Når udbetaling danmark pisser på min sukkermad

Jeg har idag råbt af en dame i telefonen fra Udbetaling Danmark. Er ikke helt så stolt, men hun fortjente det fandeme!

Det startede med at jeg i eftermiddag fik et brev i e-boks vedr. en sagsbehandling om at jeg ikke havde betalt pasning for mine børn og dermed blev trukket i børnepenge her den 20.juli. Det drejede sig om 410 kr – ikke alverden nej, men da jeg har i forvejen, de sidste 4 mdr, har fået breve fra udbetaling danmark om at jeg har tjent for meget, og de dermed har trukket mig i boligsikring i lige så lang tid, så var det her altså dråben. Især fordi det har føltes noget så uretfærdigt at de har trukket mig. For det der har gjort at jeg har tjent for meget var, i juni måned fordi jeg fik min 6. ferieuge udbetalt fordi jeg ikke havde brugt den – det sker så ikke i år. I maj måned var det fordi jeg fik feriegodtgørelse, den kan jeg vidst ikke rigtig ændre på i næste ferieår, og i marts/april var det ganske rigtigt fordi jeg havde arbejdet ekstra vagter. 3 ekstravagter for at være præcis. Og grunden til jeg ved det er præcis 3 vagter er fordi jeg normalt aldrig har overskud i mit meget pressede børnedeleordningsprogram, til at tage ekstra vagter. Men jeg fik mine børn passet og arbejdede ekstra … fordi en familie var ved at miste deres 13 årige datter, og hver gang de skulle forholde sig til et ukendt sygeplejerskeansigt, røg de så meget længere ned i deres krise, så jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til bare at gå hjem og holde weekend. Udbetaling Danmark er selvfølgelig pisse ligeglade med hvorfor jeg har arbejdet ekstra. Det er bare mig, der synes det er uretfærdigt, at jeg som det mindste ikke kan få lov at tjene det ekstra, når nu jeg prioriterede at være der for nogle andre på bekostning af mine egne børn. Penge er selvfølgelig ikke alt, de er bare rare at have, og jeg ville uden tvivl gøre præcis det samme for en anden familie, skulle jeg havne i samme situation igen på mit arbejde.

Nå men jeg ringer så til udbetaling danmark. Og set i bakspejlet burde jeg måske lige have trukket vejret en gang eller to, måske ovenikøbet løbet en lang tur, inden jeg tastede nummeret. For mit hjerte hamrede så hårdt i mit bryst i bar arrigskab, så jeg var klar til at råbe allerede i det der var en stemme i den anden ende. Jeg forklarer meget speedet, damen i den anden ende, hvad sagen drejer sig om og at jeg ikke kan forstå det, når nu der er blevet trukket til institution hver måned nærmest forevigt, at der nu pludselig er en sag, som jeg ikke er blevet inddraget i før nu. Damen i den anden ende kan oplyse mig om at hun ihvertfald kan se jeg mangler at betale 14 kr i marts og så er der et andet beløb her i juli…blablabla… WTF?!?

Jeg siger: hvordan kan det være at jeg mangler at betale når I selv trækker beløbet direkte ud af min konto via pbs.

Damen: ja det er jo nok fordi der så ikke har været nok

Mig: Hvad mener du, når du siger der ikke har været nok?

Damen (nedladende): Ja altså så har du nok ikke haft nok penge på kontoen

Mig (råbende): Når nu jeg fortæller dig at I selv trækker beløbet hver måned, gider du så godt forklare mig hvorfor jeg nu bliver trukket i mine børnepenge?! OG JEG HAR NOK PENGE PÅ KONTOEN!

Damen (råbende): Du skal ikke råbe af mig! Jeg stiller dig videre!

Mig (med puls 220): Hvad!! Hvorfor det?

………ventetone…. Så vender damen tilbage – hvilket hun må have hadet

Damen (med tydeligt sammenbidte tænder): Hende du skal snakke med er lige optaget.

Mig (stadig stiktosset og med puls 220): Hvorfor stiller du mig videre?

Damen: Så du kan få forklaret hvad der er sket. Du vil blive ringet op.

Samtalen slutter med et meget ophidset standard ‘tak’ og ligeledes sammenbidt ’selv tak’ fra damen.

Mit enorme problem med denne samtale er, at damen pr automatik gik ud fra at jeg var et socialt tilfælde uden penge på kontoen, og det var derfor jeg var blevet trukket i børnepenge. Hun ikke så meget som overvejede at undersøge nærmere hvad der var sket siden jeg havde fået sådan et brev. Og selvom jeg havde været et socialt tilfælde uden penge på kontoen, så skal man sgu stadig tale ordentligt til folk, som ringer ind for at få svar på ting som kun de ved noget om.

Jeg blev ringet op en time senere. Her var jeg faldet lidt til ro…og alligevel ikke helt. Det viste sig at efter de er gået over til at månedsberegne/efterberegne hvad folk skal have i støtte, så er der naturligvis gået ged i systemerne. Intet overraskende i det. Så i virkeligheden drejede det sig kun om de skide 14 kr, som de et eller andet sted har glemt at hæve børnenes institutions plads med fordi jeg har tjent for meget tilbage i første kvartal. Ergo – fejlen ligger hos dem. Hvilket bringer mig tilbage til damen. Hvis de i udbetaling danmark ved, at de pt døjer med forkerte udbetalings problemer hos en masse mennesker, for det fik jeg nemlig at vide under andet opkald, så forstår jeg slet ikke damens umiddelbare konklusion, at fejlen selvfølgelig lå hos mig.

Dame 2 fik forklaret hvorfor jeg havde råbt af hendes kollega, sagde desuden til hende at hun gerne måtte give Dame 1 en undskyldning (hvilket jeg bestemt ikke fik sagt med overbevisning i stemmen) og at hun samtidig gerne måtte fortælle hende, at hun nok fremover skulle overveje hendes måde at tiltale folk på.  Dame 2 gav mig ret i, at det var upassende og hun ville gå videre med det.

Her et par timer senere, er jeg stadig lidt oppe og køre over Dame 1 – hens dette indlæg, jeg var simpelthen nødt til at komme af med min vrede. Også fordi jeg nu skal til at forholde mig til min egen forudindtagethed om, at folk der sidder i kommuner og fx udbetaling danmark, er magtsyge mennesker der nyder at kunne sidde på deres kontor og styre hvad folk får, eller ikke får, udbetalt. Jeg hader den følelse af, at man skal prøve at være venlig og beherske sig i tlf, hvis man vil have noget igennem sådan nogle steder, fordi ellers har de magten til at gøre alting meget mere besværligt for en.

Jeg var så helt uden selvbeherskelse i denne situation… spændende om jeg er blacklistet næste gang jeg har brug for at ringe til udbetaling danmark 😉

 

Jeg har syndet…

i min ferie…

  • jeg har lige spist de sidste Karen Wulff kager efter børnene er gået i seng. Imorgen når en af dem spørger hvor de sidste er blevet af, har jeg tænkt mig at sige, at det er en af de andre børn der har spist de sidste. Jeg ved de aldrig bliver sådan rigtig utilfredse, så længe det er en af deres egne, der har spist det sidste af noget godt – på den måde er det virkelig børnene mod de voksne, den voksne, herhjemme.
  • jeg drak nesquick kakao om aftenen mens vi var i sommerhus, skjult i et kaffekrus, selvom jeg sagde til ungerne at det kun var til morgenmaden. (til mit forsvar falder mit blodsukker altid voldsomt kl 22, og jeg kunne ikke spise mere af den jordbærtærte jeg havde lavet, uden det ville fremstå meget tydeligt for ungerne, hvem der snackede mest på den ferie)
  • jeg bildte min næsten 11 årige datter ind, at der var kaffe i min Gelatte Superior med karamel fra Baresso, på færgen hjem fra Jylland, for ellers ville jeg have hende hængende på nakken hele tiden, fordi hun altid vil smage min mad eller drikke. Og gerne flere gange. Det er vel tilladt som forældre at have bare lidt lækkert for sig selv, bare ind imellem, uden man skal dele med sine børn hele tiden? jaja jeg ved godt det er lidt selvmodsigende, taget de to første synder i betragtning – men forældre ved hvad jeg snakker om. Det handler om lovligheden af ejerskabet.
  • til gengæld har hun fået lov at smage min Mookai…adskillige gange.
  • jeg glemte at tømme fryseren i vores lejede sommerhus. Jeg fortalte selvfølgelig udlejningsstedet om de glemte ting, som de ville være så søde at fjerne. Men det nager mig stadig at jeg glemte den pose ærter, en pakke SunLolly og to pakker smør. Mad skal ikke gå til spilde, og slet ikke mad jeg har betalt for!
  • jeg fortalte til gengæld ikke udlejningsstedet, at jeg var kommet til at ramme en udendørslampe med min bil, da vi forlod huset. Min bil blev heldigvis ikke skadet, og jeg kunne ikke huske hvor skævt lampen havde stået inden… der er nok ingen der lægger mærke til noget…
  • jeg var så liderlig den ene morgen i sommerhuset, så jeg var nødt til at få lettet trykket so to speak under dynen 3 gange, mens Magnus (min mellemste) lå på gulvet og legede med Birthe. Hurra for at man som kvinde ikke har en kæmpe diller der skal bevæges op og ned under sådan en dyne. Knap så nemt at skjule. Mænd kan selvfølgelig bare gøre det i badet, i fred og ro… det trick har jeg desværre aldrig rigtig mestret.
  • i al skammelig hemmelighed, var jeg nervøs for at folk vi mødte i Skagen, og på turen frem og tilbage, troede at Ida’s veninde også var min datter… pigen ligner seriøst en forvokset hamster med forråd nok i kinderne til at overleve til næste sommer. Når ungerne skulle lave deres mest fjollede ansigter til et billede, var hendes at lave basun kinder (!) mixet med duckface mund. Hendes øjne forsvandt næsten helt, i den proces. Til hendes fordel vil jeg dog gerne fortælle at pigen har det mest smittende grin jeg længe har hørt.
  • jeg havde optimistisk planlagt at jeg skulle læse, og forhåbentlig skrive, en hel del på mit speciale om aftenen i Skagen… jeg har absolut INTET lavet. Overspringshandlinger er i fuldt flor for tiden.

nu også med spøgelser

Så jeg overlevede!! på trods af de åbenlyse tilstedeværende seriemordere alle forsamlet i Skagen, kun for at få ram på undertegnede.

Igår nat var jeg dog smartere! Der gik jeg i seng før det blev mørkt. Og shit en forskel på panikniveauet! Altså jeg tjekkede selvfølgelig stadig alle de gængse steder for eventuelle uindbudte gæster, men med langt mere ro i sindet. Bag sofaen, under sengene, i skabene, bag gardinerne og bag bruseforhænget, som sjovt nok er det der er allermest skræmmende! Altså hvorfor er det det overhovedet var trukket for? – jeg kan ikke huske det, men det gav sikkert god mening da jeg gjorde det i dagslys. Dumtdumtdumt kl 24 her til aften.

For i aften besluttede jeg mig så for at farve hår. Jeg har den sidste måneds tid været eksperimenterende og er blevet farvet blond. Jeg er normalt mørkhåret. Farvet mørkt dog, fordi efter Morten og jeg gik fra hinanden eksploderede antallet af grå hår på mit hoved, og jeg måtte opgive at følge med med pincetten, og eftersom jeg overhovedet ikke er klar på at se ældre ud end jeg er, så har jeg siden da farvet mit hår til den nærmeste farve af min egen hårfarve. (altså I ved – præ silverfox looket)

Nå, men det blonde fungerede ikke rigtig for mig. Jeg følte mig ikke rigtig ‘hjemme i mig selv’. På trods af, at jeg har været det masser af gange før, så er det som om det bare ikke rigtig passer til mig længere. Måske det alligevel har noget med alderen at gøre…men det taler vi selvfølgelig ikke højt om. Så mens jeg havde Natalie i røret gik jeg kækt i gang med hårfarvningen, uden at skæve til klokken. Så da det var klar til at blive skyllet ud og jeg havde lagt på med Natalie, ja så var det jo blevet mørkt uden for. Og så er vi straks tilbage til de åndsvage seriemordere igen.

Panikniveau på en skala fra 1-10, så er jeg nok på en 7’er til aften, da jeg gør klar til at gå i bad.

Men ikke nok med det, så mens jeg står i badet, med lukket dør, så trækker badeforhænget sig pludselig, og meget hurtigt, ind ad mod mig. Jeg bliver så forskrækket, så jeg flår det til side for at se om der er kommet nogen ind i badeværelset uden jeg har hørt det. Det er der ikke. Var der nogen der sagde spøgelser???

Panikniveau 10+ !!

Arhmen altså! Selvom det har været en fantastisk uge her i Skagen, så er jeg faktisk begyndt at tænke det nok er meget godt vi vender næsen hjemad imorgen eftermiddag, for lige nu mangler det da bare at det også bliver fuldmåne…

En ren gyser………

Så sidder i Skagen i et semi stort sommerhus med fire sovende unger i den anden ende af huset. Lige nu regner det – hvilket jeg synes er monster hyggeligt at sidde og lytte til.

Hvad jeg til gengæld ikke synes er så hyggeligt er det der med at være alene voksen (kvinde) efter mørkets frembrud, i et fremmed sommerhus. Jeg har lige luftet Birthe mens det stadig var en lille smule lyst og efterfølgende har jeg så gennemgået hele huset for boogiemænd. Altså jeg taler om, at jeg har ligget på gulvet og gloet ind under samtlige senge, kigget i alle skabe, hvor et menneske ville kunne presse sig ind, rullet samtlige gardiner for, med undtagelse af køkkenvinduet, fordi dem der har huset, af fuldstændig utilgivelige og uforklarlige årsager! har valgt ikke at sætte gardiner op der! Arhmen har de da ingen forståelse for den panik der kan udspille sig når man har et vindue man ikke kan lukke af for. Seriemordere kan jo stå og observere samtlige mine moves uden jeg har den fjerneste mulighed for at se at han står og holder øje med mig.

Derudover så hjælper det heller ikke at grunden til det her sommerhus er på 3300 m2 og efter adskillige ture med Birthe, har jeg hurtigt afkodet at det vist nok egentlig er gennemsnits størrelsen for sommerhusgrunde heroppe. Så det der med at skrige efter hjælp, skulle den der seriemorder dukke op og banke på køkkenvinduet med en allerede blodindsmurt jægerkniv, vil utvivlsomt være fuldstændig omsonst. Og at løbe efter hjælp vil med garanti også resultere i, at han indhenter mig ved at gribe mig om mine ankler samtidig med han lige skærer min achillessene over så jeg ikke kan løbe videre.

Ja, og så er løbet jo ligesom kørt ikk!! Den del er vi jo alle sammen godt klar over.

Og eftersom Danmark jo nærmest er verdenskendt for antallet af seriemordere on the loose, så ser jeg mig nok nødsaget til at ligge mig i sengerevnen mellem min to drenge i nat…

…just in case…

Houston we have a problem

MEN! måske har jeg fået løst det. Wuhu!

I var jo så søde at skrive mails til mig efter mit sidste indlæg  TUSIND TAK FOR DET!! og selvom jeg virkelig ikke er skide teknisk på en computer, så tror jeg måske det er lykkedes mig at få slået noget fra, så man nu igen kan kommentere herinde. Hvilket jeg jo helt personligt er allermest glad for at I gør, hvadenten det er positivt eller negativt, så er det faktisk fedest når I gider komme med jeres besyv på det kaos (yes – og her hentyder jeg desværre til mit liv) jeg til tider smækker op herinde.

Nå!

Weekenden står for døren. Personligt skal jeg en uge til Skagen med alle mine unger plus et ekstra barn, Ida har en veninde med, tænkte det formentlig ville være givet godt ud, fremfor at skulle høre på hende en hel uge om at hun ikke havde noget at lave, fordi hendes brødre lige pludselig er blevet meget små, i forhold til den hast hun har med at blive større. Help me please! og hun af den årsag nu ikke kan finde ud af at lege med dem længere. Hun bliver 11 om en måned, hvem sagde præteen?? Derudover er der noget der tyder på vejret bliver som Danmark er oftest – ustadigt med regn, måske sol med skyer…det skifter lidt afhængigt af hvilken vejr app man bruger. Jeg har aldrig været i Skagen før, så har travlet internettet for aktiviteter vi kan lave hvis vejret virkelig har tænkt sig at modarbejde os, men det er faktisk ikke så nemt at finde ud af hvilke aktiviteter der er et must og hvilke der måske bare er sådan lidt bobbob og dermed kan udelades og samtidig spare mig for en masse penge.

Er der nogle af jer der kan anbefale steder der bare skal ses og opleves i nærheden af Skagen?

Og på denne måde får jeg også lige endnu engang testet om I rent faktisk kan kommentere eller om jeg bare har knoklet forgæves for at lede efter fejlen på siden. Jeg krydser fingrer…

Om ikke andet, så rigtig god weekend til jer, jeg håber I skal til varmere himmelstrøg, så er jeg gerne den der er misundelig herhjemme.

 

Testing Testing 1 2 3

Har fået et par mails om at muligheden for at kommentere herinde ikke rigtig virker, så nu vil jeg høre om jeg kan lokke jer til at prøve at kommentere på dette indlæg – en smiley er fin 😉 

Og hvis ikke det funker, om ikke I så vil være så ekstremt søde og lige bruge 2 min på at sende mig en hurtig mail om at I ikke kan? 

Jeg bukker og nejer (kan man begge ting på een gang?) som tak for hjælpen 🙂 

You never know what tomorrow brings

Jep jeg lever stadig!

Har været meeeeeget stille den sidste måneds tid herinde og det er der flere årsager til.

Mit sidste indlæg handlede om livets meget små udfordringer – og set i lyset af det, så kan det her passende handle om livets ubegribelig store gigantiske udfordringer.

Den eneste årsag jeg vil uddybe for nu, som har fyldt alle mine tanker og kostet mig mange tårer, nummer 1 over dem alle, og som gør at alle andre årsager virker totalt latterlige overhovedet at overveje at komme i samme indlæg, handler om …

…Natalie.

Min skønne dejligste og tætteste veninde og kollega, som jeg bruger al min fritid med, når ikke jeg lige ser Chefen eller Louise. Hun kom ud for en voldsom bilulykke for ca 3 uger siden. Så voldsom så hun svævede mellem liv og død den første halvanden uge efter ulykken. Sjældent har jeg oplevet at føle glæde det ene øjeblik hvor hun virkede til at få det bedre, til at føle alt blive revet væk igen det næste øjeblik når hun endnu en gang røg afsted til en ny akut skanning pga forværring. Hun er heldigvis i bedring nu, jeg hentede hende ovenikøbet i onsdags da hun blev udskrevet. Sikken lettelse, men wow en følelsesmæssig rutschebanetur det har været at sidde på sidelinien, mens Natalie kæmpede for sit liv. Hun skal stadig tage den med ro det næste laaaange stykke tid, men hun lever, og det er vi mange der er ovenud lykkelige for.

Det mest iøjenfaldende jeg syntes jeg oplevede midt i min ensomhed uden Natalie enten fysisk eller telefonisk tilgængelig hele tiden, var at livet går videre. Mens hun kæmpede for livet, og jeg kæmpede med mit enorme afsavn og hulrum, var der stadig et arbejde der skulle passes, hvilket jeg også gjorde – nogle dage dog mere grådlabil end andre. Børn der skulle hentes og bringes og laves mad til. Birthe der skulle luftes. Selskabelige arrangementer i skole og børnehave jeg selvfølgelig skulle deltage i. Alle mine, pludselig små og ubetydelige, problemer, og alle andres problemer, fik pludselig en helt ny dimension af fuldstændig ligegyldighed. Her 3 ugers tid efter Natalies ulykke, prøver jeg virkelig at holde fast i at lade de små problemer passere, men netop fordi livet har den der tendens til bare at gå videre, så begynder man langsomt igen at tage det hele for givet, og igen lade de små problemer fylde. Måske er det overlevelse. Jeg ved det ikke. Men man kan jo heller ikke rende rundt og spekulere på om i dag er ens sidste dag her. Hvis man gjorde det, ville de færreste nok formå at komme igennem en dag uden følgeskab af total paranoia.

Men een ting står dog helt klart ovenpå alt det her. Livet er fandens skrøbeligt og de dårlige ting sker ikke altid kun for naboen…nogle gange rammer ulykken smask ned i midten af ens eget liv.

Så livet skal leves – fuldt ud! Cause you never know what tomorrow brings.

<3

%d bloggers like this: