx havde jeg en dårlig dag tilbage i november. Hun inviterede mig over, så jeg ikke skulle være alene, men kæresten ville være der og jeg sagde at jeg ikke lige var i humør til at socialisere med nye mennesker, jeg havde bare brug for hende. Mudderet her bestod i, at hun så påstod jeg for evigt ikke ville møde hendes nye kæreste og derfor ikke havde inviteret igen. Sådan noget pis!

Så mente hun at det var mig der ikke ville tale i tlf når kæresten var der og her har hun for så vidt også ret. For at tale med Luna når kæresten var i nærheden, så fik jeg kun ja, nej og mmm svar tilbage. Jeg påpegede det hver gang vi talte sammen og hun erkendte også at hun havde svært ved at være helt sig selv når han var der. Og jeg duer virkelig ikke til at føre monolog hver eneste gang vi skulle snakke sammen.

Nå men istedet for at gribe de ting jeg rent faktisk skrev til hende af kærlighed og afsavn, greb hun kun det hun følte sig ramt på og prøvede at vende det hele om mod mig. Jeg skrev flere gange at det gjorde ondt at hun bare kunne være så ligeglad med at jeg ikke var en del af hendes liv mere, når det ikke forholdt sig sådan omvendt. Hvorefter hun fortsatte mudderkastningen.

Til sidst opgav jeg. Skrev jeg elskede hende og håbede hun fik alt hvad hun ønskede sig med sin kæreste.

Så kom der det første tilnærmelsesvise svar med anelsen af noget jeg måske vil kalde medmenneskelighed – og alligevel ikke. Hun skrev, at fra hendes side havde vores venskab aldrig været falsk og hun ikke har ville gøre mig ondt. Stadig helt uden at gribe nogle af de følelsesladede ting jeg skriver til hende.

….men netop fordi hun har ageret som hun har de sidste mange mdr og hendes reaktion på min udmelding nu, så jo! så har vores venskab ikke været andet end falsk. For havde det betydet noget for hende overhovedet, så havde hun gerne ville bevare det. Og det er hun tydeligvis ikke interesseret i. Hun er iskold og fuldstændig ligeglad. Og overhovedet ikke et menneske jeg kan genkende længere.

Personligt ville jeg selv have fået så dårlig samvittighed at jeg med det samme havde foreslået vi skulle mødes og få snakket ud. Jeg ville rette op på min fejl. Ikke vende pilen den anden vej uden nogen form for tankevirksomhed ift egen ageren.

Jeg så Luna på skolen idag og jeg skal lige vænne mig til ikke at blive glad og have lyst til at råbe hej når jeg ser hende. Men heldigvis for bloggen her og jer der kommenterer, det har været så rart med jeres input! Og har virkelig hjulpet mig til at få closure efter at have hældt mine tanker ud herinde.

Så tak til jer! <3 og endeligt farvel til Luna.

Life goes on – right 😉

%d bloggers like this: