Californien dag 2 – sightseeing, havregryn og sushi

DAG 2

(læs her om forhistorien og DAG 1)

Jeg vågnede sent på dag 2. Det der jetlag kan man ikke længere bare sådan lige ryste af sig…åbenbart.


Mor A og jeg kørte ud på sigthseeing i byen, så jeg lige kunne få orienteringen på plads igen, for jeg ville nemlig kunne få lov at bruge hendes sportsbil hvis jeg havde brug for det, mens jeg boede hos dem. Derefter tog vi ud og handlede så jeg også kunne vælge nogle ting jeg gad spise i huset. Jeg ledte forgæves efter ganske almindelig havregryn til min morgenmad – måtte opgive efter at have gennemgået hele deres morgenmads gang to gange. De eneste de havde var tilsat alt muligt, fra farve til sukker og et eller andet, der gjorde det meget nemmere at lave det om til havregrød. De forstod slet ikke at man kunne få nogle helt basic havregryn og ovenikøbet kunne nøjes med bare at hælde mælk på dem og spise dem ‘rå’. Do people really do that – var kommentaren på det.

Jeg elsker at handle i udlandet, bare gå og kigge på alle de mærkelige og anderledes ting de har, som vi ikke har hjemme i DK, og som vi formentlig heller ikke får, fordi man bare ved at kigge på tingene, kan se at de indeholder 100 for mange af de tilsætningsstoffer der aldrig ville blive godkendt så snart det kom i europæisk luftrum. Og så er der det med priserne!! Altså helt ærligt! Ben & Jerrys til 2,77$ – det er rundt regnet 21 danske kroner…suk! Jeg ville blive så fed hvis jeg boede her…


Allerede i flyveren blev jeg mindet om hvor meget amerikanere snakker. Både med dem de kender og med fremmede. Alle snakker bare til og med hinanden. Det er sgu meget hyggeligt i modsætning til den danske lidt afstumpede sociale natur vi har her. Folk kigger mærkeligt på en hvis man hilser på nogen helt uden grund. Som om man er en lokal nutcase. Tilbage til Mor A, som jeg lykkelig havde glemt at hun overstiger dem alle i sine kommunikative evner til bare at chitchatte med alle. Den kvinde kan snakke i flere timer, uden at man egentlig behøver sige så meget retur. Hvilket også gjorde, at indkøbsturen tog ekstra lang tid, for puha hvor var der mange mennesker, hun lige skulle snakke med. Og samtlige mennesker fik historien om mig, så naturligvis snakkede jeg jo så også med en masse fremmede mennesker.

Jeg prøvede at spørge lidt ind til Far H og hans nye kørestols situation, men hun blev ved med at sige at de prøvede at holde tonen let og jokey, og bare have det så sjovt som de nu kunne. Okayokay…

Kl 17:30 skulle vi jo ud og spise med Lisa og nogle af deres veninder på en ny Sushi restaurant i byen, som efter sigende skulle være helt fantastisk.

Mor A blev også ved med at fortælle om denne her mand hun kendte. Som også var alle de her ladies frisør. Derudover var han desuden også maler og iøvrigt Lisa’s ekskæreste tilbage for 15 år siden og havde egentlig bare altid været en ven af huset lige siden. Grunden til hun fortalte om ham, var fordi sladderen ved bordet gik på at frisøren også plejede at spise på denne her sushirestaurant og han havde vist en date den aften. Så da denne her ganske pæne, brunøjede, charmerende og meget karismatiske mand endelig kom, fnisede alle de her amerikanske kvinder og himlede op til ham om at han skulle komme over og sige hej til alle. Hvilket han selvfølgelig høfligt gjorde. Han var meget gentleman agtig og desuden helt oppe og køre over denne her date, som han ventede på.

For åbenbart var denne her pige, en pige han havde mødt for et halvt år siden, mens han havde en anden kæreste. Da han så var blevet single for nogle måneder siden, havde Frisøren ledt og ledt efter denne her pige. Alt dette er noget han med den største begejstring fortæller til hele bordet af kvinder. Han fortæller hvor spændt han er, for han havde faktisk været ude flere aftener på forskellige barer for at lede efter hende. Meget sødt. Og pludselig havde de fundet hinanden på en amerikansk dating side der hedder Plenty of fish (hvor cool er det navn lige!) Frisøren har helt ondt i maven i bar spænding og forlader derfor bordet for lige at samle sig. Hvor må det være fedt at være så spændt på at skulle på en date!

Lidt efter kommer denne her pige så, og da han henter hende ved indgangen, hvor vi sidder, fniser og vinker hele bordet efter ham, og han laver en lille sejrsdans bag ved pigen, uden hun selvfølgelig opdager det.

Det var simpelthen så sødt – hele hans begejstring. Jeg blev helt misundelig på denne her pige.

Tilbage til selskabet med alle de her amerikanske kvinder, fik vi serveret vores mad. En masse forskellige småretter og selvfølgelig sushi. Og OMG! Jeg har da aldrig i mit liv fået så lækker sushi! Der kunne de sgu godt lige løfte niveauet lidt mere i Danmark… jeg tror aldrig jeg kommer til at kunne spise sushi i DK igen, uden at komme til at sammenligne med det vi fik her.

Jeg passer heldigvis fuldstændig ind i selskabet og vi har den hyggeligste aften med vin og snak. Og især snak om den ene af pigernes komplicerede langdistance forhold til en tysker. Hun er lige så gammel som jeg selv, har stadig ingen børn og er håbløst forelsket i en tysker der ind imellem er udstationeret et sted et par timers kørsel væk. Deres forhold havde været ongoing on/off gennem de sidste 5 år….shiiiit hvor var jeg glad for det ikke er mig! Jeg sidder flere gange og tænker, at det er sjovt, som man går derhjemme og føler at det der kærlighedsliv kun er kompliceret for en selv, ens egen lille navlebeskuende udsigt, men de her kvinder havde jo præcis de samme problemer ift til commitment og skeletter i skabene, der også forårsagede issues i nutiden. Deres problemer handlede bare i stor grad også om afstand til dem de gerne vil have, fordi deres land er så stort. Så kan jeg vist godt pakke sammen, når jeg fx bitchede over at Chefen boede 40 km væk fra mig…

Vi forlader restauranten med at samtlige af kvinderne står og vinker fnisende i døren til frisøren og hans date, som forståeligt nok ser meget spørgende ud.

Bagefter var det meningen at jeg skulle mødes med Jason, men så viser det sig, at han er taget hjem og ikke gider køre ud igen… Thanks alot! Nå men så kunne jeg jo komme tidligt hjem i seng – klokken var 20 og jeg var træt som et helt plejehjem…

 

 

 

 

Californien dag 1 – ankomst

Så jeg sidder i flyveren på vej hjem igen fra Californien. Læs forhistorien her, om hvorfor jeg slet ikke kan lade være med at skrive om min ferie.

Jeg sidder og prøver at få alle minderne på plads i mit hoved og hjerte. For denne ferie blev ikke helt som forventet…uden at jeg egentlig havde de store forventninger andet end at skulle være sammen med Jason, og selvfølgelig mor A, Far H og Lisa igen.


Billedet er fra flyveren, da vi fløj hen over Grønland… Wow hva! 

DAG 1

Oplevede jeg næsten 2 gange. Først i dansk tidszone og så i amerikansk tid. Shit jeg var træt. Tanken ‘jeg er ved at være for gammel til det her’ strejfede mig mere end een gang. På udholdenheden stinker det godt nok at blive ældre.

Mor A og Far H hentede mig i lufthavnen. Vi købte take out med hjem. Jeg havde været lidt nervøs for om vi overhovedet ville falde i hak igen alle sammen, ville vi mon have noget at snakke om. Men heldigvis blev alt det manet fuldstændig til jorden så snart jeg mødte dem igen. Snakken flød og der var nærmest intet der afslørede at vi ikke havde set hinanden siden før jeg fik børn. Andet end at vi selvfølgelig alle var blevet ældre. Og at Far H for 5 år siden var ude for en bilulykke sammen med Jason. Jason mistede en lillefinger da han blev slynget ud af bilen og far H brækkede ryggen og blev lam fra livet og ned, fordi han blev fastklemt og sidder derfor nu i kørestol. Han klarer sig dog ganske udemærket, selvom det dælme må være svært at opleve sådan en livsændring, når man har været vant til at være et aktivt menneske. Far H var den første jeg nogensinde kørte på MC med. Han havde sportsbiler, de havde en stor sejlbåd og han surfede dagligt efter han gik på pension og op til ulykken. Mit sygepleje-gen ligger lige under overfladen og håber på, der kommer en stund hvor jeg kan få lov at snakke med Far H om ulykken og hvordan han har det. Mor A har det dog med at snakke for os alle tre, hvilket jo nok også spiller en væsentlig rolle ift hvor let det er at falde tilbage og være en del af familien, hvilket på denne aften er så mega dejligt, fordi jeg jo var lidt nervøs, men samtidig også får mig til at tænke på om det kommer til at kunne lade sig gøre, at Far H får lov at svare for sig selv, hvis jeg begynder at spørge ind til ham. Nå, den tid den udfordring, nu var jeg tilbage og jeg elskede det ned til mindste detalje!

Jeg elskede at huset duftede på præcis samme måde som jeg huskede og det meste lignede sig selv. Alt var perfekt! Nu skulle jeg bare have arrangeret at mødes med Jason også. Han havde selvfølgelig et arbejde at passe også, som mekaniker, så jeg vidste godt det nok ikke ville blive lige med det samme.

Hjemmefra havde Jason og jeg dog aftalt at vi skulle ud om aftenen på dag 2 og få lidt øl. Men da vi sidder og spiser, fortæller Mor A, at hende og jeg skal ud og spise sushi på dag 2 sammen med Lisa og nogle af deres veninder. Jeg kunne så mødes med Jason bagefter.

Fint fint tænkte jeg. Selvom jeg var træt, så ville jeg jo VILDT gerne se ham! Det var på tide at afslutte 9 mdr’s forspil !

Jeg gik tidligt, og meget spændt, i seng amerikansk tid, meget sent i seng dansk tid.

Når man er 16 og head over heals in love

Så jeg er vist lige nødt til at fortælle en lille historie, for at kunne fortælle en længere historie bagefter.

En gang der for ca 21 år siden, sendte min far mig til Californien på sprogrejse i en måned. Det var tredje år jeg var afsted, og jeg var 16 år. De to foregående år havde han sendt mig til to forskellige byer i England. Men intet slog min tur til Californien!

Jeg kom til at bo hos denne her enestående amerikanske familie bestående af Mor A, Far H, som iøvrigt oprindeligt var dansk, men hans forældre flyttede familien til usa da han var 8 år, søn Jason som var præcis lige så gammel som jeg selv og datter Lisa som var et par år ældre.

Jason og jeg blev bedste venner på kort tid og jeg blev hurtigt en del af hele deres familie og venner. Inkl. Jasons venner. Især hans ven Kevin. Vi blev madly forelskede, som kun 16 årige kan og var sammen så meget vi kunne mens jeg var der. Lisa var lige flyttet hjemmefra, og var den der typiske amerikanske pige med små shorts, mavebluse og en skinger stemme, der konstant brokkede sig over alt det hun ikke fik i livet, eller af mor og far. Men hun var nu sød nok.

Jeg var der jo egentlig kun i en måned, men det kunne lige så godt have været et helt år, så tæt kom jeg ind i deres familie og liv.

Da jeg kom hjem var afsavnet til Californien, familien og selvfølgelig i sær Kevin enormt! Det tog mig omkring 6 mdr før jeg ikke hver dag sagde til min mor at jeg savnede usa, og bare gerne ville tilbage.

Sommeren efter sendte min far mig til Frankrig i en måned. Men så snart den måned var ovre tog jeg nærmest direkte videre tilbage til Californien. Alt var fuldstændig som om jeg ikke havde været væk. Kevin og jeg fandt sammen igen, og jeg var en del af familien igen.

Når man er under 18 eller også er det 21 (kan ikke lige huske hvilket der gælder) så har man en curfew, dvs man må ikke være ude alene efter kl 21. En aften sneg jeg mig dog ud af huset og mødtes med Kevin alligevel. Vi listede ind i hans baghave og havde sex på et tæppe under åben himmel. Vi fik ikke andre muligheder for at være sammen end at kysse, så vi sprang til da vi havde denne ene mulighed.  Sexen var bestemt ikke noget at råbe hurra for – I ved…17 årige nervøse drenge… lad os bare sige det var en quickie. Men det var alligevel det hele værd – at få den del ud af systemet mellem os.

Nå, men de efterfølgende år kom mor A og Far H til DK og besøgte mig adskillige gange. Jeg tog tilbage dertil da jeg var 22. Men der boede Jason og Lisa i Arizona, og Kevin og hans familie var flyttet til Seattle. Jeg har nok omkring 100 breve liggende i en kasse fra både Kevin og Jason, så meget holdt vi kontakten….indtil de flyttede til andre stater.

Jason og jeg fandt hinanden på fb for en del år siden. Og har skrevet sammen nærmest hver uge lige siden. Og for bare et par år siden fandt Kevin mig. Jeg havde ledt efter ham masser af gange. Men han var blevet gift og havde en fælles fb profil med sin kone og det var mest hende der styrede den. (jeg forstår ikke rigtig dem der har fælles profiler…hvad er pointen med det??) Kevin skrev meget sødt, at han altid havde tænkt meget på mig og på hvordan jeg havde det. Vi var virkelig så forelskede dengang, så det var kvalmende. Men som I kan regne ud emigrerede jeg jo ikke.

Nå, men måske skulle nogle af jer kunne huske at jeg for et godt stykke tid siden beskrev at tonen havde ændret sig lidt i Jasons og mine skriverier. Vi begyndte pludselig at flirte. Hvilket medførte at jeg tænkte at jeg da skulle til Californien igen! Og dermed købte billet dertil engang i starten af 2016, til at skulle derover her i september.

Jeg ved også godt jeg ytrede at der ikke skulle være flere mænd resten af 2016. Der var selvfølgelig lige to aber da bei i det løfte til migselv. Det ene var Smukfest – der skulle den naturligvis have max gas, og det fik den! Og hvad der end skete på Skanderborg, blev på Skanderborg.

Og den anden var Jason…

Og så er det jo at jeg lige nu allerede er på vej hjem fra Californien igen – september er allerede ved at være slut, jeg blinkede og så var ferien ovre – jeg ved ikke helt hvordan den fløj så hurtigt afsted, men sådan er det jo altid med ferier. Medmindre man er på ferie på Bali og de springer en bombe…så foregår alting pludselig i slowmotion…. Nå, det var et sidespor.

Jeg er nødt til at fortælle jer om Californien ! !

 

 

 

ting jeg ville ønske jeg havde ordnet INDEN akut indlæggelse

  • tømt opvaskeren OG ryddet alt det beskidte op, så det ikke stod som den største forhindring for at farmor og farfar overhovedet kunne bruge køkkenet når nu de var så søde at passe børn mens jeg havde travlt med at ligge på hospitalet.
  • fjernet alt af mit undertøj der hang til tørre på tørrestativet midt i stuen.
  • have ryddet alt det legetøj op der havde hopet sig op på midten af gulvet i drengenes værelse, så farmor ikke havde været nødt til det
  • at jeg havde fjernet de tre gigantiske edderkoppe kadavere der lå godt forseglet under glas.
  • …fjernet det ene par beskidte trusser fra morgenen der stadig lå på vaskemaskinen ude på badeværelset….

 

Ting jeg til gengæld var super glad for at jeg havde ordnet inden akut indlæggelse:

  • Støvsuget aftenen før! Ingen sand bunker spredt rundt i stuen
  • redt min seng
  • fjernet alle stakkene af ophobet vasketøj fra spisebordet. Så kunne de sørme også sidde ned og spise.
  • at jeg ikke havde fjernet glassene med edderkoppe kadavere indenunder, for så gjorde farfar det nemlig.
  • Fjernet (næsten) alt det beskidte  undertøj fra toppen af vaskemaskinen ude på badeværelset.
  • Fjernet min vibrator fra natbordet – heldigvis havde jeg husket at lægge den godt gemt på plads blandt alle mine t-shirts i skabet – no worries der.

 

Sjovt som man kan ligge syg i en hospitalsseng og spekulere på hvad der mon ligger rundt omkring i sin lejlighed, mens nogle andre har adgang til det hele.

Jeg kom faktisk til at overveje om jeg måske lige burde lave en generel støvsugning af mit hjem for ting jeg egentlig ikke tænker mine børn behøver at se den dag jeg ikke er her mere…

NU må det altså høre op! 

Så der burde være en grænse for hvor ofte man bliver syg! 

Er havnet i en sygeseng igen …suk! Jeg håber ikke det kommer til at være standarden fremover bare fordi kroppen bliver ældre ?

Denne gang er det pga svimmelhed og pludseligt skarpe smertejag i venstre side af mit hoved. 

Kan godt afsløre at sådan en tilstand alligevel får tankerne til at vandre. For hvad fanden foregår der deroppe på øverste etage?! For man kan jo ikke rigtig ta’ og føle på det, lige som man kan med en brækket arm eller ben – eller en diskus prolabs, som var årsagen til min sidste indlæggelse for under et år siden. 

Blev MR skannet igår og da lægen kommer og fortæller mig at der heldigvis ikke er noget akut galt bliver jeg naturligvis enormt lettet…lige indtil han tilføjer; MEN! Vi fandt noget yderst spændende i venstre side, svarende til der hvor du har ondt. 

1000 tanker fløj gennem mit hoved på de få sekunder det tog ham at færdiggøre sætningen. Det viser sig så at der er konflikt mellem nogle kar og en nerve. Karene trykker åbenbart på nerven og dermed udløser de voldsomme smerter i mit hoved. 

Tilstanden er åbenbart meget atypisk taget min alder i betragtning og området jeg har ondt i. Lægen prøvede ihærdigt at begrænse sin begejstring for det unikke fund, men det var ikke svært at se, at han lignede en der havde fundet guld for enden af regnbuen. Neurolog nørderi på højt plan. 

Så jeg er nu opstartet i noget nervemedicin og skal så følges tæt det næste stykke tid. 

Glæder mig SÅ meget til at komme hjem senere idag ! 

Det er faktisk langt federe at være sygeplejersken i hvid kittel end patienten i alt for stort hvidt mormor patient tøj – si’r det bare 😊 

SMUKFEST and some other news

Det er sgu et lidt dårligt år for mig og bloggen. Jeg ved ikke helt hvor tiden bliver af.

Jeg prøver lige at lave en opsummering på august.

31. juli: Chefen droppes efter 6 mdr.

1.august: Ida blev 11 år. I dag fangede jeg hende i, at flirte med teenagedrenge nede i det lokale indkøbscenter… jeg frygter lidt hun ender med at blive lige som sin mor – alt for flirtende for sit eget bedste.

3-7. august: Skanderborg Festival. Aldrig har jeg givet den så meget gas til den festival, som i år. Måske jeg lige havde noget indestængt der skulle ud efter hele affæren med Chefen. Var afsted med Louise, hendes storesøster og storesøsters veninde og mand + en ven. Samme Camp, samme mennesker de sidste 4 år.

Den første aften kyssede jeg med den sødeste mand, med de lækreste læber jeg længe har kysset på. Så ham ikke igen siden. Senere den aften kyssede jeg så med Nutella-pusheren – jeg har ingen anelse om, om det var godt eller skidt, men jeg kan tydeligt huske at min cowboyskjorte, hvor jeg kun havde en bh indenunder, fik jeg på en eller anden måde en fuldstændig sindssyg idé om, at den da lige skulle knappes op, så manden kunne se lidt mere af mig. 2 min senere er jeg på vej videre ud for at finde Louise, opdager at jeg inde for samme tidsrum har mistet min tlf. Zigzagger tilbage til teltet og vågner senere ved at Louise kaster sig ind på mig og hulkende siger at hun troede der var sket mig noget. Hun havde iøvrigt også mistet sin tlf, men fundet den igen. Næste morgen, som min bevidsthed begynder at komme mere og mere tilbage, ryger mine hænder også flere og flere gange op foran mit ansigt med tilhørende udbrud som ‘aj shit – det gjorde jeg bare ikke’.  Nutella-pusheren hjælper mig med at finde min tlf og kysser mig da jeg skal til at gå tilbage til campen igen… Han tror tydeligvis at aftenens kysseri betyder at det da er noget vi skal fortsætte med. Tarvelige mig.

Fredag tænker Louise og jeg at vi da skal ryge en joint – det har vi selvfølgelig ikke gjort siden 1995, og spørger derfor vores ene nabo om lån af lighter. Han ender med at joine os om jointen. Han er Journalist. Og vi får hurtigt konstateret at der vist er mere cigaret over den joint. Effekten udebliver ihvertfald. Han ender så med at feste sammen med os resten af aftenen. Og ham ender jeg også med at kysse med…og liste ind i hans telt da vi kommer tilbage til campen. Journalisten er hurtig på hænderne da først jeg ligger ved siden af ham. Og jeg må give ham credit – manden er et naturtalent med sine fingrer. Vi knalder ikke, vi er alt for stive til det begge to, og jeg har egentlig heller ikke lyst, i et telt, på skanderborg. Men hænderne vandrer og det er mega hyggeligt. Jeg lister tilbage i mit telt ved 4 tiden.

Lørdag tager Louise hjem, der kan hun ikke mere. Jeg har til gengæld aftalt at feste videre med Natalie og hendes bror. Da jeg møder dem foran bøgescenen går der heller ikke længe før jeg ender med at kysse med hendes bror. Vil godt lige have lov at sige at jeg faktisk havde prøvet at undgå den. Han er jo Natalies bror. Men han hiver fat i mig og kysser mig, og det er rigtig dejligt. Og så sker der ikke rigtig mere på den konto resten af aftenen. Til gengæld, så er den jeg har kysset mest med på den festival, faktisk Natalie. Vi har råsnavet 100 gange til stor underholdning for os selv. Og en hulens masse mænd, der uden tvivl havde en masse fantasier om at være tilskuer til to kvinder der er sammen. Så mødte vi A… Som ikke kunne forstå at jeg ikke ville være sammen med ham. Så på trods af mine mange nej’er, så påtvang han sigselv fysisk ved at fastholde mig indtil jeg havde kysset ham. Han fik et tantekys og så stak jeg af i mængden. Og mødtes med Journalisten. Vi fester lidt til Suspekt og bliver enige om at smutte tilbage til teltene. Men lige inden jeg skal til at snige mig ind i Journalistens telt den aften, kommer resten af Campen også hjem, dvs veninden og kæresten og dennes ven. Mændene er spritstive og jeg lader som om jeg er på vej i seng i mit eget telt. Pludselig kommer kæresten og sætter sig i døråbningen. Der er noget han gerne vil sige til mig, men han ville egentlig helst sige det når han var ædru. Noget han har ville sige de sidste 3 dage. Veninden, hans kæreste, er lige kravlet ind i deres telt lige skråt over for mit. Men kæresten kan selvfølgelig ikke vente til han er ædru og fortæller mig så, at han er ret tændt på mig… Jeg kigger på ham og siger: ‘gå over i dit telt til din kæreste’. Hvilket han skynder sig at gøre. Jeg er rystet! Hvad nu hvis kæresten i teltet har hørt ham – sådan nogle telte er jo ikke ligefrem kendt for at være lydtætte.

Nå, endte ovre i Journalistens telt da der var faldet ro i lejren – og denne gang var vi knap så stive. Vi knaldede stadig ikke, for Journalisten ville egentlig helst bare lege med mig med sine hænder og tunge, passede mig fint – sikke et talent. Manden fik mig til at komme uden at det virkede som om det krævede noget af ham. Og så tænker jeg tilbage på Chefen, som ikke har haft den fjerneste fornemmelse af hvad der skulle til for at han ikke altid kun, var den eneste der blev færdig når vi havde sex. 6 mdr uden en eneste orgasme sammen med ham, udover de 3 jeg gav mig selv når han var færdig.

Søndag morgen. Veninden virker noget stram i masken. Mon hun alligevel hørte hvad hendes kæreste sagde til mig om natten… da hun går på toilettet, siger kæresten til mig at han var glad for min måde at håndtere ham på, da han havde sagt det der om natten. Han mente det dog stadig. Jeg sagde at jeg ikke håbede hun havde hørt det, der var ingen grund til hun skulle være ked af det. Han overvejede selv at fortælle hende det, for ikke at lyve overfor hende… Jeg aner ikke om han gjorde det eller ej… men jeg var helt sikkert ikke hendes favoritperson den sidste dag… spændende om vi skal ligge i camp sammen til næste år.

Mødtes med A for at redde trådene ud, hvilket gik fint og egentlig var ganske hyggeligt og føltes meget normalt at hænge ud med ham. Manden har så efterfølgende udmeldt at han er på en enmandsmission mhp at få mig tilbage. Om det så skal tage ham 10 år, så VED han bare at vi bliver kærester igen… suk…

10.august er jeg nogenlunde ved at være ovenpå efter Smukfest.

11.august bliver jeg nedlagt af den sindssygeste halsbetændelse. Piv.

17. august er jeg direkte årsag til at Mortens on/off kæreste gennem 4 år, vælger at flytte fra ham, igen. Pludselig indser hun at hun faktisk ikke kan leve med at jeg eksisterer. Når man som kvinde (eller mand) vælger en kæreste som har børn med en anden, så er det mig en gåde, at hun har bildt sig selv ind, at jeg på en eller anden måde forsvandt.

20. august er jeg i nattevagt og midt på vagten tikker en besked ind fra Tobias – han kan ikke sove. Han er åbenbart blevet klar over at han er ved at være klar til en kæreste… og han håbede på at jeg gerne ville være det, altså hans kæreste. Det er jeg hverken klar til, hverken med ham eller nogen anden.

Derefter er resten af måneden gået med børn, arbejde og at være soccermom 4 ud af 7 dage om ugen – føler mit andet hjem efterhånden foregår på et stadion.

Journalisten har add’et mig på samtlige sociale platforme jeg er på og vil vildt gerne ses igen, men da jeg blev bevidst om at der eksisterede en kæreste gennem 15 år og to små drenge børn, så tænker jeg egentlig at jeg bare holder det til ‘hvad der sker på skanderborg, blir på skanderborg’. Gudetalent eller ej. Jeg skal aldrig være nogens elskerinde.

 

Så har jeg lavet et løfte til mig selv, eftersom jeg egentlig har en ret klar følelse i min krop af, at jeg faktisk ikke har mere at give af til nogen mand. Jeg skal prøve noget nyt!!

Ikke flere mænd resten af 2016….

Når man når sin grænse

Så her i uge 30 havde hverken Chefen eller jeg nogle børn hjemme fordi de var på ferie hos deres respektive anden forælder. Hvilket endte i, at vi fik set hinanden stort set hver dag i den uge. Det var mega hyggeligt! Og jeg havde nok en lille forventning om, at manden forhåbentlig snart ville åbne munden og fortælle mig bare et eller andet om, hvad han egentlig gik og tænkte om han og jeg…os. Det skete ikke. Vi har ikke talt om noget som helst vedrørende hvad han og jeg er, siden dengang han var ved at droppe mig for fake-mig på Dating.dk. Men vi har hygget os, grint en hel del og det har været ukompliceret og lækkert.

Men jeg kunne godt mærke jeg begyndte at trænge til bare en lille smule mere. Ikke noget offentligt på facebook eller introduktion af familie og venner, (selvom alle i hans familie og omgangskreds udemærket godt vidste hvem jeg var) men jeg gad virkelig VIRKELIG gerne at manden ikke fik ticks hver gang vi kom lidt for tæt på hinanden ude i offentligheden. Jeg ville bare gerne kunne holde ham i hånden når vi gik til og fra en restaurant eller var i biffen. Jeg begyndte desperat at holde fast i de små berøringer han ‘tilfældigvis’ alligevel viste mig når vi var ude. Helt åndssvagt!

Så da vi nåede til lørdag formiddag skulle Chefen til polterabend og spørger om jeg gider køre ham der hen hvor han skal mødes med alle de andre. Straks tænkte jeg at det godt nok blev spændende hvordan han havde tænkt sig at tackle den konfrontation. Så da jeg kørte bilen front ind foran en hel gruppe af mænd, der alle stirrede direkte ind i bilen, siger Chefen anstrengt og halvtgrinende til mig: ‘du kan godt se jeg har virkelig svært ved at kysse dig farvel lige nu ikk?’ i et par sekunder er han helt desperat og prøver på ‘bedste’ Deadpool (the movie) maner at give mig en high-five, som jeg ikke møder. Han kysser mig hurtigere end nogensinde og flyver ud af bilen og jeg skynder mig at køre væk.

30 sekunder senere får jeg den første undskyldning fra ham. Jeg svarer ikke. Han forsøger desperat at få mig til at afsløre om jeg er rasende. 3 timer senere svarer jeg ham fast besluttet på, at manden er nødt til at give mig noget jeg kan bruge til noget, ellers må det slutte. Vi skriver lidt sammen i løbet af aftenen og natten. Han skriver han tænker på mig hele tiden. Jeg skriver at jeg gerne vil ham, men hvis han vil have mig, så skal han ud af busken nu. Han drikker sig i hegnet – hvilket han normalt aldrig gør. Og jeg prøver at holde fokus på den patient jeg passer den nat.

Vi snakker sammen næste dag. Han kan ikke forklare hvad det er der kolliderer i hans hoved når vi er ude og hvorfor han ikke bare kan holde mig i hånden eller kysse mig, for det er ikke fordi han ikke har lyst. Jeg siger til ham, at det nok handler om, at han ikke er klar og/eller at jeg ikke er den rette. At jeg ikke har mere at sige til ham og i det jeg siger til ham at nu lægger jeg på, siger manden kraftstejlme at jeg er dejlig.  Jeg lader bemærkningen hænge i luften, inden jeg lægger på uden at kommentere yderligere.

Vi er stadig venner på fb og han liker alt jeg lægger op.

Det har taget mig til nu – dvs ca 10 dages tid, ikke konstant at tjekke hvor meget han er online derinde. Jeg har slettet min profil på sexklubben – for jeg ville da først blive fuldstændig sindssyg hvis jeg kunne tjekke at han pludselig begyndte at være enormt meget online derinde – den ville sgu ramme mig hårdt…

Derudover har jeg afreageret de sidste 5 dage af sidste uge, ved at kysse mig igennem Smukfest’s lækre mænd….og Natalie. Samtidig har det krævet en del, at undertrykke trangen til at skrive til ham og spørge om han da slet ikke savner mig…

Jeg savner ham… det er pisse irriterende!

 

%d bloggers like this: